FRA VARKALA TIL ALLEPPEY
I kan her læse om familien Bøgh Nedermarks tur med husbåd ned ad Backwaters i Alleppey.
Vil I gerne følge hele rejsen fra start, kan I her læse om Port Blair, Havelock på Andamanerne og Varkala i Sydindien, som familien besøgte inden de tog til Alleppey.
Med husbåd ned ad Backwaters i Alleppey
Lørdag den 21.10.2017
Vores ur ringede kl. 07.45, og vi kunne høre, at der stod ned i stænger udenfor. De sidste ting blev pakket ned i kufferterne, og vi spekulerede på, hvordan vi skulle komme over til restauranten?
Lilje og jeg løb afsted under Liljes paraply, og Nikolaj og Konrad løb afsted under hvert sit håndklæde. Vi kunne ikke sidde nede under pavillonerne p.g.a. regnvejret, så vi blev placeret lidt længere oppe, hvor alt-mulig-manden havde placeret et bord. Tjenerne kom gående under en paraply med morgenmaden til os, og det hele gik fint. Vi fik i hvert fald vores morgenmad. Regningen for opholdet kunne vi ikke betale med dankort, så en af de ansatte kørte efter os i taxaen på sin motorcykel hen til en ATM.
En 3 times køretur havde vi foran os, og p.g.a. regnvejret blev det en lidt længere tur. En tur med tæt trafik og dytten. En rigtig indisk køretur langs kysten til Alleppey, hvor husbåden ventede på os. Konrad sov det meste af vejen, da han var lidt køresyg, og ikke kunne se på iPad.
Taxamanden ville gerne være venner på Facebook, så vi kunne bruge ham som taxa næste gang vi skulle til Kerala. Han var flink, og kunne sagtens anbefales til andre.
Kl. 13.00 ankom vi til husbåden “Our Houseboat”, og vi var nu klar til vores 2 nætters bådeventyr.
Vi havde booket husbåden hjemmefra direkte via Our Lands mailadresse sammen med de efterfølgende 3 overnatninger på selve Our Land Island resort. En overnatning for os alle 4 + alle måltider havde vi givet 968kr for. Selve “Our Land” kostede 871kr for os alle 4 + alle måltider og aktiviteter.
Båden var lidt våd efter alt regnen, men hele området omkring båden så ud, ligesom vi havde set på billeder hjemmefra. Et fantastisk smukt område også i regnvejr.
Vi placerede os i vores udendørs stue, og så sejlede vi afsted ned af vandkanalerne i Alleppey.
Ombord havde vi vores kok Prince og vores styrmand Monsi med os. Prince serverede en virkelig god KOLD rødbededrinks med krydderurter til velkomstdrinks, og vi nød den. Konrad var optaget af sine pokemon og Ben10 kort, og Lilje var i gang med at undersøge sin rygsæk.
Fyrene spurgte om vi vil have frokost, så de sejlede hurtigt ind til bredden igen samtidig med, at de var i gang med at tilberede maden. Vi var noget spændte på, hvad vi ville få serveret.
De lokale drenge på bredden gik forbi os med deres bue og pil, og vi vinkede til hinanden.
Et meget positivt måltid blev serveret. 4 stegte fisk på fade med løg og tomater sammen med ris, karrygryde, en sambar ret, indisk salat, rødbedesalat, spicy bønnesalat og indisk brød. Alt så indbydende ud, og vi spiste alle af det. Især Lilje spiste en del fisk, men ingen spicy sovs til børnene.
Efter måltidet sejlede vi videre langs vandkanalerne, og vi kunne rigtig betragte det lokale liv, og se hvordan livet ved vandkanalerne i Alleppey leves. Her blev alle de lokale fragtet i forskellige små hjemmelavet både, hvorimod de inde midt i byerne fór afsted i tuk-tukker.
Kvinderne, der stod og vaskede deres tøj i vandkanten, og børnene der legede. Alt dette kunne vi nyde synet af, mens vi også fik leget med modellervoks og spillet klodsmajor. Konrad er en virkelig dårlig taber. Især i klodsmajor. Han blev i dårligt humør, og ville ikke spille mere. Han var også bange for at prikke til en klods, for tænk nu, hvis han skulle vælte tårnet. Som eftermiddagssnack fik vi serveret masala te og stegte bananer. Det var meget lækkert.
Omring os sejlede der flere husbåde, men det gjorde ingenting. Det var hyggeligt at betragte de andre både for de var alle forskellige.
Kl. 17.30 sejlede vi ind til bredden for at lægge til, inden mørket faldt på. Konrad og Monsi fik plukket lidt bananer i palmerne, og vi andre gik en lille tur forbi rismarkerne. Pludselig kom der en stor flagermus flyvende forbi os, og vi begyndte at kunne skimte solnedgangen. Tilbage på husbåden sad Konrad og fyrene og spillede kort. Konrad var vist ved at lære dem at spille fisk, og det var sikkert med hans helt egne regler ? De tog Lilje med en tur ud i køkkenet, begge børn fik en rødbedejuice igen og vi kunne høre, at der var fuld gang i køkkenet. Mørket faldt på, og vi sad og hyggede i vores udestue. Igen til tusindvis af dyrelyde. Hvor var vi bare heldige ?
Nikolaj læste bog for Konrad i sengen, og Lilje og jeg gik en tur ud i køkkenet igen for at se, hvad Prince var ved at lave af aftensmad til os. Han havde bagt nogle runde brød, som han var ved at stege på panden. På den anden pande lå der noget hvidt, og han fortalte, at han ville lave “Flower steamed rice cake” ud af det. Vi fik en lille snak med ham, men ingen af dem var de bedste til at tale engelsk.
Prince var 20 år, og han boede hjemme hos sine forældre 500m fra denne bred, vi lå ved. Han opholdte sig dog i længere tid på resortet “Ourland”, hvor han arbejdede.
På en madras ved siden af lå vores styrmand Monsi og sov. Han var vist blevet træt efter en dags sejllads.
Ved 20.30 tiden fik vi serveret madbrødene, riskagerne, kyllingestykker med ben vendt i noget sovs, en anden sovseret og spicy bønner. Vi sad i udestuen og nød stemningen på husbåden i vandkanalerne. Længere nede kunne vi se et flot lys fra en anden husbåd, og et par gange kom en båd sejlende forbi os.
Da Konrad og Lilje var færdige med at spise, gik de ud i køkkenet og spillede klodsmajor med Prince. De hyggede sig, og vi fik en stillestund alene. Vi sad og snakkede om, at vi slet ikke forstod, at vi befandt os på en vandkanal i Sydindien. Egentlig er det sådan, at inden vi tager afsted, så kan vi ikke forstå, at vi skal afsted. Når vi så er på rejsen, forstår vi heller ikke, at vi faktisk befinder os her, og når vi kommer hjem, kan det indimellem være svært at forstå, at vi virkelig har været der!
På trods af at vi var på en husbåd, så var badeværelset og soveværelset mere rent og knap så fugtigt, som på Samsara Harmony, så det var skønt at komme i seng. Vores første nat på vandkanalerne i Alleppey ❤
Smukke Alleppey – en enestående oplevelse langs floden
Søndag den 22.10.2017
Det var svært at sove længe på husbåden. Kl. 06.00 var Prince og Monsi oppe. Der var fuld gang i køkkenet, og de talte og grinede.
Aircondition blev også slukket på det tidspunkt, men heldigvis kunne børnene sove lidt længere. De vågnede kl. 07.30, og indtil da havde aircondition været tændt og slukket 3 gange ?
Vi stod op til et smukt morgensyn. Vejret var bedre, og solen var begyndt at komme frem og skinne ned i det helt stille vand. Vi fik serveret indisk morgenmad. Hele bordet var igen fyldt med forskellige indiske retter, og også omelet og toastbrød. Vi fik en dejlig friskpresset ananasjuice.
Efter maden begyndte Nikolaj at blive utålmodig. Han kunne ikke vente med at komme ud at sejle. Kl. 09.30 startede vi dagens sejlads. WOW så smuk en sejltur. Solmadrasserne var kommet op foran, og solen stod højt på himlen. Vi sejlede forbi de lokale landsbyer, hvor kvinderne stod og vaskede deres tøj eller køkkensager i vandkanalerne. Monsi fortalte, at de kun vaskede sig selv og deres ting i vandet. De drak vand fra flasker, og gik på toilettet et andet sted. Nikolaj havde ellers lige forestillet sig noget helt andet ?
Flere børn pjaskede i vandet, og hele dagligdagen var i fuld gang.
Mændene i de små fiskerbåde råbte “Huuuuuu”. Måske for at kalde fiskene til sig, men hvem ved.
Vi sejlede hen forbi “Ourland”, og glæden blev ikke mindre. Det lignede det mest idylliske sted. Kokken stod i vandkanten og ordnede fisk, og en lille kano kom sejlende derfra. Fra kanoen fik vi lige afleveret nogle ekstra håndklæder og andet godt.
Hele stedet var pakket ind i træer, og det lå på en lille ø for sig selv. Fantastisk at vi snart skulle være der i 4 dage.
Lilje kom op til Monsi, så hun kunne styre båden, og der blev hun faktisk siddende i omkring 1-2 timer. Hun sad bare og nød udsigten i de fantastiske omgivelser. Hvor var det fedt, at sådan en lille pige kunne nyde det på samme måde, som Nikolaj og jeg ❤ Gad vide hvilke tanker, der fløj igennem sådan et lille hoved.
På et tidspunkt skulle Monsi noget, så Prince overtog styret, og Lilje fulgte med. Det var helt ok for hende. Bare hun kunne blive siddende ved styret.
Konrad fik lov til at se lidt på iPad, selvom vi var imod det, men så var der afslapning til os alle. Vi sejlede ind til bredden til en lille butik. Udenfor stod der flere indere, og der lå kokosnødder. Vi skulle bare ind og have is, men før vi fik set os om havde vi også købt en kokosnød, som blev flækket på stedet og sat et sugerør i. Ud over det blev det også til en hummer. De havde kasser stående med store hele hummere, der lå på is, og store krabber i en kasse ved siden af. Prince ville så tilberede hummeren til os til aftensmad.
Det viste sig at være Monsis bror, der havde købmandsbutikken. Kort tid efter mødte vi også Monsis far, der kom sejlende i en lille fiskerbåd.
Vi sejlede ud på en bred kanal, og vi var de eneste der sejlede der. Vandkanaler så langt øjet rækkede, og kun vores lille husbåd og palmer i vandkanden. WOW det var fantastisk, og vi sad foran på dækket på solmadrasserne og nød det hele ? Nikolaj fik serveret en kold øl, mens han sad i solen. Den havde Monsi købt for os i en lille shop sammen med to colaer dagen før.
Vi sejlede ind til bredden for at holde middagspause. Vi var ved at læse i vores bog ”Sigurd fortæller om de nordiske guder”, så det fortsatte vi med. Der gik dog ikke længe, før der stod en ged ved rælingen af husbåden, og vi skulle selvfølgelig op og klappe den. Vi hoppede i land, og så var der geder over det hele. Det var et kæmpe hit for Konrad og Lilje, og vi bevægede os afsted i græs og mudder. Konrad blev derude, for der var masser at undersøge. Der kom to drenge løbende over marken og hen imod Konrad. De havde en hjemmelavet fiskefanger i træ med, og den var Konrad helt optaget af. Drengene gav ham fiskefangeren, så han kunne prøve at fiske med den. Konrad gav drengene et af vores kortspil, og de lignede to drenge, der aldrig havde set et kortspil før, så de blev meget glade. Lilje sad med sine duplo klodser, og det havde de heller ikke set før.
Vi sagde farvel til dem, da vi skulle til at spise. Igen fik vi stegte fisk og alverdens til forskellige indiske retter. Vi var rigtig sat på prøve hvad angår maden, men vi benyttede da lejligheden til at smage en masse forskelligt.
Pludselig kunne vi se en stor flok bøfler komme gående ført af to indere kun iført underbukser og en stav i hånden. Den ene bøffel stak af, så der blev et show uden lige.
Bøflerne blev spændt til hvert sit træ tæt på vores husbåd, så dem skulle vi da også ud at undersøge lidt nærmere.
Vores styrmand Monsi lå og sov, og kokken Price kunne ikke rigtig få liv i ham, så vi kom vist til at ligge ved bredden længere end beregnet.
Den ene dreng og en anden dreng kom løbende tilbage til båden. Den ene havde fanget en fisk, og det ville de gerne vise. Konrad syntes det var SUPER sejt, og han sagde, at vi skulle spørge drengene, hvordan de havde fanget fisken. Det havde de gjort med et stort net, som de viste os. Konrad var derfor inde og finde sit fiskenet, og så gik den store fiskejagt i gang.
Længere henne af bredden forsøgte Konrad at fange en fisk. Der var et lokalt hus ved siden af, og udenfor kravlede en meget gammel dame på knæene, imens hun sagde en masse lyde. Da hun satte sig op kunne man se det vildeste gamle hekse ansigt med gråt langt strittende hår. Hendes trøje sad ovenover brysterne, og de hang bare som to læderlapper. Nu begyndte hun at humpe videre rundt om huset på numsen, samtidig med at hun stadigvæk sagde en masse lyde. Det var faktisk lidt skræmmende.
Tilbage på husbåden var Monsi endelig vågnet, og han var ved at gøre klar til afgang. Konrad havde virkelig hygget sig på bredden, og han var klar til at styre båden.
Det var fantastisk at ligge der på husbåden i høj solskin. Helt, helt afslappet og så bare overvære det hele. Ofte kunne vi høre lyden “klask, klask”. Det var når kvinderne slog vasketøjet imod stenene.
Ved aftenstid begynde alle mændene at sidde langs bredden og kaste deres fiskesnøre ud. Vi tog hold ved en gangbro for at se solnedgangen. Pludselig var der en der råbte “Stine” fra en af de andre husbåde. Det var vores tyske vennepar, så vi vinkede og vinkede.
Kort tid efter holdte vi igen ind til bredden, hvor vi skulle spise aftensmad og sove. Lilje og jeg kom med Monsi på noget af en byvandring for at finde en lille shop med vand.
På båden var Prince i fuld gang med at tilberede aftensmaden, og det stod på kylling med ben vendt i indisk sovs og andre indiske retter. Maden var fin, men det var lidt for meget med indisk mad 3 gange om dagen. Vi fik ikke den hummer/tigerrejer vi havde købt, og den blev heller ikke nævnt.
På husbåden fik Konrad selvfølgelig også øje på et par gekkoer. Det var helt perfekt, og så følte vi os også lidt mere hjemme ? Monsi legede med Konrad og Lilje, og så var det sengetid.
“Goodnight see you i morgen” sagde Konrad inden han lukkede værelsesdøren ❤
“Our Land” – Alleppey på godt og ondt!
Mandag den 23.10.2017
Vi sad på dækket og nød en stille morgen. En indisk mand stod og børstede tænder i vandkanalerne, og en anden tog et hovedspring i vandet. Det var de lokales daglige morgenrutiner. Flere skolebørn var på vej i skole, og andre børn stod og vaskede sig. Mange blev fragtet i en båd fra den ene side af vandkanalen til den anden side.
Midt i det hele råbte Konrad: ”Der er ananasdrinks”, og Lilje kom løbende og råbte: ”Far jeg sagde også “goodmorning” til den anden dreng”. En rigtig dejlig morgen på husbåden.
Efter endnu en indisk morgenmad blev der læst et kapitel eller to mere i bogen. Konrad var helt optaget af den, og mens vi var på husbåden, læste vi halvdelen. Vi talte om, at vi ville læse resten af bogen på Our land Island Resort.
Kort tid efter kunne vi faktisk også skimte “Our Land”, og vi lagde til ved bredden lige nedenfor. 20 fodskridt efter stod vi foran vores lille hus. Det lå lige ud til vandkanalen, og Konrad gik straks i gang med at forsøge at fange fisk med sin nye hjemmelavet fiskefanger.
Vores kok Prince kom sejlende forbi os i en kano, og Konrad fik lov at komme med, og pist væk var han. Han kom tilbage, efter at de havde været over på den anden side af vandkanalen.
Vi blev efterladt i vores lille hus ved 10 tiden uden nogen form for informationer om stedet. Vi forsøgte derfor at finde ud af, hvor restauranten og receptionen var. Vi fandt ud af, at begge dele var samme sted, og vi mødte vores rengøringsdame. Hun sagde, at manageren var ude at købe træ, men at han ville komme ned til os og fortælle om de forskellige aktiviteter omkring kl. 13.00.
Vi gik derfor en tur igennem skoven ad små stier. Der var dog mange myg over det hele, og selvom vi allerede havde taget myggespray på, var vi virkelig meget plaget af myggene.
I stedet bestemte vi os for at slappe af i aircondition i sengen indtil frokosttid. Frokosten var en dejlig overraskelse. Det var dog stadigvæk indisk mad af samme koncept, som på husbåden, men det var virkelig godt, og en helt anden standard. Vi spiste og spiste, og jeg blev overbevist om, at vi nok skulle klare 4 dage mere kun med indisk mad. Der var kun vand til maden, og det var også ok, når man blev vant til det. Ingen sodavand, øl eller vin, så ens behov var man nødt til at sætte lidt til side. Det var nu også en læring i sig selv 🙂
Manageren var kommet til øen, og han fortalte lidt om de forskellige aktiviteter. Kl. 16.30 skulle vi blandt andet møde til “afternoon tea og snacks”, og så skulle vi med på en kanotur. Vi spurgte ind til spabehandlingerne, men det var ikke muligt at få disse før dagen efter. Det mest ærgerlige var, at vi faktisk havde forsøgt at booke behandlingerne på forhånd via e-mail, men vi fik et svar tilbage med, at dette ikke var nødvendigt. Vi skulle først booke behandlingerne, når vi ankom.
Vi havde øen helt for os selv, og det føltes egentlig ret fedt. Der var stort set kun 6 huse, et fælles hus og et spahus.
Inden kanoturen fik vi spillet yatzy på vores terrasse, og jeg fik slappet af i en hængekøje. På den anden side af floden kunne vi stadig følge lidt med i det lokale liv, hvilket var meget hyggeligt.
Vi fik indisk kaffe, og nogle runde friturestegte bananer blandet med kokos, kardemomme og et krydderi. De var virkelig gode.
Efterfølgende blev vi placeret i midten af kanoen. Bagest sad en ældre sød indisk mand med et tørklæde omkring benene og roede. Foran os sad en anden indisk mand, som også var ansat på ”Our Land”. Vi roede afsted på det helt stille vand. Sejlende ved siden af en anden kano og en lille fiskerbåd. De var alle i højt humør, og det var hyggeligt at opleve floden fra en kano. Vi sejlede ind ad de små vandkanaler, som vi ikke kunne komme ind ad med husbåden. Lige imellem alle de lokales huse.
De vinkede, smilede og hilste pænt. Vi kunne fornemme, at de var i gang med at lave aftensmad, og der var tændt bål rundt omkring. De store børn og kvinderne var ved at vaske køkkengrejet i floden.
Det var en helt speciel stemning, og vi NØD det. Vi sejlede igennem vandliljer, og på vej tilbage sejlede vi mod en smuk smuk solnedgang. Den smukkeste vi havde set på denne rejse. Vi var så optaget af at sidde i kanoen omringet af helt stille flodvand, åkander, palmer og selve solnedgangen. Endnu engang WOW. Der fløj flagermus rundt, og vi så flere kingfishere.
Både Konrad og Lilje fik lov til at prøve at ro, og Lilje vaskede sine egne og mine klipklappere i flodvandet. Præcis som hun så de andre kvinder gøre ❤
En af mændene fortalte, at Kerala betyder: Landet af kokosnød.
Vi fik virkelig god indisk aftensmad, og jo flere dage vi fik indisk mad, jo mere begyndte Konrad og Lilje at spise af det. De spiste masser af kylling og fisk tilberedt á la Indian style.
Efter et par kapitler i bogen var det godnat for os alle.
Tæt på befolkningen i Alleppey – en STOR oplevelse!
Tirsdag den 24.10.2017
Vækkeuret ringede kl. 07.00, og kl. 07.30 skulle vi være klar til vores morgengåtur.
Manageren og en anden ansat tog med os, og vi startede med at sejle over til en anden bred, hvor vi skulle påbegynde vores morgenrute.
Vi havde alle fået kondisko på, og med et par chokoladekiks i hånden var vi helt klar til, hvad der ventede os. Og det var godt, for det var den mest fantastiske morgentur vi nogensinde havde været på! Vi gik helt tæt på de steder, hvor de lokale boede, og i starten af gåturen kom vi forbi vores kanomands hjem, den søde ældre inder, som arbejder på “Our Land”. Han var lige stået op, og stod uden for sit hus med sin kone og formentlig også sit barnebarn. Det misundelsesværdige ved indernes kultur er, at alle i familien bor sammen, og at alle hjælper hinanden.
Flere kom cyklende, og råbte “Goodmorning”. De var højst sandsynligt på vej på arbejde. Andre stod på kanten af bredden og tog sig mod til at hoppe i floden for at morgenbade. En indisk mand stod og sæbede sig ind, og igen stod flere kvinder og vaskede tøj i floden. Denne her gang var vi bare så tætte på beboerne, at vi kunne tale med dem, så oplevelsen blev meget mere autentisk, end noget vi tidligere har oplevet. Der stod 3 skolebørn, som havde fået sat håret og var klædt i skoleuniform. Vi stod lidt sammen med dem, inden vi gik videre. 3 minutter efter kom de kørende forbi os i en tuk-tuk, da de var på vej i skole. En indisk mand med en masse geder løftede en lille ged over til Konrad, og det var noget han kunne bruge. En anden indisk dame stod ude foran sit faldefærdige skur med vasketøj over det hele. Hun ville rigtig gerne i kontakt med børnene. De gik ned til hende, og hun fik to passionsfrugter ned til dem fra sit træ i haven. Det var så uvirkeligt at være midt i det hele, og det at alle ville i kontakt med os, gjorde oplevelsen så meget bedre.
Nogle drenge stod og råbte “pen pen”, imens de var ved at børste tænder, så Konrad gav dem nogle farveblyanter. Heldigvis havde vi taget lidt med til gåturen.
Hele familien kom ud, og vi gik over til søen ved siden af, hvor der var mange vandliljer. Den yngste af drengene hoppede i søen, og plukkede to vandliljer til Konrad og Lilje.
Da vi gik videre forsøgte en anden mand at tale til os, men han havde vist ikke rigtig noget sprog. Han smilede med sit tandløse smil, og på en eller anden måde fandt vi ud af, at han ville fortælle, at det var sorte peberfrugter, der voksede op af et mangotræ, og de var meget stærke.
Alt var SÅ autentisk, og alle var så flinke. Vi har aldrig været så tæt med lokalbefolkningen før.
Undervejs så vi flere slags fugle og blomster, men det var nu ikke det, som vi var mest optaget af. For os var oplevelsen det at være sammen med de lokale og følge med i deres dagligdag.
Der blev lavet truthorn og halskæder af blade, og vores gåtur kom til at tage halvanden time længere end beregnet. Der var så mange ting vi var nødt til at stoppe op for at undersøge nærmere, og Konrad og Lilje elskede vores små undersøgende stop. Godt svedige og trætte tog vi kanoturen hjem til “Our Land”. Vi blev selvfølgelig sat af lige uden for vores lille hus, hvilket fuldendte turen ❤
“Spa-behandlingerne” på “Our Land” – en skuffende oplevelse!
Efter en velfortjent morgenmad var Nikolaj klar til kropsmassage. De havde ingen på øen til at udføre behandlingerne. Det skulle derfor planlægges, og så blev der efterfølgende sejlet én ud på øen. Det var lidt ærgerligt, da vi havde regnet med, at vi skulle have flere behandlinger. Kort dagen før havde vi dog mødt et dansk ægtepar, der var på vej afsted med husbåden. De sagde, at de ikke havde fået nogle spabehandlinger på ”Our Land”, da de ikke syntes, at det virkede indbydende. Spahuset så også lidt forsømt ud, syntes de.
Nikolaj hoppede ud i det, og han blev en smule skuffet. Det handlede mere om at smøre olien ud end selve massagen, og spahuset var ikke særligt hyggeligt indvendigt. Han lå på en hård træplade uden underlag, og det var lidt svært at placere sit hoved nogen steder, da han lå på maven, for der var ingen hul til hovedet. Faktisk fik han lidt ondt i nakken efter sådan en behandling.
Samtidig havde rengøringsdamen og en anden meget ældre dame, der gik rundt på ”Our Land” gjort klar til at fiske. De kom ned til vores hus med to hjemmelavede fiskestænger og noget dej/brød som madding. Stængerne var lavet af bambus med en snøre og krog på, og så var det ellers bare i gang med at fiske lige uden for vores hus. Konrad var ellevild, men tabte dog hurtigt tålmodigheden. Fiskede nuppede vores madding, men bed ikke rigtig på krogen. Lilje legede i vandkanten, og hun stod på stentrappen i vandet og vaskede sig i floden. Igen præcis, som hun så de lokale gøre det. Hun var kun i ført en undertrøje, og hun hyggede sig.
Af dyr på øen så vi gekkoer, egern, græshopper, fugle, frøer, guldsmede, masser af myg, tissemyrer i alle størrelser, store edderkopper, dansende edderkopper og en rotteslange ?
Om eftermiddagen da jeg var på vej til min massage, kom der nemlig en kæmpe stor slange snoende hen af græsset. Heldigvis snoede den sig hurtigt væk fra massagedamen og jeg. Så hurtigt at jeg ikke engang kunne nå at tage et billede. Det var heller ikke helt nemt at få fundet mobilen frem, når det at se SÅ stor en slange kom noget bag på mig ? Lidt chokeret gik jeg med ind i spahuset, og jeg glemte vist at nævne tidligere, at ayurveda behandlinger kun er i ført tangatrusser for både mænd og damer ?
Jeg havde nogenlunde samme oplevelse som Nikolaj, men det værste var ”Herbal steam bath”, som jeg havde valgt efter behandlingen. 15 minutter dampbad i en muggen trækasse med hovedet ovenover. Omkring halsen et brunt ulækkert tørklæde for at lukke kassen til for at holde dampen inde. En tissemyre kom også kravlende på tørklædet, og der var ikke så meget jeg kunne gøre. Jeg kunne knapt nok bevæge hovedet, og mine hænder var inde i kassen. Under behandlingen talte massagedamen også i mobil bag mig, og det var nu heller ikke så afslappende. Da jeg endelig slap ud af den mugne kasse, skulle jeg ind på spahusets badeværelse for at forsøge at vaske alt olien af mig i et koldt brusebad med deres billige mørke sorte/grønne sæbe, der var hældt over i en brun lille krukke for at se lidt finere ud. Med mig i badet havde jeg selvfølgelig også lige en pænt stor edderkop.
Selve massagen var egentlig okay, men hele oplevelsen var snasket, og der var ikke den rigtige atmosfære til behandlingerne. Det overraskede os meget, da vi via hjemmesiden havde fået et indtryk af, at hele stedet handlede om disse behandlinger, og at maden laves derefter.
Det var både vores første, men absolut også vores sidste behandling på dette sted!
På trods af at der var faste spisetider på ”Our Land”, så kunne vi heldigvis godt justere lidt på det, og det var helt perfekt. Især om aftenen, da vi fik lov til at spise kl. 19.00 i stedet for kl. 20.00. Børnene var trætte og en smule rastløse på denne øde ø. Vi var vist alle ved at trænge til et lækkert hotel med en swimmingpool.
Da jeg fortalte manageren omkring slangen sagde han bare “Ja ja vi har slanger her. Det er “Ratsnakes”, de er ikke giftige”. Massagedamen virkede også helt afklaret med det tidligere, så det var åbenbart helt normalt med disse slanger.
De sidste timer gik med at låne managerens mobiltelefon for at få booket overnatning i Kochi. Der skulle være internet på ”Our Land”, men det havde selvfølgelig ikke virket i flere uger. Igen manglede vi det faktisk heller ikke. Det var meget mere ferie, når vi ikke havde muligheden for at komme på internettet.
Managerens internet var også meget langsomt, men det lykkedes os at få booket en overnatning på “Vivanta by Taj Malabar” til omkring 800kr. Et tiltrængt luksusresort.
Vi skulle først have været på skolebesøg, den dag, hvor vi skulle videre til Kochi, men for at få noget ud af dagene på dette øde sted, lavede vi skolebesøget om til en dag før, så kl. 10.00 næste dag skulle vi afsted.
Samtidig havde vi læst i Lonely Planet, at der skulle være en “Elephant Camp” omkring Alleppey, og vi fik manageren til at arrangere badning med elefanter. Dette kunne også lade sig gøre den efterfølgende dag kl. 15.00. Vi havde derfor endnu en oplevelsesrig dag i sigte, og vi var MEGET spændte.
Skolebesøg i Alleppey
Onsdag den 25.10.2017
Efter en god morgenmad var vi ved at være klar til skolebesøg. Vi sejlede i kanoen over til den anden side af floden, og der regnede vi med, at vi skulle med en taxa. Men nej, vi skulle gå, så vi måtte afsted på en halvtimes gåtur i høj solskin. Pyhhh. På vejen fik Nikolaj øje på en slange i en palme, og den fik vi taget et billede af. Det var ikke så skræmmende, når den sad helt stille i palmen.
Manageren var sammen med os, og han var lidt bekymret for vores 4 doktor legesæt vi havde med. Han mente, at børnene ville komme til at skændes om dem, så da vi gik forbi et hus med en lille pige på 2 år, gav Lilje det ene doktorsæt til hende.
Godt svedige ankom vi til skolen. Konrad og Lilje stillede sig pænt op foran skolen, så vi kunne tage et billede. Konrad: “Den er da ikke så pæn som min skole”
Skolen var en lille skole med 24 elever og 4 åbne klasselokaler. To af klasselærerne var fraværende, da vi var der, så børnene var slået sammen i to lokaler. Madmor kom ud og tog imod os, og efterfølgende kom lærerne. Børnene sad på deres plads i klasselokalerne.
Børnene grinede og fnisede, da vi trådte ind i klasselokalet. De havde alle skoleuniformer på. Alle sammen fik lov til at komme op til os og tage tusser, og Konrad og Lilje delte forsigtigt nogle ud. De takkede, og spurgte, hvad vi hed. Rundt om i lokalet hang der plakater med engelske historier, så de var allerede i gang med at lære engelsk. Vi fik lov til at se i deres skolehæfter, og Konrad sad ved siden af to skoledrenge. Pludselig ringede klokken og alle løb ud på toilettet, og så legede de fangeleg bagefter. De fik kiks, og en sød indisk pige kom også med kiks til Konrad og Lilje. Det var et kort frikvarter, og så var det time igen. Alle råbte ”bye bye” og vinkede. Det var en hyggelig lille skole ❤
Efterfølgende havde vi stadig mange farveblyanter m.m. tilbage, så vi aftalte med manageren, at vi tog en tuk-tuk over til en anden skole, der også lå i nærheden. Med i tuk-tukken kom manageren og en anden gammel indisk mand, der sad i vejkanten, så vi var godt fyldt op ?
Denne skole var større. Der var i alt 60 elever og 4 børnehavebørn. Vi blev taget pænt imod. Børnene stod og kiggede og vinkede. De havde ikke skoleuniformer på, men de håbede på, at de inden længe kunne skaffe nogle. Alderen på børnene i skolen var 6 til 12 år. Lærerne fortalte også, at det var en fjernskole, og ikke mange forældre ville sende børnene dertil. På lærerværelset fandt de 4 stole frem, og så stod ”The Miss” af skolen og alle lærerne omkring os. De spurgte, hvad vi hed, hvor vi kom fra og hvad vi arbejdede med. De henvendte sig også til Konrad og Lilje, og en lærer spurgte om Lilje ville synge en sang. Det var hun dog for genert til, og Konrad havde heller ikke lyst.
Bagefter var det tid til at dele gaver ud. Vi startede i børnehaven, hvor Lilje gav legetøjs doktorsæt og klodsmajor til pigerne, så det var heldigt, at vi ikke havde givet alt legetøjet væk på vejen dertil. Lilje var i hopla, og det var vist noget hun kunne bruge, at der også var en børnehave. I højt humør fortsatte hun med at hjælpe Konrad med at dele farveblyanter ud til børnene i klasselokalerne. Lilje gav pigerne farver, og Konrad gav farver til drengene. Det var de meget enige om, og de gik meget op i, at pigerne skulle have pigefarverne og omvendt. Alle børnene stod op, og når de havde fået farver satte de sig ned igen. I denne skole blev der ikke rigtig undervist i engelsk, men eleverne prøvede sig alligevel frem. “Whats your god´s name” og “Your pretty”. Og så fnisede de ?
I en af klasserne sagde læreren, at en af eleverne ville synge en sang for os, da de havde fået farverne. En indisk dreng rejste sig op og begyndte at synge. Det var så flot, og vi andre stod helt stille i klasselokalet og lyttede til sangen. Efterfølgende blev der delt flere farver ud, og nogle af børnene lavede små blomster i papir til Lilje og papirsflyvere til Konrad.
Lilje hoppede glad rundt i klasselokalerne, og Konrad satte en ære i, at alle børnene fik farver. Derefter var det tid til frikvarter, og alle børnene løb ud på pladsen. Der var også en lille legeplads. Mange af pigerne flokkedes omkring Lilje ved vippen, og drengene stod omkring Konrad ved gyngerne. Mange af børnene ville også over til os voksne. Give os hånd og snakke lidt. Vi var vist alle godt omringet på hvert sit sted. Lilje og Konrad var godt tilpas, og selvom vi ikke var lige ved siden af dem, så smilede de og hyggede sig ❤
Selv lærerne ville stadigvæk gerne snakke. De spurgte også efter vores “God name”, at vi endelig skulle komme igen, og at vi gerne måtte sende billederne fra vores kamera til deres mailadresse. Det var SÅ vildt at stå lige midt i det hele. Tiden fløj afsted, og selv Nikolaj syntes, at det var en kæmpe oplevelse. Prikken over i'et var, at vi også lige blev budt på middagsmad sammen med dem. Vi lod os rive med af stemningen, og var helt sikkert villige til at sige ja, men manageren fra resortet mente ikke, at vi havde tid. Der var frokost på resortet, og derefter skulle vi bade med elefanter. Vi sagde derfor pænt tusind tak, men at vi desværre ikke havde tid. Eleverne fik udleveret hver deres ståltallerken, og så skyllede de den i noget vand. De stod i kø udenfor, og fik ris og karrysovs hældt op fra store gryder. Bagefter satte de sig rundt omkring på pladsen og spiste med fingrene. Det var virkelig en givende og surrealistisk oplevelse. Desværre var det tid til at sige farvel og alle vinkede ❤
Overvældet af oplevelser tog vi tilbage til resortet og spiste frokost. En hurtig frokost, og så var det afsted mod “Elephant Camp”, eller det troede vi i hvert fald ?
Snydt på “Our Land”
Børnene fik en lur på vejen, og da vi nåede frem, så det hele lidt øde ud, og det lignede ikke en “Elephant Camp”. Chaufføren fra resortet sagde, at det var her vi skulle være. Udenfor sad en sur mand, og fra den ene side kunne vi se, at en yngre mand kom gående med en elefant. Vi skulle betale 3000inr altså knap 300kr med det samme. Det var faktisk mange penge i Indien, men vi betalte alligevel, for nu stod vi midt i det hele. Vi gik ned til et lille bitte vandhul, hvor elefanten stillede sig ud og tissede og lavede afføring. Nikolaj sagde med det samme, at vi ikke ville bade i det lille tishul, og i stedet for gik vi op til en vandslange. Der var overhovedet ikke noget eksotisk over det, og det havde ikke meget med badning med elefanter at gøre. Konrad og Lilje skrubbede elefanten med en børste, og Konrad kom op på elefanten og sidde, imens der blev sprøjtet vand på dem. Lilje ville ikke op på elefanten, og det var helt forståeligt. Hele stemningen var slet ikke til det, og der sad 4-5 indiske mænd og kiggede på os. Vi gav elefanten nogle af vores mariekiks, og så var det slut. Vi havde ikke lyst, så vi fik chaufføren til at sige, hvor utilfredse vi var, men manden var fuldstændig ligeglad, og han ville slet ikke kigge på os. Vi var klar over, at vi var blevet snydt, og dette var chaufføren enig med os i. Det var ikke et sted han kendte, og han ville bestemt ikke anbefale det til andre. Vi sagde til ham, at vi ville skrive til Lonely Planet om, hvor dårligt “Elephant Camp” var, og til vores store overraskelse svarede han, at det ikke var “Elephant Camp”, men i stedet et privat sted. Han vidste ikke noget om, hvad vi havde aftalt med manageren.
Tilbage på resortet sagde vi det til manageren. Han undskyldte med, at han ikke kendte til “Elephant Camp”, hvortil vi sagde, at det var jo derfor vi viste ham det i bogen, og det var det sted vi gik ud fra, at vi skulle hen. Han begyndte at prøve på at ringe nummeret op, og sagde, at der ikke var forbindelse til det nummer o.s.v. Vi gav derfor op, og lod det ligge.
Igen fik vi god indisk aftensmad, og vi sad efterfølgende og talte med et andet dansk ældre ægtepar, der var ankommet til resortet dagen før. De var meget berejst, så vi fik rigtig udvekslet rejseerfaringer.
De var også en smule skuffet over stedet. De havde regnet med, at der var flere ture de kunne tage med på, og på deres morgentur havde manageren talt i telefon over halvdelen af tiden. Samtidig havde de fravalgt spabehandlinger på ”Our Land”, da det ikke var indbydende. De ville i stedet for vente med wellness til deres strandferie længere syd på.
Samtalen gik og det endte med, at det blev langt over vores sengetid, men vi hyggede os.
Godt beriget med forskellige nye oplevelser gik vi trætte i seng. Heldigvis lyste vores skolebesøg så meget op, at vi kun kunne være glade ❤
I den næste rejseberetning rejser vi fra Alleppey til Kochi – klik videre, hvis I ønsker at læse vores rejse til Andamanerne og Sydindien færdig 🙂