parkering i hamburg lufthavn

Se mulighederne for parkering ved Hamburg Lufthavn! BOOK I GOD TID!

 

hamburg lufthavn parkering

Flyver I på ferie fra Hamburg Lufthavn? Få her en udførlig oversigt over parkerings- og overnatningsmuligheder i og omkring Hamburg Lufthavn.

Hvorfor flyve fra Hamburg Lufthavn?

Der kan ofte være gode besparelser i at flyve fra Hamburg – specielt hvis I bor i Jylland!
København og Hamburg Lufthavn har stort set identiske ruter og afgange, og den afgørende faktor ligger derfor i, hvor man kan finde de største besparelser på flybilletter og parkeringsafgifter. Indtil videre har vores erfaring vist, at vi har kunnet finde disse ved at flyve fra Hamburg.
Vi har indtil videre kun oplevet, at det er nemt, hurtigt og billigt (billigere) at flyve fra Hamburg – ofte med besparelser på ca. 10.000 kr. på flybilletter, hvilket naturligvis medfører, at valget for vores vedkommende ikke er så svært!

Er I selv interesserede I at undersøge priser på fly fra Hamburg, kan I tjekke flyafgangene fra Hamburg Lufthavn hos Momondo.
Læs i det nedenstående om Hamburg Lufthavn, hvor vi særligt har fokus på parkeringsmuligheder i og omkring lufthavnen.

>>>   I kan her booke jeres parkering i Hamburg Lufthavn   <<<

Ønsker I en mere detaljeret beskrivelse, kan I i det nedenstående læse vores udførlige guide i forhold til de forskellige parkerings- eller overnatningsmuligheder.

Sådan kommer I til Hamburg Lufthavn – med bil, tog eller bus!

Har I besluttet jer for at flyve på ferie fra Hamburg Lufthavn, skal I naturligvis også finde ud af, hvordan I nemmest kommer dertil. Mulighederne er heldigvis mange, og kan tilpasses den rejseform, I finder bedst; bil, bus eller tog.
I kan vælge at tage direkte i lufthavnen og flyve med det samme, eller i stedet tage en overnatning på et hotel, hvis I er mere trygge ved dette, eller hvis tiderne ikke helt passer ind med hensyn til transporten. Uanset hvad I vælger, er det nemt og til rimelige priser.
Vælger I at køre i egen bil og at rejse i sommerferieperioden, skal I være opmærksomme på den tunge trafik og mulighederne for lange køer ned ad motorvejen gennem Tyskland.
Derudover skal I være meget opmærksomme på parkeringsmulighederne (eller mangel på samme)i og omkring Hamburg Lufthavn, da sommerferieperioden naturligvis også er den periode, hvor alle andre vælger at flyve fra Hamburg, og dermed også har besluttet sig for at parkere i lufthavnen. Dette kan gøre det vanskeligt at finde en parkeringsplads, medmindre I er i god tid med reservering af en sådan.
Derfor; reservér altid jeres parkering i Hamburg Lufthavn samtidig med, at I bestiller jeres flybilletter!

Med bil til Hamburg Lufthavn

Vi har både erfaring med at komme til Hamburg Lufthavn med bil og tog.
Rejser I afsted om vinteren, er det normalt uproblematisk at finde parkering i Hamburg Lufthavn, hvorimod det i højsæsonen om sommeren kan være en lidt større udfordring, hvis ikke I bestiller parkering i god tid. Og ja; også dét har vi erfaring med. Vi har forgæves forsøgt at finde parkering i Hamburg, da vi en uge før afrejse opdagede, at vi havde glemt at booke parkering. Af samme årsag var vi nødsaget til at tage et tog, hvilket dog endte med at blive en fantastisk løsning, da vi blev fri for stress og jag over kø på motorvejen. En langsommelig kø kan hurtigt udvikle sig til et mareridts-scenarie – med fare for ikke at nå sit fly!
Vil I gerne gøre selve turen fra Danmark til Hamburg til en god oplevelse og give jer selv en rolig start på ferien, kan I overveje, om det eventuelt – naturligvis alt efter hvornår på dagen jeres fly letter – kan betale sig for jer at tage en overnatning på et hotel i nærheden af lufthavnen. I vil på den måde kunne slippe for følelsen af at være stressede og pressede, og vil dermed kunne starte jeres ferie på en mere afslappet facon.
I kan enten finde et lufthavnshotel, som Radisson Blu Hotel, Hamburg Airport, som ligger 100 meter fra indgangen til selve lufthaven, eller finde et lufthavnshotel lidt derfra, men som til gengæld tilbyder gratis parkering i et forskelligt antal dage, og ligeledes tilbyder gratis transfer til og fra hotellet.

Overnatning eller ej, så kan I her booke parkering ved eller omkring Hamburg Lufthavn. Der findes flere måder I kan parkere på – også i forskellige prisklasser:

 

Parkering ved Hamburg Lufthavn

For at skabe et bedre overblik, har vi her lavet en lille guide i forhold til de parkerings/overnatningsmuligheder I har:

  1. Booking af parkering direkte ved Hamburg Lufthavn.
  2. Booking af parkering ved en partner til Hamburg Lufthavn.
  3. Overnatning i eller i nærheden af Hamburg Lufthavn.

1.     Booking via Hamburg Lufthavn

Hamburg Lufthavn har en dansksproget guide i forhold til at booke parkering, som kan ses på dette link, og vores anbefaling er, at I booker hjemmefra og også i rigtig god tid.

Der findes 3 måder at parkere på via Hamburg Lufthavn:

  • Terminal, som ligger tæt på indgangen til selve lufthavnen, og som typisk er beregnet til, når man skal hente eller bringe nogle personer. Kan godt benyttes til længere tids parkering, men er naturligvis lidt dyrere at benytte til langtidsparkering, hvor det koster 22-25 Euro pr. dag (P1, P2, P4, P5).
  • Holiday Smart, som også ligger tæt på og i gå-afstand til terminalerne. Pris: 22-25 Euro pr. dag (P1).
  • Holiday, som ligger længere væk (10 min.), og hvor der går shuttlebus hver 20. minut. Pris: 18 Euro pr. dag (P8, P9).

De nævnte priser er standardpriser, men hvis I bruger deres reserveringsværktøj/bookingsystem på deres site, kan I se mulighederne for rabatter m.m., hvis I f.eks. booker over en længere periode på 2-3-4 uger m.m.

2.     Booking via et parkeringsfirma uden for Hamburg Lufthavn

Udbuddet af parkeringsservices er relativt stort i Hamburg, og der findes derfor mange firmaer, som vil kunne håndtere parkering for jer – faktisk over 10 forskellige.
Nogle af de parkeringsfirmaer, som ligger uden for Hamburg Lufthavn, tilbyder både gratis shuttlebus og “park and fly”.
En shuttlebus er en bus, som kører fra den parkeringsplads, som I har parkeret på uden for lufthavnen, og så efterfølgende sætter jer af ved lufthavnen.
De såkaldte ”park- and fly firmaer” (også kaldet nøgleservice/valletservice), er derimod en service, hvor I afleverer jeres bil foran terminalen ved afgang, hvorefter en medarbejder fra firmaet kører jeres bil ud på en fjernparkeringsplads. Når I returnerer fra jeres rejse, kontakter I firmaet, som så kort tid efter ankommer med jeres bil, som stilles lige foran terminalen. Denne parkeringsservice koster kun lidt ekstra, og er efter vores opfattelse super smart, når man er træt og bare vil hjem, og derfor ikke ”orker” at tage shuttle. Husk dog at ringe til firmaet i tilpas tid inden I skal bruge bilen – og ikke for tidligt! Da vi brugte servicen på vores tur til Sri Lanka i 2014, ringede vi med det samme, vi landede, men da vi efterfølgende brugte tid på at vente på vores bagage, viste det sig, at vores ”park-and-fly mand” var kørt med vores bil igen. Han blev intet mindre end monster-sur, da han så skulle komme en gang til, og vi fik en ordentlig skideballe!

Udbydere af parkering uden for Hamburg Lufthavn:

Vi har tidligere benyttet os af www.ich-parke-billiger.de , som giver et overblik over et par forskellige udbydere.
Vi har, som beskrevet i ovenstående, erfaring med at bruge ”vallet service” – d.v.s.; vi afleverer bilen ved terminalen, og når vi lander igen, så ringer vi blot og beder om at få vores bil ”kørt til døren”. Det koster naturligvis en smule ekstra, men vi kender os selv så godt, at vi bare ved, at vi vil hurtigt hjem, når vi lander, og derfor ikke rigtig har lyst til at bruge tid på transport i shuttlebus ud til et parkeringsanlæg. Det er klart en luksus, som vi vælger til, men som selvfølgelig kan spares væk.
Priserne ligger fra cirka 50 Euro til 120 Euro pr. uge, alt efter om I benytter jer af deres shuttleservice eller nøgleservice. Der kan eventuelt være forskel på kvaliteten af de forskellige løsninger (overvågning, vagt, åbningstider m.m.). Også her kan der være forskellige rabatter, og hvis I booker flere ugers parkering, så bliver den samlede pris generelt billigere pr. uge. Sidst betalte vi f.eks. 170 Euro for 32 dages parkering med valletservice, hvor 7 dage til sammenligning koster 85 Euro. Besparelsen var altså til at føle på. Det vil altså sige; jo længere tid I parkerer, jo billigere bliver parkeringen pr. dag.

I kan booke jeres parkering i Hamburg Lufthavn hos www.ich-parke-billiger.de/ her. De dækker også alle andre lufthavne i Tyskland.

Ovennævnte er blot én mulighed – der findes også mange andre sider, som tilbyder overblik over parkeringsmulighederne i Hamburg. Et andet alternativ er bl.a. Looking4Parking.

3.     Parkering med hotel

Det kan af praktiske årsager være smart at vælge en overnatning i Hamburg, inden I næste dag skal flyve mod jeres destination. Skal I f.eks. flyve meget tidligt om morgenen, eller er I nervøse for at komme til at sidde fast i en kø ned ad Autobahn, og dermed risikere ikke at nå jeres fly, kan det være en god idé at tage en overnatning på et hotel i nærheden af lufthavnen, inden I tager afsted.
Tager I toget til Hamburg, kan I reelt vælge et hvilket som helst hotel – enten tæt på lufthavnen eller tæt ved en banegård, som har togforbindelser, der hurtigt og nemt kan bringe jer til lufthavnen.
Fra hovedbanegården går der fast tog ud til lufthavnen hvert 10. minut.

Forrige gang vi var afsted, tog vi en overnatning på Radisson Blu Hotel med beliggenhed lidt uden for centrum, og med en placering lige ved siden af banegården Dammtor, som havde mange afgange med tog, der kørte direkte ind til Hamburg Lufthavn.
Vi hyggede os inde i selv Hamburg, og slappede af på hotellet. Dagen efter tog vi i afslappet tempo toget til lufthaven – simpelt og uden de store dikkedarer; Den historie kan I læse mere om i dette indlæg, der er det første beretning om vores anden ferie på Sri Lanka.

Tager I bilen, og overnatter I på et hotel inden I næste dag skal flyve, kan bilen med fordel ofte parkeres på hotellet i hele den periode, I er væk – en service, som flere hoteller tilbyder, men som dog varierer i pris. Forhør jer altid med hotellet, om de har denne parkeringsmulighed, inden I booker.

Følgende hoteller tilbyder parkering, hvis I overnatter der, inden I flyver på ferie:

Radisson Blu Hotel, Hamburg Airport
Hotellet ligger direkte i lufthavnen, hvilket gør det nemt og bekvemmeligt at gå direkte over i terminalen lige inden, I skal tjekke ind.
I kan booke Radisson Blu her.
Vi har selv erfaring med at bo på dette hotel, og kunne efter en rolig morgen og et godt morgenmåltid blot “daffe” stille og roligt over og tjekke vores bagage ind.

Leonardo Hotels har 3 hoteller i Hamburg, som tilbyder parkering/transfer til lufthavnen:
Leonado Hotel Hamburg Lufthavn
Beliggenheden er 1,5 km fra lufthavnen, og der er mulighed for gratis parkering her i 2 uger i forbindelse med en overnatning.

Leonardo Inn Hotel Hamburg Lufthavn
3* hotel med beliggenhed ca 500 m. fra selve lufthavnen.

Leonardo Hotel Hamburg City Nord
Mulighed for 2 ugers gratis parkering i forbindelse med en overnatning.
Hotellet ligger 4 km. fra lufthavnen, men tilbyder gratis shuttle dertil.

Alsterkrug Hotel
Best Western hotel med beliggenhed ca. 2 km. fra lufthavnen.
I forbindelse med en overnatning på dette hotel, kan der tilbydes op til 21 dages parkering og samtidig shuttleservice til lufthavnen.

IBIS hamburg lufthavn
Hotellet ligger ca. 800 meter fra lufthavnen.
Parkering her koster 11 Euro pr. dag, og der tilbydes gratis shuttelservice til lufthavnen med bus, som kører mellem kl. 5.00 og 23.00.

Med tog til Hamburg og Hamburg Lufthavn

At bestille togbilletter til Hamburg er relativt let og uproblematisk, og kan gøres på flere forskellige måder.
Da vi skulle bestille vores togbilletter, forsøgte vi ad flere omgange at booke via DSB’s hjemmeside, men hver gang vi forsøgte at gennemføre bestillingen, fik vi besked om, at der var en fejl på siden. Det virkede som om, at der opstod en fejl, når man bookede til en udenlandsk station.
Efter utallige mislykkede forsøg opgav vi, og gik i stedet ind på DB.DE (Deutsche Bahn), som er det tyske svar på DSB. Bestillingen kunne her nemt gennemføres i første forsøg, og priserne var nogenlunde de samme, som de priser, der fremkom på DSB’s hjemmeside.
Vi var alt for sent ude m.h.t. at bestille togbilletter, og vi kunne hurtigt se, at prisforskellene var store på de forskellige afgange. Heldigvis fandt vi dog billetter til én tur til Hamburg for 5 personer til en samlet pris på 750 kr., inklusiv pladsbilletter. Turen fra banegården i Vejle og til Hamburg tog 3,5 time og forløb smertefrit – rent faktisk var det mega hyggeligt, da vi kunne bruge turen på at spille spil, tegne og snakke uden at skulle koncentrere os om at køre bil m.m.

Bestemmer I jer for at tage toget, er der 2 stop i Hamburg; Dammtor og Hauptbahnhof.
Vi overnattede på Hotel Radisson Blu, som kun ligger en spytklat fra Hamburg Dammtor, som er den station, der ligger lige inden hovedbanegården. Området her er lidt mere roligt, end inde i selv Hamburg centrum.
Ønsker man at komme ind til selve centrum i Hamburg, er det nemt at stige på et af de tog, som hvert 3. minut afgår fra Dammtor og ind til selve byen. Det tager ganske kort tid, og er kun et stop derfra.
Hvis I vælger at tage ind til centrum, så skal I blot gå til højre, når I kører med rulletrapperne op og befinder jer inde på selve hovedbanegården, og straks er I inde på strøget. Læg mærke til, hvor I går op, for I skal tage nedgangen til venstre, når I skal retur.
På den modsatte peron kan I tage S1, som går ud til Hamburg Lufthavn. Mellem Hauptbahnhof og lufthavnen går togene med 10 minutters internval. Endestationen er lufthavnen, og der er 2 minutters gang til indgangen til selve terminalen.

hvv.de kan I se en masse detaljer vedrørende priser, tidstaballer o.s.v.

Priserne for regionale tog i Hamburg er 3,2 Euro pr. voksen og 1,2 Euro pr. barn i alderen 6-14 år for en enkelt vej, uanset om I skal ind til byen eller ud til lufthavnen. Der findes også lidt rabatmuligheder, hvis I f.eks. skal ind i byen og spise, som vi gjorde, og tilbage igen inden for 9 timer. I det tilfælde kan I for 5 personer rejse tur/retur for 11.60 Euro.
På banegården ved Dammtor, lige ved siden af Radisson Blu Hotel, findes en billetkiosk, hvor I kan få vejledning i forhold til hvilke billettyper, I som familie vil kunne få glæde af at købe.

Med bus direkte til Hamburg Lufthavn

”Abildskou busser” er et af de selskaber, som kører fra Århus til Hamburg med stopover i Vejle og Kolding. Prisniveauet er fra 360 kr. pr. voksen og 180 kr. pr. barn.
Turen taget ca. 6 timer fra Århus.

Hamburg Lufthavn – med plads til børnefamilier

Generelt er det klart vores oplevelse, at Hamburg Lufthavn er en behagelig og overskuelig lufthavn, som også har plads til børnefamilier.
På første sal ligger en McDonalds, som har en skøn legeplads til fri afbenyttelse – ideelt, når man skal være i lufthavnen i god tid, og dermed ofte skal have tiden til at gå med noget. Derudover er det et ekstra plus, at børnene kan få brændt lidt krudt af, inden de skal sidde stille i et fly.
Legeområdet er rigtig fint til både større og mindre børn, og ligger lige inden man skal igennem security. Der er masser af legende børn i alle aldre, og mens der bliver løbet rundt, kan de voksne drikke en kop kaffe og iagttage aktiviteterne. Det er også muligt at spise et måltid mad, mens I venter.
Fra McDonalds er der er en dør ud til en terrasse, hvorfra I også vil kunne bruge tid på at tælle fly m.m.

Inde i selve lufthavnen er der ligeledes en rigtig god legetøjs- og slikbutik, hvor børn kan tegne og spille spil på en skærm.

 

Der er puslerum i selve lufthavnen, men ønsker I at pusle jeres barn, inden I skal ombord på flyet, kan det være en smule svært at finde disse puslerum, hvorfor det kan være smart at medbringe eget pusleunderlag og plastikposer.
Rejser I meget, kan det derudover også være ideelt at investere i den lille og kompakte pusletaske fra Diono, som ikke fylder meget, og dermed er nem at have med overalt.

Fra Hamburg til Cuba: Sidst vi parkerede i Hamburg Lufthavn, gik turen til Cuba. Det kan I læse mere om her!

10 kommentarer til “Se mulighederne for parkering ved Hamburg Lufthavn! BOOK I GOD TID!”

  1. hej
    jeg skal rejs fra Hamborg den 20 JANUAR og skal køre i bil til Hamborg, men jeg har svært ved at find parkering til en god pris. nogen som kan hjælpe ?

    1. Hej Sara.
      Har du læst vores indlæg? Det består også af en form for køreplan, som gør det ok nemt at booke parkering. Jeg har også skrevet om priserne – tjek her https://www.atrejsemedboern.dk/hamburg-lufthavn/#Parkering_ved_Hamburg_Lufthavn.
      Vi bruger “Ich parke billiger” https://www.atrejsemedboern.dk/klik/6908-ich-parke-billiger-hamburg, når vi langtidsparkerer, og det fungerer upåklageligt.
      Håber, at du finder en løsning.
      De bedste hilsner fra Stine

  2. Annette Roed Sørensen

    Palenque er blot for at se mayaruinerne og evt. Agua Azul-vandfaldene. Det er ikke noget by som sådan at komme efter, men det er heller så langt fra San Cristobal de las Casas. Vi skal også til Holbox, så kan du høre mere om den også senere.
    Er det ikke Cuba I skal til nu? Jeg også været der for ca. 18 år siden, men kun et par uger. Glæd jer:-)

    Venlig hilsen og også god tur til jer.

    1. Det er rigtig fint lige at vide – begrænsningens kunst kan nemlig være lidt svær, synes jeg… Og med Mexico City og Yucatan halvøen i sigte så tænker jeg, at vi vist får set mayaruiner nok 🙂
      Jeg vil RIGTIG gerne høre om Holbox!!!! Jeg har fået oplyst, at der skulle være intet mindre end fantastisk, så det er klart målet for badeferien. Uh, I er heldige!
      Dejligt at høre, at du også har erfaring med Cuba, og at vi godt kan glæde os 🙂 Jo, det er lige om lidt, faktisk, og vi er helt vildt spændte på alt det, der venter 🙂
      Vi har vist begge rigtig spændende oplevelser at se frem til 🙂

  3. Annette Roed Sørensen

    Hej Stine
    Tak for svar Ja, det er til Yucatan og en lille smule Belize. Jeg har været på Yucatan og andre dele af Mexico for år tilbage. Er noget spændt på, om jeg kan lide Yucatan lige så godt som sidst, da der selvfølgelig er kommet mange flere turister. Men jeg har i lang tid tænkt på, at jeg skulle have min søn med til Mexico, da jeg er spansklærer og også har været udvekslingstuderende i Puebla lidt syd for Mexico By, mens jeg studerede. Jeg har valgt Yucatan fordi vi er meget glade for at være nær ved havet.

    Vi har tidligere rejst i Thailand, Filippinerne og Indonesien. Har også haft kik på Sri Lanka/Maldiverne og mange andre steder.

    Angående togbilletter fandt jeg ud af, at jeg enten kan købe de billige, som kun gælder til en bestemt afgang (som orangebilletter) eller de dyre (normalpris), som så kan bruges til en senere/tidligere afgang, dog med tab af pladsbilletterne. Ja, så køber jeg de billige, så skal det jo nok være til det sene tog.

    Venlig hilsen Annette

    1. Hej Annette.
      Wuh; Belize er vi meget interesseret i at få en tilbagemelding om!!!! Vi overvejer nemlig selv at slå en tur forbi, når vi skal til Mexico! Af det vi har kunnet læse os frem til, virker det til t være et land, som byder på mange spændende oplevelser og smuk natur.
      Yucatan har jo også næsten det hele, så der kan I vel få hele pakken. Jeg har hørt meget godt om øen Holbox, og vil rigtig gerne dertil.
      På trods af flere turister, håber jeg, at I vil kunne få det, I rejser efter. Hvor er det fantastisk, at du tager din søn med – landet må også have en helt særlig betydning for dig, når du tidligere har været udvekslingsstuderende der.
      Vi har selv en drøm om at køre ned gennem Mexico fra Monterrey og så tage “mineruten” og slutte den kulturelle tur i Oaxaca. Efterfølgende evt. tage badeferie ved Holbox – men det er jo naturligvis en lang og tidskrævende tur. Derfor lige nu på drømmestadiet 🙂

      Jeg synes det er lidt svært med de billetter… Men jeg ville vælge, som du skriver, hvis jeg tog de billige. Der er ikke noget værre, end at føle sig presset på tid!

      De bedste hilsner fr Stine

      1. Annette Roed Sørensen

        Hej Stine

        Jeg skal prøve at huske at give en tilbagemelding om Belize. Ellers må du gerne skrive til mig. Lyder også spændende med den “store” Mexicotur. Og ja, den kræver noget mere tid. Jeg har ikke være nordligere end Guanajuato, som er en dejlig by. Ellers var jeg også vild med Mexico By + pyramiderne i nærheden, Puebla og omegn, Oaxaca og Oaxacas kyst, San Cristobal de las Casas og Palenque. Men denne gang bliver det så Yucatan + Belize.
        Venlig hilsen
        Annette

        1. Hej igen.
          Det er faktisk lige præcis Guanajuato (og Zacatecas og San Louis samt Mexico City) vi overvejer!!
          De andre – San Cristobal de las Casas og Palenque – vil jeg lige kigge nærmere på. Det er så dejligt at få gode råd.
          Jeg vil rigtig gerne benytte mig af tilbuddet om at skrive til dig, når I har været i Belize – 1000 tak.
          De bedste hilsner og rigtig god tur fra Stine

  4. Annette Roed Sørensen

    Hej Stine
    Jeg skal med min søn til Mexico til sommer, og vi skal flyve fra Hamburg med United airline ud og Air Canada hjem. Vi skal med toget tur/retur til Aarhus.
    Når I kommer hjem fra jeres rejser til Hamburg hvor lang tid plejer I så at sætte af indtil I skal med toget hjem . Vi skal lande 8.35 og der er et tog fra lufthavnen enten 10.23 eller 12.15. Jeg er i tvivl, om det er for risikabelt at satse på det første, når vi også skal have baggage og tage højde for evt. forsinkelser. Jeg tænker, at der er meget at spare, hvis vi køber togbilletten allerede nu. Billetten derned har vi købt, og vi tager desuden en overnatning i Hamburg på udrejsen.

    Med venlig hilsen Annette

    1. Hej Annette.
      Fantastisk med Mexico forude!! Er det mon Yucatan I skal til?
      Jeg må desværre indrømme, at vi har været så heldige, at vi er blevet hentet af svigerfar, når turen er gået mod Danmark igen, og at jeg derfor beklageligvis ikke har erfaring med togturen hjem. Dog ved jeg, at turen fra I lander til I er ude af lufthavnen, godt kan være lidt langvarig. Vi har hver gang brugt lang tid på at komme igennem paskontrollen og også på at få vores bagage. Sidst var vores fly fra Dubai mod Hamburg sågar forsinket, så der trak det også lidt rent tidsmæssigt. Derfor kan man godt blive ekstra presset, hvis man så skal nå et tog i den anden ende… På den anden side er det jo også super ærgerligt at bruge unødig tid på at vente på et tog, hvis I nu kommer hurtigt igennem, så jeg synes, at valget er lidt svært.
      Kan du evt. prøve at kontakte DSB og høre, om I kan booke billetter til den sene afgang, og om det så er muligt at lave dem om, hvis I kan tage et tog tidligere? Bare et forslag, så I har lidt at lege med. Kommer I hurtigt igennem kontrollen og får I jeres bagage, er det jo spildtid at have bestilt 12-toget, hvis I kan komme med tidligere… Og når man lander, vil man jo bare hjem!
      Beklager meget, at jeg ikke kan være til nogen konkret hjælp.
      Ønsker jer den allerbedste rejse!
      De bedste hilsner fra Stine

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *