Udfordringer ved udlandsflytning: kulturchok!

At flytte til udlandet har langt fra været så nemt, som vi forestillede os. Kulturchok, kultursammenstød og tilpasning er issues, som de fleste expats stifter bekendskab med, og er en benhård proces at komme igennem.
Står I selv foran en flytning til USA, kan I her læse om nogle af de punkter, der er værd at være bevidst om, når man rykker teltpælene op, og flytter til et land langt væk fra lille, trygge Danmark.

Skrevet af Stine / Foto: Stine

---

Hvad er kulturchok

De fleste oplever udfordringer ved udlandsflytning i form af kulturchok.
Et kulturchok er en følelsesmæssig reaktion, der opstår, når man flytter til et nyt land, som har en markant anderledes og fremmed kultur end den, man er vant til og vokset op i. At opleve en eller anden form for kulturchok eller kultursammenstød i mødet med normer, værdier, skikke, sprog og sociale forventninger, der er væsentligt anderledes end dem, man er vokset op med, er helt normalt. Hvor gerne man end vil, og uanset hvor meget man forsøger at forberede sig på en flytning, er det stort set umuligt at undgå en eller anden form for reaktion.
Hvordan man oplever kulturchok, er naturligvis individuelt. De fleste føler dog en slags kaos og et væld af udfordringer når det kommer til hverdagsoplevelser, som man ellers normalt sagtens kan håndtere. Man kan føle sig overrumplet, forvirret og usikker – særligt fordi man opdager, hvor svært det er at navigere i et felt og interagere i et system, hvor man mangler et forudgående kendskab til, hvordan man gebærder sig i et land, man ikke kender i dybden. De kendte normer og forventninger man bærer med sig fra sit eget land, er ikke nødvendigvis brugbare i forhold til de forventninger, man møder i sit nye land.

Når alting vendes på hovedet

Generelt er oplevelsen af at skulle etablere sig i et nyt land, som at lære at cykle igen. Det vi kender, vendes fuldstændig på hovedet.

Da vi flyttede til Arizona, havde jeg en naiv forestilling om, at jeg havde et ok kendskab til USA – vi ligner jo hinanden på så mange områder. Sandheden er, at der er en kæmpe forskel på det amerikanske og det danske værdisæt og på vores mentalitet. Det kan være super svært at balancere.
Det kom derfor bag på mig, hvor stor en udmattelse og hvor mange frustrationer vi oplevede i forhold til blot at forsøge at overskue helt almindelige dagligdagsopgaver, som at købe madvarer og finde vej. Det kan lyde tosset, men alene det at finde mælk, brød og generelle husholdningsprodukter, som er relativt genkendelige, kan være en jungle, og i starten brugte jeg enorme mængder tid på indkøb. Alligevel kom jeg hjem med fløde, der var tilsat sukker og vaskepulver, der var så parfumeret, at vi vågnede om natten, fordi vores kroppe kløede.

De store vej, der er her i USA, leder i alle retninger. I hvert fald hvis man ved, hvor man skal hen. Og det aner man bare ikke i starten. At finde sine ungers skole, og at blive dyttet aggressivt af, fordi man ikke ved, at man på mange større veje i USA må dreje til højre for rødt, tilsætter lige dét ekstra krydderi af spænding, som en i forvejen stresset krop kan smadre helt ud over. Motorvejene er 5-6 sporet, og de mindre veje har 3 spor i hver retning. Det er, som at tage hyggeture på de danske motorveje, iblandet amerikansk road rage og mennesker, der giver én fingeren, hvis ikke man holder den fart, de sætter.

Livet som expat har indtil videre også lært os, at også forskelle i klima, levevilkår og ændring af vaner, kan forårsage en langt større grad af stress, end man tror.
At bo i en ørken, hvor somrene er hede med temperaturer, der nemt når op på 47 grader, kræver tilvænning, når man kommer fra Det Kolde Nord. Der er farer forbundet med dette, som man pludselig skal til at forholde sig til. Risiko for dehydrering, ukendte sygdomme, som eksisterer i det nye miljø, og insekter og slanger, er farer, jeg ikke tidligere har haft indregnet i de risikoberegninger, der indgår i et forælderskab. Det medfører, at man bruger en del ressourcer på at være på vagt og konstant kigge sig over skuldrene, samtidig med at man balancerer på ganske klodset line ud over det, der indimellem syner som en afgrund.
Med tiden bliver det, som alt andet; en vane. Man bliver en dygtig linedanser.

At begå sig og kommunikere på tværs af kulturer er derudover bare langt sværere, end man tror, fordi vi alle taler og agerer ud fra vores egne kendte normer og forståelse af verden. De verdener kan være langt sværere at få til mødes i det virkelige liv, end man måske lige forestiller sig.
Sproglige udfordringer er tillige en del af den overordnede problemstilling. Sproget og den måde vi for eksempel som danskere er vant til at udtrykke os med ironi eller humor, spiller en meget stor rolle i den måde, vi begår os på i verden, hvilket man i den grad erfarer ved en flytning til udlandet.
I Arizona, og måske nok i al almindelighed USA, er graden er politisk korrekthed helt ekstrem, og der skal af samme årsag ikke meget til, før man tisser ved siden af, og risikerer at få et ordentligt slag over næsen. Sociale omgangsformer ér bare anderledes i det amerikanske end i det danske.
Særligt udfordrende kan det være, når man har brugt et helt liv på at opbygge venskaber baseret på fælles kultur, og så pludselig skal til at arbejde på dannelsen af nyt netværk i et land, hvor omgangsformerne er markant anderledes.          
For vi voksne er det til at forholde sig til, men for børn og teenagere kan det være en problemstilling, der kommer til at fylde rigtig meget, fordi de leder efter fællesskaber, de kan spejle sig i.

I Arizona findes der ikke det, jeg vil betegne som en stærk fælleskultur. Måske fordi delstaten er søgt af mange tilflyttere, der er lige så famlende, som vi selv er. Det har derfor taget lang tid for vores børn at finde nye venner. Der er nok en slags overfladisk åbenhed, men det kan være svært at komme et lag dybere.
Derudover er værdisættet overordnet set en smule mere konservativt end det miljø, vi selv kommer fra. Politik og religion er for eksempel ikke noget, man diskuterer – det kan føre til unødvendige konflikter. Kommer man samtidig til at bruge ironi, kan det medføre, at man bliver frosset ud af fællesskabet, fordi det ganske enkelt misforstås.
Med tiden lærer man at balancere det, men det er svært. Vi har herhjemme øvet os i at tale “girafsprog” og også trænet nogle “retoriske tricks”. Det giver skills, som ungerne helt klart kan bruge på sigt.
Når yngste nu lander midt i skudlinjen i politiske og religiøse diskussioner, glider hun af på det, og bruger som forklaring, at systemet er ganske anderledes, der hvor hun kommer fra, og at hun derfor desværre ikke har et ordentligt grundlag at tale ud fra. Selvom hun har holdninger og indsigt, ved hun, at hun ikke nødvendigvis er tvunget til at bruge dem i alle situationer.

Savn af ens hjemland er uundgåeligt, men følelsen forstærkes, når man mangler fundament, og står på det, der til tider virker som en synkende skude i en kæmpe orkan. Det er her, at hjemvéen brager igennem. Savnet efter dem man elsker og det, der er velkendt og trygt. Alle ved, hvordan hjemvé føles.
Vi har været nødsaget til konstant at arbejdet konstruktivt med følelsen. Blandt andet ved gang på gang at italesætte, at en udstationering blot er en parentes i ens liv. På et måleband er 3 cm. ikke meget ud af 100. Med andre ord; 3 år ud af et liv er intet i sådan en sammenhæng, men kommer til at få en langt større betydning, end hvad øjet kan se.

Over tid tilpasser de fleste sig heldigvis den nye kultur, lærer dens normer og traditioner at kende, og overvinder dermed følelsen af kontroltab og chok.
Som ved det meste i livet er det sådan, at man skal opleve en masse udfordringer og modstand, før man vokser og bliver modstandsdygtig. At man skal opleve sorg og tab, før man føler glæde og forstår, at man også har vundet noget.
Største gevinst ved expat-livet er, at man i dén grad får udviklet sin evne til at perspektivere, og derigennem også oplever en langt større forståelse for og accept af forskellene mellem ens egen og andre kulturer.
Det tager tid, og kræver samtidig en enorm tålmodighed og åbenhed, at navigere i det kaos, man har sat sig selv (og sine unger) i, men når man er kommet igennem det svære, oplever man ofte en stor lykke og følelse af, at være blevet beriget på en måde, man ikke havde troet muligt.
At få udvidet sin horisont og opnå en dybere forståelse af mangfoldigheden i verden er en kæmpe gave, man tager med sig resten af livet.

Hvordan man oplever udfordringer ved udlandsflytning og kulturchok, og hvilke problemstillinger, der fylder mest, kan naturligvis være forskelligt fra person til person, afhængigt af ens baggrund, erfaringer og evne til at tilpasse sig nye kulturer. Dog tror jeg, at stort set alle personer, der flytter langt væk fra deres egen kultur, vil opleve en eller anden form for reaktion. 

Det tager et år at falde til

Jeg ved ikke, hvad vi havde forestillet os. I hvert fald ikke et chok i den størrelsesorden, som vi oplevede, da vi flyttede til Arizona med vores 3 store børn.
På trods af forberedelser i alle afskygninger, forestillinger om, at vi kunne trække på erfaringer fra længere rejser ud i verden og et forløb med en cultural coach inden flytningen, så blev vi stort set alle ramt. Ikke bare sådan på den helt blide “whatever” måde, men virkelig ramt!
Da det var værst, spurgte en veninde mig; er det overhovedet dét værd? Lige der vidste jeg faktisk ikke helt, hvad jeg skulle svare. Jeg har dog nok altid haft på fornemmelsen, at det MÅ og SKAl være dét være.
Så. Det tog et år. Et HELT år før vi endelig kunne mærke, at vi nu havde fået indarbejdet nye vaner, kunne begå os sprogligt, fattede, at vi ikke skulle stoppe op og snakke, når en amerikaner mødte os på gaden og sagde “hi, how are you”, og at vi skal kigge os for, når vi går barfodet, så vi ikke træder på en skorpion.
Der er stadig masser af ting, vi ikke forstår. Nogle af disse kommer vi aldrig til at forstå, andre er vi i proces med at lære.

Vi startede ud, som de fleste, der rejser til et nyt land – fuldstændig blæst bagover af alle indtrykkene, og med følelsen af, at det her; det var da bare ganske fantastisk.
Dernæst begyndte det at blive hårdt. Vi syntes ærlig talt, at amerikanerne var uden perspektiv på noget som helst, og at skolesystemet var udueligt sammenlignet med det danske. Vi begyndte samtidig at tænke; hvad har vi dog gjort? Tager vores børn mon skade af det her?
Så kom gråden og lysten til at kaste håndklædet i ringen. Udmattelsen meldte sig – for pludselig at blive udskiftet med en form for eufori.
Det var, som at vågne op, og pludselig være i stand til at se alting klart. Vi havde vænnet os til duften af Arizona.
En form for fantastisk lethed havde indfundet sig. Med ét tænkte vi ikke længere over, hvilken slags mælk vi skulle købe i supermarkedet, eller i hvilken retning vi bevægede os, når vi skulle aflevere vores børn i skolen. Vi vidste nu, at man medbringer en ret, når man besøger en nabo til vej-hygge, at man ikke nødvendigvis kommer til skarp tid, når man er inviteret til middag, og at det er sjældent, at man samles omkring et bord til hygge og spisning i amerikanske sammenhænge, men i stedet bare sidder, hvor der er plads.
Klimaet og den ekstreme sommerhede er vi næsten helt begyndt at nyde, for vi ved nu, at Arizona også kan være kølig over vinteren, og at her sjældent regner, men at vejene til gengæld risikerer at lukke på grund af oversvømmelse, når monsunen melder sin ankomst.
Vi kender efterhånden til de fleste af ørkenens farer, uden at de virker overvældende. Vi har vænnet os til at tage vores forholdsregler, går indenfor, når der er for meget sand i luften, og går aldrig barfodet ud om aftenen. Utallige skorpioner har jeg nu slået ihjel, når jeg har stået face to face med dem både inden- og udenfor vores hus.
Når vi bliver anklaget for at være politisk ukorrekte, har vi nu i tilstrækkelig grad lært at trække lidt på skuldrene, og dernæst undskylde det med, at vi er danske.
Og det er vi faktisk stolte af. Men. Vi er nok muligvis også blevet lidt amerikanske. For pludselig elsker vi mange af de ting, vi i starten cringede over. Mærkelig hvad der sker over tid, uden at vi opdager det.

Uanset hvor hårdt det end har været, er jeg overbevist om, at gevinsten i sidste ende er større. Når man er kommet sig over det første chok, og har fået skabt sig nye vaner, får man også en normal hverdag i sit nye land. Tilsat et strejf af ekstra eventyr og oplevelser, som man næsten dagligt påskønner – og ikke mindst; dejligt bevidste om den berigelse, som en udstationering også er.
Vores oplevelse er, at en udstationering har givet vores børn både nederlag og sejre, som har gjort dem til modstandsdygtige og løsningsorienterede. De har erfaret, at udfordringer er uundgåelige, og at intet løses, hvis ikke man handler aktivt på det. De giver ikke op.
De er blevet enormt dygtige i situationer, der rummer møder med andre kulturer. Forstår, at ting kan være vigtige for andre, men uden betydning for os, og man skal håndtere kulturmøder respektfuldt. Det, der er rigtigt for os, er ikke nødvendigvis rigtigt for andre – og omvendt. De er nysgerrige og undersøgende. De griber de muligheder, de møder på deres vej, tænker konstruktivt og positivt. Og så er de blevet 47 år ældre på de knapt 1,5 år, vi har boet her, siger vores mellemste datter.

Udfordringer ved udlandsflytning og kulturchok er med tiden blevet noget, vi kan håndtere. Efter 1 og år og 9 måneder kan vi nu med ro i maven sige; det gik ok. Vi har nu to steder, vi kan kalde for hjem.

Har I lyst til at læse om de fantastiske oplevelser, som USA byder på, kan I læse mere på vores side om USA.