Skal I flyve med jeres baby? Så læs her vores 22 brugbare tips, som vil lette jeres rejse!
De fleste børnefamilier elsker at rejse. Vi lader os helst ikke begrænse, og rejser gerne ud i verden – også med vores spædbørn og babyer.
Dog ved alle småbørnsfamilier, at en rejse med en baby som regel kræver lidt ekstra forberedelser, da det kan være krævende at flyve længere strækninger med spædbørn og babyer.
Før I pakker rygsækken og kaster jer ud i jeres rejse-eventyr, kan der derfor være et par ting, I bør have med i jeres overvejelser.
Læs her vores råd i forhold til, hvordan I kan forberede jer bedst muligt på at flyve med spædbørn og babyer, og oplev dermed en mere vellykket rejse.
1. Oversøiske rejser/langdistance flyvninger
Hvis jeres destination er langt væk, og I dermed ved, at I skal flyve en meget lang strækning med jeres baby, vil vores råd være, at I overvejer at flyve om natten, således turen harmonerer med jeres babys døgnrytme. En lang strækning, hvor baby vil kunne sove meget af turen, vil være ideel for alle familiemedlemmer, og alle vil dermed også kunne få slappet mere af.
Med helt små børn er det værd at være på udkig efter billetter, hvor de lange strækninger flyves om natten, mens baby sover, og hvor mellemlandingerne ligger i dagtimerne.
I forhold til familiens overskud er det værd at betale lidt ekstra for de rigtige afgangstider.
Læs også: Maldiverne, er en oplagt destination til børnefamilier!
2. Korte flyveture
Skal I flyve med baby i dagtimerne og er strækningen kort, kan I overveje at time flyvningen med barnets middagslur, hvilket gør flyveturen langt mere afslappende for både baby og voksne. En baby, der ikke får ro til at sove sin middagslur, kan være meget grædende og urolig.
Dette kan være relevant, hvis I f.eks. flyver indenrigs.
3. Bestil lift ved det flyselskab, I skal flyve med
Skal I flyve oversøisk, og har I et spædbarn eller en baby på under 9 mdr., er det ofte muligt at bestille lift til selve flyrejsen, således turen bliver langt mere behagelig for alle parter. Der findes ikke et “baby-flysæde”, men kun flysæder til voksne.
Det er gratis at benytte flyselskabets lifte, men også begrænset hvor mange lifte, der er til rådighed (husk også at booke de forreste sæder i den henseende).
Det er langt mere afslappende at kunne lægge baby til at sove i liften, i stedet for at have ham/hende til at sove på jeres skød.
For at være på den sikre side, bør I tjekke op på jeres reservation med flyselskabet før afgang.
Er det ikke muligt at bestille en lift ved flyselskabet, kan I medbringe en Deryan Air Traveller, som er et oppusteligt flysæde og rejseseng i ét produkt.
4. Underholdning til “take off” og landing
Når flyvet skal lette og lande, er jeres baby nødt til at sidde på jeres skød iført en sikkerhedssele.
Medbring derfor noget nyt og spændende legetøj, lidt snacks og bøger, som kan underholde baby i den situation, hvor I er nødsaget til at sidde helt stille og fastspændt.
5. Reducér trykket i babys ører, når flyet skal lette og lande
Hvis du stadig ammer kan det være en god ide at gøre dette under start og landing, for derved at lette trykket i jeres babys ører. Hvis du ikke ammer, bør I medbringe en flaske vand og en sut – at synke vil aflaste trykket i jeres babys ører.
6. Hvad I bør medbringe til flyveturen
Når I skal flyve med et spædbarn eller en baby, kan det være en rigtig god idé at pakke en ekstra lille taske som håndbagage, som indeholder alle de ting, jeres baby har brug for.
Pak et ekstra sæt tøj, men måske også en ren bluse til dig selv. Dette kan være en god idé, hvis I har en baby, der gylper efter en ammetår, eller som spytter efter at have fået mos/grød.
Medbring derudover ekstra sutter og en suttekæde, så I ikke skal kravle rundt på flyets mellemgang og lede efter sutter, som er blevet tabt eller “kylet” væk..
Medbring endvidere et lille tæppe/svøb eller en dyne. Et svøb har desuden den funktion, at det også kan bruges som ammedække, hvis der skulle opstå behov herfor – enten hvis jeres baby nemt lader sig distrahere, eller hvis I ikke bryder jer om at amme offentligt. Endvidere kan flyets aircondition være virkelig kold på oversøiske flyvninger, hvorfor det vil være en rigtig god idé at medbringe et tæppe/svøb eller en babydyne, så jeres baby kan holde varmen.
Bleer, vådservietter og plastikposer til at lægge bleerne i efter brug (inden de ryger i skraldespanden) er ligeledes et absolut must.
Derudover naturligvis babymad og legetøj.
7. Pak smart
Når I skal flyve med et spædbarn eller en baby, og dermed skal pakke jeres håndbagage derefter, så sørg for at pakke smart og praktisk.
Læg det allermest nødvendige i sidelommerne, således I nemt kan få fat i ting, som afværger “katastrofer”. På den måde kan I lynhurtigt og nemt få fat i f.eks. en sut, uden at skulle gennemrode hele tasken.
8. Vær forberedt på omstændige sikkerhedskontroller
Vær forberedt på minutiøs gennemgang af jeres håndbagage i sikkerhedskontrollerne i de forskellige lufthavne!
Sørg derfor for at have pakket alle jeres flasker med væsker og beholdere med babymad i gennemsigtige plastikposer, som lige er til at tage ud af pusletasken og lægge op på båndet, når I går gennem sikkerhedskontrollen. Alt andet er alt for besværligt og tidskrævende, da pusletaske m.m. efterfølgende vil blive kørt igennem scanneren, taget ud og tømt for ALT, som så skal undersøges på den mest omstændige facon.
9. Er det muligt at medbringe babymad?
At skulle flyve lange strækninger med et spædbarn eller en baby nødvendiggør, at I medbringer mad, som kan stille sulten – medmindre I naturligvis ammer 100%. Babymad og modermælkserstatning er tilladt at medbringe gennem sikkerhedskontrollen – ofte også over de tilladte 100 ml.. Dog vil I højst sandsynligt opleve, at de i sikkerhedskontrollen udfører tests på det mad I medbringer, eller beder jer om at smage på det.
10. Praktiske redskaber, hvis jeres baby spiser grød og mos
Hvis jeres baby spiser grød og mos, bør I altid medbringe følgende:
– En hagesmæk (kan også være fint at medbringe engangs hagesmække, som blot kan smides i skraldespanden efter brug)
– En ske
– Grød eller babymad (se det smarte udvalg af opbevaringsmuligheder hos Babygear.dk)
– Plastikbokse med låg. Når grøden er spist, kan I efterfølgende blot sætte låget på boksen, og på den måde undgå grisseri. Opvasken kan dermed klares, når I er landet på jeres destination.
– Vådservietter
– Eventuelt en termokande med varmt vand. På den måde er det muligt både at tilberede modermælkserstatning og grød. Det er altid muligt at få stewardesserne til at fylde op med varmt og destilleret vand.
– Brikker med færdiglavet modermælkserstatning.
11. Hvordan rengør I sutteflasker ombord på flyet?
Generelt er det altid en god idé, at medbringe en termokande med skoldhed vand, når man er på farten med helt små børn. Det kogte vand kan bruges til både at lave grød, modermælkserstatning og også til efterfølgende at vaske flasken ren. Sutteflasken vil naturligvis ikke blive steril, som ved rengøring derhjemme, men det er den bedste løsning i lige præcis denne situation.
Det er derudover altid muligt at bede en stewardesse om kogt vand ombord på flyet.
12. Lydfølsom baby
Hvis jeres baby er lydfølsom, bør I overveje at medbringe høreværn.
Der er en del larm ombord på et fly, som har mange passagerer, søde stewardesser, som søger for forplejning, og en serviceminded kaptajn, som ofte giver meldinger over højttalerne. Hyggeligt og dejligt, men ikke ideelt for en lydfølsom baby, som dermed konstant bliver vækket fra sin søde søvn.
Hvis I medbringer høreværnene fra BabyBanz, vil I være garanteret, at jeres baby har ro til at sove uforstyrret.
13. Amning
At amme offentligt – og hermed i et fly – kan for nogle være lidt grænseoverskridende. Rejser I med en baby, er det dog nødvendigt!
Hører du til typen, som har svært ved at amme blandt andre mennesker, kan det være en rigtig god idé at medbringe et ammetørklæde, som både skærmer dig, men også baby, som nemt kan blive distraheret af bevægelser og indtryk. Alternativt kan I bruge svøbet fra By Heritage, som er praktisk at anvende til flere forskellige formål.
14. Vær opmærksomme på, om der er rækker med ledige sæder i flyet
Når I er kommet ombord på jeres fly, kan det være en god idé lige at tjekke omgivelserne. Måske der er en række med ledige sæder et sted i flyet, som kan give lidt mere bevægelsesfrihed til en lille børnefamilie. Spørg evt. stewardessen, om det vil være ok, at I flytter jer hen til et sted, som er mere rummeligt, da privatliv og albueplads til at “håndtere” en baby under en længere flyvning er givet godt ud.
15. Medbring en bæresele
En bæresele eller slynge er uundværlig, når I rejser med en baby.
Hvis I medbringer en bæresele eller slynge, er det generelt langt nemmere at komme igennem lufthavne og sikkerhedskontroller, da I på den måde har hænderne fri.
Hvis jeres barn føler sig tryg og godt tilpas i bæreselen/slyngen, er den endvidere anvendelig ombord på flyet, da jeres baby på den måde nemmere kan trøstes og falde til ro, hvis han/hun bliver urolig og utryg.
16. Drik IKKE vandet fra vandhanen på flyets toilet – husk vand!
Vandet fra vandhanen på flyets toilet kan IKKE drikkes, men udelukkende bruges til håndvask.
Sørg derfor for at medbringe en flaske vand eller bestil drikkevand ved flyets personale.
17. Iklæd jer “lag-på-lag” tøj
Vær praktiske, og iklæd jer i tøj, som kan bæres “lag-på-lag”.
Det er ofte køligt ombord på en flyvemaskine, da airconditionen kører på fulde drøn. Derfor bør I være klædt i tøj, der gør, at I ikke fryser. Indimellem opstår dog situationer, som man ikke kan forudse, f.eks. forsinkelser, som medfører at flyet må stå stille i længere tid i varmere klimaer, hvilket i så fald medfører, at der pludselig bliver meget varmt.
Flyver I om vinteren, og har I mellemlandinger i f.eks. Dubai, vil I opleve store temperaturforskelle. Af erfaring ved vi, hvor ulideligt varmt det er, at blive transporteret rundt med bus i en lufthavn i varme eller tropiske egne, hvis man er iklædt striktrøjer og varme bukser…
Gør det derfor nemt for jer selv, og sørg for at have praktisk rejsetøj på.
18. Lav en lille “goodiebag” til de passagerer, som sidder tæt på jer
Hvis I er nervøse for, om jeres baby kommer til at græde meget, mens I er i luften, så overvej at lave en lille goodiebag indeholdende en personlig besked om jeres babys navn og alder, et par søde bolcher og, ikke mindst; et par ørepropper!
På den måde vil I højst sandsynligt kunne imødekomme medrejsendes irritation over eventuel larm fra jeres babys gråd, og I vil med garanti opleve, at langt de fleste vil være overbærende.
Billedet ovenfor viser et eksempel på en goodiebag fra en familie, som fløj med deres lille baby på en af vores rejser:
“Hello Stranger. My name is Hendrik and i'm only 6 months old. This is my first flight and I try to be on my best behavior. I'd just like to apologize in advance if I lose my tool, get scared or my ears hurt. I ordered my parents to pack this goodies back for you if you don't like my first public performance. Enjoy your flight.”
19. Medbring din babys yndlingsmusik eller yndlingsapp
Hvis jeres baby har nogle melodier, som han/hun kan falde til ro ved at lytte til, så sørg for at medbringe disse! Intet virker så godt, som beroligende musik! Der findes endvidere apps, som spiller melodier eller rolige lyde i form af fuglefløjt, rislende vand, vind m.m., bl.a. appen “Relax Melodies”, som er gratis.
Det kan også være, at jeres baby kan underholdes af en særlig baby-app (bl.a. “Sound Touch”, som er en pegebog) eller ved at se på billeder af familiemedlemmer, hvorfor det vil være praktisk at have downloaded disse på en smartphone eller tablet, og så vise dem til jeres baby, når han/hun keder sig eller bliver træt eller gnaven.
20. Medbring en klapvogn
Hvis det er muligt, så sørg for at medbringe en klapvogn, som I kan tjekke ind ved gaten. Forhør jer altid forinden ved jeres flyselskab.
Det er intet mindre end fantastisk at kunne benytte en klapvogn i lufthavnen, i stedet for at skulle bære jeres baby (en bæresele eller slynge er, som nævnt, også anvendelig). Særligt praktisk er det, hvis I befinder jer i en lufthavn på tidspunktet for jeres babys middagslur. Nogle lufthavne har dog klapvogne til rådighed, bl.a. Dubai.
Speciel anbefalelsesværdig er letvægtsklapvognen “Baby Jogger City Mini Single”, som egner sig perfekt til rejser, da den ikke vejer særlig meget og er nem at klappe sammen.
Har I flere mindre børn, er klapvognen fra Phil & Teds at anbefale, da denne kan fås med søskendesæde. Klapvognen er let og handy, og derfor særligt velegnet til rejser.
21. Hvad hvis baby græder ombord på flyet?
En lille goodiebag, som nævnt i punkt 18, er her den første livline!
Derudover er det ellers vigtig at holde fokus på at trøste på samme vis, som I plejer derhjemme.
Hvis I plejer at synge baby til ro, så forsøg det samme ombord på flyet. Hjælper det at gå omkring og vugge baby i armene, så gør også det ombord på flyet. Den eneste forskel på situationen er, at der er folk, der ser dig, mens du gør det. Det i sig selv kan dog være virkelig stressende. Prøv derfor at ignorere andre, tag dybe indåndinger, holde din puls nede, og forsøg måske bare at smile høfligt til de mennesker, som kigger på jer. De fleste vil være ret overbærende, så længe I blot forsøger at trøste jeres baby.
Hvis du bliver for stresset over situationen, så skift med din partner, som kan tage over i forsøget på at trøste baby.
Rejser du alene, kan flyets toilet være det eneste sted at undslippe følelsen af at have “tilskuere” på, og dermed få din puls og dit stressniveau under kontrol.
22. Hvad er det bedste legetøj til en flyvetur med baby?
Legetøj, som bringer stor glæde, kan ofte være et babyspejl, så I sammen kan lave sjove ansigter. Gode babybøger og en baby-app med babysange og fagter er ligeledes sikre hits.
Medbring noget nyt og dermed spændende legetøj, og overvej at pakke tingene ind i gavepapir – det er hele 2 overraskelser i ét, da både nyt legetøj samt gavepapir er skønne ting at lege med.