4 måder at booke sine rejser på
Der findes mange forskellige ferieformer, og deraf naturligvis også adskillige måder at booke sine rejser på.
I vores øjne er der overvejende 4 måder, hvorpå I kan booke jeres rejser, alt efter hvilke faktorer, der spiller ind, og dermed også hvilke fokuspunkter, der er de vigtigste for jer.
Væsentligt kan være, at I forholder jer til, hvor stort et behov I har for selv at kunne påvirke jeres rejserute, hvilke former for overnatningsteder I ønsker, hvor unik I selv forestiller jer, at jeres rejse skal være, hvor meget tid I har mulighed for selv at bruge på at planlægge, og selvfølgelig også hvordan jeres budget spiller ind.
I det nedenstående har vi derfor skrevet lidt om de forskellige måder at booke en rejse på, hvilket kan give jer mulighed for selv at finde ud af, hvilken form, der er den helt rigtige for jer.
Den individuelle og mere tidskrævende; I fikser det selv!
Hvis I selv planlægger, sammensætter og arrangerer jeres rejse, vil I med garanti kunne spare penge, og derudover selv have 100% indflydelse på, hvor I vil bo, og hvad I ønsker at opleve. What's not to like!
Eneste minus er dog, at det er enormt tidskrævende selv at planlægge sin rejse, og at det kræver en del research og tilegnelse af viden omkring det land, I gerne vil rejse til. Nogle kan lide det, andre knapt så meget…
Én ting er sikkert; der ligger en kæmpe tilfredsstillelse i selv at arrangere sine rejser, og så ramme plet i forhold til at få udlevet de rejsedrømme og forestillinger, vi har om hvad det er, vi gerne vil opleve, og også hvilken stemning vi går efter at finde. Rammer vi forkert, kan vi kun bebrejde os selv og lære af det, således vi ved bedre næste gang.
Har I selv mod på det, er der her et par gode råd til, hvordan I selv kan komme i gang med at arrangere jeres egen rejse:
- Undersøg tidspunktet for hvornår I ønsker at rejse, og naturligvis også hvornår dette er muligt for jer. Vigtigt punkt at forholde sig til er i denne henseende også, at begreberne “højsæson” og “lavsæson” ikke altid bør være en afgørende faktorer for besøg i bestemte lande. At en periode er betegnet som lavsæson på et givet tidspunkt behøver ikke nødvendigvis at betyde, at der er monsun eller lignende, men kan også “blot” betyde, at temperaturerne ligger på gennemsnitligt 28 grader i stedet for 35 grader, eller at sigtbarheden i vandet er lidt dårligere end den sigtbarhed, der er i den periode, der betegnes som højsæson. Vores råd er derfor, at I altid undersøger, hvad sæsonen har af betydning for det, I gerne vil opleve.
- Hold øje med de rigtige, bedste og billigste flybilletter, da priserne ofte svinger en del. Afsæt gerne tid til dette over en længere periode, da dette vil give jer en god fornemmelse af de forskellige priser og dermed muligheder. Når det rigtige tilbud viser sig; slå til!
- Få booket de bedste overnatningssteder i god tid. Benyt evt. Hotels.com eller Booking.com. De bedste hoteller er der stor efterspørgsel på, hvorfor disse af forståelige årsager også altid bookes først. Tjek altid TripAdvisors anmeldelser af de steder, I overvejer at booke. Disse anmeldelser giver et ret godt billede af, hvordan standarden er. Tjek endvidere de rejseblogs og rejseberetninger, der heldigvis findes masser af på nettet, da disse giver forskellige billeder og nuancer af de steder, som I vil kunne finde relevante. Derudover vil I også ad denne vej kunne finde mange gode bud på overnatningssteder, som I måske ikke vidste fandtes.
- Når I selv arrangerer og planlægger jeres rejse, kan I selv beslutte, hvordan jeres rejse skal blive. Fordelen er dermed, at I kan få lige præcis det, I ønsker, og til den pris I også kan betale. Endvidere er dét – selv at arrangere og booke sin rejse – lærerigt, og jeres erfaringer hermed kommer til at bibringe jer god viden til næste gang, I ønsker at rejse ud i verden.
- Har I planer og ønsker om i fremtiden at rejse mere, og synes I også at det er sjovt og udfordrende at sætte jer ind i hvilke muligheder nye rejsemål kan give jer, så er vores råd endvidere, at I investerer i rejseguides/bøger, samt læser alle de gode rejseblogs, der findes på nettet, og som rummer utallige spændende destinationer.
Endnu en fordel ved selv at planlægge egne rejser er desuden, at I uden det store besvær kan justere jeres rejserute undervejs, hvis I f.eks. oplever gerne at ville blive et sted lidt længere, eller hvis I opdager nye muligheder, som ligger i en anden retning, end den først planlagte.
På rigtig mange hoteller er der efterhånden mulighed for gratis afbestilling af de bookinger, I har foretaget, hvis I undervejs fortryder, eller lægger jeres rute om. Sørg dog for altid at tjekke betingelserne, inden I booker jeres overnatninger.
Læs her vores gode råd om, hvordan I selv bedst muligt kan planlægge jeres rejse, og også hvad I børe være opmærksomme på, når I selv arrangerer.
Den individiuelle rejse, som I selv sammensætter – blot knapt så tidskrævende, da rejsen vil blive planlagt og bestilt med lidt hjælp fra os.
Har I lyst til samme oplevelser og fleksibilitet, som nævnt ovenfor, men har I knapt så meget tid eller erfaring med at booke, så har vi mulighed for at hjælpe jer!
Dette vil dog kun kunne lade sig gøre, hvis I skal til Sri Lanka, Maldiverne eller Cuba, hvorfra vi har de nyeste rejseerfaringer, og dermed også de mest opdaterede og bedste kontakter.
Vi har mulighed for at lave en rejseplan, og ligeledes lave forslag til aktiviteter under rejsen til jer – baseret på jeres ønsker og vores anbefalinger. Vi holder løbende øje med priser, og derudfra laver vi links til flybooking og hotelbooking. Dermed kan I nemt selv bestille og betale jeres flybilletter og hotelbookinger, hvilket ikke vil koste jer noget, men give os en lille provision.
Endvidere kan vi, efter jeres ønske, også sætte os eller jer i kontakt med chauffører, guides eller andre personer, som vil kunne hjælpe jer rent praktisk i forbindelse med jeres forestående rejse.
En sådan rejseplan koster mellem 1.500 og 3.000 kr., alt efter hvor omfattende jeres rejseønsker er, og dermed også hvor meget tid vi skal bruge på at sammensætte en rejseplan til jer.
Er I interesseret i en sådan løsning, så send en mail til min mand michael@atrejsemedboern.dk.
Den stadig individuelle og personlige rejse – men booket via et rejsebureau.
Ønsker I en personlig rejseplan, som er udarbejdet ud fra jeres ønsker i forhold til, hvad I gerne vil se og opleve på jeres rejsemål, og hvor I dermed også selv har muligheden for at sætte jeres præg på rejsen, så er dette faktisk også muligt via et rejsebureau.
Vi har et samarbejde med Rejselyst.dk, som er et lille rejsebureau. Matti og Tina, som driver Rejselyst.dk, er begge passioneret omkring Maldiverne, og har besøgt utallige øer derude. Derfor har de en stor ekspertise, og kan af samme årsag sammensætte rejser, der passer til de flestes ønsker. Endvidere besidder de begge en stor portion ordentlighed, som for mig er det allervigtigste. Min erfaring er, at det ofte er de små virksomheder, der kan levere en ydelse ud over det sædvanlige – og det kan Rejselyst.dk. Den ånd, service, og begejstring, som kendetegner Rejselyst.dk, har jeg i dén grad et stort ønske om at støtte og bakke op omkring. Vi har rejst med vores børn, siden de var små, og derfor har troværdighed, tryghed, sikkerhed og ordentlighed altid stået allerhøjest på listen over vores prioriteringer. Netop disse egenskaber står Rejselyst.dk for.
Udover rejser til Maldiverne, tilbyder Rejselyst.dk også rejser til Sri Lanka, Seychellerne og mange flere spændende destinationer.
Mere eller mindre individuelle rejser – bestilt hos et rejsebureau
Der findes masser af rejsebureauer, som sammensætter rejser alt efter forskellige ønsker, og dermed også i forskellige prisklasser. Det er trygt, rart og uden det store besvær at bestille sine rejser via et bureau, men kan også være lidt mere pricy, end hvis man selv arrangerer.
Alt efter hvilket bureau I kunne forestille jer at bruge, er der forskellige muligheder at vælge imellem – fra både den klassiske standard charterrejse med pakkeløsninger til den lidt mere individuelle rejse, hvor I selv har muligheder for at sætte jeres præg på det, I ønsker at opleve. Dog er valgmulighederne ikke altid så store, og benytter man de lidt større rejsebureauer, vil valgene ofte bestå af mere faste alternativer.
På vores første lange rejse brugte vi et større dansk rejsebureau i forhold til at få skudt vores egen rejse i gang, hvilket vi var udmærket tilfredse med. For en del år siden tog vi derfor efterfølgende kontakt med dem igen i forbindelse med en rejse til Cuba. Dog oplevede vi faktisk, at de “smed håndklædet i ringen”, da vi fortalte dem, at vi “kun” havde 80.000 kr. til rejsen. De vurderede ikke, at de kunne medvirke til at indfri vores ønsker for en rejse i landet til den pris. Erfaring har efterfølgende vist os, at dette dog VAR muligt – alt efter de prioriteringer, vi valgte at gøre os både før, under og efter rejsen!
Det kan være en tidskrævende proces selv at sammensætte sin rejse, da det kræver en masse research. For dem, der ikke har tiden til rådighed, men som i dén grad brænder for at komme afsted, slappe af i varmen og også opleve nyt, så er et godt rejsebureau naturligvis et oplagt valg. Koste hvad det vil 🙂
Søger I inspiration til jeres næste rejse, kan I her læse rejseberetninger fra hele verden, eller dykke ned i vores 3 store temaer, som vi selv har rigtig god erfaring med; Sri Lanka, Maldiverne eller Cuba.
Har I allerede booket jeres rejse, og derfor eventuelt brug for at få styr på de sidste praktiske ting, kan I få inspiration fra vores alders- og temaopdelte pakkelister, og ligeledes læse vores guides til udvalgte rejseprodukter.
Endvidere har vi andre indlæg om praktiske og brugbare rejseråd her.
Jeg er vild med ideen om individuel rejseplan lavet med hjælp fra jer ?? super ide når man synes rejsebureauer har fleksible PAKKER eller stor merpris, og gør-det-HELT-selv versionen virker uoverskueligt. Jeres side er super inspiration OG hjælp til os gør-det-selv folk. Vores nyligt Cuba ferie fik stor gavn af jeres viden og tips.
Kære Annette.
1000 tak for dine skønne ord. De varmer!
Fantastisk, at I nu har oplevet Cuba. Jeg håber, at landet levede op til jeres forventninger, og at I fik oplevelser for livet.
Tak fordi du tager dig tid til at skrive så pæne ord, Annette.
Kh Stine