Devils Bridge, Sedona

Sedona, Arizona

Alt afhænger naturligvis af øjet, der ser, men i mine øjne er Sedona ubeskrivelig skønhed og en af Arizona's allersmukkeste byer.

Skrevet af Stine / Foto: Stine


Sedona's røde klippeformationer er ikoniske og en af byens allerstørste seværdigheder.
Det er dog ikke kun de afsindigt smukke, røde sandstensformationer, bjergene og den ubeskrivelige natur, der åbenbarer sig, når man nærmer sig Sedona, men også den helt særlige atmosfære, som hviler over området, der medfører en slags kærlighed ved første blik i mødet én af Arizona's skønheder. Fuldstændig umuligt er det, at indfange Sedona's skønhed med en kameralinse. Sedona skal opleves!

Sedona, skønheden i naturen


Vi har flere gange taget turen til Sedona efter at have besøgt Grand Canyon. Turen nordfra og mod Sedona kan tages på det, der kaldes en Scenic Drive. State Route 89A. Malerisk. Betagende. Ganske enkelt spektakulær.
Første gang vi tog turen, anede vi ikke, hvad der ventede os, hvorfor vi kortvarigt mistede mælet. Den tur er SÅ smuk! En verden af naturlig skønhed, der er uden sammenligning, og den perfekte måde varme op til mødet med selve Sedona.

Sedona's spirituelle atmosfære

Hovedgaden i Sedona

Jeg er i tvivl, om Sedona er et kendt turistmål for skandinaviske besøgende, men for amerikanere er byen et populært rejsemål.
Af samme årsag har byen et stort udvalg af caféer, restauranter, butikker, gallerier og værksteder med diverse kunst. Her er virkelig hyggeligt og stemningsfuldt.
Sedona er samtidig hjemsted for det, som mange spirituelle mennesker mener er vortex-områder. Det siges, at jorden her udsender stærke energier. Jeg tror, at man bedst kan beskrive det, som hellige og overnaturlige områder. Geomagnetisme, om man vil.
At Sedona menes at have nogle områder, der har stærk geomagnetisk aktivitet, tiltrækker mange nysgerrige og alternativt tænkende mennesker. Også healere og clairvoyante, som gerne læser de besøgendes aura for en pænt sjat penge.
Sedona's spirituelle og åndelige atmosfære giver byen et farverigt twist, og her er rig mulighed for både at søge alternative behandlinger samt dyrke yoga og meditation.
Er I nysgerrige på vortex-områderne, hvor en særlig energi eftersigende skulle være speciel kraftfuld, kan I besøge Cathedral Rock og Bell Rock, som er to af Sedona's mest populære vortex-områder, hvor besøgende søger åndelig fornyelse.
Personligt har jeg ikke mærket noget.

Aktiviteter og vandreture i Sedona

Devils Bridge, Sedona, Arizona

Sedona er på mange måder en slags levende maleri. Her er så smukt, at alene det at sidde med en kop kaffe, mens man nyder udsigten og stemningen, er en oplevelse i sig selv.
Generelt er Arizona kendt for sine vidunderlige natur og sine fantastiske solnedgange, men i Sedona er alting lige next level. De røde klipper lægger et imponerende skær over omgivelserne, og solnedgangene farves på mærkværdig vis herefter.

Hiking: Der findes masser af vandrestier, der byder på hiking i overvældende natur. Omgivet af røde klippeformationer og ørkenlandskab er det bare at begive sig afsted. Vi anbefaler en tur ud til Devils Bridge, der ligger i den flotteste natur, og som samtidig giver det fineste gip i maven, når man står med udsigten ud over det hele.
Der er flere børnevenlige vandreture, men det er vigtigt at lave en smule research, så I finder den tur, der passer bedst til jeres børns alder og formåen. Find eventuelt gode råd, idéer og inspiration på visitsedona.com.
Husk derudover altid at medbringe nok vand, solcreme og gode vandresko.

Sliding Rock Park: Sliding Rock Park kan besøges, hvis I har brug for et svalende øjeblik. Omgivet af røde klippeformationer kan I kaste jer i det iskolde vand og køle af, hvis I er i området sent på foråret, først på efteråret eller om sommeren.

Sliding Rock Park i Sedona

Jeepture i ørkenen: Det er yderst populært at tage på jeeptur ud i Sedona's ørken – en oplevelse, vi selv har tilgode, og som vi ser frem til.
Vi har dog ofte kigget på Pink Jeep Tours, der er kendt for deres eventyrlige jeepture, som er en af de mest populære måder at udforske Sedona's røde landskab på.
De forskellige firmaer tilrettelæggere deres ture ud fra de besøgendes interesser, så vælg den tur, der bedst passer til jeres interesser og hvad I ønsker at opleve, mens I er i Sedona.
For eksempel tilbyder ‘Earth Wisdom Jeep Tours' en mere spirituel tilgang til jeepture, der fokuserer på forbindelsen til naturen og den spirituelle energi i Sedona, mens ‘A Day in the West Jeep Tours' tilbyder en række jeepture til blandt andet de populære vortex-områder og historiske ture.

Overnatning i Sedona

Da vi bor relativt tæt på Sedona, har vi endnu ikke overnattet i byen. Vi drømmer dog om en dag at booke et hotel med én af de smukkeste udsigter i området, så vi i hvert fald én gang i livet kan opleve at vågne op til en uforglemmelig solopgang, badet i rødt lys og med udsigt til et af de skønneste levende malerier i Arizona.
Der findes masser af overnatningsmuligheder i Sedona. Gå efter et hotel med udsigt.

Se udvalget af hoteller i Sedona her (reklamelink).

Bedste tidspunkt at besøge Sedona

Det bedste tidspunkt at besøge Sedona er i foråret og efteråret. Tager I afsted i foråret, så vil april til slut maj være et godt valg. Vælger I at rejse til Sedona i efteråret, så vil perioden fra september til november være ideel. I foråret og efteråret er vejret i Sedona mildt, hvilket er det mest optimale, når man skal vandre og være aktiv udenfor. Undgå at tage til Sedona om sommeren, hvor det kan være meget varmt.

Udsigten fra Sedona by

Der kan ikke være nogen tvivl om, at Sedona er på vores liste over byer i Arizona, som vi anbefaler, at besøgende lægger vejen forbi. Èn af de der ‘hidden gems', som man kalder det. Og dem har vi selvfølgelig flere af – anbefalinger. Læs blandt andet om, hvor I får de bedste Wild West oplevelser i nærheden af Phoenix i vores indlæg om Cave Creek, der er så cowboy, at man kun kan elske det.

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *