Badeferie og en slags “global perspektivering” i selveste Varadero!

I denne beretning kan I læse om vores oplevelser fra de 4 dage, vi tilbragte i Varadero i sommeren 2017. På turen til Varadero fra Cayo Santa Maria gjorde vi et kort stop i Santa Clara for at se Che Guevaras mausoleum.

I kan endvidere her læse om vores oplevelser i Havana, på Cayo Levisa, i Viñales, Cienfuegos,  Trinidad, på Cayo Coco, Cayo Guillermo, og Cayo Santa Maria, som vi besøgte inden vi tog til Varadero.
Mangler I inspiration til jeres egen rejserute, kan I finde masser af information på vores side om Cuba.

Turen til Varadero 

Melia Las Dunas havde booket en minivan til os, så vi på behagelig og luksuriøs vis kunne komme fra Cayo Santa Maria til Varadero.
Vi havde samtidig gjort det meget klart, at vi på turen gerne ville forbi Santa Clara, så vi kunne se Che Guevaras Mausoleum.
På vejen fra Cayo Santa Maria til Santa Clara brugte vi tiden på at læse og tale om Cubas historie, Che Guevara og Fidel Castros venskab, og hvilken indflydelse Che Guevara havde haft på Cuba sådan helt generelt. Efter at have brugt næsten en måned i landet, syntes ungerne nu, at det var temmelig interessant viden. Utroligt hvilken indflydelse det har, at man befinder sig i selve det land, man gerne vil lære noget om, og så virkelig går ”all in”!

Chaufføren var den ”fnugfri type”, som tydeligt irriterede sig over den smule sand, der endnu sad på vores klipklappere. Jeg brugte derfor lidt tid på at finde et ømt punkt, som gjorde, at jeg kunne lide ham. På trods af at han var voksen, havde han sin far med på turen, og jeg er sikker på, at der var noget symbiotisk, der endnu ikke var helt afklaret dér. Måske det var grunden. Det var i hvert fald medvirkende til, at jeg godt kunne bære over med hans tydelige afsky, lige indtil vi nåede til Varadero, hvor han ville køre os til lufthavnen for at sende os hjem til Danmark! Så sagde jeg stop!
Han blev om muligt endnu mere irriteret, da han fandt ud af, at vi ikke skulle sættes på en flyver hjem, og fandt efter 1Ž/2 times rasende kørsel frem og tilbage langs Varadero-tangen ENDELIG vores hotel, Melia Varadero!

Santa Clara og Che Guevara

Ser vi bort fra den gnavne chauffør, havde selve turen ad motorvejen og gennem de smukke landskaber været præget af gode oplevelser.
Turen til Santa Clara blev kørt gennem mindre byer med pastelfarvede huse, sukkerrørsplantager og masser af skønhed, hvilket endnu en gang gav os et fint indblik i det liv, der leves på Cuba.
Da vi ankom til Santa Clara, kørte vi direkte ud til Che Guevaras mausoleum, som underligt nok lå på et sted, der var totalt blottet for plastikdimmere og sælgere, der forsøgte at afsætte deres varer. Det undrede os virkelig, eftersom mausoleet er én af de mest besøgte seværdigheder i Cuba overhovedet!

Besøget ved Che Guevaras mausoluem var faktisk en fin lille oplevelse. Mest af alt fordi ungerne nu vidste, hvem ”El comandante” var. Bjørk var fuld af ærefrygt, og fik gåsehud over, at dét her i virkeligheden var det sted, hvor han lå begravet! Stort at opleve, hvordan børn bliver påvirket af historiefortællinger og oplevelser.

Da vi kørte videre fra Santa Clara mod Varadero, tilbagelagde vi længere strækninger i slalom på motorvejen for ikke at køre fast i de store huller, som var resultatet af mange års slid og mangel på penge til renovering. Da vi drejede af motorvejen fortsatte turen ad mindre veje, hvor vi bl.a. bevægede os gennem én af Cubas største appelsinplantager. Flot og frodigt.
Da vi endelig ankom til Varadero-området, var det faktisk lidt af en oplevelse i sig selv. Her var virkelig pænt, velordnet og rent i forhold til så mange andre steder på Cuba. Ingen tvivl om at regeringen forsøgte at tegne et glansbillede af Cuba, som var det et land uden politiske og økonomiske udfordringer. På den måde ville turisterne vel heller ikke stille sig kritiske i forhold til landets styre, og dermed måske også lade sig overbevise om, at Cuba virkelig er et fantastisk smukt land!
Det ER Cuba også; smukt! Men det er samtidig også alt muligt andet, som man ikke opdager, hvis ikke man rejser ind i landet, og giver sig selv mulighederne for at opleve skyggesiderne. Det er vigtigt, at man ikke udelukkende går efter de gængse turistseværdigheder, hvis man virkelig ønsker at få det ægte billede af Cuba!
På den anden side; er det skønhed, ordentlighed, smuk strand og havvand I vil have, så er Varadero the place to go!

Èn ting er jeg sikker på, at styret i landet ville have krummet tær over at have fundet ud af, at vi oplevede på vores vej til Varadero. Vi fik nemlig et synligt bevis på den facade, som vi godt havde læst om, at det cubanske styre gerne ville opretholde, og som ganske få indbyggere i landet også kort havde berettet forsigtigt om; nemlig at vi turister ikke må se, hvad der reelt foregår i landet; At de fleste føler sig overvåget og kontrolleret! At der er stikkere, politifolk og kontrollanter ALLE steder!
Da den bil vi kørte i havde tonede ruder, kunne man ikke se ind – kun ud. Vi oplevede derfor at blive vidne til én af de mange kontroller, som vi indtil nu blot havde hørt om fandt sted. Chaufføren af vores van blev stoppet af politiet, som med meget alvorlig mine bad om legitimation, alle registreringspapirer, dokumenter m.m. Da den synligt nervøse chauffør blev udspurgt om sit ærinde, fortalte han, at han rent faktisk kørte med turister! Politimanden reagerede, som var han blevet ramt af et voldsomt elektrisk stød, smed papirerne ind i bilen, og fløj det, der lignede flere meter tilbage. Hurtigt gjorde han sig usynlig, og bad med en håndbevægelse chaufføren om hastigt at køre videre, og lade som om intet var hændt.
Hele situationen var vildt underlig. Vi vidste jo godt, at vi ikke burde have set dette, og lod derfor som om, at det ikke var sket.

Melia Varadero

Hotellerne i Varadero ligger som perler på en snor. Intet charmerende, intet særpræg eller specielt over noget af det, vi så fra vejen. Varadero var langt fra det Cuba, vi indtil videre havde oplevet. Alligevel så vi frem til at undersøge, hvordan Varadero i virkeligheden var – vi havde jo hørt så meget.
Chaufførens hidsige jagt efter at finde vores hotel lykkedes, som nævnt ovenfor, efter 1/2 time, og med fartstriber i håret ankom vi endelig til Melia Varadero.
Efter at have betalt chaufføren en klækkelig sum, bevægede vi os forsigtigt ind i en rigtig flot reception, hvor vi blev taget smilende og overskudsagtigt imod med kølig cava og sodavand. Også denne gang kom vi inden tidspunktet for check-inn, men heller ikke her var det noget problem. Vi fik vores all-inklusive armbånd på, fik stillet vores bagage ind i et aflåst rum, og blev derefter vist ind i buffeten, så pigerne kunne nå at spise frokost, inden restauranten lukkede, som den venlige receptionist forklarede.

Da vi trådte ind i resortets foyeer, var der virkelig smukt. Selve bygningen bestod af mange etager, som lå i en slags rund bue, der foldede sig ud omkring et springvand midt i det hele.
Omkring springvandet var der glas-elevatorer og diverse restauranter og forretninger.
Resortet var på ingen måde moderne eller smart, men som så mange andre resorts på Cuba, lidt slidt i kanterne. Stemningen var dog god og sådan lidt ”Dollars- og fornem-80'er-agtig”.
“Melia Varadero” er et etagebyggeri, så det føltes egentlig ikke som et resort, men mere som et hotel. Det kan der være både fordele og ulemper ved. Jeg fik aldrig den der resortstemning, som jeg ellers godt kan lide, og hvor jeg føler, at jeg kan gå rundt i badetøj, klipklappere og flagrende saronger, som det passer mig. Deraf blev det for mig lidt mere anstrengt, og jeg tog indimellem mig selv i at lave fornem trutmund. Det er sådan noget jeg gør, hvis jeg føler mig lidt for fattig, når jeg befinder mig på et pænt og fornemt sted. Det er ikke kønt. Og rent faktisk heller ikke behageligt.
Som dagenen gik, tog jeg det dog mere stille og roligt, og kunne dermed også bedre læne mig tilbage.

Vores værelser var lidt slidte i det. Det, der i 1980’erne ganske sikkert havde været rigtig fint, var nu lidt dårlig stil. Dog var der godt med plads, og der var rent og ordentligt. Derudover var der en balkon, som man kunne sidde på om aftenen, og som også havde udsigt til havet.
Den mest glædelige oplevelse ved at være i Varadero var dog, at vi mærkede effekten af at være i et turistområde, hvor der var investeret i kloakering, og at vi dermed kunne bruge toilettet uden problemer. Altså; at vi kunne smide toiletpapir i toilettet, og trække op! Det var helt modsat alle de andre steder, vi havde besøgt på Cuba. I Varadero var der velfungerende træk og slip – noget, som jeg aldrig havde troet, at jeg skulle lære at værdsætte, men som jeg nu virkelig var taknemmelig for!

Med en følelse af at være i ”resort-træning”, og samtidig med tanken om, at vi nu gik ind i rejsens sidste fase, indtog vi “Melia Varadero” med den største begejstring og taknemmelighed.
Vi havde næsten været undervejs i en måned, og nydt at være helt tæt sammen som familie i alt, hvad vi foretog os. Alligevel var det til stor fryd for Bjørk, da hun så hvor store garderobeskabe, der var på værelset, og hun brugte derfor den første nat på at sove i det ene  – det er altid hendes måde at få lidt fred for resten af familien på, når vi rejser i længere tid ad gangen.

Vores værelser lå heldigvis lige over for hinanden, men desværre også direkte ud til foyeeren. Ikke så godt for mig, der har en unaturligt veludviklet høresans, og dermed aldrig sover, når jeg kan høre selv den mindste larm. Slet ikke godt! Hver aften benyttede jeg mine nu efterhånden godt slidte ørepropper, som var jeg en gammel, sart og sur dame. Men søvn skulle der til, og hvis jeg skulle være bare nogenlunde overskudsagtig dagen efter, var skønhedssøvnen nødvendig.
Mit bedste råd er derfor, at hvis I selv ønsker at bo på “Melia Varadero”, så sørg for at bede om et værelse, der ligger så langt væk fra foyeeren, som overhovedet muligt!

Hver aften var der fuld gang i aktiviteterne på resortet, og musikken og sangen drønede derudad.
Jeg ELSKER musik, og har tidligere selv dyrket musik på det, man vel nærmest kan kalde professionelt plan. Men alt med måde. Også decibelmåde. Sopranmåde. Operamåde. Musicalmåde. Trompetmåde.
Mit Cuba-mode var måske også ved at nå til vejs ende for denne gang. Jeg var for en sjælden gang skyld ved at være mættet. Af det hele! Larm. Voldsom varme. Og ikke mindst; folk, der var usandsynligt venlige med det ene formål for øje, at få fingrene i mine penge.
Når vi for eksempel sad nede i loungeområdet eller på terrassen om aftenen og nød en kop kaffe eller noget køligt at drikke, så gik der, som sædvanligt på Cuba, forskellige musikere rundt og spillede samtidig med, at de hele tiden flyttede sig fra bord til bord, således de kunne få så mange drikkepenge, som overhovedet muligt. I langsom og sær bevægelse gik levende statuer rundt omkring i foyeen (vi kender gadekunsten fra vores egne strøgområder derhjemme og i udlandet), og tog pludselig fat i ens arm, og gav først slip, når man havde givet en CUC. Jeg anskuede det ikke længere som værende charmerende, men mere irriterende. Begyndte at sige ”We don’t have any money” allerede inden de var ved vores bord, men det havde heldigvis den skønne effekt, at de gik uden om!
Rent faktisk begyndte jeg at få ”café-vægring”, og ”være-på-et sted-med-mange-turister-vægring”, og jeg tog mig selv i konstant af finde på undskyldninger for ikke at risikere at befinde mig noget sted, hvor endnu flere mennesker ville tigge efter mine penge.
Jeg vidste derfor med mig selv, at det nu var på høje tide at vende snuden hjemad. Jeg var mættet! Jeg giver nemlig gerne penge til trængende mennesker, men jeg var for længst nået til det punkt, hvor jeg virkelig, virkelig, virkelig følte mig udnyttet!
For en god ordens skyld vil jeg dog godt lige påpege, at det ikke udelukkende var en udfordring, som var særlig udpræget på “Melia Varadero”, men at det var gældende ALLE steder på Cuba.
Det og meget andet vil I kunne indstille jer på ved her at læse om, hvordan I bedst muligt forbereder jer på en ferie til Cuba. Et indlæg jeg lavede INDEN vi tog til Cuba, og som vi i dén grad selv fik meget stor glæde af!

Så jeg bort fra følelsen af at blive klædt af til skindet af den underholdende mængde, der indtog “Melia Varadero” om aftenen, var opholdet på stedet dejligt.
Resortet havde en fantastisk beliggenheden i forhold til stranden – faktisk lige ud til det mest krystalklare og lyseblå vand. Vi kunne sidde og nyde det drømmeagtige syn på én af resortets terrasser eller liggestole, og indtage havets brise eller gå små ture på stranden, hvor også lokale – modsat før i tiden – slog deres folder. Stranden var på én og samme tid præget af ro og alligevel liv og glade dage.
Efter Paulines møde med goplen på Cayo Santa Maria, var de eneste, der tog en svømmetur i det smukke hav, dog Michael og Clara.

Vi andre holdte os til poolområdet, som også virkelig var dejligt. Her emmede af cubansk feriestemning, og vi badede i resortets 2 pools størsteparten af tiden. Den ene pool lå på en forhøjning, og havde dermed en god udsigt over området. Her var vandet lidt dybere end i den pool, der lå nederst og var mere børnevenlig.
Mellem de 2 pools lå poolbaren, som jeg ikke var i én eneste gang – det klarede pigerne! De blev mestre i at bestille kølige, alkoholfrie drinks, og derudover løb poolbaren ikke én eneste gang tør for cola light godt proppet med isklumper. En himmerigsdrik i den stegende hede.

Resortet havde flere forskellige restauranter, hvoraf et par også var med dresscode. Dem holdte vi os selvfølgelig, og som altid, langt fra.
Til gengæld brugte pigerne snackbaren en del. De havde fået indført formiddagspause, som de udelukkende brugte i hinandens selskab, og hvor vi forældre ikke var en del af pakken. Så sad de, som små voksne, og bestilte lige præcis det, de havde lyst til, mens de nød en rolig stund uden vores indblanding – bare med ro til søstersnak.

Det var ikke altid det lykkedes dem at få bestilt det, de ønskede. Måske det skyldtes kommunikationsvanskeligheder. Måske det skyldtes, at de ikke smed om sig med drikkepenge. Der står jo ikke just ”money” i panden på børn.

LÆS OGSÅ: Vores oplevelser på hesteryg i Vinales

Vi mærkede ret tydeligt, at folk i Varadero var langt mere vant til turister, og dermed håndterede turismen noget mere professionelt, end hvad vi hidtil havde erfaret.
Personalet på resortet var rigtig søde – specielt i buffeten.
De var ret begejstret over, at vi kom fra Danmark, og at vi havde rejst rundt i landet i knapt en måned, og dermed havde lidt kendskab til kulturen og Cuba sådan lidt mere generelt. Derudover syntes de, at det var ret cool, at vi havde 3 piger med på farten.
Vi fik kram, set billeder af deres børn og fik små, varme fortællinger fra deres liv.

Da Bjørk den næstsidste dag var syg, kunne de ikke forstå, hvor hun var, da vi havde delt os op i forskellige ”madhold”, og dermed ikke spiste samlet. De spurgte naturligvis ind til, hvor hun var, og jeg forklarede, at hun havde feber og voldsomt ondt i hovedet. De gik straks i gang med at arrangere speciel suppe til hende, kom med forklaringer på, at det kunne være varmen, der gjorde hende dårlig, og gav en masse gode husmoderråd.
På trods af, at resortet er stort, er der altså alligevel hjertevarme.

Et absolut plus ved resortets beliggenhed var, at der lige ved siden af lå et stort indkøbscenter, som både havde købmand og diverse shops. På trods af at resortet lå et stykke væk fra selve Varadero by, var det altså alligevel muligt at shoppe både rom, cigarer, tøj og souveniers. Ulempen var dog, at priserne var helt vanvittige i forhold til i resten af landet. Her kostede ALT over det dobbelte af, hvad vi ellers havde betalt, når vi havde handlet i Cienfuegos, Trinidad m.m.
Er I de mere nøjsomme typer, er det altså ikke i dette indkøbscenter I bør gøre alle jeres indkøb, men mangler I de sidste souveniers, er der rig mulighed for at finde dem her.

Skulle I selv have lyst til at besøge Varadero, kan vi sagtens anbefale at bo på “Melia Varadero”.
I kan her se udvalget af Melia's andre resorts i Varadero.
Iberostar har også 5 forskellige resorts, som I kan tjekke ud her; Playa Alameda, Tainos, Laguna Azul, Bella Vista eller Iberostar Varadero.

Find her inspiration til andre oplagte destinationer, hvor I kan bo på resorts på Cuba.

En slags “global perspektivering” – selv i Varadero!

Alt i mens vi egentlig havde affundet os med, at der nok ikke var flere chancer for at komme ind under huden på cubanerne, nu vi befandt os på et resort, fik vi alligevel en overraskelse.
Clara mødte en jævnaldrende dreng, som kom fra Havana. Han fortalte, at hans bedstefar var immigreret til USA, og at det dermed var bedstefarens fortjeneste, at familien nu befandt sig på dette resort. Bedstefaren havde købt et 3-dages ophold på Melia Varadero til familien, så de for et øjeblik kunne komme væk fra Havanas kvælende og fugtige hede, og nyde nogle dage i luksuriøse omgivelser. Han var så taknemmelig, den søde dreng. Rent faktisk på en måde, som virkelig rørte os alle.

Clara og Marcos, som han hed, brugte mange timer i hinandens selskab, og Clara fik dermed svar på mange af de spørgsmål, hun havde haft til hvordan livet er på Cuba for de unge cubanere.
Som så mange andre cubanere, var Marcos også trænet i at sige tingene så politisk korrekt, som overhovedet muligt, og han fortalte, at cubanernes liv er hårdt og uden megen glæde. Dog fokuserer de på det gode og positive i livet, og får det bedste ud af alt. Andet er ikke konstruktivt, som han sagde. Hvorfor bruge unødige kræfter på noget, som alligevel ikke kan ændres.
Han fortalte samtidig, at han havde et stort fokus på at klare sig godt i skolen, og at han gerne ville have en god uddannelse. Hans drøm var egentlig at blive psykolog, men på den anden side, som han forklarede; ”det sidste cubanerne har råd til at prioritere, er at gå til psykolog! De bruger penge på overlevelse – ikke på personlig udvikling eller på at fokusere på mental sundhed. At uddanne sig til psykolog vil derfor på forhånd være en fiasko. I stedet vil ingeniør måske være det bedste. Så kan man muligvis efter endt uddannelse rejse til USA og leve det gode liv. Her på Cuba vil jeg aldrig kunne udleve mine karrieredrømme, og heller aldrig realisere mine tanker om hvad, der for mig, er det gode liv”.

For os alle satte Marcos’ ord tingene i et klart og tydeligt perspektiv.
Det er klart, at når vi vokser op i en bestemt kultur, så er meget givet på forhånd. Der er så meget, vi ikke tænker over, og så meget vi ikke forholder os til. Så mange små og ligegyldige ting, som blæses op til noget stort. Så meget navlepilleri. Velfærdsproblematikker, som kan bringe de fleste danskere op i det røde felt. Diskussioner om lovgivning på områder, som vi indimellem kun kan ryste på hovedet af. Jantelov og misundelse.
Jeg tror, at hvis vi alle rejste noget mere, og turde kaste os ud i samtaler med andre mennesker, så ville mange af os – måske i særdeleshed vores børn – lære at sætte tingene i et mere globalt perspektiv.
På den måde ville vi kunne løse mange af vores andedams-problematikker, og på sigt ændre vores indimellem forkælede indstilling til, hvordan vi konstruktivt kan arbejde med det, vi har et ønske om at forbedre.
Mere simpelt forklaret; sådan helt generelt tror jeg bare, at vi ville blive mere glade, tilfredse og taknemmelige – også over de små ting i livet!

Varadero by

Vi kunne selvfølgelig ikke befinde os i Varadero uden at se Varadero City, og den strand vi opfattede, som værende hovedstranden i området.
Fra Melia Varadero var det nemt og hurtigt at tage en taxi ind til centrum, og det kostede ca. 10 CUC one way.

Selve Varadero var rigtig pæn og velholdt. En del show-off til ære for turisterne var der også; virkelig velpolerede amerikanerbiler, flotte og velplejede heste og hestevogne – altsammen med et skær af noget plastic fantastic. Der lå, modsat mange andre steder på Cuba, ikke meget affald på vejene. For os endnu et synligt bevis på, at her var der flere penge at gøre med end så mange andre steder på Cuba!
Vi kørte ind i byen ad en pæn vej, som førte ind på hovedgaden, hvor der lå et stort udvalg af diverse caféer, hvoraf de fleste lignede nogle af mere international standard i forhold til de caféer og lokale restauranter, vi indtil videre havde set. Derudover var der, også ulig noget vi tidligere havde set, rigtig mange souveniershops overalt. Udvalget var stort og altid det samme; tynde blik-nummerplader med Cuba-tekster, Che Guevara- og Havana Club t-shirts, musikinstrumenter, havana-stråhatte, magneter til køleskabe og andet skrammel.

De forskellige sælgere var absolut til at handle med, og vi fik derfor gjort de sidste indkøb i de små handelsområder, hvor ikke en vind rørte sig.
Heden var voldsom, og vi forsøgte derfor at finde et sted at købe drikkevarer, men det sted, der lå tættest på, gad ikke at betjene os. Måske de bare var trætte af turister.
Da vi efter lidt tid endelig fandt en gadebod, var priserne på drikkevarer kørt op på et niveau, som boede vi på et fornemt hotel. Et udtryk for, at det nok generelt var uproblematisk, at hive penge ud af ukritiske turister.

Da vi gik ned til stranden blev vi alle virkelig overraskede. Stranden var meget smuk, vidunderlig bred med finkornet, kridhvidt sand, og vi fik med det samme lyst til at kaste os ud i det mest krystalklare, lyseblå vand.
Vi fik i dette øjeblik bekræftet, at én af fordelene ved at tage til Varadero på en rejse til Cuba absolut er, at I her også vil kunne holde en relativ ”ok-prismæssig-billig” ferie, da det også her er muligt at bo i en casa, og samtidig være ganske tæt på en billedskøn strand.

Badeferie på rimeligt prisniveau ved top-lækker strand – what's not to like!

Kombinationen af oplevelses- og badeferie er at anbefale

Vi er vilde med Cuba! Vores oplevelser fra en rejse rundt i landet sidder stadig lige under huden, og vi ville tage tilbage med det samme, hvis muligheden bød sig.
Vi kan derfor KUN anbefale, at I kommer afsted, og dermed også får muligheden for at opleve det helt igennem unikke land.
Vi vil dog gerne gøre opmærksom på, at I ikke behøver at have stress på. Alle steder lyder det; ”skynd jer at komme afsted INDEN landet overrendes af amerikanerne!”, hvilket er et unødigt ”salgs-trick”.
Landet er LANGT fra gearet til det store indtog af turister, som alle spår om. Der er MEGET lang vej endnu! Derudover er standarden på ALT generelt meget lavere end andre steder i verden.
Efter vores rejse til Cuba, som var en kombination af oplevelses- og badeferie, må jeg konstatere, at jeg på en eller anden måde ikke synes, at man skal tage til Cuba, hvis man udelukkende går efter en caribisk badeferie. Til det kan man ganske enkelt lige så godt tage til andre lande, hvor standarden for både overnatning og mad er langt bedre. Særligt til prisen.
Cuba er, efter min mening, et land I skal tage til, hvis I ønsker kultur og historie. Seværdigheder. Stemning. Noget helt specielt og fremmedartet.
At man så kan kombinere en oplevelsesrejse til landet med en dejlig badeferie, er jo blot et ekstra +, og et tegn på, at landet virkelig har meget at byde på.
Gik vi udelukkende efter at holde badeferie, ville vi nok vælge andre caribiske lande – eller Maldiverne!

Husk under alle omstændigheder at forberede jer på mødet med et land, som er enormt fattigt, hvilket kan påvirke rejsen i flere forskellige retninger. Forbered jer. Både mentalt, men også rent praktisk.
Da vi tog afsked med “Melia Varadero”, gik vi rundt og afleverede forskellige ting til personalet. Blandt andet min blå og hullede tunika, som en af resortets medarbejdere havde savlet over, vores små sæber, lidt parfume, det tøj, vi vidste, at vi ikke ville få brugt, når vi returnerede til Danmark, farveblyanter, lidt legesager, de sidste par CUC… Glæden ville ingen ende tage. Heller ikke selv om vi var på et resort, som udadtil så fint og fornemt ud. Èn ting er, at man nok bor i flotte rammer, noget andet er, hvilke mennesker, man kommer i berøring med. Og rørt – det blev vi alle sammen af vores rejse til Cuba.

Da vi kørte fra Varadero mod lufthavnen i Havana, blev vi hentet af en super lækker minivan, som vi havde bestilt via “Melia Varadero”. Den absolut lækreste bil, vi overhovedet havde kørt i på hele turen. Endnu et tegn på, at vi befandt os på et sted med turister – her kunne man få biler med plads til ben og bagage, aircondition, radio und alles!
Med tanken om at vende snuden hjemad igen, var turen på én måde både glædelig og trist. Da vi passerede den ene hestevogn efter den anden, smukke landskaber, frodighed, amerikanerbiler, forfaldne bygninger, kyststrækninger og mørke, billedskønne mennesker, forsøgte vi at fastfryse billederne på nethinden, og lige gemme et par glimt af det enestående land, til når vi vidste, at vi ville få brug for at mærke lidt af stemningen igen.

Da vi ankom til lufthavnen i RIGTIG god tid, var alt kaos! Folk stod i ufatteligt lange køer, der ikke rykkede sig en cm..
Air France! Igen! Men det kan I læse mere om i dette indlæg om Hamburg lufthavn, som både beskriver vores tur ud og hjem med Air France, som vi nok aldrig flyver med igen.
Efter en kaotisk og langvarig oplevelse i check-inn, paskontroller, som vi ikke forstod, flirtende sikkerhedspersonale, og en meget speciel lufthavn, som ikke rummede butikker, som vi ellers kender fra lufthavne andre steder i verden, fik vi taget afsked med et af de mest særprægede lande, vi nogensinde har besøgt.
Cuba har sat sig under huden på os – på godt og ondt. Vi ønsker for andre, at de får lov at opleve det samme.

Se alle vores artikler om Cuba her.