Thoddoo

Hold ferie på Thoddoo, og oplev nogle af Maldivernes smukkeste strande!

Thoddoo er den største og mest frodige lokale ø, vi var besøgt på Maldiverne. Og så er den noget så sjældent, som en lokal ø med hele 2 bikini strande.

Skrevet af Stine/ Foto: Stine


Reklame. En del af denne rejse er sponsoreret af Rejselyst.dk.

Efter at have brugt 4 døgn på Ukulhas, sejlede vi til Thoddoo. Desværre regnede og blæste det den dag, vi skulle tage afsked med Ukulhas, men ”West Sands” sørgede for, at vi kunne tage af sted på det tidspunkt, hvor de vurderede, at betingelserne ville være bedst i forhold til at sejle fra Ukulhas til Thoddoo. Turen foregik alligevel i stiv kuling og regnvejr over åbent hav – ikke at vi ikke har prøvet dét før! Erfaring med forskellige rejseformer og deraf træning i mental balance har lært os, at man skal have is i maven og samtidig tillid til, at det hele nok skal gå! Med kufferter, der rullede rundt i båden, håndbagage, der blev gennemblødt og udsyn til meterhøje bølger på hver side af båden, forsøgte vi at fjerne regndråber fra øjnene og holde kvalmen væk ved at tænke på alt det nye og smukke, der ventede på Thoddoo.
Slår I ikke et smut forbi Ukulhas før I besøger Thoddoo, kan det måske være rart at vide, at Thoddoo ligger i North Ari Atollen, ca. 70 km fra Male og lufthavnen på Maldiverne. Der er flere muligheder for at komme fra lufthavnsøen til Thoddoo.
Allerede ude fra havet kunne vi se, at Thoddoo er en ret stor, grøn og tropisk ø. Øen har ca. 2000 indbyggere.
Selve Thoddoo består mest af landsby, frugtplantager og enorm frodighed. Rent faktisk er Thoddoo den ø, der producerer vandmeloner og papaya til de fleste resorts på Maldiverne – en produktion, der er ret enestående for en maldivisk ø, da betingelserne for at producere egne råvarer ellers normalvis kan være ganske vanskelige på de små sandede øer på Maldiverne. Af samme årsag importeres mange produkter til Maldiverne, hvilket generelt giver priserne et lille nøk opad. Thoddoo er dog en af de store undtagelser, og alene øens frodighed er et besøg værd.

den skønneste frodighed på maldiverne på øen thoddoo
På Thoddoo er ALT pakket ind i frodighed – selv øens små huse.

Thoddoo er dog hovedsageligt kendt for sine underskønne strande, som virkelig er smukke! At den stille ø er blevet et sted, som turister nu tager til, skyldes helt klart, at Thoddoo's strande er nogle af de flotteste, som er at finde på de lokale øer!

stranden på thoddoo
Thoddoo er kendt for sine strande og havets underskønne farver.

Thoddoo gemmer – i al sin vegetation – eftersigende på et gammelt buddhistisk tempel, som dog ikke er tilgængeligt. At være på øen vakte dog vores indre eventyrere til live, og ungerne var klar til at gå på ”skattejagt”. De anderledes omgivelser fik sat fut i fantasien og tankerne om livet på øen i gamle dage, hvilket affødte en masse snakke om, hvordan islam mon havde gjort sit indtog i denne del af verden.
Er I nysgerrige i forhold til det lokale liv på de maldiviske øer, giver en gåtur gennem Thoddoo’s små gader et fint indblik i hverdagslivet på øen. De legende børn driller hinanden eller leger tagfat, mens kvinderne fejer og mændene fragter frugt og grønt. At sætte sig ved havneområdet er hyggeligt tidsfordriv, og giver ligeledes en god vinkel på livet på de maldiviske øer. Det er her folk mødes, og her skibene og bådene med mennesker og varer sejler til og fra.
Indbyggerne på Thoddoo beskæftiger sig hovedsageligt med fiskeri, landbrug og turisme. På trods af at turismen spiller er stor rolle på øen, føles øen dog på ingen måde ”turistet” – tværtimod virker Thoddoo enormt lokal.

Rent praktisk kan det måske være rart at vide, at der er flere mindre købmænd og et par lidt større ”supermarkeder” på Thoddoo, hvor I kan købe snacks, sodavand o.s.v. Har I, som jeg, hang til cola light, så vær dog forberedt på, at disse kun kan skaffes i én eneste butik på øen! Cola light er vist ikke rigtig en vare, der som sådan er salg i på Maldiverne 😉
Thoddoo har sit eget Health Centre, hvis der skulle opstå behov for at se en læge.

Amazing View Guesthouse på Thoddoo – et simpelt guesthouse i rolige omgivelser

amazing view guesthouse - thoddoo - maldiverne
Amazing View Guesthouse.

Ankommet til Thoddoo, blev vi taget imod af Moosa, som er den venlige ejer af ”Amazing View Guesthouse”, og kørt i en lille taxi til guesthouset.
Vi blev indlogeret på et stort og rent værelse, simpelt indrettet og med god plads til os alle tre. Der var en varmtvandsbeholder på badeværelset, men vi fik den ikke til at virke optimalt, så de daglige bade foregik med lidt skrig og hyl 🙂
Medarbejderne på “Amazing View Guesthouse” taler ikke et godt engelsk, men er til gengæld yderst venlige. Maden var derimod  ikke noget at råbe hurra for, men det overraskede os ikke. Vi har aldrig nogensinde oplevet at få gourmetmad på Maldiverne, hvorfor vi heller ikke havde forventninger herom. Dog fik vi serveret frisk og enormt velsmagende vandmelon, som var produceret på øen, og så fik vi den bedste mango, vi nogensinde har smagt! Den største luksus var, at vi fik bragt vores frokost til stranden hver dag. En gestus, som vi var ualmindeligt taknemmelige for, og som krydrede vores budget-ferie med en snert af ekstra forkælelse.
Den første aften på Thoddoo blev vi inviteret til dimissionsfest hos ejerens datter. Eller, det vil sige; vi blev inviteret til spisning, og så kunne vi godt daffe af efterfølgende. Men alligevel. Vi fik stillet vores nysgerrighed en smule hvad angår hverdagsliv og traditioner blandt lokalbefolkningen på Maldiverne, og alle gæsterne var enormt imødekommende og interesserede i at tale med os. Vores nysgerrighed i forhold til andres livsstil og kultur er enorm, så bare det at få lov til at få et lille bitte indblik i noget, som er ukendt, er for os én af de allerstørste fordele ved at bo lokalt.

”Amazing View Guesthouse” ligger, modsat hvad man skulle tro, ikke med udsigt til vandet, men er placeret næsten midt imellem Thoddoo’s to underskønne bikinistrande. Til gengæld tager det ikke mere end 3 minutter at gå ned til den lille strand, Sunrise-stranden, som den kaldes, og på trods af, at det ikke er den strand, som Thoddoo er mest kendt for, så er den i vores øjne faktisk den mest magiske!

den lille strand på thoddoo
Det trækker op til regn, og den mørke himmel og det grønne vand skaber nogle næsten magiske farver.

Den store (sunset) strand ligger i ca. 10 minutters afstand på gåben fra guesthouset, og vi nød den smukke gåtur, da turen tages gennem de underskønne frugtplantager, mens guldsmede sværmer om hovedet på én, og leguanerne piler omkring benene. Lyde fra insekterne og de store flyvende hundes ”skræpperi” understreger tropestemingen, og fuldender følelsen af at være på et helt, helt specielt sted i verden.

den store strand på thoddoo
Thoddo's store bikinistrand, “Sunset Beach”.

“Amazing View Guesthouse” er placeret således, at man sagtens kan høre, når øens to moskéer kalder til bøn. Om morgenen trænger der dog ikke bønnekald ind på værelset, så det er muligt at sove, indtil der serveres morgenmad i tidsrummet 8-9.

moskeen på thoddoo
Thoddoo's største moské.

Hvis I selv kunne have et ønske om at bo på “Amazing View Guesthouse”, skal opholdet bookes via Rejselyst.dk, da de har en eksklusivitetsaftale med guesthouset.

Derfor skal I holde ferie på Thoddoo

bikini beach på thoddoo
Den store bikinistrand på Thoddoo.

Der sker ikke meget på Thoddoo, men er det rolig stemning og strande i verdensklasse, I er på udkig efter, så er Thoddoo ”the place to go”! Strandene på Thoddoo er nogle af de smukkeste strande, vi har oplevet på Maldiverne.
Det er første gang vi har oplevet, at en lokal ø har to bikinistrande – den ene smukkere end den anden – og uanset hvilke af strandene vi gik til, var vandet på Thoddoo noget af det flotteste, vi nogensinde har set. Det kridhvide sand og glasklare, unaturligt blå vand reflekterer solens stråler, hvorfor lyset her er helt utrolig skarpt.

den store strand thoddoo
Palmerne svajer ind over den store bikinistrand på Thoddoo.

Ved den store strand ligger revet ikke mange skridt væk fra vandkanten, og her lever fine og farverige væsner i form af blandt andet havskildpadder og fisk i alverdens farver og former. Man kan få timevis til at gå med at snorkle her. Der er en smule strøm i vandet, så man kan lade sig flyde med, hvis man starter ved den ene ende af revet – blot man lige holder lidt øje.
Beplantningen og palmerne hænger flot ud over den kridhvide sandstrand, hvorfor det er relativt nemt at finde skygge for solens skarpe stråler. Der er et par solstole til rådighed, men man skal gå til stranden tidligt på dagen for at få fingrene i disse. Medbring derfor jeres strandhåndklæder, eller kast jer ned i en af de små hængekøjer, der er placeret rundt omkring.

den lille strand maldiverne
Bountystrande i verdensklasse – det er nemt at forstå, hvorfor Thoddoo er kendt for sine strande.

Næsten uanset hvor på Thoddoo I bor, så er der et lille stykke vej ned til den store bikinistrand. For vores vedkommende var det uden betydning – vi synes, at vejen dertil er skøn, og kan generelt godt lide at gå i naturen og i omgivelser, som emmer af tropeliv. Er I ikke til gåture, kan I i stedet leje cykler, når I er på Thoddoo, hvilket I med garanti vil få glæde af. Øen er relativ stor, men kan cykles rundt. Har I helt små børn med, så bør I huske en paraplyklapvogn.I

På den lille bikinistrand hviler en mere intim stemning. Stranden er lille og omgivet af frodig beplantning – vandets farve er magisk! Den dag vi ankom til Thoddoo, var himlen dækket af mørke skyer, da der var regn i sigte. Den mørke himmel stod i stærk kontrast til vandets farve, som fik en grønlig tone, og dermed næsten lignede lysende smaragder. Sådan en farve har vi aldrig set før, og vi blev så betaget, at vi et kort øjeblik gik i stå. Vi havde ikke badetøj med os, men løb alligevel ud i vandet, mens pigerne næsten råbte i kor; Mor! Det er magi! Det ligner noget fra en eventyrfilm om alfer!”.
I kan i dette lille filmklip se, hvor smuk en stemning, der var på den lille bikinistrand, da vi ankom, og med det samme hoppede i vandet:

Når solen skinnede, var vandet ved den lille bikinistrand lysende klart og blåt, og dermed i nøjagtigt de samme nuancer, som vandet ved den store bikinistrand. Her var ikke et rev, som ved den store strand, men alligevel kom der små babyhajer og store fisk helt ind til vandkanten.

bjørk i vandet på thoddoo
Vi hænger ud ved den lille bikinistrand på Thoddoo, “Sunrise Beach”. Solen skinner, og vandets farve er skiftet fra smaragdgrønt til lysende blåt.

Hvis I selv overvejer at holde ferie på Thoddoo, kan det muligvis være rart at vide, at det kun er muligt at bo på guesthouses, da der ikke eksisterer store internationale hoteller af finere standard på øen. Vil I gerne støtte en form for ”ansvarlig” turisme, er Thoddoo derfor et godt bud på en destination, da 90% af alle guesthousene på øen er ejet af lokale. Dette betyder, at de penge, som turisterne lægger på øen, bliver på øen, og at man dermed støtter lokalsamfundet og lokalkulturen, da det meste altså er drevet og ejet af øens indbyggere.

Aktiviteter på Thoddoo

familieferie på maldiverne
Livet er godt på Thoddoo.

Først og fremmest vil jeg sige, at hvis man er vild med bountystrande og vand, der er så smukt, at det næsten ikke kan beskrives, så er Thoddoo absolut et besøg værd!
Det er dog vigtigt at vide, at øen derudover er stille og uden en masse turist-halløj, hvorfor man under ingen omstændigheder skal forvente, at man ankommer til en ø, hvor aktivitetsniveauet er højt.
Som på så mange andre lokale øer på Maldiverne, tilbyder alle guesthouses dog diverse udflugter og aktiviteter. På Thoddoo sågar til en fair pris, da alt foregår på meget autentisk facon. Ønsker I for eksempel at fiske, er det i ejerens egen båd/jolle, og ikke i en stor fancy yacht. I får dermed, hvad I ser!
Selv tog vi på en fisketur om aftenen lige ved solnedgang, hvilket kan anbefales. Solnedgangene på Maldiverne er uden sammenligning, og at sejle ud fra en smuk tropeø mod en solnedgang, der rummer hele farvepaletten, er en overnaturlig oplevelse.
På ”Amazing View Guesthouse” foregår en sådan fisketur i en større jolle, og når det rette spot er fundet, sættes maddingen på krogen, og så er det ellers bare at vugge i båden, til man mærker det første ryk i linen. Det er en lidt særlig oplevelse at sidde der, helt stille og mens mørket falder på – og så bare vente på bid, mens stjernerne pludselig lyser knivskarpt på himlen. Stjernehimlen er så ubeskriveligt klar på Maldiverne, da der ikke er forstyrrelser i form af kunstig belysning.
Da vi opdagede den lysende plankton i havet, der først viste sig som enkelte små ildfluer i havets dyb, men senere lyste vandet op, da vi jog vores hænder igennem det ellers mørke hav, var oplevelsen næsten fuldendt! Med lidt god fantasi var det næsten, som at være med i en af scenerne i ”Life of Pi”, da han ligger ensomt i vandet, der med al sin plankton lyser alt op omkring ham!

fiskeri om natten på thoddoo
Natfiskeri og solnedgang på Thoddoo.

Udover fisketure, kan I besøge en nærliggende sandbanke eller en picnic ø, snorkle eller dykke.
Der er, så vidt vi ved, 2 dykkercentre på Thoddoo. Det ene ligger omkring havneområdet, og det andet ligger på højre side på vej ned mod den store strand. Da Pauline dykkede på Rasdhoo, benyttede vi ikke dykkercentrene på Thoddoo.

I bund og grund behøver man ikke så mange aktiviteter, når man er på Thoddoo – i hvert fald ikke hvis man, som os, har tendens til at falde i svime over vand og strand i verdensklasse!

Regelsæt, som skal følges, når I besøger Thoddoo og andre lokale øer på Maldiverne

lokal ø thoddoo maldiverne
Vejen ned til den store bikinistrand på Thoddoo. Alt er pakket ind i frodighed på den store ø.
  • Befolkningen på Maldiverne er muslimer. Dette har ingen betydning, hvis I booker et ophold på et resort, men til gengæld er der et par regler, som skal efterleves og respekteres, hvis I vælger at holde ferie på en lokal ø, hvor alt fungerer helt anderledes.
    Thoddoo er en lokal ø, og da indbyggerne er muslimer, er det vigtigt, at I respekterer de lokale regler. Bad kun i bikini på bikinistranden og iklæd jer tøj, som dækker ned til knæ og albuer, når I bevæger jer rundt på øen.
  • Husk myggespray! På bikinistranden kommer myggene frem allerede om eftermiddagen. Når det regner meget, er der konstant myg til stede, hvorfor I bør spraye jer med myggespray, hver gang I har badet, eller når I bevæger jer rundt på øen. Iklæd jer lange bukser og bluser med lange ærmer om aftenen.
  • Der er efter sigende en ATM på Thoddoo, men vi blev informeret om, at den muligvis ikke virkede efter hensigten. Husk derfor at medbringe den lokale møntfod (rufiyaa) eller dollars. I kan hæve rufiyaa i hæveautomaten i lufthavnen på Male, når I lander.
  • Thoddoo er en stor ø, og der er flere købmand og også nogle caféer på Thoddoo, hvilket betyder, at det er muligt at spise andre steder end på jeres guesthouse. I kan derfor sagtens nøjes med at bestille halfboard, når I booker jeres ophold.
  • Af religiøse årsager sælges der ikke alkohol på øen. Indtagelse af alkohol er strengt forbudt. I kan heller ikke medbringe alkohol til Maldiverne. Ønsker I at indtage alkohol, er dette kun muligt på et resort (og visse steder ude på havet).
  • Der kaldes til bøn fra den lokale moské 5 gange dagligt, hvilket kan høres. Ofte også tidligt om morgenen, naturligvis alt efter hvor I bor. Vi kan godt lide lyden af bønnekald og sang, men det kan være meget rart at være informeret om ”forstyrrelsen”.
  • På Maldiverne er fredag en helligdag, svarende til vores søndag.

Læs her: Alt det I bør vide, inden I rejser til Maldiverne.

Sådan kommer I til Thoddoo og lidt om sikkerheden på øen

Der er afgange med speedbåd til og fra Male/Thoddoo (undtagen fredag). Endvidere går der lokale færger til øen.

thoddoo maldiverne

Da vi denne gang besøgte Maldiverne, var jeg alene afsted med to af vores døtre, og jeg havde absolut ingen betænkeligheder i denne henseende. Maldiverne er, i mine øjne, et af de mest trygge steder at rejse – måske lige bortset fra Male, som er en storby, og dermed er udfordret af forskellige problemstillinger, som også er tilstede i andre storbyer.
Strafferammen for kriminalitet er enorm på Maldiverne, hvilket virker til at regulere adfærden mærkbart. Endvidere er indbyggerne 100% muslimer, og de følger forskrifterne uden nogle former for afvigelser. Kriminalitetsraten er derfor generelt lav.
Vi har rent faktisk oplevet, at vi er kommet til at sætte en taske fra os på kajen ved lufthavnen – indeholdende vores kamera, videokamera og min Macbook. Den stod der i 1/2 time inden vi opdagede, at vi havde glemt den på kajen, hvorefter vi i en tilstand af panik drønede mod kajen – overbeviste om, at vi nu havde mistet ret store værdier – hvorefter vi til vores store overraskelse opdagede, at tasken stod der endnu! “Only in the Maldives”, blev vi efterfølgende enige om!
På de lokale øer er det er nemt at gå ”i fred”, og vi har rent faktisk aldrig oplevet en eneste tigger. Måske det skyldes, at levestandarden er middel på Maldiverne, og der er en tendens til, at man ”tager sig af hinanden”.
Jeg var alene på Thoddoo med to af vores døtre, og vi følte os absolut trygge, når vi gik rundt på øen. Vi færdedes derfor fuldstændig roligt og sikkert på hele øen, og bevægede os rundt, som om vi var hjemme. I øens små butikker ville de ansatte rigtig gerne tale med os, og høre, hvor vi kom fra, og generelt oplevede vi udelukkende en befolkning, som var overordentligt venlige, høflige og hjælpsomme.
Thoddoo fungerer en smule, som de små landsbyer i Danmark i gamle dage, tror jeg, og det bærer hele stemningen på øen præg af.

den lille strand på maldiverne
Vandet og strandene på Thoddoo er i verdensklasse!

Er I selv interesserede i at besøge Thoddoo, eller at tage på et ø-hop, der inkluderer et besøg på Ukulhas, Thoddoo og Rasdhoo, så kan I finde familievenlige rejseforslag på Rejselyst.dk.
I kan endvidere læse vores rejseberetninger fra de andre smukke øer, som vi har besøgt på Maldiverne, og her finde inspiration til øer, som ganske sikkert vil kunne opfylde jeres ønsker i forhold til at opleve nogle af de maldiviske paradisøer.

Er I selv interesserede i at besøge Maldiverne, kan I på Facebook finde gruppen “Maldiverne Rejsefællesskab”. I kan her dele ud af jeres erfaringer, stille spørgsmål eller få hjælp til planlægning af jeres rejse til Maldiverne fra andre, som selv har kendskab til at rejse rundt i landet. Følg Maldiverne rejsefællesskab på Facebook her!

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *