Trinidad

Skal I selv på rundrejse på Cuba, kan I måske blive inspireret af vores rejseberetning fra Havana, Cayo Levisa, Viñales og Cienfuegos, som vi besøgte inden vi drog mod Trinidad.
I kan endvidere her se alle andre indlæg, vi har lavet om Cuba.

Vores første møde med Trinidad

Med bagagen på taget af endnu en gammel amerikanerbil, 3 unger på bagsædet og 2 voksne klemt sammen på forsædet, ankom vi til varme og malerisk smukke Trinidad.
Turen fra Cienfuegos til Trinidad foregik langs kystvejen og i skønne landskaber, hvor vi nød at tage alle indtrykkene til os.
Da vi nærmede os Trinidad, og kørte helt tæt på vandet, opdagede vi pludselig en masse krabber, som løb over vejen. Dette fortsatte rigtig mange kilometer, og var et spøjst syn.
På trods af smuk natur, flotte strande og massevis af lyserøde krabber, var synet af Trinidads brostensbelagte gader og farverige huse alligevel det, der gjorde det største indtryk af alle!

Vi havde via Jose fra Bbinnviñales.com booket casa ”Dr. Suárez y Sra Addys” med beliggenhed 100 m. fra Plaza Mayor, Trinidads smukkeste plads, og altså helt tæt på den gamle del af byen.
Vi blevet taget meget venligt imod af ejerne, som heldigvis talte engelsk. Det gør altså bare lige det hele dén tand nemmere, når man kan kommunikere relativt forståeligt, og ikke er tvunget ud i, for mit vedkommende, ofte meningsløse spanske sætninger.
Dr. Suárez er læge og arbejder på det lokale sygehus i Trinidad, men da vi boede i casaen, havde han sommerferie og hjalp derfor sin kone med gæsterne i deres hus. Han fortalte, at familiens indtægt hovedsageligt kom fra turisterne, og at han derfor mere anså lægegerningen som en slags hobby. Da de fleste af husets værelser var inddraget til turister, følte han dog ikke, at han havde sovet i et år! Der var aldrig ro i hjemmet, fortalte han. Ud over turister, rummede stuen med beliggenhed ud til de brostensbelagte gader også en del andre besøgende, som virkede til blot at komme forbi til en uforpligtende og hyggelig snak. Blandt andet en kvinde i hvidt, som højlydt diskuterede med konen i huset. Alle virkede til at være velkomne i husets slidte sofaer.

Huset var indrettet med diverse afrikansk kunst, og vi var ikke i tvivl om, at ejerne af vores casa nok var tilhængere af yoruba/santería, en religion vi oplevede som værende mest udpræget eller synlig i særligt Trinidad, hvor der var mange efterkommere af slaverne.

Vi fik husets øverste etage, som var hyggeligt indrettet med 2 rene og pæne værelser – begge med tiltrængt aircondition. Derudover var der direkte adgang til en rigtig fin terrasse, hvorfra vi kunne holde øje med det liv, der blev levet i Trinidads gader, inklusiv både synet og lyden af diverse gadesælgere, der blandt andet solgte brød, kød og grøntsager, og som hver især havde deres egen lyd, når de gik gennem gaderne for at sælge deres varer. Vi kunne særligt godt lide brødmanden, som benyttede en speciel fløjte for at gøre opmærksom på sig selv. Hans brød smagte af hvide krydderboller, hvilket var en fantastisk genkendelig smag, som vi med glæde mæskede i os oven på den erfaringer vi indtil videre havde gjort os med cubanske retter.
Ret hurtigt fik pigerne kontakt med en dreng, som boede i huset overfor, og der blev spillet bold i gaden med denne dreng hele den første aften. Efterfølgende sad han blot og ventede på, at pigerne dukkede frem igen, så de kunne lege på trods af, at de overhovedet ikke talte det samme sprog. Det var underordnet – spille bold kan man altid på tværs af både sprog og kulturer.

Pigerne gav ham en tennisbold, en blok papir og nogle farver, som vi havde haft med hjemmefra, og fra terrassen kunne vi se, hvordan han længe sad og duftede til bolden, og samtidig kørte den fra den ene kind til den anden. For os et indblik i en sjælden taknemmelighed, som vi ikke oplever så ofte – da slet ikke i forhold til små ting.
Vores første dag i Trinidad blev brugt i de små gader, hvor der blev handlet cubanske hatte og t-shirts med Che Guevara og billeder af Cuba. Vi skulle jo have souveniers med hjem 😉
Gaderne i den gamle bydel i Trinidad er alle belagt med brosten, og husene er ældgamle og pastelfarvede. Livet leves på stille og rolig facon i denne gamle bydel, der byder på rigtig mange seværdigheder, men lige så spændende, som seværdighederne, er det egentlig bare at iagttage det hverdagsliv, som leves her; folk, der sidder og kigger ud gennem husets farverige skodder, kærestepar, der skændes, børn, der leger. At være i denne bydel, er som at være i en form for levende museum.

Trinidads gader flyder med vand, og vi kunne se, hvordan beboerne gjorde rent, og efterfølgende kylede alt vandet ud på gaden, hvorefter det stille og roligt fulgte gadernes systemer. Den gamle bydel er smuk, men også beskidt. Mange steder står der affald, og der ligger også døde rotter i gaderne.
Pigerne spillede bold med naboens dreng i alt det vand, der flød gennem Trinidads gader, og da jeg ikke ville afbryde den leg, blev de efterfølgende skrubbet og skuret med vand og sæbe + desinficeret! Det var dog ikke uden en vis anspændthed og bakterieforskrækkelse, at jeg betragtede det, der foregik – tanken om hvad de kunne blive smittet med, var virkelig kras, men jeg tvang mig selv til at undertrykke trangen til at råbe NEJJJJJJJ!

For at få adgang til internettet gik vi på jagt efter en ETECSA-butik, så vi kunne købe de kort, der gav os forbindelse. Manglen på internet og den vane vi har med konstant at “være på”, mærkes tydeligt, når man er på Cuba. Fra den positive vinkel sætter det også tingene i perspektiv. Et eller andet sted går der muligvis unødig tid til spilde, når vi lader vores internetafhængighed stjæle stunder, der kunne bruges langt bedre på at opleve verden i virkeligheden i stedet for gennem en skærm.
Adgang til internettet fås på åbne pladser, hvor andre mennesker også færdes, og da vi besøgte Cuba, kunne vi desværre ikke finde nogle internetcaféer. Måske det her et par år efter har ændret sig.
Bor I på resorts og hoteller, vil I dog ofte kunne komme på internettet der.

Frokosten indtog vi på ”Rapido”, som vist er en slags cubansk fastfood-kæde. Slaskede, over-ostede pizzaer og is var dagens menu.
Efterfølgende var vi så heldige at finde en butik, Panamericana, hvor vi kunne købe tandpasta og deodorant. Det sjove er, at man i de supermarkeder, hvor vi har været, finder sine varer og betaler. Bagefter skal man gå til en anden person, som så tjekker ens bon, inden man kan få lov til at forlade butikken. Sådan var det i alle de butikker, vi var i – det er nok ”only in Cuba”, at sådan noget foregår. De statsansatte skal jo have arbejde!

Vi spiste de fleste måltider i vores casa, og fik gerne en treretters menu med kaffe og is til sidst. Den bedste, men også dyreste mad, er uden tvivl den, man indtager her.

Trinidad kombinerer by- og strandferie 

At vågne op til lyden af det liv, der leves i Trinidads gader, er en ganske særlig oplevelse. Hver morgen slog vi øjnene op, og kiggede direkte på vinduets skodder, og kunne med en forventningsfuld følelse i maven fornemme livet udenfor. At slå skodderne op, og lukke morgenens lys og varme ind, var en fantastisk start på dagen.
Fuglene sang os godmorgen, og fra gaden kunne vi høre, at der blev solgt morgenbrød.
Jeg har en fornemmelse af, at meget i Trinidad på mange måder foregår, som det sikkert gjorde i Danmark i gamle dage.

På en eller anden måde føltes det som om, at man i Trinidad – og Cuba generelt – kom hinanden mere ved, som børnene konstaterede.
Handel og indkøb foregår ikke over internettet, men mellem mennesker. Det er hyggeligt og vedkommende – noget vi faktisk savner i Danmark. Ikke at jeg sådan overhovedet er ”back to basic” i mine tanker om livet, men jeg tror rent faktisk på, at vi, som mennesker, har brug for den direkte kontakt. At mærke, at vi har en betydning, at vi gør en forskel. Menneske til menneske. At vi er vedkommende.

Vi fik klart en følelse af, at det var sådan cubanerne havde det med hinanden. Der var ikke nogle former for ligegyldighed at spore, og der var altid én, der sørgede for at give til den, der ikke havde nok. I mine øjne misundelsesværdigt og noget vi alle, efter min mening, burde lære vores børn ved selv at gå foran som det gode eksempel.

Det var stegende hedt i Trinidad, hvorfor vi tænkte, at det måtte være et must at besøge det vi havde hørt, skulle være én af Sydkystens smukkeste strande; Playa Ancón.
Efter en dejlig morgenmad, som vi indtog på tagterrassen i vores casa, pakkede vi stille og roligt vores badetøj og mikrofiber håndklæder (husk dem, hvis I skal bo i casas og ønsker at besøge en nærliggende strand). Derefter gik vi på jagt efter en taxi, som kunne køre os til stranden.
Vi fik endnu en gang fat i én af Cubas mindste biler, men chaufføren mente ikke, at det var noget problem. Vi blev mast ind, og kørte så med fuld fart derudad! Heldigvis var turen relativ kort. Der er kun 18 km. fra Trinidad og ud til Playa Ancón, hvorfor vi klarede at sidde mast sammen i ufattelig hede i ca. 15 minutter.

Da vi ankom til Plays Ancón, tror jeg, at vi alle blev lidt skuffede. Vi havde læst SÅ meget om denne strand, og havde en forestilling om dens skønhed, men vi syntes egentlig ikke, at den var noget særligt. Måske vi bare er blevet spoleret efter vores rejse til Maldiverne sidste år… Eller også er der bare noget om snakken; så fantastisk flot er Playa Ancón altså heller ikke!

Vi fandt en parasol, som vi kunne sidde under, og så hoppede vi med det samme i vandet. Vandet var lunt og blødt, men også her var der lidt ”goppel-strenge”, som brændte en smule. Dog intet i sammenligning med de gopler vi stødte på, mens vi var på Cayo Levisa! Alligevel spolerede det lidt vores glæde over at kunne bade.
Når vi sad og iagttog livet omkring stranden, kunne vi iagttage de kæmpe store pelikaner, som konstant dykkede ned i vandet efter fisk.

Der var en skøn stemning på Playa Ancón, og en masse cubanere holdte picnic og mødtes i festhumør. Rundt omkring hørtes høj cubansk musik, og sælgere af pizza, is og popcorn tilbød deres varer. En tomat-oste-pizza kostede 2 CUC, og smagte faktisk fint. En ok og billig strandfrokost.
På et tidspunkt ville ungerne have en ekstra pizza, men Michael havde kun en 20-CUC-seddel, som pizza-sælgeren ikke kunne give tilbage på. Michael stak ham sedlen, og strandsælgeren sagde, at han ville komme tilbage med byttepenge. Lidt risky, men vi har hovedsageligt en tro på, at andre mennesker er ærlige. Naivt, vil nogen måske mene.
Da der var gået en time, havde vi endnu ikke set skyggen af pizzasælgeren, så vi tænkte; der røg de penge! Men så pludselig dukkede han op, og sagde; ”Jeg har ledt efter jer. Her er jeres byttepenge”. God og ærlig stil – og også en lille påmindelse til os selv og andre om, at det i mange tilfælde er ok at vise tillid til andre mennesker. På trods af alle de skræmmende fortællinger, der leder til mistillid i forhold til fremmede, så er det vores erfaring, at langt de fleste mennesker i verden faktisk er ordentlige.
Ud over strandsælgere, som sælger pizza m.m., findes der også et par caféer, hvor I kan købe lidt mad og drikke. Endvidere er der et offentligt toilet, sådan et blåt skur, hvilket er ret praktisk, når man har børn med på stranden. Standarden her er dog (heller) ikke god, så medbring selv toiletpapir og håndsprit. Derudover kunne toilettet ikke trække ud, hvorfor tjeneren på den nærliggende restaurant konstant holdte øje med, hvornår gæsterne forlod toilettet, og derefter gik ind for at skylle ud.

Efter 5 timer på stranden og utallige påsmøringer af faktor 30 solcreme, var det på tide at tage tilbage til Trinidad. Da vi nåede hjem til vores casa, opdagede jeg, at de fleste af os var røde som krebs – undtagen der, hvor UV-dragterne havde ydet beskyttelse!!!! Derfor; HUSK Uv-dragter til de mindre børn og rashguards/sol-t-shirts til de større børn og voksne – jeg kan simpelthen ikke sige det ofte nok! Solen BRÆNDER!

Nu vi var på Cuba, ville vi prøve at spise hummer, som vi bestilte på vores casa til den nette sum af 15 CUC pr. person. Det var ikke et hit, og mens vi spiste, sværmede horder af fluer omkring os, så vi næsten ikke kunne få en bid mad ind i munden. Ikke så delikat, men så er det ligesom også prøvet.

Museumsbesøg, Casa Templo de Santa Yemayá og en finurlig restaurant

Dag 3 stod vi som sædvanligt tidligt op, og spiste en skøn morgenmad – igen på tagterrassen så vi kunne nyde morgenens lyde. Den søde hushjælp, som var ansat til at lave morgenmad, rydde op og gøre rent, talte forsigtigt spansk til os, mens hun sørgede for, at vi ikke manglede noget.

De to yngste piger var trætte, så vi bestemte os for at tage en rolig morgen, hvor vi ikke ville have for meget fokus på det, som vi voksne syntes, at vi burde nå, nu vi endelig var i Trinidad. Mens Michael og Clara tog i byen for at ordne praktiske ting (hæve penge, undersøge afgange og priser på togbilletter m.m.), fik yngstepigerne og jeg vasket lidt tøj, lavet ”pige-ting” og snakket om alt det, vi indtil videre havde oplevet på denne tur.

På en rejse er det jo også vigtigt at huske blot at ”være”, og at tage sig tid til afslapning og ro. Da de andre kom hjem, tog vi på ”Museo Histórico”.

Vi kunne komme helt op i museets tårn, og havde dermed et fantastisk view ud over Trinidads gule tage og helt ubeskriveligt flotte omgivelser. Vi købte lidt postkort, og yngste fik en trækolibri af ejeren af den souveneir-butik, som lå inde i selve museet.
Museet gav et fint indblik i den storhed, som Trinidads tidligere overklasse og plantageejere levede med – samtidig med at slaverne knoklede sig selv ihjel. Vi fik en rigtig god snak om de forhold, som slaverne levede under dengang, og særligt yngstebarnet var chokeret over de vilkår, som slaverne havde haft. Blandt andet kunne vi se, hvordan slaverne blev mishandlet, da toturinstrumenterne var til frit skue.

Bagefter tog vi på en rigtig finurlig restaurant, ”Sol Ananda”, som lå inde i en slags levende museum. Fint bestik, fine glas og gamle møbler. Maden var ikke noget at råbe hurra for, men det var en lidt sjov oplevelse at sidde og spise mad blandt antikke genstande og i et hus, hvor bordene var placeret ved siden af senge m.m.

Næsten lige ved siden af lå ”Casa Templo de Santa Yemayá”, et lille tempel, som besøges af tilhængere af santaríareligionen. Det er et ganske lille hus, men den magiske stemning er ikke til at tage fejl af – måske mest fordi det virkede meget fremmedartet og mystisk på os.

Efter besøget i templet tog vi hen til ”Casa de la musica”, hvor der blev spillet livemusik, og hvor vi kunne sidde i skygge og nyde de cubanske rytmer.
Casa de la musica blev det sted, vi opholdte os allermest, mens vi var i Trinidad. Stemningen her var rigtig god, og der var konstant musik og mennesker, hvilket vi i den grad nød. Det var derudover muligt at komme på internettet her, da man i kiosken lige ved siden af baren kunne købe kort til internettet.

Aftensmaden blev indtaget på ”Vista Gourmet”, der ifølge LonelyPlanet skulle være byens bedste restaurant. Med horder af fluer, der i sorte skyer fløj op af retterne, når vi nærmede os buffeten, vil jeg ikke just sige, at det var Trinidads bedste restaurant. Men; beliggenheden!! Beliggenheden var HELT perfekt, og vi sad i fine omgivelser med den FLOTTESTE udsigt ud over smukke Trinidad, bjergene og byens tage. Ubeskrivelig skønhed kan altså bare gøre meget for hele den stemning, man befinder sig i!

Da vi havde spist, var klokken mange, og der var gang i musikken omkring Casa de la Musica, hvorfor musikken og dansen blev nydt. Vi satte os op foran scenen, hvor rigtig dygtige musikere spillede den skønneste cubanske musik, mens vi nød et par kolde drinks.

Sådan helt generelt emmer Trinidads gader af en rigtig dejlig stemning og hygge. Der er masser af liv i de smukke, gamle gader, og overalt ligger der en masse caféer og restauranter, hvoraf en del har skønne gårdhaver.

Trinidad er en by, som I under ingen omstændigheder må snyde jer selv for at opleve. Der er naturligvis masser af turister i byen, men kan man se bort fra dette, er byen virkelig en rigtig god oplevelse.

Sidste dag i Trinidad – Sukkermøllernes dal

På vores sidste dag i Trinidad fik vi via vores casa bestilt transport til Cayo Coco, som vi skulle køre mod næste dag. Med lidt held fik vi set den bil, de først havde tiltænkt os, men vi kunne hurtigt konstatere, at det simpelthen ikke ville kunne lade sig gøre for os at være i den gamle amerikanerbil med al vores bagage. Det endte derfor med, at vi i stedet bestilte en minivan, som kostedede en del mere (180 CUC), men vi ville ikke endnu en gang sidde så tætpakket i en varm bil, når vi vidste, at vi skulle tilbagelægge en strækning på  4 timer  – been there, done that!

Bagefter gik vi igen gennem Trinidads smukke og gamle gader, hvor vi endnu en gang nød livemusik ved “Casa de la Musica”. Vi standsede også ved et sted, hvor vi kunne betragte et vildt og eksotisk show med afrikansk musik og dans.

Vi fik købt musikinstrumenter, så vi kunne øve os lidt på de cubanske rytmer, når vi igen kom hjem til Danmark.

Eftermiddagen gik med et besøg i den nærliggende Sukkermøllernes dal, ”Valle de Ingenios”, og et skræmmende indblik i slavernes historie. Lærerigt for ungerne! Det at få historien på det sted, hvor tingene faktisk er foregået, gør et kæmpe indtryk. Turen dertil ville vi egentlig have taget med tog, men da togstationen var lukket, og da vi ligeledes blev oplyst om, at togene p.t. kørte meget ustabilt, blev løsningen i stedet en taxi, som vi bookede ved den første, som tilbød sin hjælp på gaden.

Det kostede 30 CUC at blive kørt tur/retur, og chaufføren kunne ikke ét eneste engelsk ord, hvorfor vores lille parlør blev anvendt til lavpraktisk kommunikation.

Efter aftensmaden gik vi gennem Trinidads gader, som var fuld af liv og musik. Uanset hvorhen vi kiggede (og lyttede), var der musik for fulde gardiner i denne billedskønne by. Det var medvirkende til at skabe lige præcis den stemning, som vi også var rejst efter. Vi var ikke på ét eneste tidspunkt i tvivl om, hvilket land vi befandt os i!
Aftenen sluttede med musik ved “Casa de la musica”, indtil regnen stod ned i stænger. Befriende med regn i heden, men også et tegn på, at vi skulle hjem og i seng.

Næste morgen blev vi hentet i en gammel og beskidt jeep – og ikke en minivan, som ellers lovet. Ikke, at det undrede os.
Vi var blevet forsikret om, at bilen havde aircondition, og da vi i heden kørte ud af Trinidad og mod Cayo Coco i øhavet Jardines del Rey, spurgte vi chaufføren, om ikke han kunne tænde for denne. ”Si, claro”, sagde han, og kiggede på os som om vi var en flok knoldsparkere, hvorefter han hovedrystende rullede vinduerne ned…
Det blev en lang og varm tur med kufferterne på taget, ingen aircondition og benene oppe under hagerne – med en chauffør, der ikke talte ét eneste ord engelsk, men til gengæld rullede sit eget vindue ned, så snart han øjnede muligheden for at råbe og flirte med alle de smukke cubanske kvinder, som vi mødte på vejen.

Vil I gerne selv opleve Trinidad, kan I se TripAdvisors forslag til seværdigheder i Trinidad.

Et alternativ til at bo i Casas i Trinidad er at bo på Iberostars Grand Hotel, som ligger inde i centrum, her skal I dog være opmærksomme på, at minimumsalderen er 15 år.

Vil I, som os, gerne selv planlægge jeres rejse til Cuba, og ønsker I at få et overblik over prisniveauet på Cuba, kan I her få hjælp til at lave jeres rejsebudget.

Endvidere vil I på vores side også kunne kunne finde information om, hvordan I bedst muligt forbereder jer på en ferie til Cuba, og hvad I skal huske at medbringe. For os nærmest den vigtigste info, når det kommer til at holde ferie på Cuba!