Leder I efter billige flybilletter til Indien? Læs her om fordelene ved at flyve med Air India!
Sponsoreret indlæg
Da vi denne sommer rejste til Indien og Maldiverne, fløj vi af flere årsager med Air India.
Air India er et prisvenligt flyselskab med forbindelsesfly til forskellige populære destinationer i Indien, hvilket er et kæmpe plus, hvis man gerne vil udforske Indiens mange spændende seværdigheder og helt unikke stemning. En af de helt særlige fordele, som Air India tilbyder, er deres gratis indenrigsforbindelsesfly til 9 forskellige lufthavne i Indien, hvilket ofte gør det muligt at nå frem til sit feriemål til en yderst favorabel pris. Er I i god tid, er det muligt at få flybilletter helt ned til 3.500 kr. pr. person.
Læs i det nedenstående om fordelene ved at flyve med Air India.
Afgange med Air India fra Københavns Lufthavn til Delhi Lufthavn
Air India er Indiens nationale flyselskab, og tilbyder ofte lavprisflybilletter mellem København og Delhi.
Vi har fløjet med Air India flere gange, og jeg må ærligt indrømme, at jeg synes, at vi har fået meget for pengene. Endvidere kører Air India ofte med kampagner, der tilbyder flybilletter til yderst fordelagtige priser. Hold øje med disse kampagner, da det indimellem giver mulighed for at gøre et kup til prisen!
Der er 4 ugentlige afgange fra Københavns Lufthavn direkte til Delhi – tirsdag, torsdag, fredag og lørdag. Check inn er ved terminal 2.
Der er ugentlige afgange fra København til Delhi tirsdag, torsdag og lørdag kl. 20.45.
Fredag er afgangen kl. 20.40.
Ankomst i Delhi næste morgen kl. 7.35 (med forbehold for vores vinter- og sommertid)
Det tager ca. 7.5 timer at flyve direkte fra København til Delhi.
Retur fra Delhi til København er ligeledes tirsdag, torsdag, fredag og lørdag.
Tirsdag, torsdag og lørdag flyves der fra Delhi kl. 14.30 og fredag kl. 14.25 – alle dage med ankomst i København Lufthavn kl. 18.45.
Læs mere her, eller book jeres flybilletter hos Air India her.
Air Indias gratis forbindelsesfly til 9 indenrigsdestinationer
Farverige og spændende Delhi er en af de populære destinationer i Indien, og omkring Delhi ligger nogle af Indiens mest berømte seværdigheder. Dog, har I planer om at udforske andet end Delhi, er den helt store fordel ved at flyve med Air India, at I kan benytte jer af selskabets gratis indenrigsflyvninger til følgende destinationer:
Ahmedabad, Bengaluru, Chennai, Hyderabat, Kochi, Kolkata, Pune, Mumbai og Trivandrum.
Ved at benytte jer af de gratis forbindelsesfly fra Delhi Lufthavn og til ovenstående destinationer, er det muligt at nå frem til mange af Indiens andre velkendte og smukke delstater til en absolut fair pris.
Ønsker I at gøre brug af Air Indias gratis forbindelsesfly til de 9 ovenstående destinationer, er det vigtigt, at I booker disse, når I bestiller jeres flybilletter fra København til Delhi!
Sørg endvidere for at bestille jeres flybilletter i god tid! Indien og Danmark oplever større og større samhandel inden for rigtig mange områder, hvorfor forbindelsen mellem København og Delhi ofte også bruges af mange forretningsfolk. Derudover er Air India det mest benyttede selskab for både herboende indere og deres familier, da der blandt andet tilbydes gode rabatter til indiske pensionister. Der er derfor rift om pladserne.
Air Indias bagage-regler
I forhold til hvor meget bagage man må medbringe på sine rejser, er Air India’s regler yderst gunstige.
Flyver I på Economy, må I medbringe 23×2 kg bagage pr. person.
Flyver I på business, må I medbringe 32×2 kg. pr. person.
Det er tilladt at medbringe 1 stk. håndbagage á max 8 kg. pr. person, når I flyver med Air India.
Vær dog opmærksom på, at hvis I, som vi, rejser med andre flyselskaber imellem ankomst og afgang til/fra Kbh/Delhi, skal huske at checke bagagereglerne på indenrigsfly fra andre flyselskaber. Vi fløj for eksempel med et andet selskab fra Kochi til Maldiverne tur/retur, og her var bagagereglerne max. 20 kg og 7 kg håndbagage pr. person.
Vores oplevelser med Air India
Vi har læst en del blandede anmeldelser af Air India, men har selv overvejende gode erfaringer i forhold til at flyve med selskabet. Billetterne er billige og deres gratis forbindelsesfly til mange relevante indenrigsdestinationer er en kæmpe fordel. På den måde synes vi, at vi får rigtig meget for pengene.
Når vi har fløjet med Air India, har flyet været en stor Dreamliner. Der har været godt med benplads og skærme til hvert sæde, hvor vi har kunnet vælge film eller spille spil.
Maden ombord på Air India's fly er gennemført indisk, og der er både vegetarisk mad og retter med kød. Maden til børn er den samme, som til voksne. Der er også mulighed for bestilling af glutenfri mad, men dobbeltcheck inden afgang, og sørg for at understrege vigtigheden af, at I får mad uden gluten. Vi I være helt sikre, så medbring selv alternativer, så I er helt sikre på at få lidt mad under flyveturen.
Det glippede desværre med den glutenfri mad, vi havde bestilt til Bjørk, som har cøliaki, så hun fik ikke morgenmad på turen til Delhi, hvilket var til at have med at gøre, da jeg selv havde medbragt kiks og snacks, just in case. Værre var dog, at hun slet ikke fik mad på hjemturen på trods af, at vi havde bestilt, og oven i købet også havde gjort opmærksom på, at vi var bekymret i forhold til dette, da vi checkede ind, og derfor bad personalet om at sikre sig, at vores datter kunne få mad på hjemturen. Kabinepersonalet beklagede naturligvis, og forsøgte på alle måder at kompensere for dette ved at bringe hende saltede og tørrede linser. I det hele taget var kabinepersonalet rigtig søde overfor vores unger på turen hjem fra Delhi til København.
Da vi landede i Delhi, skulle vi videre til Chennai, og vi benyttede os dermed selvfølgelig af muligheden for gratis forbindelsesfly. Ved indcheckning af bagagen i Københavns lufthavn, sikrede vi os selvfølgelig at vores bagage kom direkte videre til Chennai. Vælger I selv at benytte jer af Air Indias gratis forbindelsesfly, så er dette et vigtigt opmærksomhedspunkt.
Da jeg selv fløj fra København til Delhi sammen med pigerne, og først skulle mødes med Michael derude, var jeg en smule nervøs for, om jeg kunne finde indenrigsterminalen og den gate, vi skulle med videre fra. Og her er det så, at jeg er nødsaget til at komme med en temmelig pinlig indrømmelse; selv om vi har rejst en del, så mangler jeg ganske enkelt en indre gps! Det er rent faktisk så slemt, at man skulle tro, at jeg var hjerneskadet (!!!!), og dropper man mig af i min egen landsby, hvor jeg har boet i næsten halvdelen af mit liv, så er det lige før, at jeg ikke finde hjem… Ikke rart! Derudover bliver jeg en kende psykopat-agtig, når vi befinder os i lufthavne. Jeg hader det faktisk. Pænt latterligt, når nu man ellers elsker at rejse. Vi havde derfor hjemmefra lagt en strategi for ”god opførsel” (og den var rettet mod mig!), og kontrakten gik ud på, at Clara tog sig af Bjørk, mens Pauline roligt skulle fokusere på at afprøve diverse former for positiv psykologi på mig. Én af fordelene ved at have fået større børn! Til min store overraskelse forløb det hele dog fuldstændig ukompliceret! Det viste sig nemlig, at medarbejdere fra Air India stod klar til at yde den nødvendige service. De stod på gangen med skilte, der tydeligt viste, at de var fra Air India, og at man bare skulle henvende sig ved spørgsmål. Det gjorde vi selvfølgelig, og de fik stille og roligt guidet os hen til det rette sted, og inden vi vidste af det, var vi inde i indenrigsterminalen!
Brugbar info til førstegangs-rejsende, der lander i en indisk lufthavn
Delhi er en stor lufthavn, og der er masser af omstændige sikkerhedsprocedurer, som skal følges, når man benytter indiske lufthavne sådan helt generelt. Lad derfor være med at pakke pas og flybilletter for langt væk, når I bevæger jer rundt i lufthavnen. Både når I flyver indenrigs og udenrigs i Indien, skal I endvidere være opmærksomme på, at for overhovedet at få lov til at komme ind i lufthavnen, så skal I vise jeres flybilletter og pas. Sørg derfor for at have jeres flybilletter lige ved hånden – enten på jeres mobiltelefon eller i papirform.
I det hele taget vil I blive bedt om at vise dokumentation og id så ufatteligt mange gange, at man næsten ikke kan forestille sig det! Forsøg, hvis I kan, at tage hele oplevelsen stille og roligt (note to self!!), og betragt det som en kulturel oplevelse af de helt særlige, at være i indiske lufthavne.
Selv blev vi ret hurtigt enige om, at dette måtte dreje sig om, at give så mange indere, som overhovedet muligt, en chance for at være i beskæftigelse!
Personligt kan vi KUN anbefale, at andre også oplever Indien, som er et land i rivende udvikling og vækst, samtidig med, at livsstilen stadig er meget traditionel. Indiens mange muligheder for kulturelle og farverige oplevelser er enorme, og en rejse til landet sætter helt uundgåeligt nogle uforglemmelige spor.
Vores børn siger jævnligt, at de – her efter vores hjemkomst – ofte tænker tilbage på vores rundrejse i Tamil Nadu, og at de ville ønske, at de kunne få lov til at fortælle andre alle deres historier om de overvældende oplevelser, de oplevede at få i Indien, da disse har været uden sammenligning. For os, som forældre, er det et tegn på, at vi har ramt helt rigtigt med vores valg af Indien som destination.
I løbet af den kommende tid vil vi her på siden poste en masse rejseberetninger fra vores rundrejse i Tamil Nadu, som vi sluttede af med et besøg i frodige Kochi i Kerala. Vi håber, at vi dermed kan give andre familier blod på tanden i forhold til at opleve mangfoldige og fantastiske Indien.
Ønsker I, som os, at kombinere Indien med Maldiverne, er det muligt at flyve direkte til Maldiverne fra lufthavnene i Kochi, Mumbai og Thiruvananthapuram. Selv fløj vi fra Kochi og det tog kun ca. 1,5 timer at komme til Malé derfra.
Endvidere har vi på Facebook lavet gruppen “Indien Rejsefællesskab”. Planen er, at I her har muligheden for at dele ud af jeres erfaringer, stille spørgsmål eller få hjælp til planlægning af jeres rejse til Indien fra andre, som selv har kendskab til at rejse rundt i landet. Meld jer gerne ind 🙂