Tranquebar

Selvom vi kun var i Tranquebar i et døgn, fortjener byen rent faktisk et helt indlæg for sig selv! Ikke fordi Tranquebar er spækket med aktiviteter, men til gengæld er et besøg i byen en fuldstændig overvældende følelse af at ryge hundredevis af år tilbage i tiden, og dermed at blive blæst fuldkommen bagover at indtryk, der bombarderer alle sanserne.
At ankomme til Tranquebar var, som at træde ind i en helt anden tidslomme! En nærmest uvirkelig oplevelse. Vi ankom til den søvnige kystby, mens solen stod højest, og heden lagde en tung og søvndyssende dyne over det hele.
Mødet med byen blev derfor for os indbegrebet af næsten uvirkelig og ensom stilhed – som at tage et stort skridt tilbage i tiden og lidt, som at befinde sig i en drøm.

På tamil hedder Tranquebar “De syngende bølgers by”, hvilket ret præcist ramte den følelse vi fik i vores møde med den tidligere danske koloni. Her virker tiden til at være gået i stå samtidig med, at den overvældende hede lægger en dæmper på alle bevægelser. Den underlige stilhed afbrydes kun af bølgerne, der slår ind mod stranden, og gardinernes blafren i de åbne skodder på “Bungalow on the Beach”, hvor vi boede for en enkelt nat.

The Bungalow on the Beach

Lyset over Tranquebar var helt specielt, og at ankomme til vores hotel, ”The Bungalow on the Beach”, hvor alt stod som i gamle dage, var en meget mærkværdig oplevelse.

På “The Bungalow on the Beach” mærker man i dén grad historiens vingesus. Hotellet er bygget i 1700-tallet, men er nænsomt restaureret og holdt i dansk kolonistil. Hvert rum står, som om tiden er gået i stå. De ældgamle trapper knirker, lysekronens lys blinker, og himmelsengene er så høje, at vi måtte bruge skamler for at komme op. Alle værelserne på “The Bungalow on the Beach” er opkaldt efter gamle danske handelsskibe; Prince Christian, Dronning Louisa o.s.v., og når vi sad med lukkede øjne i de gamle kurvestole på svalegangen, hvorfra der er udsigt til Fort Dansborg, kunne vi i brisen fra havet næsten høre fodtrin fra fortiden. 

Selve “The Bungalow on the Beach” er et meget, meget finurligt sted, og også et af de ganske få steder man kan bo som turist, når man besøger Tranquebar. At ankomme dér er virkelig, som at træde ind i selve historien fra den tid, hvor Tranquebar var en dansk koloni, men derudover er standarden langt fra dansk. Alt foregår i et yderst langsommeligt tempo, og den pool, som vi havde glædet os til at bade i i den sindssyge hede, var enormt beskidt. Det tog lige et kort øjeblik begejstringen fra pigerne, og mens de to ældste nægtede at bade i poolen, og på grund af heden i stedet faldt om på gulvet på værelset, dyppede vi andre os i det lidt plumrede poolvand, mens en poolmand forsøgte at råde bod på situationen. Efterfølgende satte vi os i de gamle kurvestole, som var placeret under et halvtag ved poolen, og lod os tørre af brisen, der ramte ind fra havet lige på den anden side af hegnet. Ud over lyden fra bølgerne, var stilheden larmende, og vi døsede næsten hen i varmen.

Lige ved siden af  “The Bungalow on the Beach” ligger et gammelt tempel fra 1400-tallet, hvilket på en eller anden måde er med til at farve stedet med yderligere mystik. Det sjove sammensurium af “dansk møder indisk” understreges i dén grad, når man befinder sig her ved kysten.

Der var ikke andre steder at spise i Tranquebar end på selve hotellet, hvorfor vi bestilte dosas og forskellige indiske risretter. Da vi spurgte tjeneren, om vi kunne få en dosa med ost, svarede han, at de kun havde ”Ghee-ost” (og ja; han sagde ost – på dansk!), og vi var ved at falde ned af stolen over, at han sagde et dansk ord – her midt ude i ingenting, langt væk fra Danmark!

Vi brugte hovedsageligt tiden på at gå forundrede omkring på “The Bungalow on the Beach” for konstant at blive ramt af historien. Hver en lille detalje var gennemført; gamle fotografier, lysekroner, badeværelser, der lignede noget fra en film, og gulve og møbler, der knirkede og knagede. De åbne døre med skodder fik gardinerne til at blafre i den varme brise, og alt var helt, helt stille. Med fortet i baggrunden var det et drømmesyn. Dét her var uden tvivl det tætteste, man kunne komme på at blive ramt af historiens vingesus!

Hånden på hjertet var vores besøg i Tranquebar og på “The Bungalow on the Beach” én af de mest mærkværdige rejseoplevelser, jeg nogensinde har haft – også selv om det var uden ramasjang overhovedet! Det handlede langt mere om sanseindtryk og følelser, og er det disse ting, man jagter, så er Tranquebar i den grad anbefalelsesværdig.

Fort Dansborg

Tranquebar var en dansk handelsstation og koloni fra 1620 og indtil 1845, og vi var udelukkende taget til Tranquebar for at få indsigt i historien. Både vores ophold på “The Bungalow on the Beach” og besøget på Fort Dansborg, som er bygget i 1620, gav os det, vi var kommet efter. “Are you from Denmark?”, spurgte indbyggerne, da vi gik ind på fortets museum, hvor man kan læse gamle danske dokumenter og se lister over hvem, der har været guvenør på givne tidspunkter, og også se de danske navne på de forskellige handelsskibe. Spøjs oplevelse at stå i tropeheden på et museum langt fra vores standarder, og læse danske dokumenter.

Fort Dansborg er desværre temmelig medtaget, og slet ikke så smukt, som det kunne have været, hvis det havde været ordentligt vedligeholdt. Overalt vokser der ukrudt, og havets salt og det tropiske klima har tydeligvis slidt enormt på fortet. Da vi gik derind, kom flere forbi, og spurgte, om vi mon var danskere samtidig med, at de havde travlt med at tage selfies med vores unger. Det virker som om, at der er virkelig langt mellem turisterne i denne lille soveby. Og dem, der kommer, er ganske sikkert danskere på jagt efter historie og den helt særlige atmosfære, der hviler over den gamle danske koloni.

Udover Fort Dansborg og også oplevelsen af at bo på “The Bungalow on the Beach”, er der egentlig ikke så meget at komme efter i Tranquebar. Det er en så ualmindelig stille og søvnig by, at tiden virker til næsten at gå baglæns, hvilket i sig selv er en temmelig uvirkelig oplevelse.
Den dansk-indiske kulturarv er helt tydeligt i forfald i Tranquebar, og meget vil kunne gøres for at bevare de rester, som er tilbage. Et par steder i byen ses dog bygninger, som har danske aftryk, blandt andet en smuk kirke. Vi kiggede forgæves efter gadeskilte på de gader, der bærer danske navne, som Kongensgade og Dronningensgade – det havde været for vild en oplevelse at se danske gadenavne stå i skarp kontrast til den indiske larm og affaldet fra gaden. Måske bliver det på sigt igen muligt at øjne disse og mange andre ting i Tranquebars kontrastfyldte gader.

Stranden ved Tranquebar er bred og lang. Vinden blæser barskt ind over sandet, men alligevel er her smukt og særpræget på en ganske underfundig måde. Det lokale islæt er slående, og fiskerne ordner garn, mens et par af de forarmede indbyggere leder efter en mundfuld mad. Vi stødte på en kvinde, der samlede skaller, og ledte efter noget spiseligt langs kysten. Mod betaling fik vi et par sørgmodige billeder af det liv, der også leves i Indien, og som indkapslede en allestedsnærværende fattigdom, der er uden sammenligning.

På vores tur gennem Tamil Nadu er vi taknemmelige for, at have fået den fuldstændig enestående oplevelse af Tranquebar med. Vi ville sådan ønske, at andre rejsende også fik muligheden for, som os, at opleve den underfundige følelse af, at være rejst tilbage i tiden.