Havelock på Andamanerne

I kan her læse 2. del af familien Bøgh Nedermarks rejseberetninger fra Andamanerne og Sydindien.
I kan læse 1. del af rejseberetningen fra Port Blair her.

Havelock

Endelig ankom vi til Havelock. Vores længe ventede destination. Alle, der stod på havnen, ville bære vores kufferter, men det kostede penge, penge og penge, så vi gik selv afsted med dem. Flere tuk-tukker ville køre os, men pludselig råbte Konrad: “Mor, mor, se Lilje!” Der var en flok indiske kvinder og børn, der havde taget Lilje fra klapvognen, og hun gik nu fra arm til arm. De nussede hende og tog billeder, og Lilje var heldigvis i godt humør. Både Konrad og Lilje var rigtig gode til at vinke og sige hej til dem, der gerne ville i kontakt. Især Konrad var faktisk blevet super god. Han smilede pænt, når de ville tage billeder af ham, og han svarede, når de spurgte, hvad ham eller Lilje hed. Store dreng ?

“Sea Shell” på Havelock

Det endte med, at vi tog en taxa til Sea Shell Havelook, som var det resort vi havde booket hjemmefra, og efter 5 minutters kørsel, ankom vi til den flotteste lille perle gemt inde bag hovedvejen. Receptionen var flot, og vi kunne se ind til hundredvis af palmer. Derinde et eller andet sted skulle vi bo ❤
Vi fik en vaskeklud, som ikke var særlig kold, og en lunken “kokosvand drink”. Ofte fik vi drikkevarer, der ikke var kolde. Igen skulle vi betale for Konrad; 190kr pr. overnatning uden en ekstra madras.
I alt altså omkring 1400kr pr. overnatning.

Vi blev fulgt til vores lille træhytte imellem alle palmerne af vores “housekeeping boy”. En hyggelig hytte i mørkt træ med en lille terrasse foran. Kl. var 15.50, så vi skyndte os at gøre os klar til en tur i swimmingpoolen. Vi var heldige med tidspunktet, for resortets pool var lukket imellem kl. 13.00 og 16.00 hver dag. Ved poolen var vi de eneste mennesker udover 3 ansatte. Vi hoppede alle i vandet, men det var svært for Nikolaj at blive i poolen, da stranden var lige nedenfor. Der var lavvandet, og på stranden kunne vi se hele havbunden med mørke koraller, og havet var klart og turkisblåt. På den anden side kunne vi se en stor grøn og tæt regnskov på en lille ø. Ved vandkanten længere ude stod flere lokale indere og fiskede, eller måske fangede de søpindsvin. Det var den mest eksotiske udsigt, vi nogensinde havde set ?
Nikolaj skyndte sig ned på stranden, og før han fik set sig om, var han på vej ud til vandkanten, hvor han gik på koralerne. En sød indisk mand var også på vej derud, og han lånte Nikolaj sine badesandaler. Det viste sig at være kokken på resortet, og han fortalte bl.a. Nikolaj om søpindsvin, og at han havde arbejdet på Maldiverne lige deromkring, hvor vi havde været på én af vores tidligere rejser.
Bagefter gik vi alle 4 rundt på stranden og fandt eremitkrabber og skaller. Rundt omkring os løb 3 hunde, og længere henne på stranden kunne vi se og høre de lokale. Ellers var vi helt alene på stranden, og der var ved at være solnedgang. ”Det HER er virkelig bare ferien” sagde jeg. Præcis som Lilje sagde, da vi ankom til Maldiverne. “Og vi skal huske at nyde hele ferien” tilføjede Lilje ❤
Ingen af os havde lyst til at gå op fra stranden, men vi var nødt til det, da vi skulle op og have et brusebad og få myggespray på.
Det var dog allerede for sent, for oppe på værelset fik vi øje på myg, og Konrad havde fået flere store myggestik. Det var også ham, der blev hårdest ramt, da vi var i Thailand.

Aftensmaden indtog vi i den internationale restaurant, der var på resortet. Der var også en indisk restaurant, men den åbnede først kl. 19.30. Det syntes vi var lidt sent, når solen allerede gik ned ved 17.00 tiden. På hele resortet blev der ikke serveret alkohol.
Heldigvis var Nikolaj blevet venner med kokken tidligere, så vi fik serveret flere små velanrettede desserter helt gratis. Igen var vi de eneste mennesker ud over de ansatte. Det var som om, at vi var de eneste på hele øen, selvom vi selvfølgelig ikke var det. Tjeneren spurgte, om vi skulle have varmt, lunkent eller koldt vand. Jeg gik ud fra, at han lavede sjov, og jeg sagde hurtigt koldt vand. Da han kom med flasken med vand skulle jeg mærke, om det var en fin temperatur. Langsomt gik det op for os, at det egentlig ikke var for sjov, at han spurgte.
Efter god mad og dessert var det sengetid for os alle. På vej ned til træhytten spottede børnene flere frøer/tudser, der sad rundt omkring. Det var et kæmpe stort hit med “tudsejagt” ?
Vi lagde os i seng godt trætte efter en dag med helt fantastiske indtryk ❤ Inden sengetid måtte Nikolaj dog lige ud og sætte eremitkrabberne fri. Konrad var bange for, at de ikke ville overleve, og han havde ikke ro til at sove, før det var gjort.

Vi udforsker et lille stykke af paradis på Havelock

Mandag den 09.10.2017

Efter en god nattesøvn var det tid til morgenbuffet. Endnu engang en noget anderledes morgenbuffet, og vi skulle vist lige vænne os til indisk mad. Især om morgenen. På vej ind til restauranten sagde Konrad også “Ej mor er det ikke den kinesiske restaurant. Vi vil hellere på den anden restaurant”. Kinesisk eller indisk er vel det samme 🙂
Lige uden for vores træhytte stoppede et ældre indisk ægtepar for at tale med os. De var venlige, og vi fik en snak om forskellige ting. Alle vi mødte sagde ofte, at Lilje var “cute”, “like a doll” eller “Barbie”

Efter morgenmaden gjorde vi os hurtigt klar til afslapning ved swimmingpoolen. Igen var vi de eneste omkring poolen, og vi havde stadigvæk en følelse af, at vi havde det hele for os selv.
” Mor mor jeg skal først spytte i mine dykkerbriller, og så putte spyttet i vandet. Sådan gør man” sagde Lilje ivrigt. Der blev svømmet og dykket i poolen samtidig med, at der selvfølgelig også lige skulle fanges eremitkrabber på stranden.”Det her er eremitkrabber mig og far har fundet på stranden”, kom Lilje løbende stolt og fortalte.
Lilje henvendte sig også til pooldrengene, og talte til dem, som om de kunne forstå dansk. “Vil du ikke lige hjælpe os”, sagde Lilje, og i det næste sekund var en af pooldrengene ved at fiske noget legetøj op af poolen med Konrads fiskenet ?

Så var det tid til, at vi alle ville udforske lidt mere af stranden, og Nikolaj havde set, at der lå en restaurant lidt længere nede. En restaurant som vi også havde fået en flyer til ved færgen, da vi ankom til Havelook.
Vi gik et kort stykke langs stranden, men det tog lang tid, da der både skulle findes eremitkrabber, snegle og andre spændende ting. Begge børn elskede det, og de kunne få timevis til at gå med at undersøge de forskellige ting. På vejen så vi også høns, og en indisk mand, der var ved at male sin båd. Det lugtede ikke til, at det var særligt sundt. En flok indiske drenge sejlede ud i deres aflange båd, og Nikolaj havde lyst til at spørge om vi måtte komme med ?
Da vi nåede frem til restauranten, så den ikke særlig indbydende ud nede fra strandkanten. Det lignede et lokalt sted, men alligevel tog vi en chance, og gik indenfor. Indenfor blev vi taget varmt imod af flere tjenerne, og vi blev vist hen til et hyggeligt lille bord med lave små skamler med puder på. Der var en slags loungemusik, og der var proppet med lokale turister ved de andre borde. At være dér på restauranten, som de eneste lyse mennesker, gav faktisk en følelse af frihed, noget anderledes og en helt speciel og ægte feriestemning.
Alle tjenerne var venlige, og ville gerne tale med os. Der kom også nogle indiske børn over til vores bord sammen med deres forældre. Den 9-årige datter var rigtig god til engelsk. Overraskende nok vidste de fleste et eller andet om Danmark. Én havde arbejdet 10 år på Molslinjen, en andens søn boede i Norge, og en tredje var vild med badminton, og fan af Viktor Axelsen. Det indiske folkefærd er SÅ venligt og oprigtig interesseret i en. De vil så gerne snakke om alt muligt. Allerede på det tidspunkt var vi også blevet spurgt flere gange om, hvad vi arbejdede med derhjemme. Det havde vi aldrig prøvet før på denne måde, og det var faktisk meget hyggeligt. En tjener fortalte også om sine levevilkår, da han oprindeligt var fra Delhi, og livet der var ikke altid helt nemt. Han fortalte også, at de aldrig havde haft gæster fra Danmark, Sverige eller Norge på restauranten.
Der var balloner, og maleredskaber til børnene, og de tog et billede af os, som vi fik med i ramme. For første gang kom vi også lige på internettet. Dog med en dårlig forbindelse. Lige ved siden af restauranten var der høns og grise i bur, og en af tjenerne gik med børnene derud.
Vi fik pommes frites, kartofler med en sweet/spicy sovs, pizza margarita og en indisk pizza. Al maden var virkelig god, og faktisk det bedste vi havde fået indtil videre. Indisk mad var åbenbart ikke så tosset alligevel ? Restauranten hed “Something Different Beach Café”, og det var helt sikkert også vores oplevelse af den. Vi gik derfra med en helt speciel og anderledes fornemmelse. Den fortjener, at have en plads i Lonely Planet?

På hjemturen langs strandkanten blev der udforsket lige så meget på stranden, som på vej derover. Klokken var blevet omkring 15.30, og der var derfor lavvandet igen. Om formiddagen var der vand henover alle korallerne på det meste af stranden, og hen ad eftermiddagen forsvandt alt vandet, så vi kunne se hele havbunden med koraller og andre spændende ting.
Vi blev enige om at tage myggespray og strandskoene på, og begive os ud til alle korallerne og sandbankerne for at finde søpindsvin. Vi fandt kun et enkelt søpindsvin, men til gengæld fandt vi mange “søpølser”, som blev undersøgt gevaldigt. Det var sjovt og spændende, og rundt omkring os begyndte de lokale at komme. Vi fandt dog aldrig ud af, hvad de var i gang med at fange af spændende ting.
Igen var det svært at løsgive sig fra stranden og alle oplevelserne, men det var vi desværre nødt til ved solnedgangstid pga. myggene. Afslutningsvis sluttede vi af med en hyggetur i swimmingpoolen.

Vi fandt hurtigt ud af, at myggene altid begyndte at komme omkring kl. 16.45-17.00, så der gik vi op til vores træhytte. Andamanerne kører efter indisk tid på trods af, at det ligger over 1000km væk, og egentlig burde der være en tidsforskel. Det er grunden til, at solen går ned, og der bliver mørkt så tidligt.
Efter et bad var det tid til hygge og afslapning, iPads og dagbogsskrivning. Nikolaj og jeg blev hurtigt enige om, at vi ville blive i sengen og bestille roomservice, så den stod blandt andet på milkshakes og pasta carbonara.

Da alle sov, nød jeg roen, og følelsen af at mærke, hvor HELDIGE vi var, og hvor vildt det føltes, at vi netop lige præcis befandt os på Andamanerne. Et sted som ingen dansker vi har talt med, ved hvor er – Men her var vi! Lige midt i vores eget lille paradis ❤

Inden Lilje lagde sig til at sove sagde hun, at hun gerne ville med ind og opleve noget af byen dagen efter, og “Mor, så skal jeg altså have en knold, så jeg ikke kommer til at svede”, beordrede hun.
Heldigvis havde vi inden sengetid fået lukket alle eremitkrabberne ud, så de kunne overleve, og Konrad kunne få ro til at sove ?

Eventyrlige Havelock

Tirsdag den 10.10.2017

Igen i dag var Nikolaj ude at gå en morgentur. Der var høj solskin, og allerede godt gang i dykkerne i havet. Han nød gåturen i fantastiske omgivelser.
Vores morgenbuffet var faktisk virkelig god. Der var andre indiske retter og andet godt, som vi ikke havde fået før. Heldigvis kunne vi nu også godkende den indiske morgenmad. Måske vi bare havde været for trætte efter flyturen de første dage på resortet.
Under morgenmaden spurgte Lilje om, hvornår hende og Konrad skulle hjem til farmor og bedstefar igen, så der blev også tænkt på dem derhjemme ❤

Børnene fløj hen til swimmingpoolen efter morgenmaden, og vi blev hurtigt enige om at blive til kl. 13.00. Igen stod det på afslapning ved poolen og badning. Samtidig skulle vi selvfølgelig også ned på stranden. Den var endnu smukkere i høj solskin. Det hele var så eksotisk, vildt og eventyragtigt, at vi havde svært ved at begribe det. Eremitkrabberne på det hvide sand, regnskoven, øerne, palmerne, de mørke koraller i sandet og det turkisblå vand. Wow, det var fantastisk at stå lige midt i det hele.
Nikolaj var ude at snorkle, og der blev selvfølgelig også kigget på eremitkrabber. En enlig backpacker fra Brasilien slog sig ned med sit håndklæde på stranden.
Konrad blev så god til at snorkle, og han var helt pjattet med det. Både Konrad og Lille var begge heldigvis stadig vandhunde med stort V, og de var så gode til at lege med hinanden i poolen.

Over middag gik vi ud på hovedvejen og ind mod landsbyen. Vi var knapt nok kommet ud fra resortet, før der var slum. Skrald over det hele, og små beskidte huse. Lige der – ved siden af paradis – levede de lokale i deres eget lille samfund. Den lokale skole lå også tæt på resortet, og børnene i skoleuniform stod og vinkede til os. Vi gik under bananpalmerne, og et stykke længere henne lå et grøntsagsmarked. Vi købte nektariner og et granatæble. De lokale kvinder kiggede på os, og vi var den helt store attraktion. Vi kom også forbi en sportsplads, hvor de lokale drenge spillede volleyball, hvilket Konrad blev meget optaget af. Vi sugede alle indtrykkene til os, imens sveden haglede ned af os, og når vi trak vejret, indåndede vi benzin eller støv. Der kom endnu en tuk-tuk forbi os, og vi tog vores første tuk-tuk tur på Havelock på vejen tilbage til resortet.

Det var dejligt befriende igen at ligge ved poolen, men hold da op, hvor fik vi virkelig et indtryk af, hvor stor forskel, der var på rig og fattig. De rige indere var turister på vores resort, og lige på den anden side af muren boede de fattige indere.

Vores frokost blev en pose peanuts med chokolade omkring, som vi indtog ved swimmingpoolen. Det var Konrad og Lilje helt tilfredse med ?

Kl. 18.30 var vi klar til at spise aftensmad. Vi ville gerne prøve den indiske restaurant, men vi kunne ikke vente til kl. 19.30. I stedet bestemte vi os for at tage på “Something Different Beach Café”. De havde sagt, at vi bare skulle ringe, og så ville de komme og hente os, da vi ikke kunne gå langs stranden om aftenen. Vi tænkte dog, at vi sagtens kunne gå derover via hovedvejen. Det kunne vi da også, men sikke en vej vi kom ud på. Der var kulsort og stort set ingen gadebelysning. De lokale hang ud ved små beskidte bikse, og da vi kom til den vej vi skulle ned af, blev der endnu mere mørkt, og vi skulle gå på en meget ujævn vej. Godt vi havde lys fra Liljes lommelygte og Nikolajs telefon. Hvis vi ikke havde været på restauranten tidligere, så tror jeg ikke, at vi var gået den vej. Det så bestemt ikke ud til, at der lå en restaurant derinde et eller andet sted.
Da vi kom frem, var de også noget overrasket over, at vi ikke havde ringet efter dem. Igen fik vi super god mad, en skøn betjening, og selvfølgelig med gekkoer kravlende på væggene. Internettet virkede desværre ikke, og det var ellers meningen, at vi ville afbestille vores booking på Sinclair Bayview i Port Blair. Ellers savnede vi faktisk ikke internet. Det var helt befriende og mindre stressende, når ikke vi havde adgang til at komme på internettet, og så virkede det som om, at vi var endnu længere væk. Vi trak lige stikket fra omverdenen i en stund, og det føltes rigtig rart ❤
Vi blev heldigvis kørt tilbage til resortet igen, og vi sov alle 4 med det samme efter endnu en oplevelsesrig dag.

Vores sidste dag på “Sea Shell”

Onsdag den 11.10.2017

Nikolaj og Konrad stod op som de første, og listede ned til swimmingpoolen vomkring kl. 08.00. Lige så tidligt solen går ned, lige så tidligt står den nemlig op på Havelock. Kl. 04.30 starter dagen faktisk på Andamanerne.
Ved 09.00 tiden var Lilje og jeg klar til at stå op. Hvor var det bare dejligt at sove længe hver dag, eller bare ligge og “snue” med sine børn omkring sig. Det var livet ❤
Vi stod op til endnu en god indisk morgenbuffet med en masse nye spændende retter, som vi ikke tidligere havde fået. Det var overraskende godt, og vi spiste løs.

Vi nød poolen rigtig meget, da det var vores sidste dag på “Sea Shell”. Nikolaj fik også en times tid til at gå med at finde skaller på stranden, mens han befandt sig i sin egen lille verden. Vi var dog overrasket over, at der lå skrald og glasskår på stranden. Der var så mange ansatte, så der var MASSER af tid til, at nogle kunne gøre stranden ren og fin.

Nikolaj fik også en god lang snak med kokken igen, og så skulle han lige forbi dykkerbutikken for at få flere informationer omkring dykningen. Dykkerturene startede kl. 07.30 hver morgen, og så ville man komme ind med båden igen ved 12.00 tiden. Der var to dyk, og vi måtte godt dele dykkene og have børnene med på båden. Det ville koste 550kr for de to dyk.
Nikolaj spurgte også interesseret ind til om det kunne lade sig gøre, at komme med en af de mere lokale både vi havde set nede ved stranden. Dykkerfyren ringede lige til en kammerat, og det kunne godt lade sig gøre for omkring 290kr. En sejltur i 3 timer hen til de andre øer, og med snorkling og mad, så det måtte vi lige overveje.
Pludselig begyndte der at regne, så vi lå under en parasol ved poolen. Det første regn vi havde oplevet på Havelock indtil videre. Imellem de voldsomme regnbyger løb vi op til vores træhytte. Til frokost spiste vi chips og kiks, imens vi slappede af i sengen. Bare fordi vi kunne, og det var nu meget hyggeligt ❤
Meget er det vi fik på Havelock havde overskredet sidste salgsdato. Om det var den vand vi fik serveret om morgenen i restauranten eller de chips, der lå i minibaren i vores træhytte.

Efter en lille lur til de voksne og iPads hygge til børnene var vi klar til aftensmad, som igen skulle indtages i den internationale restaurant på resortet. På vejen derop hilste vi også lige på et par gekkoer.
Igen fik vi flere små velanrettet forretter/desserter helt gratis af Nikolajs gode kammerat chefkokken. Der blev sat musik på, og Konrad kom i højt humør, og han dansede og fjollede rundt med Lilje. Vi prøvede lidt forskellige indiske retter, og det hele var meget godt. Midt i det hele gik strømmen, og der blev helt mørkt. Konrad og Lilje grinede, og strømmen kom heldigvis hurtigt i gang igen.

Inden sengetid gik vi lige op i receptionen for at se om internettet virkede, og det gjorde det. Lidt i hvert fald, men det var meget ustabilt. Vi fik afbestilt vores overnatning på “Sinclair Bayview” til knap 1400kr, og så bestilte vi i stedet for en overnatning på Sea Lounge Bed and Breakfast til 247kr. Vi syntes simpelthen den anden overnatning var for dyr taget i betragtning af, hvad vi fik for pengene, og hvor længe vi skulle være der.

Tiden fløj afsted, og det var allerede vores sidste overnatning på “Sea Shell”. Børnene sov og vi skrev dagbog og sorterede alle vores billeder. Ind imellem stoppede vores aircondition med at køre, men den gik heldigvis i gang igen kort tid efter ?
Vi var meget spændte på vores resort Barefoot, hvor vi skulle hen dagen efter. “Barefoot” ligger mere isoleret på den anden side af øen, og der skulle være den flotteste strand, kaldet ”Radhanagar Beach”. Samtidig var det også helt underligt, at vi allerede skulle forlade “Sea Shell”. Vi var jo lige kommet, men på den anden side var vi helt væltet bagover og taknemmelige for alle de oplevelser, vi havde fået på ”Sea Shell”

Barefoot på Havelock – et betagende luksus jungleresort

Torsdag den 12.10.2017

Nikolaj og jeg vågnede ved, at vi kunne høre en hund uden for hytten. En af de vilde hunde var kommet op på vores terrasse, og var ved at bide vores luftmadras og en af Liljes luffer i stykker. Der var ikke meget vi kunne gøre ved det, så vi lagde os til at sove igen.
Da vi alle vågnede fik vi pakket sammen, og checket ud af træhytten. De var søde og ville opbevare vores bagage, indtil vi skulle videre.
Morgenbuffeten var igen super god. Vi prøvede flere nye indiske retter, og fik igen lavet en masala osteomelet. Dee var virkelig gode, og vi blev helt tosset med dem. Som noget nyt spurgte jeg efter helt almindelige pandekager, og kort tid efter fik vi serveret et stort fad med pandekager, så der var faktisk ikke det, som vi ikke kunne få.

Der var høj solskin, og efter morgenmaden slappede vi af ved poolen, imens Konrad og Lilje plaskede rundt. Det var vores sidste mulighed for at bade i en pool på Havelock. Lilje havde fået Konrads bælte på, i stedet for sine luffer, da de jo var blevet spist af hunden. Hun råbte fra poolen “Jeg kan ikke svømme uden mine luffer”, men 2 minutter efter svømmede hun rundt kun med bæltet på.
Nikolaj gik over til dykkerbutikken for at sige, at vi gerne ville med på en bådtur kl. 12.00. Ingen af fyrene kendte til den ven, der kunne arrangere sådan en tur, og ingen vidste hvem Nikolaj havde talt med dagen før. Så vi måtte vente på at få besked i forhold til, om vi skulle på en sejltur eller ej?
Vi nød poolen, udsigten og det at være sammen alle 4 ❤ Jeg talte med en sød indisk kvinde, som havde hennatatoveringer på begge hænder. Hun fortalte, at det holdte en uge. Det var religiøst, og mange kvinder gjorde det for, at deres mænd på den måde kunne leve længere. De gjorde det også, hvis de skulle indgå et ægteskab.

Efter Nikolaj havde gået lidt tid på stranden, fandt han ud af, at sejlturen kunne lade sig gøre med nogle andre han talte med, men vi blev enige om, at det var blevet sent, og at det derfor var bedre at tage videre til “Barefoot”.
Betalingsterminalen var gået ned på resortet, så Nikolaj måtte afsted i en tuk-tuk for at hæve penge i en ATM. Enten var det internettet, der ikke duede, eller så kunne vi ikke betale med kreditkort ? Sådan er det vist bare at være på en lille ø ude i det Indiske Ocean ? Vi blev kørt i en taxa til “Barefoot” på den anden side af øen, som lå omkring 8km væk. Vi tog et lille powerstop ved et “supermarked”. Eller det kaldte de det i hvert fald, men det var bestemt ikke, hvad vi forbandt med supermarked hjemmefra. De havde heldigvis chips og kiks, og det var det vigtigste.
Efterfølgende kørte vi igennem regnskoven midt på øen – med udsigt til flotte rismarker, palmer og grønne træer. Vi sad vist med et lille smil på læben, for hold da op; hvor var det bare flot, og stadigvæk anderledes end noget vi nogensinde havde oplevet tidligere. Selve indkørslen til “Barefoot” var fascinerende, og vi kunne virkelig fornemme junglestemningen. Vi blev taget imod på den mest venlige måde, man overhovedet kunne forestille sig, og vi måtte ikke selv løfte på noget som helst.
Efter en varm velkomst blev vi vist over til sofaerne, hvor vi fik hver sin kolde vaskeklud og en eksotisk kokosnød som velkomstdrinks. Skoene skulle selvfølgelig tages af, inden at vi måtte gå ind i receptionen.

Vi skulle ikke op til frontdisken og stå og bøvle med indcheckning, som på mange andre steder, og vi skulle ikke betale ekstra for Konrad. Det blev derfor 1200kr pr. overnatning. Manageren kom over og sagde velkommen igen, og forklarede, at der ville komme en og introducere os for de forskellige ting på “Barefoot”, hvorefter en anden ville vise os over til vores telt.
De var så professionelle, og det hele var lige præcis, som det skulle være. Vi sad stadigvæk med et smil på læben, og vi var så spændte på det hele.

Vi blev fulgt ned til vores telt af to ansatte igennem en junglesti. “Jeg vil altid være her” sagde jeg, og Lilje var hurtig ” Det vil jeg også altid være” ❤
Her stod vores luksustelt, og det var bare så fedt. En hyggelig lille udestue med to strandstole og en bænk. Teltet var stort indvendig med en stor seng med myggenet omkring. Den ene ansatte ville komme med en ekstra madras med myggenet til Konrad. Også helt gratis. Badeværelset var et stort flot udendørs badeværelse med skråtag. Alt var bare så autentisk, ikke mindst alle de forskellige dyrelyde vi kunne høre hele tiden.
Pludselig begyndte der at stå ned i stænger, men det var fuldstændig lige meget. Det hele var så fedt. Også i regnvejr ? Regnvejret forhindrede os ikke i at udleve vores nysgerrighed. Vi kunne ikke vente med at se området og specielt stranden, som eftersigende skulle være den bedste på Havelock. Vi fandt paraplyen frem, og lånte en ekstra paraply af et indisk par, der boede i teltet overfor. Så stod det på opdagelse igennem regnskoven ned til stranden.

WOW et smukt smukt syn, da vi endelig stod på stranden, og lige pludselig stoppede regnen også fuldstændig. Vi løb ud på den brede sandstrand, og vi havde den helt for os selv. Længere nede kunne vi dog se en kæmpe flok indiske turister. Konrad løb ned mod dem, og kort tid efter stod han midt i den indiske folkemængde ? Godt han er lyshåret, så vi nemt kunne finde ham. Flere indiske turister kom over og talte med os. De snakkede, smilede og var så venlige. Vi blev lige overrasket hver gang. På vej ned af stranden var der også pludselig en, der sagde hej. Det var den indiske kvinde, som jeg tidligere havde talt med på “Sea Shell”.
Det hele var så idyllisk, og på vej tilbage løb børnene langs vandkanten i solnedgangen. En indisk fotograf kom over til os, da han havde taget et super billede af Konrad, som han gerne ville bruge på de sociale medier. Vi gav ham lov, og han tog derfor flere billeder af både Konrad og Lilje i solnedgangen. Han lovede, at han ville sende dem til os.

Vi fik en god snak med ham, og så flere billeder han havde taget i sin hjemby i Indien. Blandt andet af naturen og et billede af en ældre mand på 120 år. Han ville også gerne til Danmark og tage billeder engang. Imens alt dette foregik, var der flere indere, der tog billeder af børnene. Det var helt specielt at stå midt i solnedgangen blandt mange forskellige mennesker, og alle var glade og hyggede sig.
På vej tilbage af junglestien jublede vi over, at vi trodsede regnen, og gik på opdagelse. Efter et dejligt bad i vores udendørs bruser, skulle restauranten prøves. Restauranten var en bambushytte med skråtag, og vi sad på puder ved lave borde. Stemningen var helt afslappet, og vi nød det. Vi fik pizzaer fra en stenovn, hjemmelavet is og en speciel indisk dessert, som smagte lidt som æbleskriver. Lilje og Konrad spillede kort med en indisk pige, og Nikolaj fik en snak med hendes far. Alle i restauranten var så venlige, og da vi gik ud, sagde de forskellige gæster ved bordene godnat. En rigtig dejlig oplevelse.

“Barefoot” på Havelock er et jungleresort, hvor der ikke findes internet eller fjernsyn. Det gælder om at nyde nærværet, og at blive ét med naturen.
Det var helt bestemt også den følelse vi havde, da vi var der. Bare det at sidde i forteltet i en strandstol, og at høre på tusindvis af dyrelyde!! Det var en helt fantastisk følelse, og alt det havde jeg drømt om længe ?

Vi sagde alle godnat efter den bedste dag ❤

Radhanagar Beach på Havelock – det vilde paradis!

Fredag den 13.10.2017

I dag var Konrad og jeg først oppe for en gangs skyld. Lilje vågnede ved 09.00 tiden, som hun plejede. Vi tog vores strandting med, så vi var klar til en lang stranddag efter morgenmaden.
Morgenmaden var ikke buffet, og det var en glædelig overraskelse. Vi kunne bestille lige, hvad vi havde lyst til, og hver dag var der en ny indisk specialitet. Nikolaj og jeg skulle selvfølgelig have masala osteomelet og den indiske specialitet. Det var virkelig godt. Børnene fik store pandekager med chokolade og banan, Lilje chokopops og Konrad scramble æg. Vi alle fik et frugtfad, og vi fik indisk kaffe. Indisk kaffe er faktisk bare kaffe og mælk blandet sammen i en kande.
Vi sad selvfølgelig igen på puderne ved de lave borde. Konrad og Lilje elskede det, og Nikolaj og jeg nød bare hele junglestemningen.
Hjemmefra havde vi læst om elefanten, der boede på Havelook. Den eneste elefant i hele Asien, der kunne svømme. Vi var dog lidt i tvivl om den stadig var i live. Tjeneren fortalte, at den døde sidste år. Den blev 73 år. På “Barefoot” havde de stadig mange billeder hængende af elefanten, der svømmede i vandet.
Vi havde opdaget lidt snask/betændelse i Liljes ene øre, da vi var på ”Sea Shell”, så Nikolaj spurgte hende, der stod i fronten af receptionen, om de havde noget til ørene. Hun viste os noget forskelligt, og vi ville gerne prøve øre/øjne dråberne. Hun sendte straks bud ind til byen efter en helt ny pakke, og vi ville få besked, når den kom.

Stranden var også SÅ smuk i dagslys. Igen var vi nødt til at tage en masse billeder.  Der var store bølger, og vi hoppede ud i dem. Lilje var noget nervøs, så hun kom op til mig. Nervøsiteten stoppede dog ikke, for hun var virkelig nervøs for, at der skulle ske Konrad noget i bølgerne. Efter badningen sagde Konrad: ”Lilje, var du bange for, at storebror blev hevet væk i bølgerne?” Lilje: ” Ja de store bølger” Det var så sødt, og Konrad var glad for, at hun tænkte på ham. Flere gange badede Nikolaj og Konrad i de store bølger. Konrad syntes det var MEGA sejt. Imens lavede Lilje og jeg et prinsesseslot i sandet. Lilje: ” Jeg graver et stort hul helt til Frederikshavn. Det er laangt væk”
Igen havde vi det meste af stranden for os selv, men vi kunne sagtens se den store mængde af indiske turister længere nede af stranden. Der var selvfølgelig også lige nogle, der kom forbi, og skulle have en selfie med Lilje.
Heldigvis skiftede himlen hele tiden fra høj solskin, få skyer og mange skyer. Det var godt, da vi ellers ikke kunne være på stranden, for der var ingen skygge på denne brede strand.

Vi var meget nysgerrige, og ville gerne se, hvad der var rundt om hjørnet af stranden nede i bunden, så vi begav os alle 4 afsted på endnu en opdagelse. Vi var helt fascinerede af at kigge ind i regnskoven. Det hele føltes så vildt, at det faktisk kan være svært at beskrive.

Der var alverdens spændende ting på stranden. Forskellige træting, skaller og længere henne af stranden begyndte eremitkrabberne også at komme. Konrad rendte rundt i sin helt egen verden, og nød at undersøge alle de sjove ting. Han gik også længere ud på nogle store flade sten, hvor han opdagede kæmpe krabber. Lilje var nysgerrig, og ville selvfølgelig også derud.
Rundt om hjørnet mødte vi et endnu smukkere syn. En lille lagune, og det hele lignede en film. Meget i stil med Robinson Cruise.
Kan det blive meget bedre end at stranden og skoven går ud i et? At gå der på stranden og høre bølgebrusen til den ene side, og alverdens til dyrelyde til den anden side. Det var FANTASTISK, og igen så meget anderledes, end hvad vi tidligere havde oplevet. Jeg kunne ligefrem se Mowgli og Baloo for mig, når jeg kiggede ind i regnskoven, og hvis jeg kiggede ud på havet, forestillede jeg mig en træbåd komme sejlende med høvdingemænd, der kom ind til bredden og dansede hula hula. Eventyret var i fuld gang, og der var ikke de tanker, der ikke fløj igennem en, når man stod helt stille og tænkte for en stund ?
På denne side af stranden var der flere hyggelige skyggeområder, hvor træerne hang ned over sandet. Vi var kommet til det vilde paradis ?

Vi så også kæmpe eremitkrabber, der var ved at spise en død fisk, og pludselig fik Nikolaj øje på en tømmerflåde med 3 lokale drenge, der var på vej ind til bredden. Vi gik hen imod dem, og de viste os deres fangst. De kunne ikke tale meget engelsk, men vi kommunikerede en lille smule. Den ene fyr viste os en tom appelsinjuiceflaske med snøre omkring, som de havde brugt til at fange fiskene. Autentisk er vist det rette ord for denne oplevelse.
Det var helt perfekt, at det netop var denne dag vi gik en lang tur på stranden, for Konrad gik meget op i, at de hjemme i skolen havde motionsdag, og skulle gå en lang tur på Palmestranden i Frederikshavn.

Tilbage til vores eget strandparadis hoppede Nikolaj og Konrad ud i de store bølger igen. En indisk kvinde kom hen imod os og råbte “Lili Lili”. Jeg kunne ikke genkende kvinden, men vi havde jo efterhånden fortalt mange, hvad Lilje hed. Hun ville selvfølgelig have taget et billede sammen med Lilje, og dette tog sønnen. Sønnen spurgte, om vi havde checket ud fra “Sea Shell” og nu boede her, og der gik det op for mig, at det var nogle vi havde talt med på det andet resort. Nikolaj kom ind, og fik en snak med begge sønnerne. De virkede til at være velhavende, og skulle til at starte deres eget byggefirma i Mumbai, hvor de kom fra.
Efter mange timer på stranden og alt for meget sol på kroppen var vi nødt til at gå op igen, selvom børnene hyggede sig. For enden af en lille junglesti kunne vi bruse os under en udendørsbruser, der kom op igennem en træstamme. Vi nåede ikke at gå langt med vores håndklæder, før en ansat kom springende, og sagde, at hun nok skulle tage dem. Den kvindelige frontreceptionist kom også med øredråberne. De var allerede fremskaffet, så det var hurtig service.

Vi trængte til noget koldt at drikke og nogle pommes frites, og derefter opholdte vi os lidt i receptionen/baren, som også var en hyggelig træhytte med skråtag. Børnene gyngede på naturgyngerne, der hang ned fra træerne, og fandt forskellige dyr. Blandt andet en larve og en kæmpe græshoppe. Nogle af de ansatte syntes, at Konrad var sej. De fleste var bange for sådan en kæmpe græshoppe, men ikke Konrad. Han sad med den på armen. En anden sagde, at børnene virkelig var “connected” til “Barefoot”, da de rendte rundt helt afslappet i bare fødder og undersøgte naturen ❤
Nikolaj købte sig en bog om historien bag Andamanerne og jeg købte et silketørklæde.

Vi undersøgte mulighederne for at tage med en lokal båd, men dette var ikke rigtig muligt. Så spurgte vi, om vi kunne leje to scootere, og de sagde, at vi bare skulle sige til 20 minutter før, at vi ville leje dem. Der var hjelme til alle, og nogle lokale ville komme og aflevere scooterne til os.
Dykning stod også stadigvæk på vores liste, og dykkerfolkene ville komme ved 18.00-19.00-tiden, og der kunne vi snakke med dem.
Inden aftensmaden fik vi en snak med dem angående dykning søndag. Det kunne godt lade sig gøre, og der ville de lave to Deep Dive ved Dixon's Pinnacle”. Dykkerkvinden var dog i tvivl, om vi måtte deles om de to dyk, så der altid var en af os på båden sammen med børnene. Det ville hun undersøge.
Mens vi ventede på aftensmaden, tog vi et spil Uno. Konrad elskede at spille, og det var så dejligt, at vi havde tiden til det. Konrad og jeg spillede videre efter maden, imens Nikolaj og Lilje gik tilbage til teltet. Afsted på en kulsort junglesti bare Konrad og jeg med to lommelygter. Vi fortalte ikke til nogen, at vi startede med at gå ad den forkerte sti, men godt vi havde hinanden. På vejen spurgte jeg: “Konrad vidste du godt, at vi skulle bo midt i junglen?” Konrad: “Nej jeg troede, at det var sådan et hotel”.
Igen var vi alle trætte, og det var helt fantastisk at ligge i teltet og falde i søvn til dyrelydene.

Med scooter rundt på Havelock

Lørdag den 14.10.2017

Ved 08.00-tiden vågnede vi, og vi gjorde os klar til at undersøge Havelock nærmere på scootere. “Måske vi møder Hugo og Rita inde i junglen?” sagde Lilje. Hun var også rigtig begyndt at leve sig ind i hele junglestemningen ?
Midt i morgenmaden gik Nikolaj over i receptionen for at sige, at vi gerne ville leje to scootere til om 20 minutter. Manden i receptionen sagde, at hele telefonnetværket på øen var gået ned, så de kunne ikke ringe efter nogle lige nu, og der var desværre ingen hjelme til børnene.
Det mest spændende var, at vi altid fik noget forskelligt af vide, og vi var efterhånden så vant til det, at vi bare tog det stille og roligt. Vi spiste derfor morgenmaden færdig uden at vide, hvad dagen ville bringe.

Da vi skulle til at træde ud fra restauranten begyndte der at regne, og vi nåede kun lige over i receptionen/baren på den anden side, inden der stod ned i stænger. Det var nu hyggeligt at sidde inde i bambushytten og kigge ud på regnen. Børnene fik spillet et spil ovenpå, og endelig fik jeg lidt tid til at skrive dagbog.
Vi NØD, at vi overhovedet ikke kunne komme på internettet, og ingen af os nævnte det heller ikke. Hvordan skulle vi også kunne bo midt i en jungle og have internet samtidig?
Regnen stoppede, og en fra receptionen kom over og sagde, at de ville prøve at tale med en eller anden gut nede på stranden, der kunne skaffe et par scootere. Vi anede ikke hvordan og hvorledes, men det endte i hvert fald med, at vi fik to scootere. 120kr for 1 døgn for 2 scootere.
Da vi kørte ud gennem bommen til resortet, hvor vagtposten stod, fik vi også udleveret 2 hjelme mere, og de passede faktisk Konrad og Lilje helt perfekt ?
Nu var vi klar til at køre rundt på Havelock, igennem junglen og regnskoven for at se, hvad der gemte sig. Lilje var fuldstændig pjattet med at køre scootere, og vi havde faktisk frygtet det modsatte. For Konrad handlede det mest om at køre hurtigst og selvfølgelig at køre forrest. Han er ikke en dreng for ingenting.
Vi startede med at køre igennem en landsby. Et smukt landskab med nogle faldefærdige skure til huse. De fleste af de lokale mænd var i bad inde bag et lille forhæng, eller så gik de rundt med et tørklæde omkring sig. Andre arbejdede i marken, og nogle skoledrenge kom gående langs vejen med skoletaskerne på ryggen. Damerne kom gående i deres farvestrålende lange kjoler, og en lille sød pige fra landsbyen fik taget et billede sammen med Konrad og Lilje.

Overalt på vejene gik der hunde, katte eller høns, og i vejkanten stod der ofte en ko eller en ged. Vejene var meget ujævne og vi bumlede afsted. Lilje havde en fest, og når jeg sagde: “Vi er på scootertur”, så sagde Lilje grinende: “Nej, nej, vi er på bumletur”
Inde i byen fik vi en lille snacks ved det såkaldte “supermarked”, og derefter gik jagten ind efter benzin. Vi blev vist i forskellige retninger, og de få benzinstationer, der er på Havelock, var faktisk lukkede. Der var ikke mere benzin ?
Igen tog vi det stille og roligt, og der gik ikke længe før vi så en mand, der lejede scootere ud, så vi spurgte ham efter benzin. Vi kunne købe 1 liter benzin af ham for 10kr. Det kunne vi ikke sig nej til, og så gik han i gang med at fylde benzin på fra en flaske ned igennem en tragt. Nu var vi klar til mere eventyr.
Vi kørte mod den mere ubeboede del af Havelock langs kysten. Det var godt vi gjorde det, for vi stødte lige ind i en stor flok arbejdsmænd, som gik rundt nede på stranden, og var ved at losse 4-5 store pramme af for byggematerialer. Her i blandt 30kg cementsække, betonblokke og træ i forskellige længder. Det var helt vildt at iagttage deres måde at arbejde på.
Vi nåede stort set til enden af øen, hvor vi gik en tur på ”Kalapathar Beach”. Den var også smuk, og vandet var meget mere roligt. En skøn afslutning på en super scootertur. På vejen tilbage sugede vi også alle indtrykkene til os. Hele lokalbefolkningen og livet på øen ❤

Godt sultne og fyldt af gode oplevelser indtog vi vores sædvanlige plads i restauranten på puderne på gulvet. Kl. var kun 17.00, og aftensmaden startede først kl. 19.00, så vi fik snacks, som bestod af clubsandwich, pommes frites og hjemmelavet forårsruller. Til dessert hjemmelavet is, da det overhovedet ikke var lykkedes os at finde en is på hele vores tur rundt på øen.
Nikolaj forhørte sig efter dykkerpriserne, og vi kunne desværre ikke dele de to dyk. Vi skulle bestille to dyk hver, hvis vi ville med dykkerbåden næste dag. Ligeledes skulle vi pludselig også betale 100kr pr. barn.
Vi blev enige om at bestille dykkerturen alligevel, da vi gerne ville opleve livet under vandet på Andamanerne, og så kunne jeg eventuelt bare tage et dyk, men betale for to.
Dog havde vi fået af vide, at dykningen på Andamanerne ikke skulle være det bedste efter tsunamien i år 2004, og en anden havde fortalt, at det skulle være bedre at dykke i Port Blair.

Omkring kl. 19.00 lå børnene og jeg under dynen. Lilje faldt i søvn med det samme. Konrad og jeg lå helt stille, og lyttede til alle dyrelydene. Konrad: “Orhh der er vist mange frøer derude i dag”, og han havde fuldstændig ret. Det lød til, at de råbte i munden på hinanden.

Dykning på Havelock

Søndag den 15.10.2017

Pyhaa uret ringede kl. 06.00, da vi skulle være klar til at tage med bussen kl. 07.00. Alt dykning foregik nemlig over på den anden side af Havelock.
Kl. 06.30 kunne vi hente vores morgenmad. En tjener fra restauranten havde sagt dagen før, at de ville give os clubsandwich og frugt med til turen. Og ja, de havde da også lavet det, men 1 clubsandwich og 2 bananer var ikke meget til 4 personer ? Nikolaj måtte lige ind i restauranten igen for at spørge efter mere mad ?
Derefter spurgte han efter håndklæder i receptionen, men de sagde, at vi ville få udleveret håndklæder under dykkerturen.

Meget spændte bumlede vi afsted i bussen, imens vi spiste lidt af morgenmaden. Ovre ved dykkerstedet skulle vi udfylde de sædvanlige papirer inden dykning, og vi fik det rette dykkerudstyr. Dykkerfyren vi havde talt med aftenen forinden, kom over og sagde, at hans chef syntes børnene var så søde, så dem skulle vi ikke betale for alligevel. Det var ikke nemt at blive klog på noget, men vi sagde selvfølgelig mange tak.

Vi gik gennem sandet ned til vandet, hvor vi skulle sejle med en lille “longtail boat” ud til selve dykkerbåden. En større træbåd med styrhus og et lille overdækket område. Vi fik udleveret en søsygpille. Jeg tog en hel pille, og Konrad fik en halv pille. Vi skulle dykke sammen med et par fra Israel, et par fra Finland og en fyr fra England. Turen startede godt, og børnene syntes, at det var fedt. Glæden gik dog hurtigt over, da der begyndte at komme kæmpe bølger, og der skvulpede og sprøjtede vand ind over hele båden. Båden hoppede op og ned, og børnene fik heldigvis lov til at komme ind i styrhuset. Jeg sad helt stille, og blev mere og mere søsyg. Bølgerne blev ved, og efter halvanden time kom vi frem til dykkerstedet “Dixion's Pinnacle”, som skulle være et af de bedste dykkersteder omkring Havelock. Børnene sov i styrhuset, og der stod 4 indere omkring for at passe på dem. Vores dykkerinstruktør blev ved med at sige, at vi begge to skulle tage dette dyk, da det var det bedste. Jeg havde svært ved at få mit udstyr på p.g.a. søsygen, og jeg kunne nærmest ikke stå op. Selv våddragten føltes som en umulig opgave at få på, men med lidt stædighed og lidt opkast ud over rælingen, lykkedes det til sidst.

Under vandet var det fantastisk at være, for der kan man ikke mærke søsygen eller bølgerne. Det var et Deep Dive, og vi dykkede derfor ned til 30 m. På trods af at sigtbarheden ikke var i top p.g.a. vejret, så var det en meget positiv oplevelse. Der var de flotteste skoler af fisk, flotte koraller, en kæmpe muræne og 3-4 kæmpe store fisk “Napoleon Wrasse”. Den ene kom svømmende lige for øjnene af mig. WOW, det var en kæmpe oplevelse, og jeg svømmede side om side med den samtidig med, at jeg havde et kæmpe stort smil på læben.
Oppe ved overfladen var der stadigvæk mange bølger, og vi skulle svømme i overfalden i lidt tid for at nå over til båden. Det kunne min søsyge selvfølgelig ikke klare, så liggende ude midt i det åbne Indiske Ocean, måtte jeg lige kaste op igen. Fy for den da ?
Begge børn sov stadigvæk i styrhuset, og jeg havde derfor tid til at være syg. Vi spurgte efter et håndklæde, men det havde de ikke ombord på båden. Igen kan man ikke altid regne med, hvad der blev sagt. Jeg var heldig, da jeg i stedet for fik lov til at låne en af dykkerfyrenes T-shirts.
Der var alt for mange bølger til, at vi kunne dykke i det område igen, så vi måtte sejle tilbage, og tage hen til et dykkersted, der hed “Wall”. Selv dykkerinstruktøren havde det en smule dårligt, og havde heller ikke oplevet så mange bølger før.
Børnene vågnede og var glade, så det var dejligt. Konrad havde været lidt søsyg, men Lilje er en søstærk pige, og hun var bare helt i top.
Konrad passede virkelig på mig, og han ville helst være i nærheden af mig, da jeg var dårlig. Det var så tydeligt, og det gik lige i hjertet på mig ❤
Ved andet dyk blev jeg oppe sammen med Konrad og Lilje. Søsygen var heldigvis væk, men de var vågne, så vi hyggede i styrhuset med iPads og kiks.
De sidste 20-25 minutters sejlads kunne vi faktisk allesammen nyde. Vandet var helt stille, og vi sad og nød den sidste sol. Lilje havde i løbet af dagen mange spørgsmål til dykning f.eks. “Hvordan kommer i så op af vandet igen?”, og efter vores første dyk var Konrad oprigtigt interesseret i at få at vide, hvilke fisk vi havde set, og han ville gerne se dem på plakaten med fisk, som var i dykkerbutikken. Det var første gang, at han viste interesse for det. Han ville også rigtig gerne ud at snorkle, og det havde vi også håbet på, at vi kunne, men det var desværre ikke muligt p.g.a. bølgerne. Parret fra Israel havde været på en anden dykkertur to dage forinden, og der havde vejret været helt fantastisk, så vi var bare rigtig uheldige med vores valg af dykkerdag.

Vi var først inde med båden kl. 16.00 pga. vejret, og vi skulle egentlig have været inde kl. 12.30, og været med bussen kl. 13.00 tilbage til ”Barefoot”. I stedet for skulle vi nu først med bussen kl. 17.00, så vi valgte at tage en tuk-tuk til den nette pris af 40kr, som kørte os til “Barefoot”. En meget bumlet tur forbi hele det lokale liv med technomusik på fuld drøn i højtalerne i tuk-tukken ?

Imens vi andre tog et tiltrængt bad i vores luksustelt og spiste lidt snacks, løb Nikolaj lige ned på stranden for at se den sidste solnedgang på Havelook. Det var smukt, så han gik længere ned ad stranden mod lagunen, men to politifolk gik ham i møde, og sagde, at stranden var lukket. De var meget strikse med at få alle væk fra stranden, når der blev helt mørkt.

På vej til restauranten mødte vi vores dykkerinstruktør. Hun roste børnene så meget, og hun havde fortalt til alle, hvor seje og dygtige de var ombord på båden. Ingen havde mærket noget til, at de var med på turen.
Da vi sad ved vores lille hyggelige bord på puderne, kom den finske kvinde over og fortalte, hvor fascineret hun var af vores børn. Hun havde aldrig oplevet noget lignende. Der havde ingen bøvl været med børnene, og de tog det hele i stiv arm, hvorimod alle de voksne faktisk virkede kvæstet efter turen. Hun var virkelig imponeret, og hun sagde, at hun ikke vidste, hvordan vi opdragede børn i Danmark, men de kunne i hvert fald lære noget i Finland. Vi sagde mange tak, og det gik egentlig også op for os selv, hvor seje de i virkeligheden var. Vi var jo bare vant til, at de var nemme at rejse med, så vi tog det bare for givet. 10 point til Konrad og Lilje ?
Glade og stolte bestilte vi aftensmad. Pommes frites og forårsruller til børnene, og så skulle Konrad også lige have scrambled æg. Det var åbenbart ikke nok, at han fik det til morgenmad. En tunsteak til Nikolaj og en Spaghetti Carbonara til mig. Igen super lækkert mad, som blev afsluttet med et par spil Uno.
Vi talte længe med den 18 årige kvindelige receptionist ”Sridevi”. Hun var altid så smilende, og hun var vild med begge børn. Hun flettede Liljes hår, og vi fik en snak om, hvornår børn startede i dagpleje, børnehave og skole i Danmark og Indien. Børn startede allerede i skole som 3 årig i Indien. Det virkede helt vildt, men vi havde faktisk også fået det at vide af nogle andre indere tidligere. Når Sridevi var færdig med at arbejde på ”Barefoot”, skulle hun selv tilbage til College og færdiggøre sin uddannelse.

Efter en lang dag hoppede vi alle 4 under dynen i den samme seng. Vi sang et par godnatsange, og så sov vi efter en ret så vild oplevelsesdag.

Prisniveauet på Havelock, Andamanerne

Faktisk kan en ferie på Andamanerne prismæssigt nogenlunde sammenlignes med en ferie på Maldiverne. Overnatningerne er dyre, og maden er også dyrere end andre steder i Indien. Det kostede imellem 200-300kr for et måltid til os, og så var det kun med vand som drikkevarer.

Vi kunne have valgt billigere overnatninger, men så var det også meget snasket. Måske man kan være heldig at finde et billigere sted, men vi turde ikke tage chancen med små børn, og vi ville heller ikke gå glip af de fantastiske oplevelser ved at bo på “Sea Shell” og “Barefoot”. Det kan varmt anbefales.

Havelock – Port Blair

Mandag den 16.10.2017 – den sidste dag på “Barefoot” og Havelock.

Vi vågnede til regnvejr. Meget regnvejr. Men hvor var det hyggeligt at ligge i sengen og lytte til regnen, der slog ned i teltet med børnene omkring os – velvidende, at vi bare kunne ligge og snue lidt længere. Det var kvalitetstid ❤

Os alle 4 under en paraply og afsted på junglestien til restauranten for at spise vores sidste morgenmåltid. Det blev til chokopops og pandekage til Lilje, 4 spejlæg med toastbrød, en stor pandekage med chokolade og banan og noget frugt til Konrad. Han er virkelig en sulten dreng. Nikolaj og jeg skulle prøve noget nyt, så det blev til yoghurt med müsli og granatæble og en super god pandekage med lemon og sukker. Selvfølgelig også en masala osteomelet og til deling den indiske specialitet. Juice og indisk kaffe.
Vi nød stemningen. At sidde der i bambushytten på vores puder, få serveret alt det mad, junglemusikken stille i baggrunden, og regnen silende ned ude i regnskoven. Vi var fuldstændig afslappet, og var begge enige om, at vi ville komme til at savne det her. Også maden.
Vi fik en snak med overtjeneren efter maden, og Konrad listede stille af. Han havde taget nøglen, og gik selv tilbage til teltet.
Forbi receptionen spurgte hende, der stod i fronten om, hvornår vi skulle med færgen. Da vi sagde kl. 16.00, undersøgte hun selv, om vi kunne checke ud lidt senere. Det var faktisk ikke noget vi selv skulle spørge efter. 30 sekunder efter var hun tilbage, og hun sagde, at vi kunne blive i teltet til kl. 12.30. Helt perfekt.
Vi hyggede os med at skrive dagbog og udfylde vores dykkerbøger. Konrad lavede lektier, og Lilje byggede med duplo klodser.

De sidste halvanden time brugte vi i receptionen, hvor Konrad og jeg spillede mange spil Uno, og det endte med, at Konrad vandt. Nikolaj og Lilje gik en sidste tur ned på stranden og fandt koraller og skaller.
Det var SÅ vemodigt at forlade “Barefoot”. Vi alle ELSKEDE at være der. Ingen af os havde savnet en swimmingpool, og børnene havde ikke engang nævnt det. En helt fantastisk autentisk oplevelse.

Alle de ansatte stod og vinkede farvel, da vi kørte afsted i taxaen. En dejlig afslutning på et helt igennem fantastisk ophold på Barefoot på Havelock❤
Da vi gik hen mod færgen så Lilje en lille båd i strandkanten “Se den lille båd Konrad. Den kan vi to sejle i. Kun os to”❤ råbte Lilje, og det gik også lige i hjertet på mig.

Tilbage i Port Blair

Kl. 16.00 var det afgang med Makruzz færgeselskab, og kl. 17.30 ankom vi i Port Blair havn.
Vejret var stadig meget dårligt, så vi fik os noget af en rutchetur ombord på færgen. Konrad og Lilje fik hver sin pose chips og en juice, og de fik lov at sidde ved siden af hinanden, så de hyggede sig. Lilje grinede af rutcheturen og råbte: “Nu kilder det i vores mave”. Efter 10 minutters tid til iPads, lagde de sig til at sove. Ingen problemer med dem og ingen søsyge ?
Det var ellers en vanvittig oplevelse. Stort set alle på færgen sad og kastede op i deres brækposer, og personalet fløj rundt med nye poser og papir, og tog samtidig imod de brugte poser. Hele tiden hørte vi kaste-op-lyde, og færgen hoppede afsted. Jeg blev selvfølgelig også dårlig, og nåede lige at kaste op et kvarter før vi var i havn. Søsyge to dage i træk. Pyyha. Godt vi havde to seje børn, når jeg var et pylrehoved ?

Hjemmefra havde vi håbet på, og troede faktisk også, at vi kunne flyve fra Port Blair til Thiruvananthapuram samme dag kl. 14.45 til kl. 19.30, men efter at vi havde booket alle overnatningerne på Andamanerne, og ville til at booke denne flybillet, stod der længere inde i bookning-processen, at dette fly kun var med håndbagage. Vi blev godt snydt, og måtte til at tænke nye planer. Vi var ude i om vi skulle tage en overnatning i Chennai, hvor vi alligevel skulle mellemlande, men det blev til en overnatning mere i Port Blair på ”Sinclair Bayview”, som nu var aflyst og ombooket til et ophold på ” Sea Lounge Bed & Breakfast”. Det var dog også meget heldigt, for da vi så skulle booke færgebilletter hjemmefra kunne vi kun få en plads på den færge kl. 16.00, så vi havde ikke kunnet nå vores fly alligevel.

Nu stod vi på havnen i Port Blair kl. 17.30 i mørke og skulle have fat i en taxa, så vi kunne komme hen på vores Bed & Breakfast. To fyre shanghajede os, og vi kom med i deres tuk-tukker. De var overbeviste om, at vi sagtens kunne være der med alt vores bagage. De bøvlede godt nok noget med vores bagage, men hvad gør man ikke for 38kr? ? Det blev til halvdelen af bagagen i hver, og pigerne i den ene tuk-tuk og drengene i den anden tuk-tuk, og så var det ellers bare afsted i alt kaosset. Port Blair er ligesom en indisk storby med masser af trafik og dytten over det hele, og det var helt underligt, at vi alle 4 ikke var med den samme tuk-tuk. Et par gange kørte vi op på siderne af hinanden, og så kunne vi sidde og råbe “Hej” tværs over tuk-tukkerne. Endnu en lidt vanvittig oplevelse, men meget sjovt.
Vi kom helskindet over til vores overnatningssted. Som sagt var der mørkt, og det hele så noget snasket og slidt ud. “Hvad har Stine nu lokket os ud i” tænkte Nikolaj, men hurtigt kom der en flink mand over til os, hjalp os med kufferterne, og viste os op til vores værelse. Heldigvis var værelset pænt og rent. Det eneste minus var, at det lå lige ud til en trafikeret vej, og at det derfor larmede lidt.
Vi havde knapt nok fundet os til rette før vi fandt ud af, at vi boede ved siden af et engelsk par, som vi havde set på “Barefoot”. Kvinden stoppede op ved vores værelse, og vi fik os en lang snak. Hun havde hørt, at spisestedet “Icy Spicy” i nærheden skulle være godt, så der regnede vi med, at vi ville tage hen.
Vi spurgte dog lige ejeren af stedet om de havde mad. Det havde de ikke, men han kom straks flyvende med et menukort. Det var pudsigt nok fra samme restaurant, som han bare ville servere for os på værelset. Det ville have været hyggeligt, men vi besluttede os for at gå over til restauranten, så vi også kunne opleve lidt af byen. Konrad fik hurtigt øje på mange gekkoer på stedet, og på vej over til restauranten fandt han en kæmpe snegl.
“Icy Spicy” var et super godt spisested i forhold til, hvad jeg ellers tror man kan få i Port Blair. Vi fik en god lang snak med det engelske par, som vi også fulgtes med tilbage til overnatningsstedet. På vejen tilbage fik Konrad øje på masser af frøer. Han er bare den allerbedste ”dyrefinder”.

Vi alle 4 sov i en seng, og der var kun et tæppe til at tage over os. Et tæppe, der højst sandsynligt bare blev genbrugt af forskellige turister. Ikke helt så hygiejnisk. Nikolaj prøvede at få fat i et par lagener, så han fandt ejeren. Han dukkede frem fra sit bad, og 2 minutter efter fik vi leveret et lagen på værelset.
På trods af det, var det hele faktisk en rigtig hyggelig oplevelse, og vi var glade for, at vi ikke var på det dyre hotel “Sinclair Bayview”.

Klikker I videre, kan I læse 3. rejseberetning, der fortæller om vores videre rejse, som gik til Varkala i Sydindien.