Rejseberetning fra Andamanerne og Sydindien – 1. del; Port Blair – indgangsporten til vidunderlige Andamanerne!

Én af de mest mest fantastiske ting ved at have en rejseblog er, at vi lærer så mange spændende mennesker at kende!
Da vi for et par år siden var på vej til Sri Lanka og Maldiverne, tikkede der en besked ind fra Stine, som jeg efterfølgende har skrevet en del sammen med. Stine og hendes familie elsker at rejse, og deres måde at rejse på minder meget om vores. Endvidere har det vist sig, at Stine og jeg, sådan helt generelt, har langt mere tilfælles, end vi havde forestillet os – på den allerbedste måde!
Stine og jeg har både skrevet mange og lange mails til hinanden, men derudover også talt i telefon – bl.a. om hvilke rejsemål, der er spændende, når man rejser med børn. Første gang vi talte i telefon sammen, drejede samtalen sig ind på Andamanerne, som i flere år har været min drømmedestination, og Stine blev med det samme begejstret. Jeg blev derfor enormt glad og spændt, da Stine kort tid efter fortalte, at hun sammen med sin mand, Nikolaj, og sine nysgerrige og rejselystne børn, Konrad på 6 år og Lijle på 3 år, havde bestemt sig for at udforske Andamanerne og Sydindien – og at billetterne allerede var købt og hotellerne bestilt!

Stine har skrevet en fantastisk god rejseberetning fra hele rejsen – fra start til slut – og I kan her læse den første del om familiens oplevelser, der starter hjemme i Danmark, og bringer dem til den meget indiske og kaotiske storby Port Blair.
Port Blair er den havneby, hvorfra man sejler til Havelock på Andamanerne, og hvis I selv får lyst til at opleve eventyrlige og helt særlige Havelock efter at have læst denne beretning, så kan I i nedenstående og følgende beretninger finde utrolig gode og brugbare råd.

Vi har delt hele rejseberetningen op i 5 forskellige indlæg; Port Blair(denne), Havelock, Varkala, Alleppy og Kochi –  så klik jer blot videre, når I med garanti får lyst til at læse mere 🙂

Rejseberetning

Vores rute på rejsen:

• Fra København til Kochi i Sydindien – En enkelt overnatning på gennemrejse
• Fra Kochi til hovedøen Port Blair på Andamanerne – En kaotisk indisk storby
• Fra Port Blair til Havelook – Det vilde paradis
• Fra Havelook til Port Blair – En kaotisk indisk storby
• Fra Port Blair til Varkala – En indiskpræget ”badeferie”
• Fra Varkala til Alleppey – Et eventyrligt ophold på en husbåd på vandkanalerne
• Fra Alleppey til ”Our Land” – Vores egen lille ø
• Fra ”Our Land” til Kochi – Mødet med en spændende storby og et luksusresort

Forord

Længe hed vores destination Cuba. Vi var sikre på, at det var der vores kommende rejse skulle gå til. I starten læste og undersøgte vi meget om Cuba, og ruten var næsten planlagt. Ingenting var dog bestilt, og heldigvis for det, for i sidste øjeblik ombestemte vi os. Cuba er et land, som vi gerne vil besøge senere, men efter vores research blev vi enige om, at Konrad og Lilje skulle være ældre. Det er et land med meget kultur, og meget lange strækninger i bil, hvis man vil opleve flere dele af landet. Det var ikke det vi ønskede på en kommende rejse, og samtidig var vi også nervøs for, at vi ville komme til at savne den sydøstasiatiske charme.

Jeg havde længe gerne ville opleve Backwaters i Kerala området i Sydindien, men en 3,5 ugers rejse i Indien var ikke oplagt for os, da vi ikke ønskede at rejse rundt i Nordindien. Heldigvis hørte vi om Andamanerne i det Indiske Ocean, og da vi samtidig kunne finde billige flybilletter, var vi ikke længere i tvivl om vores kommende rejsedestination. Vi kunne slet ikke lade være med at undersøge nærmere om Andamanerne og Sydindien, og vi var derfor overbeviste om, at vi havde valgt rigtigt.
Flybilletterne var direkte til Delhi i Nordindien, og vi var så heldige, at vi havde 10 timer til rådighed i storbyen New Delhi. Tid nok til at se en møgbeskidt kaotisk storby og fattigdom. Det var i hvert fald vores forventning, så det var også dejligt, at vi allerede skulle flyve til Kochi i Kerala området samme dag.

Til forskel fra vores tidligere rejser havde vi denne gang booket meget hjemmefra. Da vi begyndte at læse omkring og undersøge forskellige muligheder fandt vi ud af, at vi skulle være hurtige. Især med Andamanerne, så vi måtte hurtigt fastlægge en rute. Ruten lavede vi dog om flere gange inden, at vi helt besluttede os og fik booket en enkelt flybillet til hovedøen Port Blair på Andamanerne fra Kochi. Inden da havde vi booket 4 overnatninger på ”The Barefoot At Havelook”.
Vi var stadig ikke helt sikre på, hvor længe vi skulle være på Andamanerne, så vi bestilte ikke en returbillet med det samme. At vi ville besøge øen Havelook blev vi hurtig enige om, og efter lidt mere undersøgelse blev vi også enige om at udelukke andre øer. Havelook ligger halvvanden times sejlads væk fra Port Blair. Vi overvejede Neil Island (tæt på Havelook), og Little Andaman, som ligger længere væk, men ud fra at vi også havde Konrad og Lilje med, ville det være tosset at sejle længere væk til de endnu mindre og meget mere u-turistede øer.
Efter at vi havde booket ophold på ”Barefoot” var alt udsolgt. Det har vi aldrig prøvet før. ”Barefoot” har ingen swimmingpool, så vi bookede også 4 nætter på ”Sea Shell Havelook” på den anden side af øen.

Noget vi også var helt sikre på, at vi skulle opleve, var, som tidligere nævnt, Backwaters i Kerala. Vi havde et stort ønske om at bo på en husbåd og sejle på vandkanalerne i Alleppey.  Et andet ønske var ”Our Land”, som er et retreatsted med ayurveda-behandlinger. Hele stedet er bygget op omkring konceptet ayurveda, så maden bliver også lavet derefter. Det vil sige, at opholdet er all inclusive, og det er ikke muligt at bestille andet mad. ”Our Land” ligger på en lille ø, så man bliver transporteret i kano for at komme frem og tilbage til resortet. Vi var enige om, at vi skulle skiftes til at få spabehandlinger, hvilket vi glædede os meget til, og derudover så vi frem til bare at nyde stilheden og roen.
Resten af rejsen planlagde vi ud fra, hvad vi læste os frem til, og hvilken rute vi skulle tage for, at vi var sikre på at opleve vores ovennævnte højdepunkter.

For os blev rejsen til Andamanerne og Sydindien samlet set en meget positiv oplevelse. På trods af mange advarsler og skrækhistorier fra andre omkring dårlig mave i Indien formåede vi alle 4 at komme hjem uden maveproblemer.
Rejsen var helt speciel for os, og faktisk meget anderledes end det vi tidligere har oplevet. At opleve det vilde paradis på Andamanerne, og at sejle på en husbåd på vandkanalerne i Alleppey var helt unikke oplevelser, som vi aldrig glemmer. Samtidig kom vi utroligt tæt på lokalbefolkningen, hvilket var lærerigt og meget berigende for os alle 4.

Relevante vacciner når man skal til Indien

Vi gjorde os naturligvis overvejelser i forhold til vacciner ved en rejse til Indien.
Vi havde i forvejen stivkrampe og difteri og Hepatitis A og B. Yderligere gjorde vi os store overvejelser omkring tyfusvaccinen og medicin for malaria. Det var faktisk svært at få hjælp og vejledning nogle steder. Vores egen læge fralagde sig ansvaret, og sagde, at vi skulle kontakte en rejseklinik. Ved en opringning til en rejseklinik, blev vi ordret oplyst omkring det, der stod på deres hjemmeside. Vi skrev en mail til en anden rejseklinik, men den fik vi aldrig svar på. I stedet læste vi meget på internettet omkring det, og omkring andres erfaringer med det. I samråd med en læge vi kender i Frederikshavn, bestilte han 3 x tyfus kapsler til Nikolaj, Konrad og jeg, samt en vaccine mod tyfus til Lilje, da hun er under 5 år, og derfor ikke må få kapslerne.

Vi valgte malaria medicin fra, da der kan være store bivirkninger ved brug af denne, og de steder vi rejste rundt i Indien, har lav risiko for malaria. Inden afrejse tog vi et kosttilskud for mælkesyrebakterier, og vi sørgede for at spise godt med cultura for at holde maven i balance. Lilje gik meget op i, at hun skulle have det der cultura for maven ? Af lægelige midler havde vi på rejsen medbragt panodil, panodil junior stikpiller og imodium. Yderligere havde vi medbragt godt med Autan og Matas Efter Myggestik.

København – Kochi

Torsdag den 05.10.2017 og fredag den 06.10.2017

Så var det tid til afgang, og vi skulle flyve fra København Lufthavn kl. 20.45. Flybilletterne havde vi været heldige at finde til 10.700 kr. t/r for os alle. Turen til København var uden problemer, og det var så nemt at checke ind i lufthavnen. Dog spurgte Konrad og Lilje flere gange efter “Hvornår er vi der?” under bilturen.
Under indcheckningen var der en engelsktalende kvindelig ansat, der sagde, at vi ikke måtte tage ind til Delhi by, når vi havde immigration til Kochi. Vi talte lidt frem og tilbage, da vi jo havde 10 timer til rådighed, men hun sagde, at vi måtte undersøge det nærmere i lufthavnen i Delhi.
Inden vi gik ombord på flyveren ringede Konrad og Lilje til mormor og morfar for at sige tak for pengene. Vi er så glade og taknemmelige for, at de er så søde at sende lidt feriepenge hver gang vi sidder i lufthavnen på vej ud på nye eventyr. Til sidst i samtalen råbte Lilje: “Hvornår sender i så flere penge?” ?

I flyveren var det igen et kæmpe stort hit, da de blev placeret på hvert sit sæde med egen skærm med spil og video, samt snacks, drikkelse og mad ? Vi kunne dog godt mærke forskel imellem andre flyselskaber og Air India. Air India var helt sikkert en skrabet udgave af det, som vi ellers er vant til. Ingen gave til børnene, ingen børnemenuer, ingen oversigt over menuen, ældre film til rådighed og et mere begrænset udvalg af tegnefilm o.s.v.
Vi havde fin plads i flyveren, og Lilje tog sin nattesøvn på gulvet på sin dyne, imens Konrad og jeg sov på de tre sæder. Nikolaj sad over for os. Det hele gik fint, men uheldigvis var der en anden dreng, der græd og græd, hvilket jeg vågnede af. Jeg har aldrig hørt noget lignende. Det var umuligt for mig at falde i søvn igen, så det blev til en film i stedet for flere timers søvn. Heldigvis sov Konrad og Lilje bare videre.
Da vi ankom til Delhi lufthavn fredag morgen kl. 07.35 i indisk tid, var vi meget spændte på om vi måtte forlade lufthavnen. Vi spurgte os frem, og jo flere vi spurgte, jo flere forskellige svar fik vi ? Samtidig med at ALT gik langsomt. Det virkede til, at inderne tager det stille og roligt, og de lod sig ikke gå på af en længere kø. Helt generelt så stressede de i hvert fald ikke. I køen til sikkerhedstjekket af os og håndbagagen, stod der en medarbejder og råbte “gents”. Vi fandt ud af, at det betød, at alle mænd skulle gå en anden vej, så der stod Lilje og jeg alene tilbage i køen. Vi fik hurtigt delt pas og boardingkort, og heldigvis fandt vi hinanden igen bagefter ?
Den sidste medarbejder vi talte med insisterede på, at vi overhovedet ikke måtte forlade lufthavnen, og han sagde, at han var overkommanderende. Jubii, så kunne vi se frem til 10 timer i Delhi Lufthavn, men det var vel heller ikke en rigtig rejse uden ændringer.
Vi overvejede at leje et hotelværelse i lufthavnen for et antal timer, men det ville koste omkring 1000kr. I stedet for valgte vi en VIP Lounge, hvor vi kunne sidde i 4 bløde lænestole og halvsove og slappe af. I de første 5 timer var Konrad og Lilje dog i højt humør og vældig aktive. Godt de kunne finde ud af at spille “fisk” sammen ❤
I loungen var der masser af mad og hygge, og samtidig undgik vi alt virvaret i lufthavnen. Det var skønt, og vi trængte faktisk til afslapning. Vores antagelse af Delhi by fik vi så lov til at leve med lidt endnu, for det blev i hvert fald ikke i denne omgang, at vi kom på en byrundtur.
Vi talte også om, at tænk hvis det var lykkedes os at komme ud, og at vi så ikke fik lov til at komme ind i lufthavnen igen, så vi var egentlig ganske tilpas. Delhi er Indiens næststørste storby efter Mumbai med 16-18 millioner indbyggere, så det positive var også, at vi højst sandsynligt blev fri for en masse kaos ? Det var i hvert fald godt at se på de positive ting, og samtidig lærte vi, hvor vigtigt det er at undersøge alt hjemmefra. Vi havde taget for givet, at vi kunne tage ind til byen, da vi har hørt flere gøre det andre steder i verden.

Kl. 16.30 begyndte vi så småt at tænke på at bevæge os væk fra vores afslappende lille lounge og op mod gaten. Lilje vågnede i samme øjeblik fra sin lur. Jeg: ”Nu skal vi også snart op til flyveren”. Lilje: ”Skal vi så også sove i den flyver?” sagde hun samtidig med, at hun smilede.

Da vi lettede fra Delhi kl. 18.05, var der den flotteste solnedgang og en nærmest selvlysende måne. Så flot et syn, og det var selvfølgelig Konrad, der fik øje på månen. Nikolaj så ingenting, for han sov som en sten.
Vi landede kl. 21.10 i Kochi Lufthavn. Det var en utrolig flot og dejlig lufthavn at komme ind i. Det hele gik nemt bortset fra, at det gik meget langsomt med at få kontrolleret vores visum, taget billeder og fingeraftryk.
Vi havde ikke bestilt en taxa, men uden for lufthavnen var der et lille taxahjørne, hvor vi nemt kunne booke en, og den kom hurtigt.
5-10 minutter efter ankom vi til vores billige hotel til 147kr., Aaha Airport Hotel. Det var sent, og da vi ankom til hotellet kunne vi kun se en betonbygning, der var halvt færdig, så Nikolaj sagde til taxamanden, at vores hotel altså måtte ligge et andet sted. Taxamanden insisterede på, at vi var på det rette hotel. Da vi kom ind i receptionen var det egentlig også ok, og de tog ikke ekstra pris for Konrad. Værelset var stort, og der var også et køkken. Der var dog ingen toiletpapir, så Nikolaj var bestemt ikke rolig, men efter en tur i receptionen fik han da en halv rulle toiletpapir efter lidt tid.
Sengen var god og aircondition virkede fint. Det eneste minus var, at aircondition i det ene rum dryppede ned i det ene hjørne af min kuffert.
Alt i alt var hotellet dog helt sikkert et hotel, der er et godt valg, hvis man bare skal have en overnatning på en gennemrejse.

Kochi – Port Blair

Lørdag den 07.10.2017

Efter en hurtig overnatning på “Aaha Airport Hotel” og noget lidt anderledes lokal morgenmad, var vi (nogenlunde) klar til at tage i lufthavnen igen, og flyve til Port Blair. En enkeltbillet for os alle kostede 2933 kr. Vores fly lettede kl. 10.25, og kl. 14.15 ville vi lande i Port Blair efter en kort mellemlanding i Chennai. Hjemmefra havde vi jo fundet ud af, at flytiderne og færgetiderne slet ikke passede sammen, så vi havde booket en overnatning på “Sinclair Bayview” i Port Blair til 970kr.

Vi skulle flyve fra indenrigslufthavnen, og vi var de eneste lyse mennesker i hele lufthavnen sammen med en stor flok indere. Det var en sjov fornemmelse at stå lige der midt i det hele. Man kunne vist roligt sige, at vi var i centrum.
Flyturen var afslappende, og Konrad og Lilje fik en tiltrængt lur. Vi var alle trætte efter rejsen.
Så snart vi trådte ud af lufthavnen, vrimlede det med indere omkring os, der ville køre os i en taxa. Vi gik med en mand, og jeg ved faktisk ikke, hvorfor det lige blev ham. Det vigtigste var bare, at vi kom over til vores hotel “Sinclair Bayview”.
Hotellet havde en hyggelig reception, men ellers var det faktisk meget slidt. Det endte med, at vi skulle betale 1270kr. for to voksne og en ekstra seng til Konrad. Noget af en overpris for dette hotel. Hotelværelset var ok, men ikke noget særligt. Dog havde vi en skøn udsigt ud over havet.
Under hele rejsen havde vi glædet os til at komme i en swimmingpool, så vi fik hurtigt badetøjet på, og gik ned til poolen. Det var sen eftermiddag, og poolen lå i skyggen, så Nikolaj og jeg syntes ikke, at det var den store succes, men børnene jublede ? Efter et halvlunkent brusebad var vi klar til aftensmad.
Vi blev enige om, at vi allerede var trætte af indisk mad på trods af, at vi kun havde fået flymad og 1 indisk morgenmad, så aftensmaden stod på toast med kylling og ost, samt nuggets og pommes frites.
På vej op på værelset ledte Konrad efter gekkoer, men uden held. Nikolaj sagde, at han sikkert kunne finde nogle på Havelook. MEN til Konrads held fik han selv øje på to gekkoer på vores værelse. En babygekko og en større gekko. Det var helt sikkert højdepunktet på dagen, og Konrad syntes, at det var fedt, at gekkoerne netop var på vores værelse.
Så med to ekstra værelseskammerater lå vi alle i sengen kl. 19.00, og efter et par godnathistorier sov vi med det samme.
Vi blev dog vækket igen omkring kl. 21.00, da vi lige skulle skrive under på regningen vedrørende det mad vi havde fået til aftensmad i restauranten på hotellet, og så var det ellers tilbage i seng igen.

Port Blair – Havelock

Søndag den 08.10.2017

Nikolaj vågnede omkring kl. 06.00 efter en nats søvn på en feltseng, og gik straks i gang med at lave lidt morgengymnastik på værelset for at få ryggen på plads igen. Dette foregik imens vi andre lå og sov, så det foregik helt stille og roligt. Udhvilet og eventyrlysten tog han tøj på og ville lige ud og se lidt nærmere på området, hvor vi boede. Først lidt omkring på hotellets område, hvor der gik en trappe ned til havet, men der var ingen strand kun sten og klipper.
Allerede der så Nikolaj, hvad der ventede os forude, for der var eremitkrabber over det hele og mange andre småkryb. Af fugle nævnte han en hejre samt en kingfisher.
Han var lige oppe på hotelværelset for at se om vi stadigvæk sov, og det gjorde vi selvfølgelig, så afsted på eventyr med ham igen.
Lidt nede af kystvejen i retning mod Port Blair var der en lille “kaffebiks” lavet i blik, hvor de lokale stod og hang ud, imens de drak deres kaffe. Hunde, geder, køer og høns gik frit omkring uden nogen form for indhegning, men det virkede umiddelbart ikke til, at de var til fare for trafikken. Der blev også dyttet hver gang en bil eller scooter skulle rundt om et hjørne, så det fungerede nok også som en advarsel. Længere nede af vejen stod der nogle mænd ude på stenene og i havet med deres fiskenet og forsøgte at fange fisk. Forhåbentligt kun til eget brug for vandet var fyldt med plastik og andet affald – Føj!

Direkte overfor omkring 1 km ude lå Ross Island, som er en gammel fange-/fængselsø briterne byggede, da de havde herredømmet over øerne. Der blev råbt og skreget lidt i nærheden, men der var bare gang i en fodboldkamp imellem to drengehold på et lille fodboldstadion med tilhørende fans på sidelinjerne kl. 07.00 om morgenen. Banen var stort set en stor gang mudder, og spillerne havde mudder langt op af begge ben, men det så ikke ud til at gøre dem noget – de var sikkert ikke vant til andet.

Lige ved siden af stod der nogle lidt ældre drenge og trænede krocket. Nikolaj gik over på den modsatte side på et fortov med rækværk langs kysten, for han ville tilbage for at se, om vi var vågne. Han blev positivt overrasket, for lige der ude i vandet kom en flot rokke “svævende” stille og roligt forbi – fantastisk!
Kort tid efter kom der en lokal gut på en scooter kørende i modsatte retning og råbte ”Good morning”. Nikolaj svarede selvfølgelig tilbage, og 2 sekunder efter var gutten på scooteren vendt om, og han spurgte Nikolaj, hvor han var på vej hen. “Bare lige ude og gå en tur”. “Hvor bor du? “På Sinclair”. “Vil du ikke have et lift?” “Jo tak det vil jeg da gerne”. Så bag på scooteren tilbage til hotellet og en lille snak bagefter for at udveksle diverse kontaktoplysninger. Han ville meget gerne til Danmark, så han spurgte, om det var nemt at få job der. Han havde en degree i turisme og guide-halløj el. lign.

Kl. var ved at være 07.45, men vi var stadigvæk ikke vågne, og Nikolaj gav sig til at skrive lidt om sine oplevelser.
Citat Nikolaj: ”I skrivende stund kl. 08.30 ligger de stadig og bobler, imens jeg sidder i stolen ved siden af sengen og skriver”.
Kl. 9.00 vågnede vi, og så havde vi travlt. Oprindeligt skulle vi checke ud kl. 09.00, men vi havde lige fået lov til at få en halv time ekstra.
Efter endnu en anderledes morgenbuffet gik vi ned af trappen til stenstranden, og fik dyppet fødderne. Derefter stod det på swimmingpool og afslapning i høj solskin, og vi fik ringet til den taxamand, som vi havde kørt med dagen før. Kl. 11.30 var det afgang mod færgen, hvor vi hjemmefra havde booket billetter kl. 13.45 med Makruzz færgeselskab. Der var kun en dag, hvor der blev åbnet op for billetsalg, og da vi ville booke dem, var morgenfærgen allerede udsolgt.

Da vi ventede på færgen på havnen i Port Blair, kom vi i snak med en indisk familie, som også skulle holde ferie på Havelook. De var alle gode til engelsk, og tog masser af billeder af Konrad og Lilje. Deres 24 årige søn var lige blevet færdig som ingeniør. De var så søde, og virkelig nemme at tale med.
Vi havde det brandvarmt, og ønskede os noget koldt at drikke eller en is, men alt var lukket på grund af, at det var søndag. Det var et rigtig U-land vi var kommet til, og bare for at komme med en færge skulle vi vise færgebilletter, pas og vores immigration til Andamanerne MANGE gange. Der var igen indere overalt omkring os. Heldigvis var de meget søde og venlige. Alle ville gerne snakke med os, og de var virkelig gode til engelsk. Også den ældre generation. Dog var der mange af mændene, der ikke havde lært om køkultur.

Ombord på færgen havde vi godt halvanden times sejlads i de skønneste sæder med masser af plads, og samtidig fik vi serveret vand, juice og kiks, da vi havde bestilt deluxe færgebilletter. Vi var dog alligevel nødt til at købe juice på båden, da dem vi fik var helt varme. Dem vi købte havde til gengæld overskredet sidste salgsdato ?

Klik videre her, og læs om da vi lander i det vildeste paradis, vi nogensinde har oplevet; Havelock!