Ønsker I smaragdgrønt vand og cubansk feriestemning, kan I finde det på Cayo Guillermo og Playa Pilar!

I kan her læse om vores oplevelser i Havana, på Cayo Levisa, i Viñales, Cienfuegos, Trinidad og Cayo Coco, som vi besøgte inden vi tog til Cayo Guillermo.
Find derudover masser af andre artikler på vores side, så I bliver bedst muligt forberedt på en rejse til Cuba.

Cayo Guillermo

Efter 3 døgn på Sol Cayo Coco var det tid til at drage videre mod Cayo Guillermo.
Vi hyrede derfor endnu en lille, bitte taxi på “Sol Cayo Coco”, som mod en betaling på 30 CUC (special price for you, my friend!), bragte os til resortet Melia Cayo Guillermo, hvor vi næsten blev taget kongeligt i mod.
Her var flot! Hele området ved Melia Cayo Guillermo var lækkert. Stranden var virkelig WOW. Måske i virkeligheden noget af det flotteste vand, vi nogensinde har været ved, hvis vi altså ser bort fra vores tur rundt på Maldiverne sidste år.

Smaragdgrønt og helt klart, blødt og varmt vand, hvor det var muligt at gå meget langt ud, før det blev dybt, og sandbund så langt øjet kunne skue – virkelig børnevenligt. Ganske enkelt ideelt til børnefamilier.

Medarbejderne på resortet virkede meget serviceorienterede. Det viste sig, at der først var tjek ind kl. 15, men selvom vi ankom allerede kl. 11.30, blev vi alligevel budt hjerteligt velkommen. De ville straks sørge for at gøre et værelse klar til os, som vi kunne stille vores ting ind i, mens det andet værelse ville blive klargjort. Super fin service.
Vi betalte med det samme, og fik så vores all-inklusive-armbånd på, hvorefter vi fik fortalt om alle de services, vi kunne benytte os af.

I tilfælde af, at vi ikke fik vores værelser med det samme, havde vi for en sikkerheds skyld taget badetøj og solcreme på, da vi forlod “Sol Cayo Coco”, så vi straks kunne hoppe i poolen på “Melia Cayo Guillermo”, uden først at skulle finde et sted, hvor vi skulle “bakse” med skifte.
Poolen så flot og indbydende ud, og generelt var stemningen bare rigtig skøn og tropisk. Eneste minus var dog, at poolen var ret slidt, hvorfor der på bunden var huller og buler i underlaget. Det tog lige toppen af vores begejstring. Vi var dog udmærket i stand til at ignorere dette, og stadig lade som om, at vi befandt os på et luksushotel.
Generelt er evnen til at kunne begejstres en ret god egenskab – særligt når man rejser rundt på Cuba, og lige skal vænne sig til en standard, som er væsentlig anderledes end det, vi i forvejen har kendskab til.
Vigtigst af alt var reelt, at ungerne blev helt blæst bagover af de flotte omgivelser, og i total begejstring gik i rutefart fra poolen til snackbaren, hvor de kunne bestille velsmagende (!!!!) burgere og relativt sprøde pommes. Og ikke mindst; iskold cola light!

Bagefter gik vi ned til stranden, og sikke et syn! Det var nærmest sådan et lille flashback til Maldiverne; en lang badebro med et par store parasoller lavet af palmeblade, og så ellers det flotteste og mest klare vand, kun afbrudt af et nogle mørke “tang-pletter”. Skønheden var virkelig slående. Eneste minus langs stranden var, at der til den ene side – nede for enden af stranden – lå et kæmpe stort beton-resort, der, som en prik i øjet, lige skæmmede bounty-idyllen en smule. Men også det kunne vi godt se bort fra. Havet var smukt, og paradisfølelsen satte ind med det samme.

Resortet rummede flere forskellige restauranter, hvoraf et par stykker vist havde dresscode, og hvor vi også skulle bestille bord. Alene tanken om dresscode fik mine tær til at krumme sig, og da afslapningen allerede var begyndt at sætte sine spor, kunne vi faktisk heller ikke lige overkomme at reservere noget som helst.
Et andet væsentligt faktum var også, at vi derudover slet, slet ikke havde lyst til at være bundet op af tidspunkter. Vi havde udelukkende lyst til at tage det hele, som det kom, og gøre lige præcis det, vi havde lyst til.

Da vi blev sultne, fandt vi derfor frem til den restaurant, hvor der blev serveret buffet uden bordbestilling. Lokalet var flot, udvalget af mad kæmpe stort – eneste minus var, at der var vanvittig varmt.
I de flotte lokaler løb de opvartende tjenere omkring os, og der var ingen grænser for, hvad de ville gøre for en CUC. Da vi samtidig vidste, at de lønninger de fik for deres opvartning var ganske, ganske små, og at disse højst sandsynligt udelukkende rakte til at dække omkostningerne til de helt fornødne madvarer, var vi ikke fedtede med drikkepengene.

Efter en frokost, hvor vandet smagte af vand, og ikke swimmingpool, smurte vi os mere ind i solcreme, og gik langs stranden, indtil vi nåede til det mest klare vand overhovedet, hvorefter vi kastede os ud i det lune hav, som næsten var for varmt!
Omkring os svømmede KÆMPE fiskestimer, som lavede mørke skygger i vandet. Stimerne bevægede sig lige omkring benene på os, så vi tog snorkeludstyr på, og dykkede helt under vandet, hvor fiskestimerne dansede i en tæt ring omkring vores kroppe. Fantastisk flot og fascinerende oplevelse, og ungerne kunne slet ikke få nok.
Vi har faktisk mødt disse fiskestimer før i Thailand, men de stimer vi så ved Cayo Guillermo, var langt større.

Læs også: Rejseberetning om at rejse til Bali med børn

Indimellem kom nogle større fisk forbi i fuld fart for at sætte tænderne i de mange små fisk. De var så tæt på os, at vi kunne række hånden ud og røre dem. Alt imens spejdede enormt stor pelikan konstant efter en mundfuld, og ville hellere end gerne tage del i legen. Pigerne råbte og skreg på et tidspunkt, da de troede, at pelikanen landende i min nakke.

Det var muligt at komme på internettet på Melia Cayo Guillermo, men kun i lobbyen. Når jeg skriver, at det var muligt, så er det det, jeg mener. At noget er muligt, er ikke ensbetydende med, at det alligevel altid kan lade sig gøre, når man befinder sig på Cuba!
Når vi sad i lobbyen og baksede med at få forbindelse, bestilte vi både voksen- og børnedrinks til lyden af en saxofonist, der blæste taget af. Og dét kan de bare på Cuba; spille høj musik!

Utallige timer i varmen, solens stråler og leg i vandet gør træt.
Desværre var vores værelser placeret således, at den store scene hvorfra alle musikerne spillede deres høje livemusik, lå lige neden for vores indgang. Det var faktisk lidt som at stå midt på en scene til en koncert, og vi kunne høre HVERT ord, der både blev sunget og sagt, og ligeledes skelne hvert instrument fra hinanden, så da Bjørk og jeg råbte godnat til hinanden, var det nok alligevel med en formodning om, at det ville tage lidt tid at falde i søvn. Det viste sig desværre at være tilfældet hver aften; festen rykkede ind på vores værelser, hvorfor vi havde pænt svært ved at falde i søvn.
Vil I gerne bo på “Melia Cayo Guillermo”, men har I samtidig børn, der er lydfølsomme, så skriv en bemærkning, når I booker resortet, og forklar at I ønsker at bo så støjfrit, som muligt.
Jeg ved rent faktisk ikke, om der er noget som helst, der er synderligt støjfrit på Cuba, men det er da i hvert fald forsøget værd 😉

Godmorgen til stingrays og hajer 

Det var ærgerligt, at vi ikke vidste, at Melia Cayo Guillermo var et SÅ lækkert sted, da vi bookede vores overnatninger hjemmefra. Havde vi vidst det, havde vi helt klart prioriteret anderledes, og taget 3 ekstra overnatninger her, og så i stedet helt klart sparet Cayo Levisa væk, som også var meget dyrere at bo på, end “Melia Cayo Guillermo”. I bagklogskabens lys ville vi ligeledes kun have taget 1 overnatning i Cienfuegos.
På Cayo Guillermo hvilede der en rigtig god og caribisk feriestemning, specielt fordi havet på dette spot var SÅ smukt! Derudover var resortet, ud over larmen fra de kunstneriske udfoldelser om aftenen, virkelig et rart sted at være.
Ville vi ikke blot slappe af, komme helt ned i gear og holde badeferie, bød resortet også på arrangementer i form af rideture på stranden, udlejning af cykler og ture til områdets forskellige seværdigheder.

I Cubas varme sommerklima udnyttede vi havet ved Cayo Guillermo til fulde.
Vi stornød det underskønne havvand, og svømmede og snorklede i det krystalklare vand, der heldigvis var lidt morgenkøligt – 26 grader måske.
Jeg nød følelsen af det varme vand, der vuggede min krop. Jeg havde bare lige sådan en stund, hvor jeg syntes, at alt gik op i en højere enhed, og hvor jeg mærkede en næsten ubeskrivelig taknemmelighed rulle igennem min krop. Mens jeg sad med lukkede øjne og et smørret smil i hele fjæset, spurgte Michael pludselig; ”hvad er det, der er i vandet lige bag dig? I en tilstand af zen vendte jeg mig stille og afslappet om, og fik så nærmest direkte øjenkontakt med en moppedreng af en stingray! Lige bag mig. Right in my face, faktisk!
Jeg fór op! Med smagen af mit hjerte helt oppe i munden, og med hjernen under armen, piskede jeg panisk gennem vandet, mens jeg trak en forvirret Bjørk hen over vandoverfladen i en fart, der skummede vandet! ”Ind! Ind for f…! Nu!”! Det var lige de ord jeg kunne finde i mit hoved, og de blev råbt så højt, at jeg tror, at det kunne høres på hele Cayo Guillermo.
Forpustet og i lettere choktilstand blev vi lidt inde på land, og kunne se pilrokken bevæge sig frem og tilbage, som var den på jagt efter et bytte.
Så snart den forsvandt, kunne vi sænke vores skuldre, og tøvende stikke vores fusser ud i vandkanten igen. For blot at konstatere, at den næsten kunne lugte, at vi nu fik mod på at gå i vandet igen – for tilbage kom den hele tiden.

Længere ude på havet havde vi kort forinden set en flok børn hoppe i vandet fra en vandcykel, og de badede helt ubekymret. Vi kunne nu se, at de kæmpede for at komme op på vandcyklen, og samtidig høre, at de var chokerede over at se hvilken skabning, der netop også havde været forbi dem! ”Shit mand, har jeg lige badet sammen med den der pilrokke?”, var der en dreng der sagde med lige dele frygt og begejstring i stemmen. De trådte derefter voldsomt i pedalerne, og trampede væk, så hurtigt de kunne.

Da vi var kommet os over oplevelsen og erkendelsen af, at der nu nok alligevel var en form for slange i paradis, brugte vi tiden på at samle eksotiske muslingeskaller på stranden.
Da vi ikke havde set pilrokken længe, bestemte vi os for igen at udnytte, at vi befandt os ved så smukt et hav, og vi lagde os ud i vandkanten. Nu lidt mere på vagt naturligvis. Jeg tog mig selv i konstant at rejse mig og spejde ud over vandet, sætte mig ned, rejse mig og spejde ud over vandet, sætte mig ned, rejse mig…
Pauline sad med ryggen ind mod land, og helt inde ved vandkanten. Det krævede en del ”mor-terapi” lige at få pillet tanken om, hvad der kunne gemme sig i vandet af hende – hun var i forvejen, ærgerligt nok, begyndt at have et lidt anstrengt forhold til dét, at bade i havet.
Efter at have fået hende beroliget og overbevist om, at der ikke gemte sig alt for mange farlige dyr i vandet, at de ikke spiste mennesker, og at dette højst sandsynligt blot var et enkeltstående tilfælde, hylede hun op! En krabbe havde udset sig hendes bagdel, og havde bidt sig fast!

Sådan helt generelt har Michael bare et noget andet syn på havets lidt farligere kræ end resten af familien. Han var ikke det mindste forskrækket over mødet med en stingray, og ville egentlig gerne “dikkedikke”. På Maldiverne var han blevet fortalt, at stingrays ikke var farlige, hvis ikke man truede dem, og han huskede, med et drømmende udtryk i øjnene, hvordan disse kræ blev håndfodret af nogle medarbejdere, mens vi var på “Reethi Beach Resort”.
Han begyndte derfor at lege ”havets udforsker” lidt længere ude i vandet, og råbte pludselig begejstret op! Ikke så langt fra os, helt inde ved vandkanten, svømmede en 2 meter lang haj! Hallelujah!
Det var så det! Nu var det bare HELT op af vandet, og op i resortets sikre pool.

Efterfølgende var det så som så med lysten til at bade overhovedet, specielt for Pauline. Da både hun og Clara var lidt sløje og ramt af forkølelse, fordi airconditionen på værelset havde stået på max styrke, var de begge nervøse for, om de ville få det værre, hvis de badede for meget.
I stedet tøsehyggede de over et par kortspil nede i snackbaren, hvor de bestilte pommes og masser af kolde sodavand. At trække sig og bare være teen og præ-teen sammen, har også noget godt over sig.

På trods af dagens møde med havets lidt mere imponerende skabninger, var det alligevel skønt at være så tæt på den fantastiske natur.
Det er ikke, fordi vi ikke tidligere har gjort os erfaringer med at svømme, snorkle og dykke med både hajer, rokker m.m.. På Maldiverne var følelsen af at svømme rundt i et akvarium nærmest konstant, og på Reethi Beach Resort kunne det ikke undgås, at der svømmede en del små-hajer rundt om benene på os, når vi gik ud for at bade.
Forskellen på Maldiverne og Cuba var måske blot, at vi på Maldiverne hele tiden blev oplyst om, at det ikke var spor farligt, da de små hajer, rokker og utallige farvestrålende fisk IKKE var sultne, da koralrevene omkring gav dem føde nok. Det fik vi aldrig rigtig lige talt med nogen om på Cuba.

På trods af at der gennem mange år er kommet en del turister på Cuba, er der, som jeg også har skrevet om i mange andre indlæg om Cuba, endnu lidt vej i forhold til hvordan cubanerne griber turismen an. Det kan være betinget af sprogbarrierer, kulturelle forskelle eller blot angsten for konsekvenserne, når man oplyser om risici og farer. På visse områder har det sin charme, men på andre områder kan det føles lidt utrygt. Lige hvad forholdsregler vedrørende stingrays, hajer og gopler angår ville vi dog under alle omstændigheder gerne have været lidt oplyst.

Playa Pilar

Der findes ikke noget som paradisiske strande, hvorfor vi naturligvis havde lavet en del research vedrørende strandene på Cuba, inden vi tog afsted. Vi havde derfor også læst os frem til, at Playa Pilar, som ligger på Cayo Guillermo, skulle være en af Caribiens smukkeste strande med smaragdgrønt vand og fint, blød, kridhvidt sand.

Og smuk er den, Playa Pilar. Men samtidig ved jeg faktisk alligevel ikke helt, hvad ”all the fuss is about”, når det kommer til den strand.
Den er uden tvivl virkelig flot, og fra stranden kan man se ud på ”Isla Media Luna”, hvor Cubas tidligere diktator, Batista, havde sommerhus i ”gamle dage”. Det skulle eftersigenden være muligt at købe sig til en tur ud på øen, hvor også Hemmingway har tilbragt en del timer. Snorklingen der skulle ligeledes være rigtig fin.

Hånden på hjertet var jeg dog faktisk lidt skuffet over Playa Pilar. Jeg tror måske, at min skuffelse ligger i, at Playa Pilar alligevel ikke rigtig havde nogen ”sjæl”, hvis man kan kalde det det…?
Stranden er ikke særlig bred. Liggestolene er linet op, men eftersom det koster kassen at leje en sådan, er stolene stort set tomme. Stedet bærer meget præg af ”it’s all about the money”, og strandstole-sælgerne løber desperat rundt, og er over én, hvis blot man kommer til at snitte liggestolene med sin storetå!

Stranden er ikke intimt omkranset af palmer, men er mere omgivet af en slags klitter, der pakker stranden lidt ind. Det giver et lidt bart indtryk.
Kigger man til den ene side af stranden, ses et stort resort, og kigger man til den anden side, ses, at der bygges på et nyt.
Vandet ER dog virkelig grønt og blødt, og dermed underskønt. Virkelig! Vi badede al den tid, vi var ved stranden, satte os i store fiskestimer, og kunne imens iagttage store fisk på jagt efter mindre, som svømmede omkring os.

Derudover føltes sandet som pudder. Tog vi en håndfuld sand og lod det ligge i håndfladen, blæste det hurtigt væk som fint støv.
Playa Pilar er altså flot – blot ikke, som jeg havde forventet.

Vi tog en taxi fra “Melia Cayo Guillermo” til Playa Pilar. Det tog ca. 10 minutter at komme dertil, og kostede i alt 15 CUC hver vej.
Der kører derudover ”hop-on-hop-off-busser” på strækningen, som koster 5 CUC pr. person.
Vil I gerne selv opleve Playa Pilar, er der altså flere muligheder for at komme dertil.
I kan også vælge at bo helt tæt på stranden, hvis I booker Iberostar Playa Pilar, som ligger ca. 20 minutters gang fra selve Playa Pilar.

Dykning

Vi havde læst, at Cayo Guillermo skulle være ideel, når det kom til dykning, hvorfor vi selvfølgelig også ønskede at få et dyk her.
“Coco Diving”, som Michael og Clara havde dykket med på Cayo Coco, havde også et dykkercenter, som lå i direkte forlængelse af “Melia Cayo Guillermo”. Da Michael og Clara dykkede på Cayo Coco, aftalte de derfor med medarbejderne på dykkercentret, at vi kunne få rabat på Cayo Guillermo, hvis vi også ønskede at dykke der.
Dykkercenteret lå på selve resortet, så det var ret nemt at booke en tid. Dog; modsat de rolige medarbejdere, som vi oplevede på dykkercentret ved Cayo Coco, var stemningen og medarbejderne på Cayo Guillermo langt mere hektiske. Selve oplevelsen blev derfor præget af en smule kaos og en følelse af travlhed.
Der var langt flere mennesker, der skulle dykke, og meget mindre attention på os og vores manglende erfaring, hvilket gav en følelse af utryghed.
Helt generelt manglede der bare overblik. For eksempel ankom en flok turister, der skulle på snorkeltur, og som var kommet langvejs fra, og det viste sig så, at noget var gået helt galt med hensyn til bestillingen af turen. En anden turist manglede totalt situationsfornemmelse, og dominerede alle gæster ombord, hvilket naturligvis lagde en dæmper på det, der ellers skulle have være forbundet med forventningens glæde.
Stemningen var altså ikke optimal, og derudover var vi på grund af dykkercentrets manglende overblik blevet forsinket i 1,5 time. Ikke super smart eftersom vi havde bestilt en taxi til afprøvning i forbindelse med vores rejse til Cayo Santa Maria næste dag.
Da vi efter en del forhindringer og 30 minutters vild sejlads i høje bølger endelig kom ud på havet, viste det sig, at vi skulle på endnu et vragdyk. Det var ikke, hvad vi havde forventet, men vi fik vendt det til noget positivt, da det naturligvis ville give os noget erfaring.
Vi var 12 dykkere og 2 instruktører, som sad usandsynligt tæt presset sammen i den lille speedbåd, hvorfor det nærmest var en befrielse at hoppe i vandet. Til vores store forskrækkelse viste det sig dog hurtigt, at hverken Claras eller Michaels regulator virkede, hvorfor luften fes ud på fuldstændig ukontrolleret måde. Instruktøren kiggede lidt på dem, gav dem et par slag, og så var det ellers bare at dykke ned, og følge trop. De andre var allerede dybt nede og i gang med at vrag-undersøge. Egentlig en temmelig ubehagelig og utryg start på et dyk ned i dybet.
Selve dykket var stort set det samme, som det vi prøvede på Cayo Coco; et fint vrag, søgræs, koraller og flotte fisk.
Michael løb dog hurtigt tør for ilt, hvorfor han kom op som en af de første. Han havde heldigvis styr på sine tegn, og gav medarbejderne tegn på, at nu var “flasken tom”, hvilket de selvfølgelig tog seriøst.
På de 30 minutters bådfart tilbage til stranden var den mindste udfordring, at vi fik en mindre forbrænding af solen. Største udfordring var, at bølgerne var enorme, og at de børn, som var med ombord, derfor sad lige op og ned, og kastede op.
Det var så det. Ikke mere dykning til os på vores Cuba-rejse!

Efter 6 dyk i alt er vi nu blevet en del erfaring rigere. Vi kan dermed også konkludere, at dykning på Cuba er ok. Anderledes, men ok. Uden sammenligning og i verdensklasse er dog dykningen på Maldiverne.

Afsked med Melia Cayo Guillermo 

Vi brugte vores sidste aften på “Melia Cayo Guillermo” på at afprøve cocktail-kortet i baren, mens vi hørte finurlig musik. Klassisk uddannede musikere, der med obo, panfløjte og violin fremførte cubanske rytmer på en måde, vi aldrig tidligere har hørt noget som helst blive spillet. Mere specielt end det lyder, og også ret stilfuldt. Meget disney-agtigt hvilket Bjørk var meget begejstret over.
Bagved kunne vi høre folk tale om, at de om dagen havde set store krokodiller på øen.

Udover larmen fra de shows, som om aftenen blev fremført på scenen, der lå lige foran vores værelser, var besøget på “Melia Cayo Guillermo” virkelig dejligt. Hvis I gerne selv vil afprøve resortlivet på en af de cubanske øer, kan “Melia Cayo Guillermo” sagtens anbefales. Alternativt kan man også bo på Iberostar Daiquire, som ligger næsten lige ved siden af ved samme strand.

Vi havde fået “Melia Cayo Guillermo” til at booke en stor bil, som næste morgen hentede os, og begyndte derfra den 4 timer lange tur mod Cayo Santa Maria, som på kortet lå tæt på Cayo Guillermo, men som i virkeligheden lå RIGTIG langt væk!
På trods af en yderst lang køretur, kan jeg dog allerede her røbe, at Cayo Santa Maria var de mange timer i bilen værd 😉

Ønsker I selv at besøge Cayo Guillermo, kan I her se udvalget af resorts på øen.