Sugar Beach i Sipalay – anbefalelsesværdig oplevelse på en rejse med børn til Filippinerne.

Dumaguete

På vores rute rundt på Filippinerne var det nødvendigt (og også tiltrængt!) at lægge vejen forbi Dumaguete, som er en større universitetsby, der bærer præg af åbenhed og en mere moderne livsstil, end den vi indtil videre havde oplevet på vores rejse med børnene til Filippinerne.
Dumaguete emmer af hyggelig stemning og leben, larmende tricykler, der kører ind og ud imellem hinanden, folk der vinker og smiler, gode restauranter og meget andet af det, som en større by efter vores mening skal have.

Efter en længere periode væk fra civilisationen (Panglao Island og Siquijor), var det skønt at sætte sine fødder på havnen i Dumaguete, og drage mod et moderne indkøbscenter med alt, hvad hjertet kan begære. Vores børn blev behandlet som prinsesser, da vi i indkøbscentret købte de mest forfærdelige lyserøde tyl-kjoler, vi nogensinde har set. Overalt blev børnene beundret, løftet op, nusset i håret, og alle vi mødte, var venlige og åbne.

Med vores forholdsvist lave rejsebudget, var vi nødsaget til at leje et halv-skummelt værelse på et billigt hotel – dog med skøn og larmende beliggenhed på havnepromenaden.
Havnepromenaden i Dumaguete er skøn, og byder på en summen af hyggeligt liv og en masse forskellige spisesteder. Det er et sted, hvor man kan tilbringe mange timer med blot at iagttage alle de mennesker, der passerer, og samtidig blive underholdt af de små fortællinger, der foregår rundt omkring.

Husk en god rejseforsikring, når I rejser til Filippinerne.

Væggene på vores hotel var tynde, og på vores værelse kunne vi høre selv de mindste detaljer fra den karaoke, som virkede til at tiltrække alle de mest berusede japanere, der befandt sig i Dumaguete. Beliggenheden var altså nok fantastisk, men søvnen var det så som så med. Frank Sinatra og Elvis-numre sunget på asiatisk-engelsk tilsat en god gang suppe-steg-og is-muzak, drønede ud af højttaleren – heeellleeee natten…
Det var som om det maveonde, jeg havde slæbt rundt på siden Siquijor, i disse omgivelser bare fik lyst til at folde sig ud i fuldt flor, og midt i en asiatisk karaoeke-udgave af “what a wonderful world”, dejsede jeg omkuld den første nat vi befandt os i Dumaguete, og blev kort efter kørt med ambulance til det lokale sygehus.
Lad mig sige det på denne måde; at være på sygehuset i Dumaguete var ikke en tryg og opløftende oplevelse, men mere som at komme rigtig mange år tilbage i tiden.
Da vi havde tegnet en god rejseforsikring, blev jeg heldigvis behandlet rigtig godt – ikke som de mennesker jeg ud af øjenkrogen så ligge rundt omkring på gangene.
Jeg var enormt bange under indlæggelsen, og fortrød bitterligt, at vi var taget på denne rejse.
En afklaring af hvad jeg fejlede blev ikke fundet, og efter 1 dag blev jeg atter udskrevet – godt fyldt op med antibiotika i både vener og baglomme.

Planen var, at vi blot skulle være i Dumaguete i et døgn, hvorefter turen så skulle gå videre til Sugar Beach på Sipalay. På grund af indlæggelsen og lægers råd om ikke at tage til for øde områder af landet indtil jeg var i bedring, trak vi dog vores ophold i Dumaguete et ekstra døgn, og skiftede til et billigere, men mere lydisoleret værelse på hotellet. Nu altså med syg mor i kælderværelse uden vinduer. Men billigt var det!
Efter endnu et døgn i Dumaguete kunne vi ikke trække den mere, og drog vi mod Sipalay.

Turen til Sipalay – en oplevelse i sig selv!

Turen mod Sipalay var en oplevelse i sig selv!

Fra Dumaguete til Sipalay var der 200 km., men med bus ville det tage 7 timer på grund af vejenes “tilstand” eller mangel på samme… Da bussen var uden aircondition, og da jeg stadig var lidt præget af mavebesvær, blev vi enige om at flotte os, og hyre en chauffør med bil incl. aircondition til at køre os den lange vej. På denne måde kunne vi samtidig få skåret turen ned til en varighed på 4 timer.

Chaufføren var en noget spøjs type, som var meget glad for det båthorn han havde i bilen, der kunne sige diverse lyde, hvilket han brugte ret så flittigt. Derudover lagde han hårdt ud med at forklare, at han ikke kendte vejen til Sipalay, og at han derfor lige syntes, at vi sammen burde bede en bøn til Gud, inden vores rejse startede! Sådan!
Efter lidt forklaringer om, at vi ikke som sådan beder på samme måde i Danmark, som de gør på Filippinerne, tog chaufføren en beslutningen om selv at bede bønnen på yderst højlydt og meget amerikansk facon – det lød nogenlunde sådan her:
“Kære Gud, vi håber, at du vil beskytte Michael, Christina, Pauline og Clara på den lange og besværlige vej, vi har foran os, hold hånden over os, sørg for, at vi kommer sikkert afsted på rejsen o.s.v. o.s.v. o.s.v. – praise the lord!!!!” Og så kunne rejsen begynde!
De første 100 km. tilbagelagde vi på en time, og vi tænkte; hey, hvad er problemet? Kort efter indså vi dog, at de næste 100 km. ville blive de mest besværlige!
Det tog os lidt over 3 timer at køre de sidste 100 km., da der ganske enkelt ikke var nogen vej at køre på! Hist og her var de igang med at lave lidt vej; folk lå på vejen med små spartler, og forsøgte at jævne cement ud over grus og sten. Chaufføren måtte konstant være opmærksom på, hvor han kørte, og steg et par gange ud af bilen for at se, om bilen overhovedet kunne holde til strabadserne. Børnene fik ikke sovet på hele turen, da de væltede rundt bilen. Det var, som skrevet, lidt af en oplevelse!
Omgivelserne og landskabet vi kørte forbi og igennem, var dog ubeskriveligt smukt.
Vi passerede små landsbyer, hvor folk sad udenfor og slappede af, frodige bjergsider, rismarker, floder og vandbøfler, og grinte, da vi så tricykler, hvor folk havde spændt deres grise fast bagpå, mens de drønede afsted. Dét og meget mere, er lige præcis de små oplevelser, som I kan få på en rejse til Filippinerne med jeres børn – og i sidste ende er det alligevel ret store oplevelser, som efterlader sig spor.

Sugar Beach i Sipalay

Da vi kom til Sipalay, fik vi besked på, at vi skulle køres ned til en flod, hvor vi ville blive hentet af en båd, da broen ud til stedet var styrtet sammen.
Vi begyndte at blive lidt nervøse over, hvad vi nu havde begivet os ud i denne gang, og orkede bare ikke mere vildt!

Vi blev hentet af en lille halvrådden udriggerbåd, og jeg tænkte, at dét her, det går bare ikke! Jeg var træt, udkørt, havde ondt i maven – ville hjem! 4 mennesker og så al vores bagage blev proppet ned i den smalle båd – og stor var forundringen, da vi sejlede ud på den mest fine og mudrede flod, omgivet af mangrover, palmer, bjergsider og badende børn, der vinkede til os fra flodens bred.

Vi ankom til en lille bitte landsby med nipahytter og kokospalmer, som lå ude ved et strandområde, og gik derfra ud på en strand omgivet af klipper med frodig bevoksning. Vi gik et godt stykke langs stranden, og endte på det mest farverige og glade sted, vi nogensinde har set – Takatuka Lodge!

Takatuka Lodge er opkaldt efter en Pippi Langstrømpe historie, og alt er lavet i Pippis ånd – så fantastisk!
Takt Tuka Resortet er et sted vi på det varmeste anbefaler, hvis I ønsker at rejse til Filippinerne med jeres børn.
Se flere billeder, priser og book her!

Vi befandt os altså pludselig på det mest øde og eksotiske sted, vi nogensinde havde været – og boede som i en af Astrid Lindgrens historier. Rejsen til Filippinerne begyndte at give mening!
Vi blev indlogeret i en kæmpe hytte, hvor der var cykler i loftet, badeværelsesgulvet var farverigt og skævt, hvilket gav én en følelse af beruselse, når man skulle børste tænder eller i bad, på væggene var der sjove masker i alle farver, i et rum var et malet bildæk med blomster i – og ja, jeg kunne blive ved! Det var simpelhen bare så skønt og eventyrligt.

Vores hytte havde endvidere yderligere en beboer; verdens største gekko! Det var kærlighed ved første blik, og den sov inde i pigernes senge. Det stank noget så forfærdeligt af gekko-tis i hele hytten, men til gengæld blev vi ikke spist af myg, da gekkoen glædeligt smæskede alle de sværmende insekter i sig.

Pigerne løb rundt og nød Pippi-tilværelsen, og kunne frit lege i de skønne omgivelser, der var som skabt til gode oplevelser med børn. Sand, vand, gynger, palmer.
Derudover var rammerne så trygge, at børnene selv gik op og bestilte drikkevarer og mad, uden at vi var nødsaget til at gå med, og fra vores yngste på knapt 3 år lød temmeligt ofte; “won pride plis” (one sprite, please).

Om aftenen kom de lokale fra området, og satte sig i bålets skær, og de underholdte med den skønneste musik og sang, mens ungerne dansede og hoppede rundt med de filippinske børn på deres egen alder.

Stranden “Sugar Beach” ved Sipalay

Sugar Beach har ikke kridhvidt sand, men mere gyldne små sandkorn. Stranden er øde, uspoleret og pakket ind i den skønneste frodighed. For os var Sugar Beach indbegrebet af paradis; fuldstændig uberørt og ubeskrivelig skønhed. Et vaskeægte filippinsk stykke af himlen!
Sugar Beach er en lille, velbevaret hemmelighed. Måske fordi den er svær at komme til.
Vi følte, at vi havde stranden for os selv, og nød at udforske bugten og de små klipper.
Selv om stedet var isoleret, og en del af vores daglige beskæftigelse var at undersøge de lokale fiskeres fangst og gåture på de omkringliggende klipper, blev det også til ture ind på det lokale marked.

Det var tydeligt, at landsbyen ikke som sådan var vant til små lyshårede piger, så børnene blev lige så meget et tilløbsstykke, som selve markedet. Der blev slået ring omkring børnene, taget billeder og aet hen over de lyse dun på deres arme.

Vi blev bombarderet af indtryk, den lokale mad, de små børn i skoleuniformer, høns, fiskeboder og meget mere. Vi kom også i snak med en stor flok lokale, unge mennesker, og fik diskuteret levevilkårene og ungdomsliv i Filippinerne.
Det var det her, vi var rejst afsted for, og det var som om, at tingene pludselig faldt i hak!

At være “fanget” af en tyfon på Filippinerne

Filippinerne ligger i et tyfonbælte, og der er risiko for tyfoner i perioden mellem juni og december.
Vi befandt os på Filippinerne i december, og oplevede også at blive “fanget” af en tyfon på Sipalay, eller det vil sige; der hærgede en tyfon 100 km. fra, hvor vi befandt os, og vi mærkede det til fulde. Takatuka blev pakket ind i alt, hvad der kunne beskytte stedet, internetforbindelsen røg og vi sad lukket inde i det lille paradis i et par dage. Men det gjorde ikke noget. Tiden fløj bare afsted, selv om vi ikke kunne foretage os en masse aktive ting. Vi var bare sammen.
På Takatuka ved Sugar Beach i Sipalay havde vi fundet et stykke af paradis!
Tyfon eller ej, så tog den ene dag bare den anden, og tiden forsvandt fuldstændig. En tilstand af fred, ro og harmoni med plads og rum til bare at være sammen, var jo faktisk det vi var rejst tusindevis af kilometer væk for at finde – og det lykkedes!
Da tyfonen lukkede alt ned, samledes gæsterne rundt omkring på hinandens verandaer, og herfra gik så vores lille verden.

Læs også: Hvad får børn ud af at rejse ud i verden?

Takatuka var altså indbegrebet af oase og frihed til at kunne bevæge sig, som vi havde lyst.
Det var ikke fordi der var massevis af action – det havde vi egentlig heller ikke brug for. Dog havde stedet et rigtig godt dykkercenter, som Michael med stor tilfredshed også fik afprøvet.

Planlægning af næste “stop” på rejsen til Filippinerne med vores børn

Vi kunne have været blevet På Takatuka Lodge for evigt, men måtte alligevel erkende, at vi på vores rejse helt klart også havde lyst til at få endnu flere oplevelser og lære meget mere om Filippinerne.
Hjemmefra havde jeg læst en masse om Boracay – at det her var muligt at finde en af verdens smukkeste strande. Jeg kunne mærke, at det var her, vi skulle til på næste stop.

Da busserne på Filippinerne kører med åbne døre og vinduer på besværlige og næsten ufremkommelige veje, og da man sidder side om side med kamphaner i bussen, bestemte vi os for igen at leje en chauffør til at køre os til Bacolod – en tur på ca. 4 timer. Derfra skulle vi videre med en båd til Panay, og så overnatte i en Iloilo, inden vi igen kunne drøne videre mod Boracay. Derfra ville vi endnu skulle tilbagelægge yderligere 6 timers kørsel og bådtur for endelig at nå Boracay!
Den lange transport in mente, ville jeg blive stiktosset, hvis ikke Boracay ville være det hele værd 🙂
Jeg glædede mig altså til at få opfyldt min drøm om underskønne paradisstrande, massevis af andre turister og et vaskeægte supermarked, hvor vi kunne købe “rigtigt” ind.

Med beslutningen om at tage til Boracay, blev der efter en længere periode på Sugar Beach i Sipalay taget afsked med både indehaverne og gæsterne på det lille og stemningsfulde Takatuka. 
Der blev vinket fra strandbreden, da vi sejlede fra Sipalay retning Boracay og nye oplevelser, og det var ikke uden en vis form for vemod, at vi kiggede ind mod den ensomme strand i de tropiske omgivelser. Dette havde på alle områder været en stille, men betydningsfuld oplevelse for livet.

Sugarbeach og Sipalay er absolut anbefalelsesværdigt, når man rejser med børn, og vi ville til enhver tid tage tilbage til stedet.
Endvidere kan det anbefales at tage dykkercertifikat på stedet. Det er muligt for børn over 12 år.

Der er ikke mange overnatningssteder ved Sugar Beach I Sipalay, men de, der ligger ved stranden, er gemt godt væk i naturen, og dermed næsten ikke synlige fra stranden.
Har I selv lyst til at opleve Sipalay, kan I her se øvrige overnatningsmuligheder ved Sipalay.

Læs videre: Boracay – en af verdens smukkeste strande!

Få inspiration til andre børnevenlige destinationer: Sri Lanka, Maldiverne, Seychellerne og Cuba.