Hvordan I kan rejse til Seychellerne på et nogenlunde budget
– helt billigt bliver det nok aldrig!
En rejse til Seychellerne bliver næsten altid forbundet med noget luksuriøst, men sådan behøver det ikke nødvendigvis at være. Seychellerne er nemlig meget, meget mere end blot luksus-resorts, og det er rent faktisk muligt at besøge paradis-landet på et mere prisvenligt budget.
Drømmer I om at opleve det tropiske paradis, som Seychellerne er, kan I her læse vores fif til, hvordan I kan komme på en lidt mere budgetvenlig rejse til landet.
1. Led efter flybilletter i god tid
Helt billigt bliver det nok aldrig at flyve til Seychellerne, men vil I gerne anskaffe jer de billigste flybilletter til Seychellerne, er det en god idé at gå i gang med at kigge efter flybilletter i rigtig god tid, og derudover være så fleksible, som overhovedet muligt, når de kommer til datoer og tidspunkter for afgang og hjemrejse.
Led også gerne efter flybilletter med afgang fra Tyskland eller Sverige, da det ofte er muligt at flyve lidt billigere derfra, hvilket vi også normalt benytter os af.
Da vi bor i Jylland, fløj vi dog denne gang med Turkish Airlines fra Billund Lufthavn, da vi fandt flybilletter, der rent prismæssigt godt kunne konkurrere med flybilletter fra både København og Hamburg Lufthavn. Dette fordi vi ellers ville få yderlige udgifter i forbindelse med transport, parkering og eventuelt hotelophold oven i prisen.
Et godt sted at starte med at lede efter de billigste flybilletter, er hos Momondo.
2. Book guesthouses/self-catering i stedet for hoteller og resorts
At bo på guesthouses (kaldet self-catering mange steder på Seychellerne) er en rigtig fin måde at overnatte på, når I skal til Seychellerne. Da der er ”rift” om pladserne, er det en rigtig god idé at booke i VIRKELIG god tid, hvis I ønsker at bo i noget af en ordentlig standard, som samtidig er til en rimelig pris.
Udbuddet er ikke kæmpe stort, og da vi bookede vores overnatninger 6 måneder før afrejse, blev vi meget overraskede over, at mulighederne allerede var begrænsede.
Ved at bo på selfcatering vil I kunne spare rigtig mange penge, da prislejet her er ganske acceptabelt. Som i så mange andre lande vil I kunne bo i forskellige standarder, og dermed også i forskellige prisklasser. Sådan helt generelt er det muligt at finde overnatningssteder til 700-800 kr. pr. døgn for et dobbeltværelse.
Når I bor på self-catering vil I opleve at have eget køkken, som giver jer mulighed for selv at lave mad, hvilket I også vil kunne spare penge på.
De mest udviklede – og dermed også mest velbesøgte øer på Seychellerne – er Mahé, Praslin og La Digue, og det vil også være her, I vil kunne finde det største udbud af forskellige overnatningsmuligheder i forskellige prisklasser.
Mahé
På Mahé boede vi ved øens mest ”berømte” strand; Beau Vallon. Vi havde booket 9 dage på Romance Bungalows (se flere billeder og priser her), som havde en perfekt beliggenhed med kun 2 minutters gang til stranden.
Stedet havde et lille the-køkken, som vi ikke rigtig benyttede, da morgenmaden var med i prisen, og takeaway-priserne var overkommelige.
Vi kan sagtens anbefale Romance Bungalows – også selv om der var lydt og små tissemyrer på badeværelset. Det, der betød noget, var beliggenheden, at der var rent og så vigtigst af alt; at personalet var de mest venlige og hjælpsomme mennesker, vi overhovedet mødte på Seychellerne.
Vi havde ét stort rum med 5 sovepladser, the-køkken, badeværelse og så en stor veranda, hvorfra udsigten ganske enkelt var fantastisk – med view ud over den frodigste natur.
Prisen pr. døgn for os alle 5 var 1100 kr. inklusiv morgenmad.
Se her udvalget af self-caterings ved Beau Vallon på Mahé – enten via Hotels.com eller Booking.com. Udvalget af overnatningssteder er forskelligt alt efter valg af søgemaskine, hvorfor I måske bedst finder det, der passer lige præcis til jer, ved at tjekke begge steder.
Læs også: Vores besøg ved Beau Vallon på Mahe
Praslin
På Praslin boede vi på Cote D’Or Apartments, hvor vi fik deres penthouselejlighed, som var på ca. 110 kvm. og i 2 plan. Lejligheden havde to badeværelser og et stort køkken, hvilket passer perfekt til en familie på 5.
Beliggenheden var perfekt med kun 50 meter til selveste Cote D’Or Beach, som er én af de smukkeste strande, vi nogensinde har set. Desværre oplevede vi også en slange i paradis, nemlig at haven lige ved siden af Cote D’Or Apartments” også husede hele områdets stofmisbrugere. De gjorde os ikke noget, og lejlighedskomplekset havde ansat en sikkerhedsvagt, som patruljerede hele natten, så vi var ikke på den måde bange. Alligevel gav det en følelse af utryghed, og det var heller ikke lige det vi havde forestillet os, at vi skulle opleve på en ø som Praslin.
”Cote D’Or Apartments ”kostede ca. 1600 kr. i døgnet for os alle 5, og det var uden morgenmad.
Det var svært at finde take-aways ved Cote D’Or, hvorfor vi var nødsaget til selv at lave vores mad, medmindre vi ville betale danske priser, når vi gik på restaurant. Der var en ”Take-away-bus”, men vi fik hurtigt at vide, at maden dér gav dårlig mave, hvorfor vi ikke turde løbe risikoen.
Bor I til gengæld på den anden side af øen, ved Grand Anse, så findes der flere muligheder for takeaway.
Læs også: Kæmpe skildpadder på øen Curieuse Island lige nord for Praslin
Se udvalget af self-caterings/guesthouses på Praslin på Hotels.com.
Vil I udelukkende koncentrere jer om et bestemt område, f.eks. nordsiden af øen, hvor Cote D'Or ligger, kan I se overnatningsmulighederne her hos Booking.com. Er I mere interessede i at bo på sydsiden af øen, kan I tjekke mulighederne her ved Grand Anse.
La Digue
På La Digue havde vi booket O’Soleil Charlets, som har den mest fantastiske beliggenhed – lige ned til Anse Severe og med mulighed for hver dag at nusse de to store landskildpadder, som holder til der.
“O'Soleil Charlets” ligger i en skøn og frodig have, hytterne er rummelige og har en dejlig veranda. Ejerne, en amerikansk familie, var lige præcis så skønt excentriske, som vi godt kan lide, og enormt åbne, hjælpsomme og venlige. Eneste ulempe er, at selve hytten er ret mørk (lyset skulle være tændt hele tiden), og at der ikke rigtig blev gjort ordentligt rent, mens vi var der. 12 dage uden andet rengøring end lidt fejning er lige i overkanten for mig. Der blev dog skiftet sengetøj og håndklæder hver 4. dag. Kan man leve med det, så kan vi sagtens anbefale stedet – mest på grund af den fantastiske beliggenhed og de venlige ejere.
Læs også: På cykel rundt på La Digue
“O'Soleil Charlets” kostede ca. 2300 kr. i døgnet for os alle 5 (uden morgenmad), hvilket også giver et billede af, at La Digue absolut var den ø, som havde det højeste prisniveau sammenlignet med Mahé og Praslin.
La Digue var den mindste af de 3 øer, som vi besøgte, men der var alligevel masser af muligheder for at købe mad – både i butikkerne, men også ved de take-aways, som ligger på øen. Priserne for en ret aftensmad lå på mellem 30-50 kr. pr. person.
Se udvalget af self-caterings/guesthouses på La Digue hos Hotels.com her eller booking.com her.
3. Lav selv mad eller benyt jer af de forskellige take-away-muligheder
Vores råd er, at I så vidt muligt undlader at spise på de restauranter, som er tilknyttet de forskellige hoteller. Vælger I at spise på restauranter, koster det ca. det samme, som i Danmark – på de finere restauranter er det endda dyrere.
Benyt jer i stedet af de forskellige take-aways, som byder på forskellige velsmagende retter til rimelige priser. En ret med nudler, grøntsager og kylling fås til ca. 35 kr. – det samme gælder for risretter.
Derudover har de fleste guesthouses/self-caterings små køkkener, som giver jer mulighed for selv at lave mad, mens I holder ferie på Seychellerne, hvilket kan spare jer for mange penge.
Helt generelt er prisniveauet på Seychellerne pænt højt – også når det gælder madvarer. Udbuddet af varer i de forskellige butikker virker ikke voldsomt stort, og priserne ligger på europæisk niveau.
Vil I spare mest muligt, så vælg de lokalt producerede varer, så som kylling, ris, frugt og grøntsager, og undlad de varer, som er importeret til landet.
Priseksempler:
Vand; 5 liter koster 40 rupees/20 kr. i de store dunke, 1 liter på flaske koster ca. 7,5 kr.
Kokosnød; udskåret ved de forskellige boder med frugt kostede en kokosnød 50 rupees/25 kr. i Beau Vallon og 25 rupees /12,50 kr. på Praslin (og 5 rupees/2,50 kr. i butikker (men så var den også rådden).
Sodavand; 17 rupees/8,50 kr. for 1/2 liter, 33 rupees/16,50 kr. for 1 1/2 liter
Ris; 15 rupees/7,5 0kr. for 1 kg.
Pasta; 15 rupees/7,50 kr. for 500 g.
Mælk; 22 rupees/11 kr. for 1 liter
Hvis I ved, at I skal bo på guesthouses/selfcatering, og at I også hovedsageligt selv vil lave mad, mens I er afsted, så kan et godt råd eventuelt være, at I medbringer helt basale ting hjemmefra, som for eksempel køletaske, karklude og viskestykker, Nescafé, salt, peber, sukker, krydderi.
Der findes både større statsejede supermarkeder, som har et blandet, men dog rimeligt udvalg, men derudover også en del mindre indiske butikker, som sælger helt basale ting, som kokosnødder, chips, morgenmadsprodukter, brød, sodavand, mælk, vand, is m.m..
4. Benyt offentlig transport eller lej cykler
På Mahé og Praslin er det nemt at komme fra A til B, da infrastrukturen er god.
Der kører mange busser, og det er billigt og nemt at benytte disse. Det koster altid 7 rupees pr. person pr. vej (3,50 kr.), så hvis I altid har aftalte penge parat (vigtigt da buschaufføren ofte ikke har tid til at give returpenge), er det blot at stige på bussen, og nyde bumleturen. Det at benytte de lokale busser er en oplevelse i sig selv, og I kan køre lige så langt, som I ønsker på den billet, I køber. Dog skal I altid betale for en ny billet, hvis I skifter bus.
På Mahé findes der en busstation, som har afgange til alle steder, hvorfor I kan skifte bus alt efter destination. På Praslin stiger I blot på den rigtige bus i den retning, I skal til, og så står I af, hvor I ønsker, da busserne næsten kører hele øen rundt. Inde I Baie St. Anne er der et stort busstoppested, hvor alle de lokale er yderst behjælpelige. Da Praslin er lille, er bussystemet overskueligt.
På La Digue kører der ingen busser. Øen er så lille, at I sagtens kan cykle rundt. Det koster 10 Euro at leje en cykel pr. dag.
Det er naturligvis også muligt at hyre en taxi eller leje en bil. Prisen for en taxi er ca. den samme, som i Danmark, og leje af bil koster ca. 50 Euro pr. døgn + benzin.
Lejer I en bil så husk, at der køres i modsatte side end i Danmark. Endvidere bør I være opmærksomme på, at vejene er smalle, snoede og ligeledes udført på klipper, hvor der ikke nødvendigvis er skærmet af ned ad skrænten. Kører I for langt ud til kanten, kan følgerne være fatale. Husk derudover ALTID at tjekke bilen for skader og buler INDEN I lejer den!
Har I planer om at besøge alle 3 øer, mens I er på Seychellerne, er den billigste måde at komme mellem øerne på, at sejle med færge. Vælger I denne løsning, så kan det være en god idé at medbringe enten søsygetabletter eller sea-band. Bølgerne er høje, og båden vugger voldsomt!
I kan naturligvis også flyve med indenrigsfly eller helikopter.
Uanset hvilken løsning I vælger, så er det relativt pricy. Prisen for en hurtigfærge for en familie på 5 personer fra Mahé til Praslin var ca. 1700 kr. Men så fik vi også en ordentlig gang søsyge med i prisen 😉
I kan se priser og afgange her.
Indenrigsfly på samme strækning koster ca. 1100 kr. pr. voksen.
At flyve med helikopter på samme strækning koster ca. 870 Euro for 4 personer. Det svarer til ca. 6500 kr.
5. Spar på udgifter til dyre aktiviteter – der er masser af gratis glæder i naturen
Som nævnt flere gange er prisniveauet på Seychellerne højt, hvorfor indgangsbilletter til seværdigheder og parker, bådture m.m. også kan ende med at gøre jeres ferie i landet langt dyrere end budgetteret.
Seychellerne byder på nogle af de smukkeste strande i verden, og den fantastiske natur, som omgiver alt, rummer ligeledes masser af spændende muligheder for gode vandreture, udforskning af dyreliv m.m. I behøver altså ikke at investere i en masse dyre udflugter, men kan I stedet benytte jer af de gratis glæder, som befinder sig lige foran jer.
De utallige og ubeskriveligt skønne strande på både Mahé, Praslin og La Digue lægger op til badeferie – ja, det er vel reelt én af de allervigtigste årsager til at besøge Seychellerne! Adgang til alle strande er heldigvis gratis, men visse steder ligger der dyre resorts direkte ned til offentlige strande, hvorfor I så først skal aftale adgang med resortet inden I bevæger jer afsted. Lad eventuelt jeres guesthouse sørge for en sådan aftale. Medbring selv snorkeludstyr, bodyboards og de gode strandlegesager fra Scrunch, og I vil kunne få timer til at gå med gratis glæder på de kridhvide bountystrande.
På Mahé vil I kunne tage en bus ind til Victoria, som er Seychellernes hovedstad, men som samtidig er én af verdens mindste hovedstæder, hvilket gør den hyggelig og overskuelig.
Slentrer omkring og indsnus stemningen – og snyd endelig ikke jer selv for en tur på markedet, som oser af dufte fra friske grøntsager, fisk og krydderier. Markedet er ikke stort, men det er alligevel muligt også at finde små butikker, som sælger souveniers, som I kan tage med hjem. De lokale vil gerne handle, men er ikke pågående – de smiler varmt og er meget imødekommende.
I nærheden af markedet i Victoria, ligger Tempio Hindu, som også er en hyggelig (og gratis) lille oplevelse. Rent arkitektonisk skiller templet sig meget ud i forhold til Seychellernes andre bygninger.
Er I til vandreture/hiking, kan det anbefales at tage turen op til Morne Blanc. Vi tog medium-turen, og den var lidt hård rent konditionsmæssigt, men jeg tænker, at det er piece of cake for de trænede. Tag turen på en dag, hvor solen skinner, da det ellers kan være vanskeligt at nyde den smukke udsigt fra toppen.
På vej op til Morne Blanc (faktisk næsten lige ved siden af indgangen til den vandresti, hvorfra I kan påbegynde medium-turen) vil I komme forbi en te-fabrik, hvor I kan få et indblik i, hvordan den lokale te fremstilles. Det er ikke dyrt at få en rundvisning der, måske 20 kr.. Tefabrikken var dog lukket/under renovering, da vi var der.
Ud over at skulle betale en lille mønt i forhold til et besøg på te-fabrikken, findes der også andre oplevelser på Mahé, som befinder sig i den billigere ende, blandt andet Den Botaniske Have (koster ca. 5 Euro for indgang), og Seychelles Natural History Museum (koster ca. 7,5 kr. for indgang).
På Praslin kan I tage en bus rundt til de forskellige strande, som er i verdensklasse! Særligt Anse Lazio er en seværdighed – intet under at stranden er kåret til at være én af verdens smukkeste! At komme dertil er dog lidt af en udfordring med helt små børn, da I skal stå af bussen et godt stykke fra stranden, og gå en lille strækning, som godt kan være hård i middagsheden for helt små børn, med mindre I selvfølgelig har en paraplyklapvogn med. Alternativt kan I også tage en taxi.
Kan I se bort fra, at Cote D’Or har en del suspekte typer, så er stranden her også bare fantastisk! Vandet er blødt, varmt og usandsynligt smukt – rendyrket paradis!
En billig og gratis glæde er også at tage ind til Baie St. Anne, som er hovedbyen for den nordøstlige del af Praslin. Byen emmer af hygge, og der er en lille legeplads til tidsfordriv.
På Praslin er der endvidere et par seværdigheder, som vi prioriterede at bruge penge på, og som vi også synes, at man bør unde sig selv, når man er på øen. Vi besøgte blandt andet Vallée de Mai, som er det eneste sted i verden, hvor Coco de Mer (kæmpe kokosnød) vokser naturligt, og hvor der findes meget sjældne fuglearter.
Vallée de Mai er en overvældende naturoplevelse, og vi følte os som mini-mennesker i en natur, som var betagende Jurassic Park-agtig. Indgangsbilletter er dyre, ca. 175 kr. pr. person, men børn under 12 er gratis. Udover at få en stor naturoplevelse, støtter I med et besøg dertil også op om forskning og et stykke fantastisk arbejde i forhold til både parkens vedligeholdelse, men også en indsats på Aldabra Atollen, som er på UNESCO’s verdensarvsliste.
Vi prioriterede også at tage til Curieuse Island, som er et naturreservat for kæmpe landskildpadder, som lever i det fri på øen. Det var en virkelig god oplevelse for børnene at opleve skildpadderne i den fri natur, at kunne håndfordre og nusse dem, hvilket vi brugte timevis på.
For at komme til Curieuse skulle vi med speedbåd fra Praslin, og samtidig betale indgang til parken. Det kostede i alt 1300 kr. for os alle 5 (900 kr. for en 10 minutters sejltur og 400 kr. for indgang i parken – børn under 12 år er gratis).
Vores råd er, at I researcher lidt i forhold til priserne for at komme dertil med båd. I vil nemlig opleve, at priserne også her er skyhøje. Lad dog være med at lade jer snyde af de strandsælgere, der vil tilbyde jer en pris, som ligger LANGT under den, de godkendte firmaer kræver, da I på den måde med garanti vil miste alle jeres penge. Der er nemlig en del mennesker i området, der snyder, og som I derfor aldrig ser igen, når først I har betalt pengene på forhånd.
“Sagittarius Taxi Boat Excursions” var oprindelig det taxi boat-firma, som vi ville have benyttet på sejlturen ud til Curieuse, men ved en fejl kom vi dog i stedet til at booke ved “Pitchoun”. Det fungerede dog fint alligevel, og vi blev bragt og hentet efter aftale.
Lad derudover være med at købe ture til Curieuse, som er inklusiv barbeque! Det koster kassen, og foregår under ret uhygiejniske forhold. Medbring i stedet en køletaske med drikkevarer, brød, pålæg og frugt – det er langt billigere, og smager med garanti også bedre!
På La Digue kører der ikke busser, men til gengæld kan I leje cykler og køre rundt til det hele. Det koster, som også tidligere skrevet, 10 Euro pr. person i døgnet. Det er intet mindre end fantastisk at køre på opdagelse rundt på øen, mens I kan dufte og høre naturen.
På La Digue er det derudover selve øen, som i sig selv er en stor oplevelse. Blot det at være på en endnu ikke helt udviklet, men alligevel velfungerende ø, hvor den afrikanske og tilbagelænede vibe er den fremherskende, og hvor alt foregår i langsomt tempo, er rejsen værd!
Strandene på La Digue er fine, og det helt store trækplaster er den vel nærmest berømte strand; Anse Source D'Argent! Stranden er virkelig smuk, og nok også én af de vel nok mest fotograferede strande nogensinde.
Det koster desværre penge at komme til Anse Source D'Argent, ca. 120 rupees/60 kr. pr. person over 12 år, da I skal igennem Union Estate Park for at komme dertil. Union Estate Park giver dog et fint indblik i, hvordan livet var i gamle dage på plantagen.
Da La Digue er en forholdsvis lille ø, er udvalget af flotte strande naturligvis ikke så stort, som på de andre øer. Derudover er det mere “stenet”, end andre steder, så husk badesko for at skåne fusserne.
Endvidere kan der visse steder være bølger og understrøm, hvilket dog også kan være betinget af årstiden for jeres besøg til Seychellerne. For eksempel var Anse Coco, Grand Anse og Petite Anse virkelig smukke strande, men vi kunne ikke rigtig bade ordentligt der, da bølgerne var høje.
Vi boede ved smukke Anse Severe, og også her var der en del døde koraller og sten, som vi godt kunne mærke, når vi badede. Til gengæld var vandet klart og flot, og snorkelmulighederne fantastiske. Det bedste var dog, at der ved stranden gik 2 kæmpe landskildpadder rundt, som vi kunne nusse og håndfodre.
Ønsker I et flot udsigtspunkt, kan I cykle/gå op til tur op til La Digues højeste punkt, som giver et fantastisk view ud over vandet. Turen er lidt krævende for mindre børn – og for folk med dårlig kondi…
Vil I spare mest muligt, så husk at medbringe solcreme og myggecreme, da også disse produkter er dyre på Seychellerne.
Vores budget lå på 1000 kr. om dagen til mad, oplevelser, souveniers m.m.
I gennemsnit brugte vi dagligt 850 på både Mahé og Praslin (det var inkl. leje af bil, og at vi oplevede mindre seværdigheder). På La Digue brugte vi ca. 1250 kr. dagligt (eksklusiv dykning), men det skyldes, at vi lejede cykler hver dag, hvilket koster ca. 10 Euro pr. person.
På Mahé var morgenmaden med i prisen, på Praslin lavede vi selv mad størsteparten af tiden, men på La Digue levede vi mere ”luksuriøst”, da vi hver dag bestilte takeaway eller flottede os med et par restaurantbesøg.
Alt i alt kan det godt lade sig gøre at opleve smukke Seychellerne på et budget, som er rimeligt overkommeligt. Sammenlignet med de rejser, vi tidligere har været på, er prisen i det store hele den samme, men standarden anderledes.
Hvor vi for eksempel boede på resorts halvdelen af tiden på Cuba, boede vi udelukkende i guesthouses på Seychellerne. Prisen for de to rejser var den samme – standarden meget forskellig.
Seychellerne er i sammenligning med andre lande altså en dyr destination.
Overordnet set er Seychellerne altså en destination, hvor I skal holde et godt øje med jeres budget undervejs – dog vil vi sige; det er det hele værd, hvis I ønsker at opleve paradiset i Det Indiske Ocean!
Rigtig god gennemgang af alt hvad man skal bruge.
Vil gerne supplere med at taxa på mahe kan gøres meget billigt
Fra Viktoria til den anden side af øen (op over bjerget) koster for en indfødt 20 rupies og kan rimeligt nemt forhandles til 40 rupies for en turist, længerne ned er efter min erfaring stort set umuliget for ikke lokale.
Hej Marcus.
1000 tak for din besked. Det er så dejligt, når vi rejsende hjælper hinanden med råd.
De bedste hilsner fra Stine
Hej Stine.
Sikke en spændende blog!
Jeg har læst og læst men kan ikke finde: hvor længe var I afsted på Seychellerne og hvad endte jeres rejse cirka med at koste alt i alt?
For mig lyder det som en uopnåelig drøm der overhovedet ikke er til at betale sig fra.
Hilsen den fattige studerende, der drømmer om livet på den anden side med job og råd til ferie i udlandet ??
Hej Manja.
Dejligt, at du kan bruge vores blog – det glæder mig at høre.
Vores rejse til Seychellerne endte med at koste ca. 100.000 kr. for os alle 5 – alt. inkl. Vi var afsted i en mdr.
Vi boede ikke på resorts, for det er alt for dyrt for en helt alm. familie – ihvertfald på Seychellerne. I andre lande kan det godt lade sig gøre at bo på hoteller til ok priser, men Seychellerne er en dyr destination. Det bliver nok aldrig et billigt land at rejse til, da regeringen styrer turismen benhårdt. Dog vil jeg sige, at det godt kan lade sig gøre at komme afsted på et nogenlunde budget, hvis man holder sig til de helt billige guesthouses – og dem er der heldigvis et par stykker af. Vi boede f.eks. i “Romance Bungalows” i Beau Vallon, som havde en beliggenhed, der lå lige ved stranden. Vi gav 1100 kr. i døgnet for os alle 5, og det var inkl. morgenmad. Det synes jeg faktisk er en fair pris.
Maden er også relativ dyr, men det kan dog lade sig gøre at spise takeaway, som koster ca. 35 kr. pr. ret, eller også kan man selv lave mad. Vi gjorde begge dele. Det er billigt at benytte offentlig transport – ca. 3,5 kr. one way. Og bus-forbindelserne er rigtig gode. Flybilletter til Seychellerne er dog ret pricy, så det handler om at kigge sig godt for, og at være i god tid, når man er på udkig efter billetter.
Det er realistisk at komme til Seychellerne, hvis man selv sammensætter en rejse, men man skal, som sagt, være i god tid, når man går i gang med at planlægge.
Indtil du er “på den anden side med job og råd til ferie i udlandet”, så nyd livet som studerende, og drøm om den dag, hvor du rejser til underskønne Seychellerne 😉 Der er virkelig fantastisk! Men det er der nu også på de lidt billigere destinationer.
De bedste hilsner fra Stine
Hej igen 🙂
Super tiden kommet til at vi skal have indkøbt diverse snorkeludstyr og jeg har læst jeres fine guide om emnet.. er der behov for koral sko eller er sandet så fint at det ikke er nødvendigt?
Mvh
Annett
Hej Annett.
Fantastisk, når der planlægges og arrangeres 🙂
Sandet er mange steder rigtig fint, men vi fik faktisk gjort brug af vores sko, da vi visse steder badede, hvor der var døde koraller og sten. Det gav en god frihed, at vi havde dem med omkring, og derfor også kunne bade der, hvor der var sten. Jeg vil derfor anbefale jer at have nogle med.
Vi brugte ikke vores sko på Praslin, men meget på La Digue.
De bedste hilsner fra Stine
Hej Stine.
Har ikke tidligere brugt en blog på denne måde og fået input til rejse, men det skal jeg da til at gøre fremover – mange tak for dit lange og uddybende svar 🙂
Vi har 3-4 dage hvert sted på henholdsvis Praslin, La Digue og Mahe.
Super med input til Euro, dem vil jeg da tage en del med af. Og så tror jeg lige vi vil prøve at finde en klapvogn her i sidste øjeblik. Kan være du på falderebet har 5 tips til steder, oplevelser, spisesteder som måske går lidt udover det normalt anbefalede, altså små perler? 🙂
De bedste hilsner, Jesper
Hej Jesper.
Dejligt at høre – det gør mig glad, at du kan bruge bloggen 🙂 Der findes virkelig mange gode rejseblogs, og det er – efter min mening – jo de erfaringer, som andre rejsende har, der virkelig giver god mening.
Jeg synes tips om “perler” er meget betinget af, hvor på Mahé og Praslin I skal bo. La Digue er så lille, at I nemt kan I cykle rundt til alt, hvorfor det her er nemmere at komme med et par fif.
På La Digue er det altså nemt; spis på “Mi Mums” – det koster ikke særlig meget. Spis også på “Gala”, som serverer billig takeaway – og hvor I også kan finde softice til 7 kr. Bad i det lave vand ved helikopterlandepladsen, der ligger lige før indgangen til Union Estate på højre hånd. Vores unger elskede at sidde i det lave vand der, og så kunne de også se, hvad de lokale fiskere halede ind af forskellige fisk i deres fiskenet. Tag ned til Anse Severe, og nus de to store landskildpadder. Ha’ et par små bananer med, og så kan I håndfodre dem. Det vil jeres søn med garanti elske. Fortsætter I hen ad vejen, kommer I forbi “Takamaka Café”, som er temmelig lokal. Her finder I nogle super gode sandwich, og kan sidde ved små borde tæt på stranden. Bestil en frisk kokosnød, som I både kan drikke og spise.
I skal helt klart opleve Anse Source D’Argent – verdens mest fotograferede strand! Der er enormt mange fisk i vandet der, og de er meget nærgående. Husk derfor snorkeludstyr! Måske det også er en idé med en heldragt til jeres søn (hvilket I med garanti har), da fiskene virkelig kommer tæt på (når I rækker hånden frem, svømmer de helt ind til jeres fingre) – men det betyder også, at I kan risikere, at de “napper” jer i benene. Det er ikke så rart for en lille gut. Men flot er det!
Er I til vandreture, så tag jeres rygsæk med bærestol med til Grand Anse (der er et stykke vej dertil – I kan både cykle eller tage én af de golfvogne, som fungerer som taxi), og gå derfra til Petit Anse og igen videre gennem junglebeplantning til Anse Cocos, som er virkelig flot. I skal dog over et par klipper, så tag de gode sandaler eller sko på.
Mahé; helt, helt klart onsdagsmarkedet ved Beau Vallon! Det er en virkelig god oplevelse, hvor folk fra hele Beau Vallon og omegn møder op, og så er der madboder med alverdens forskellige kreolske retter, banankager, mangosalat og et fantastisk leben. Senere på aftenen tændes der bål, og så varmer de lokale musikere deres trommer op henover flammerne, og spiller og synger skønne sange. Folk danser og synger med.
Den indiske restaurant “Mahek”, som ligger for enden af promenaden ved Beau Vallon og så takeaway fra den indiske “The Copper Pot” (som dog er psyko-stærkt, og derfor vel nok mest til de voksne). Men at hente maden dér er faktisk en oplevelse i sig selv!
Lej en bil, og kør øen rundt. Der findes mange små perler, og I vil kunne iagttage det lokale liv. Er I kunstinteresserede findes der et helt område, hvor I kan besøge forskellige gallerier. Ved Anse Boileau ligger en lille strand, hvorfra I har en fantastisk udsigt, og hvor der bare hviler en drømmestemning! Men I skal måske lede lidt efter det spot, som vi fandt…. Det var dog klart det mest “magiske” sted vi oplevede på én af vores bilture.
Nåhr ja; tag på markedet i Victoria. Hyggeligt, lille sted, hvor I nemt kan komme i snak med folk.
Ved Beau Vallon kan I opleve de lokale fiskere trække fangsten ind dagligt. Gå hen til dem, når de trækker garnet op – der kan være nogle ret imponerende fisk og små hajer. Skønt at opleve for en lille dreng.
Praslin: tag den lokale bus hele øen rundt. Cote D’Or er jo fantastisk smuk, men der er også mange suspekte typer. Det er, som tidligere nævnt, herfra at I skal med båd over til Curieuse, hvor alle skildpadderne findes. Gå en tur tværs over øen. Medbring køletaske med mad og drikke.
Ved én af de små indiske købmænd (der hvor der holder en takeaway-bus, som I dog ikke skal spise mad fra), kommer skolebussen hver eftermiddag retur med landsbyens børn. De er mega søde og vil gerne i kontakt med andre børn. Det i sig selv er en ret hyggelig lille oplevelse.
Ja, og sådan kunne jeg blive ved. Jeg synes egentlig, at det hele er ret småt og overskueligt. Naturen er overvældende, og de små oplevelser giver helt sig selv – og ender faktisk også med på en eller anden måde at blive ret store. Specielt når man har børn med.
Men som sagt, så synes jeg faktisk, at meget er betinget af, hvor på øerne I skal bo.
Jeg ønsker jer en fantastisk tur, og håber, at I bliver begejstrede. Nyd det!
De bedste hilsner fra Stine
Hej Stine
Tak for fantastisk brugbare og interessante inputs. Vi tager afsted til Seychellerne på lørdag i 14 dage og glæder os bestemt ikke mindre af at have læst om jeres tur og oplevelser. Lige et par spørgsmål:
1. Du skriver, at man burde have en masse Euro med. Er det for så at veksle dem eller kan man betale med dem?
2. Vi har en dreng på 2,5 år og vi gør os overvejelser om klapvogn eller ikke klapvogn (vi har en rygsæk med der er bærestol). Ville du/I tage en klapvogn med? Her tænker vi fx i forhold til middagslure – øerne er jo ikke særlig store, så man burde umiddelbart fint kunne køre hjem når de lille skal sove til middag, eller var I på længere dagsture hvor det vil være rart at have den med?
3. Nogen input til transport og form på turen til curieuse island?
På forhånd tak 🙂
Hej Jesper.
Hvor dejligt, at I kan bruge vores side! Og ja, ret meget spot on, når I nu selv er på vej til Seychellerne. I kan godt glæde jer; der er SÅ smukt!
Hvilke øer skal I besøge?
Vi ærgrede os en smule over, at vi ikke selv havde medbragt Euros. Alt kan betales med Euro, og derudover kan det indimellem være svært at hæve tilstrækkeligt med penge i de forskellige automater. På et af de steder vi boede, anbefalede de os at betale kontant, da de tog et pænt stort gebyr, hvis vi skulle betale for vores ophold med kreditkort. Vi brugte et par dage på at hæve beløbet, da der ikke var mange penge i de ATM’s vi benyttede. Tag gerne alle jeres kreditkort med, da max-beløbet for hvad I kan hæve på hvert kort er ganske lille. Men vi klarede det ok uden Euros, så det kan sagtens lade sig gøre uden.
Jeg ville klart medbringe en lille sammenfoldelig klapvogn (paraplyklapvogn) hvis muligt. Det giver en langt større frihed, når I bevæger jer rundt, og måske gerne vil være uafhængige af tiden i forhold til jeres søns puttetid, men kan blot lægge ham til at sove, hvis I er på ture, hvor tiden smutter.
Vi tog på en del ture, men vores børn er nu også ældre. Vi slentrede derudover rundt i Victoria og andre mindre byer. Derudover gik vi en del lange ture. Men det er naturligvis meget afhængigt af jeres egne ønsker om, hvordan I gerne vil bevæge jer omkring.
Da vores var små, havde vi en lille paraplyklapvogn med. Vi nappede den bare lige under armen, og kunne så folde den ud, hvis der skete “uforudsete” ting, som medførte, at vi gerne lige ville blive lidt længere.
M.h.t. Curieuse; skal I bo ved Cote D’Or? Jeg har skrevet følgende i mit indlæg om prisniveauet; “For at komme til Curieuse skulle vi med speedbåd fra Praslin, og samtidig betale indgang til parken. Det kostede i alt 1300 kr. for os alle 5 (900 kr. for en 10 minutters sejltur og 400 kr. for indgang i parken – børn under 12 år er gratis).
Vores råd er, at I researcher lidt i forhold til priserne for at komme dertil med båd. I vil nemlig opleve, at priserne også her er skyhøje. Lad dog være med at lade jer snyde af de strandsælgere, der vil tilbyde jer en pris, som ligger LANGT under den, de godkendte firmaer kræver. I vil derigennem med garanti miste alle jeres penge, da der er en del mennesker i området, der snyder, og som I derfor aldrig ser igen, når først I har betalt pengene på forhånd.
“Sagittarius Taxi Boat Excursions” var oprindelig det taxi boat-firma, som vi ville have benyttet på sejlturen ud til Curieuse, men ved en fejl kom vi dog i stedet til at booke ved “Pitchoun”. Det fungerede dog fint alligevel, og vi blev bragt og hentet efter aftale.
Lad derudover være med at købe ture til Curieuse, som er inkl. barbeque! Det koster kassen, og foregår under ret uhygiejniske forhold. Medbring i stedet en køletaske med drikkevarer, brød, pålæg og frugt – det er langt billigere, og smager med garanti også bedre!” Husk, at der ikke udleveres redningsveste, så det går i høj fart på turen fra Praslin til Curieuse. Turen er dog relativ kort.
I kan finde taxi boat-firmaerne på stranden længst nede mod Berjaya Resort – ved siden af pizzariaet. I kan også finde “Sagittarius Taxi Boat Excursions” på internettet, og så kontakte dem derigennem.
Jeg ønsker jer en fantastisk tur, og mærker misundelsen – på den gode måde. Ville ønske, at det var os, der skulle afsted igen. Nyd det! Og vend endelig tilbage, hvis du har yderligere spørgsmål.
De bedste hilsner fra Stine
Tak for en fin artikel, vi skal afsted i oktober og kommer til at bruge alle jeres gode råd. Jeg har læst en del om det stigende problem med heroin misbrugere og medfølgende kriminalitet på Seychellerne, er det noget I bemærkede, og har det udfra jeres tur med børn været en gene?
Hej Annett.
I kan roligt begynde at glæde jer rigtig meget – Seychellerne er virkelig et smukt og trygt land at rejse rundt i.
Vi opdagede godt, at landet kæmper med misbrugsproblemer, men det var kun ved Cote D’Or på Praslin, at jeg følte mig lidt utryg.
På Mahé og Praslin skal I tage jeres forholdsregler ift ikke at lade jeres tasker ligge på stranden, mens I bader. Men det vil vi nok også gøre i andre lande 🙂 Politiet er tilstede overalt på Mahé, og sidder også ved hver strand. Der er en meget, meget høj grad af kontrol, og deraf også en følelse af sikkerhed på Mahé. Vi følte os på intet tidspunkt utrygge!
På Praslin er problemet langt mere synligt ved Cote D’Or. Jeg vil dog sige, at det også er meget betinget af, hvor I bor. Vi boede et meget fint og ordentligt sted, men desværre også lige ved midten af stranden, og dermed i “centrum” (altså… det er en landsby, så der sker ikke så meget – men det er der, hvor butikkerne er). I haven ved siden af vores lejlighed holdte alle narkomanerne til, hvorfor politiet også ofte kom forbi. Det synes jeg var utrygt, og havde jeg vidst det, havde vi ikke booket noget der. Politiet er ikke så synlig ved Cote D’Or, som jeg synes, at de burde være.
På stranden længst mod højre ligger der nogle rigtig skønne steder, hvor man kan bo lige ned til vandet. I den ende var der ikke folk, som på nogen måde var ubehagelige. Det var de egentlig heller ikke der, hvor vi boede, men jeg kan bare ikke lige ha’ utilregnelige mennesker omkring mine børn. Og det kan narkomaner jo blive, hvis ikke de får deres stof.
Det er klart, at et stigende problem med narko også medfører stigende kriminalitet. Derfor er der nu flere, der forsøger at snyde med “falske” ture, og der er tyverier og indbrud ved Cote D’Or. Folk opfordres til at tage deres forholdsregler i form af låste døre, at bruge pengeskabet og aldrig at gå og flashe deres smykker. Personligt havde jeg heller ikke lyst til at lade mine unger gå rundt alene (smutte hen i kiosken efter en sodavand), og jeg havde heller ikke lyst til at gå rundt efter mørkets frembrud.
Det er dog udelukkende ved Cote D’Or, at disse problemer er meget synlige, på den anden side af øen skulle det eftersigende ikke være noget problem. Jeg forstår SLET ikke, at der ikke meldes noget ud om dette! Cote D’Or strand er SÅ lækker, og hvis man ønsker at opleve denne strand, så skal man holde sig til den højre del af stranden, og også bo på et af hotellerne i det område. Og ellers skal man tage til den anden del af øen.
La Digue er til gengæld verdens mest trygge sted! Her kender alle hinanden, og I kan bevæge jer lige præcis, som I har lyst til. Vi var 100% trygge og uden bekymringer. Ungerne cyklede selv rundt, og vores ting lå også på stranden, når vi badede. La Digue er som at komme mange år tilbage i tiden, og virkelig anbefalelsesværdig.
Èn ting er, hvad vi voksne opfatter – noget andet er, hvad vores børn oplever. Vores børn syntes det var vildt med narkomanerne ved Cote D’Or, men de følte sig overhovedet ikke usikre eller utrygge. De gjorde os jo ikke noget.
Skulle vi tilbage til Seychellerne ville jeg uden tvivl vælge de samme steder – undtagen Cote D’Or. Jeg ville absolut besøge Praslin, men blot bo på den modsatte side af øen.
Håber, at jeg kan berolige dig. I har SÅ meget i vente, og vi savner at være på Seychellerne.
De bedste hilsner fra Stine
Hej Stine, tak for dit svar:-) vi skal bo 2 km fra Cote D’or, anmeldelserne beskriver det som en perfekt beliggenhed på et dejligt stille sted på Praslin, så jeg håber ikke problemet er så stort her..
Jeg har et andet spørgsmål.. hvordan er det med betaling og mulighed for at hæve kontanter? Skal vi tage penge med hjemmefra og skal det være euro eller lokal valuta?
Du skal ikke være nervøs. Vi boede jo lige midt i ‘orkanens øje’, og det var alligevel langt fra Vesterbro 😉 Vi bevægede os frit rundt, men kiggede os blot lidt over skulderne. I skal bo 2 km fra centrum, så intet problem. Problemerne er centreret midt i landsbyen og også midt på stranden.
Hvis du har lyst, kan du evt. skrive, hvor I skal bo, og så kan jeg se, om jeg kender området.
I skal virkelig glæde jer. Praslin er en meget smuk ø.
Jeg vil anbefale jer at hæve penge hjemmefra – medbring så mange Euro, som muligt. Det havde vi ikke gjort, og det ærgrede os! I kan hæve den lokale valuta i de mange automater, men I kan ikke hæve så store beløb, så det bliver lidt noget bøvl.
Tusind tak for svar, det er virkelig en stor hjælp 🙂 vi skal bo på noget der hedder Anse Possession, Praslin, Anse Volbert Village.
Der er meget, meget smukt og roligt. Vores ældste piger og Michael gik dertil en dag, og de var meget betagede. Derudover kørte vi forbi en anden dag, og der var helt stille og fint. Det ligger et godt stykke fra Cote D’Or, so no worries 🙂
Jamen, spørg endelig løs, hvis der melder sig yderligere spørgsmål 🙂
Dejligt at høre.. der kommer helt sikkert mange flere spørgsmål så jeg skriver nok igen, det er luksus at kunne forhøre sig hos nogen der lige har været afsted og som også rejser med børn!! Endnu en gang tak..:-)
Det er altid rart at være så forberedt, som overhovedet muligt 🙂 Så kan man bare tage det hele ind, og kaste sig over oplevelserne. Jamen, skriv endelig. Og indtil da kan I bare nyde tanken om, at I snart skal afsted.