Afslapning på Cayo Levisa

Cayo Levisa – 2. beretning fra vores rejse til Cuba.

Turen fra Havana til Cayo Levisa

Transporten fra Havana til Cayo Levisa foregik i en gammel amerikanerbil fra 1950’erne med Jorge som chauffør. På en eller anden måde kunne det bare ikke være anderledes; klemt sammen på bagsædet af en tudsegammel bil hakkede vi afsted med vinden i håret fra de åbne vinduer. Gamle biler har bare ikke aircondition, så med nedrullede vinduer begav vi os afsted, og lugten af udstødningsgasser, lyde fra de frodige omgivelser og et bistik fra et af de mange insekter, som undervejs også hilste på os, blev vores møde med de cubanske veje.

Med størsteparten af vores bagage spændt fast med snor på taget og en fart på gns. 80 km/h, kørte vi ad de cubanske motorveje i en tilstand, som vi aldrig tidligere har oplevet!
Mødet med de cubanske motorveje var lidt af et eventyr og en oplevelse i sig selv, og slet ikke som de regelrette veje vi kender fra Danmark. Her passerede flere gamle traktorer vejen i helt forkert retning, folk stod i vejkanten og solgte løg, bananer og appelsiner, mens andre forsøgte at blaffe. Hestevogne og cykler var intet særsyn på motorvejen, hvorfor tempoet også var langsomt. På trods af langsom fart blev vi på forunderligste vis alligevel blæst bagover af indtryk – indimellem er det de små ting, der sætter de største aftryk. Vi sugede alle indtrykkene til os, beundrede den ene gamle amerikanerbil efter den anden, og betragtede forundret de overfyldte lastbiler med masser af mennesker stuvet sammen på ladet.
Da vi kørte af motorvejen og ind på de mindre veje, som skulle føre os til havnen i Palma Rubia, begav vi os afsted med 30-40 km/h ad snoede, bumlede og hullede veje. I bakket landskab passerede vi det ene smukke og frodige landskab efter det andet. For at undgå at køre fast i nogle af vejens huller, kørte vi indimellem slalom.

De landsbyer vi passerede, gav os det billede af cubansk dagligdagsliv på landet, som vi havde længtes efter at opleve i virkeligheden. Bitte små faldefærdige, pastelfarvede huse med gyngestole på varandaen, fincaer og vaskeægte barmavede cowboys. Noget af det, der rent faktisk overraskede os mest, var at opleve, at så mange i virkeligheden red på heste – altså sådan ægte! Hestene på Cuba benyttes, som vi bruger biler og cykler i Danmark, og over alt stod de bundet ude foran huse og hegn.
Overalt så vi grønne marker med sukkerrør og majs, bugnende mangotræer, store gribbe, som svævede højt over markerne, hestevogne, oksekærrer, smukke, frodige kvinder, legende børn og mænd med bare ben i alt for store gummistøvler. Det var fuldstændig som at blive sat rigtig mange år tilbage i tiden, og en meget, meget autentisk oplevelse.

Vi betalte 125 CUC for hele turen, som vi bestilte via vores casa i Havana for at støtte de lokale, men har så efterfølgende fundet ud af, at vi har givet 25 CUC over den pris, som turen kunne have kostet, hvis vi selv havde booket en chauffør. Klart at vores casa-mama også skulle tjene på bestillingen 😉

Overvejer I – modsat os – selv at køre, og dermed leje en bil, er der et par ting, I bør skrive jer bag øret:

Vejene på Cuba har mange steder store huller og er generelt dårligt vedligeholdt, og da skiltningen er mangelfuld, kan det være svært at orientere sig. Det kan samtidig være vanskeligt at kende forskel på hovedveje og mindre veje – der virker ofte ikke til at være en synlig forskel, hvorfor det kan være af stor betydning, at I har købt et detaljeret kort. På trods af at vi ikke kørte selv, havde vi rigtig stor glæde af det kort, som vi havde medbragt. Det samme havde alle vores chauffører 🙂
Der kører ikke særlig mange biler på Cuba – selv ikke på motorvejene! Dette betyder IKKE, at det er ufarligt at bevæge sig rundt i egen bil, da der i stedet kører hestevogne, oksekærrer og cykler. I må også regne med, at folk rider på deres heste langs vejene. Derudover sker det ofte, at en traktor passerer vejen i langsomt tempo, eller at der står mennesker halvvejs ude midt på motorvejen, som enten blaffer eller forsøger at sælge grøntsager og frugter. Forholdene på motorvejene kræver derfor en høj grad af opmærksomhed.
Endvidere er der på alle strækninger mange politikontroller, hvorfor det er yderst vigtigt, at I overholder fartgrænsen.

Cayo Levisa

Efter en lang og udfordrende køretur hvor chaufføren på grund af vejenes dårlige tilstand undervejs blev mere og mere nervøs for skader på sin bil, ankom vi i RIGTIG god tid på havnen i Palma Rubia, hvorfra færgen mod Cayo Levisa sejler 3 gange dagligt; kl. 10.00, 14.00 og 18.00.
Når I skal retur, sejler færgen fra Cayo Levisa til Palma Rubia kl. 09.00, 12.30 og 17.00.
Transporten tur/retur er inkluderet i prisen, når I køber en overnatning på Cayo Levisa.
Palma Rubia er bare sådan en lille, bitte, bitte slags havn, som har én café I kan vente i, indtil I skal videre med færgen. Caféens priser er fuldstændig overdrevne, men det er muligt at købe både lidt mad, drikkevarer og is.

Vi ventede tålmodigt på, at bådens kaptajn skulle blive klar til afgang, og iagttog ham, mens kan røg den ene cigaret efter den anden med en god flaske rom foran sig. Ikke at han drak af rommen, men vi kunne nu godt have været en smule mistænksomme, eftersom han – da vi endelig kom afsted – lå og sove hele vejen til Cayo Levisa. Styrmanden var en sammenbidt fætter med rockersolbriller, som dog alligevel tog den korte tur i stiv arm. Vi fornemmede en smule turisttræthed på trods af, at det blot var vores familie og 2 andre turister, som var med båden over det rolige hav.
I forhold til vindforholdene så oplevede vi generelt, at morgener og formiddage var rolige rent vindmæssigt, hvorimod det op ad dagen begyndte at blæse op, hvilket gav et mere uroligt hav. Om det var tilfældigt, eller om det havde noget med sæsonen at gøre, ved vi ikke, men det kan eventuelt være et opmærksomhedspunkt, hvis I selv ønsker at sejle, mens I er på Cuba om sommeren.

Da vi sejlede ind til den lille træbro, hvor færgen skulle lægge til, blev vi mødt at en pelikanfamilie, som på fineste facon bød os velkommen til den stille mangroveø med den frodige natur, hvorpå kun resortet Cayo Levisa ligger.
Stilheden var næsten slående – det samme var varmen og manglen på vind!
Vi fik vores bagage af båden uden at mægle ét eneste ord med hverken styrmand eller kaptajn, og gik derefter ind mod land ad træbroen, som førte gennem tæt beplantning hele vejen til resortets reception. Underlig stilhed – alle steder – kun afbrudt af en pludselig brummen fra øens generator.
Uden at lægge an til det mindste smil, udleverede receptionisten vores nøgler, og pegede i den retning vi skulle gå for at komme til vores hytter. I stegende hede gik, gik og gik vi ad endnu en lang træbro med udsigt til vandet på den ene side og hytter på den anden, mens solen bagte fra en skyfri himmel, og sveden haglede af os. Efter at have tilbagelagt det, der føltes som flere kilometer, endte vi ved et par fine træhuse, som lå hævet over den fugtige og sandede jord.

Vi var enormt overraskede over hytternes størrelse og pæne indretning, men samtidig chokerede over standarden på rengøringen. Hytterne vi boede i var virkelig flotte, men enormt beskidte med badeværelser, der lugtede af tis, og tidligere gæsters solcreme-rester på døre og vægge. Vores børn er ikke hysteriske med rengøring (hvilke børn er også det), men de to yngste var nu alligevel meget imponerede over HVOR meget skidt der lå rundt omkring. På trods af at der lige var blevet gjort rent, syntes de alligevel, at det faktisk var mega flot, at det overhovedet kunne lade sig gøre 😉

Alle hytterne lå med direkte adgang til den flotte strand, som man kunne komme til ad træbroer, og det var fantastisk, at man blot kunne tage badetøjet på, og så 2 minutter efter være ved vandet. Vores hytter lå dog desværre lige ned til et stykke af stranden, som havde en masse containere læsset op på en platform eller et stor skib, som virkelig skæmmede den ellers næsten paradisisk udseende strand.

Hytterne vi boede i (nr. 69 og 70) lå meget langt væk fra selve receptionen og restauranten, så vi gik dagligt ture i stegende hede ad træbroen, som var hævet over en slags mangroveområde. Det var meget smukt og tropisk på Sydstatsfaconen.
Stemningen på Cayo Levisa var virkelig speciel, øde og fremmedartet. Måske det var stilheden, måske det var mangroverne…

Alt ånder fred og idyl, og den eneste larm er den fra naturen. Bag hytterne ligger et sumpområde, hvor små behårede skabninger, måske mosegrise, pusler om aftenen – til stor begejstring for de børn, som godt kan lide lidt mystisk dyreliv.

Badeferie på Cayo Levisa

Naturligvis var vi taget til Cayo Levisa, fordi vi ønskede en lille slags afslappende badeferie på vores rejse mellem de forskellige byer på Cuba. Derudover havde vi hørt meget godt om stedet – at det skulle være en paradisisk oplevelse. Vi kom også lynhurtigt ned i tempo, og nød langsommeligheden og den stille atmosfære. Vi lavede ganske enkelt ingenting – udover at bade, spille kort, læse, hvile og slappe af sammen.
Der er ikke som sådan noget at opleve på Cayo Levisa, da øen ikke har nogen faste indbyggere, og dermed heller intet lokalt liv.

Den ene side af øen består af mangrove, og den anden side har en strand med kridhvidt sand og et hav, der indbyder til vandleg og badning i det smukke, blå-grønne og varme vand. Og lige præcis badeferie er noget, vi elsker, hvilket også var et ønske, vi havde forventet at få indfriet på denne ø. Desværre oplevede vi lynhurtigt et ubehageligt møde med lede og smertefulde gopler – med vanvittig smerte, udslæt og vabler samt en tur til øens lægen til følge. Lægen på stedet talte, som så mange andre cubanere, meget dårligt engelsk, men gav en effektiv behandling mod de giftige gopler i form af salver og en prednisolonkur + plus et andet præparat, som vi ikke kender. Efterfølgende har jeg tænkt, at der hér virkelig blev skudt gråspurve med kanoner!
Hvad gopler angår så blev vi ikke informeret om, at der ville være en risiko for at blive ramt af disse. Jeg spekulerer faktisk i, om det har noget at gøre med, at de er bange for at miste turister af denne grund. Den læge, der behandlede pigerne, trak lidt på skuldrene, og sagde; “Ja, der er gopler i vandet – I skal blot vente med at bade til op ad dagen, og så vil der nok ikke være flere gopler til stede”! Nja… det ville jeg egentlig gerne have været informeret om, INDEN jeg sendte mine unger ud i et sandt smertehelvede!
Tilstedeværelsen af gopler kan dog sagtens være sæsonbetinget. Måske vi var der på et helt forkert tidspunkt. Måske de ikke er tilstede på andre tidspunkter. Sikkert er dog, at der for os ikke er så meget ved at sidde på en varm og isoleret ø, og så ikke at kunne bade – specielt ikke når man har betalt kassen! Et ophold på Cayo Levisa er nemlig, i vores øjne, hundedyrt!
Et godt råd er under alle omstændigheder at I tager jeres forholdsregler, og også hele tiden husker, hvor I har lagt jeres sygeforsikring!

Smukke Cayo Levisa.

Ønsket om ubekymret badeferie på en caribisk tropeø blev altså desværre ikke indfriet. Alligevel tog den ene dag den anden med at lave absolut ingenting, hvilket jo, set fra den lyse side, også er ret fantastisk at være i stand til at kunne.

Vi skulle ikke nå noget, og varmen resulterede i, at vi heller intet orkede. Planerne om at gå på ø-opdagelse gik i vasken, fordi vi simpelthen svedte FOR meget! Solens hårde stråler medførte, at vi mest opholdte os i skyggen, og derudover blev vi alle totalt forbrændt efter kort tid i solen og vandet. Et godt råd er derfor under alle omstændigheder, at I medbringer uv-dragter, der dækker det meste af kroppen – både på grund af solen, men også på grund af risikoen for at støde ind i gopler!

Hver aften nød vi voksne en kold mojito, når ellers ingredienserne til en sådan kunne skaffes, mens vi betragtede solnedgangen, og samtidig kunne se og høre pigerne hygge sig med enten at fange én af de utallige krabber, som løb rundt i sandet, lave gymnastik eller bade helt inde ved vandkanten – iført lange bukser og bluser – just in case de stødte på noget, der stak.

Det gode liv mærkes, når alt giver mening. Man véd, når det lykkes 🙂

Overvejelser om Cayo Levisa

Omgivelserne på Cayo Levisa er lækre, og stedet har en helt, helt særlig stemning. Man skal dog ikke være sart anlagt, hvis man ønsker at opleve resortet og øen, og heller ikke sætte næsen op efter en høj standard. Forvent heller ikke, at personalet er serviceminded eller hjælpsomme, eller at I med garanti kan modtage de ydelser, som ellers tilbydes. Det er Cuba! Standarden her er langt, langt bagefter andre lande, hvilket vel nærmest giver sig selv. Og yes, turismen ER nået hertil, men det er ikke en turisme, som kan måle sig med det, vi har oplevet i andre lande. Deraf bliver oplevelserne i landet også langt mere autentiske.
Cayo Levisa er, efter europæisk standard, en smule primitiv, men vi kunne egentlig meget godt lide stedet på trods af fejl og mangler.
Et plus var, at det var muligt at købe sig adgang til internettet – dog ikke via egen bærbare, men i resortets internetcafé.

På Cayo Levisa bliver hvert måltid serveret i buffeten, men det er ikke buffet, som I måske kender den fra mange resorts i Europa. Maden er ikke super lækker. Varmen resulterede i, at vi alle fik ondt i maven – en slags madforgiftning vil jeg tro. Vi har en fornemmelse af, at det skyldes, at maden simpelthen hurtigt blev dårlig i den ekstreme varme. Det virkede til, at det var de samme madvarer, der blev sat frem morgen, middag og aften.

Både til frokost og aftensmad var der 2 musikere, som hele tiden spillede og sang, hvorefter kurven naturligvis gik rundt af flere omgange, så man kunne smide sine mønter i. Det var ikke hverken skønsang eller stor kunst, og yngstebarnet gik til sidst konstant rundt og sang deres sange på skraldespansk.
Vi spiste altid udenfor, da vi på den måde indimellem var så heldige at kunne mærke en lille form for brise. Dog betød dette også, at vi, så snart vi kiggede et andet sted hen end på vores tallerkener, delte vores måltider med de utallige krager, som frækt fløj ned på vores bord, og spiste direkte fra vores retter. Rimelig klamt og i sidste ende også temmeligt anstrengende!

Som nævnt tidligere, er det dyrt at bo på Cayo Levisa! Vi havde betalt for all inklusive, men all inklusive dækkede i dette tilfælde kun madvarer, hvorfor vi var nødsaget til at betale for drikkevarer ved siden af. Prisen røg deraf pænt meget i vejret.
Læs eventuelt her om priserne på Cuba, hvor vi også har skrevet lidt om prisniveauet på drikkevarer på Cayo Levisa.

I det hele taget giver det sig selv, at Cuba kan ikke følge med turisternes efterspørgsler, hvilket også Cayo Levisa bar præg af, og overalt i landet oplevede vi generelt, at der var meget, vi ikke kunne få. Blandt andet blev vi præsenteret for spisekort/menukort, som havde et rimeligt udvalg, men når vi så skulle bestille, havde de kun sandwich 😉 Husk derfor selv at medbringe det vigtigste – læs her, hvad vi anbefaler, at I husker at pakke.

Sæt ikke forventningerne op – tag det for, hvad det er! Vi begejstres måske let, og stiller heller ikke så store krav omkring standard – i stedet ser vi måske mest de positive ting, hvilket er konstruktive briller at have på, når man besøger Cuba.

Alt i alt er det vores råd, at I meget nøje overvejer, om Cayo Levisa er noget for jer.
Fra Havana til Palma Rubia er der 3,5 timers kørsel, og derfra skal I sejle med en færge i 30 minutter. Egentlig en lang og dyr tur for at komme til en ø, som nok ikke helt kunne leve op til i hvert fald vores forventninger.
Alle mennesker er jo forskellige, og vi havde læst så utrolig mange gode anmeldelser af Cayo Levisa – måske derfor vi også blev en smule skuffede. Cayo Levisa var det dyreste sted vi overhovedet boede på vores rejse til Cuba – men absolut det med dårligste standard. Dette er, efter min mening, værd at have med i sine overvejelser.

Skulle I selv få lyst til at opleve øen, kan et ophold på Cayo Levisa bookes via Cuba Travel Network her.