Caribisk stemning og van(d)vittig skønhed på Cayo Santa Maria 

I kan her læse om vores oplevelser i Havana, på Cayo Levisa, i Viñales, Cienfuegos,  Trinidad, på Cayo Coco og Cayo Guillermo, som vi besøgte inden vi tog til Cayo Santa Maria.
På vores side kan I endvidere finde inspiration i de mange artikler, vi har om Cuba.

Cayo Santa Maria

Efter en lang køretur på ca. 4 timer ankom vi nu til Melia Las Dunas på Cayo Santa Maria.
Med ro i sindet over at vi havde set rigtig meget af Cuba, og dermed også havde fået et indblik i, hvad landet byder på af kultur, natur og seværdigheder, kunne vi på en eller anden måde bedre læne os tilbage, og tage resort-livets glæder ind.
En god kombination af forskellige rejseformer er for os, at have fuld knald på indtryk og oplevelser i autentiske rammer, for derefter at fordøje det i afslappede omgivelser. Absolut anbefalelsesværdigt – og hvem drømmer mon egentlig ikke også om de muligheder?

Melia Las Dunas på Cayo Santa Maria er et smukt sted, og endnu en gang måtte vi revurdere vores liste over hvilket resort, der indtil videre havde været det lækreste; Melia Las Dunas slog de andre steder med flere længder!

Resortet er stort! Faktisk så stort, at der kører små ”busser” rundt (svarende til golfvogne), som fragter gæsterne rundt til de forskellige steder inde på resortets område. På trods af størrelsen hviler der alligevel en eller anden form for intimitet og ro over stedet. At befinde sig her, er på en måde, som at være i en lille hyggelig landsby, hvorfor størrelsen på ingen måde har en negativ effekt.
Resortet har både et område til børnefamilier og et område til gæster uden børn, som ikke ønsker larm og pjask i poolen fra børnefamilier. Det giver en behagelig følelse af frihed ikke at skulle spekulere på, om nu der bør tages et særligt hensyn til de mennesker, man indimellem kan møde på rejser, som tysser på børnene i poolen.

At ligge omkring poolen gav mig fuldstændig den følelse, jeg havde længtes efter i mine forestillinger om, hvordan det ville være at besøge et cubansk resort. Omgivet at palmer, der svajede i den stille vind, kokosnødder, man kunne drikke af, tonerne af cubanske trommer og rytmer, dansende, frodige og glade cubanere og duften af troper, var alt gennemført caribisk – og ikke mindst meget cubansk.
Midt i poolen lå en poolbar, hvor vi kunne bestille slushice og kolde drinks, og lige ved siden af poolen lå en snackbar, hvor børnene kunne bestille fastfood, når de blev sultne.

Værelserne på “Melia Las Dunas” er placeret i huse, som har flere lejligheder, hvilket giver en følelse af, at man befinder sig i en form for rækkehus – tæt på vand og natur. Det var dermed også det eneste sted vi boede på Cuba, hvor vi kunne sidde ude om aftenen og lytte til chikadernes sang. Noget jeg virkelig elsker.

Værelserne var skønne med masser af plads. Rene og med køleskab og walkin-closet.
Derudover lå de perfekt i forhold til afstande – næsten lige ved siden af poolområdet, men alligevel i en afstand så vi ikke blev generet af larm derfra.
Endvidere var beliggenheden i kort afstand til både strand, underskønt hav og også til restauranten, hvor vi indtog de fleste måltider. Det føltes godt!

Af et cubansk resort at være, må jeg sige, at standarden på “Melia Las Dunas” var høj!
Maden var faktisk også ret god – igen med standarden på Cuba taget i betragtning.
Personalet på resortet var endvidere super venlige, hvilket var medvirkende til, at resortet emmede af positivitet. Alle ansatte vinkede, hilste, talte med os, og var bare generelt hjælpsomme. Serviceniveauet blandt meget af personalet lå på dette resort i flere tilfælde lige en tand over, hvad vi havde forventet af et resort på Cuba. Eneste undtagelse var de ansatte i receptionen, hvis venlighed var en smule svingende.

Som på de andre resorts vi havde været på, var det også muligt at købe sig adgang til internettet på “Melia Las Dunas”. Dog var prisen her væsentligt dyrere end andre steder, og derudover var det virkelig svært at få forbindelse, særligt på tidspunkter hvor andre også var på nettet.
Internettet kunne vi kun få adgang til i resortets foyer, og altså ikke på værelserne. Derudover kunne vi hovedsageligt opnå forbindelse tidligt om morgenen, hvor alle andre lå og sov. Ville vi i kontakt med folk derhjemme, var det altså bare at stå tidligt op.

Når vi holdte badepauser midt på dagen, gik vi gerne hen i resortets mega fine isbar, der serverede is på en måde, der henledte vores tanker til en god amerikansk børnefilm. Lidt af en oplevelse i sig selv, at der er is ad libitum i lyserøde omgivelser. Særlig skønt var det at opleve, at ungerne faktisk ikke kunne spise så mange, når alt alligevel kom til alt.

Der var flere restauranter på “Melia Las Dunas’” område, og der var allerede reserveret tider til besøg på disse af resortets medarbejdere inden vores ankomst. På sin vis egentlig en meget fin gestus, men på den anden side; dresscode og aftaler om faste, og ofte sene, tidspunkter er ikke sådan ”lige os”. Vi vil helst bare tage alt i et stille og roligt tempo, og så gøre, som det lige falder os ind.
Vi tjekkede derfor naturligvis op på disse reservationer, og ændrede både tid og sted til noget mere børnevenligt. Det fungerede derefter faktisk meget fint, og føltes også som at gå på restaurant hjemme i Danmark. Vi nappede et pizzaria og en asiatisk restaurant, og nød at blive vartet op.

Aftenerne var hyggelige og tropiske i den ”lille frodige landsby”, og bød på mange underholdende og festlige elementer. Dansende cubanere, der fremførte shows i påfuglefjer, rockbands, der gav den gas i himmelske omgivelser, tatoveringer og candyfloss til børnene, og ellers bare god stemning. Jeg tror, at der var noget for enhver.

På trods af at vi aldrig egentlig har opfattet os selv, som værende resortmennesker, lænede vi os bare tilbage i alle de tilbud, der var at finde, og nød, at pigerne tog det hele ind, og kastede sig nysgerrigt ud i alt det ferieagtige.

Sol, strand og vand

Havet, som resortet ligger direkte ud til, er billedskønt. Virkelig vanvittig smukt, klart og i en næsten ubeskrivelig farve. Uden tvivl det smukkeste vand, vi har oplevet på Cuba.
Stranden har kridhvidt og fint sand, men dog ikke så bred, som vi egentlig havde forestillet os. Dog, som det så ofte er på de tropiske destinationer, så ændrer strandene sig alt efter storme, vejr og vind. Vi kunne i hvert fald sagtens se bort fra, at stranden ikke var så bred – den samlede skønhed og vandets farve var ubeskrivelig.
På mange måder minder hele landskabet ved “Melia Las Dunas” på Cayo Santa Maria om et slags tropisk Vesterhav.
Der er ingen palmer, som pakker stedet ind, men til gengæld er stranden omkranset af smukke, hvid-sandede klitter.

Vi arbejdede stadig på at få Pauline overbevist om, at havet var et trygt og dejligt sted at bade. Særligt på Cayo Santa Maria, som nærmest emmede af maldivisk skønhed, og hvor vandet var unaturligt blødt og smukt.
Meget af tiden foregik derfor i resortets pool, hvor aktivitetsmedarbejdere konstant fik folk med i konkurrencer, til at lave gymnastik eller danse salsa, og hvor poolbaren bød på slushice og kølige sodavand.

De kølige sodavand skulle vi dog altid først lige lugte til, da vi ret hurtigt fandt ud af, at en “normal coke” på Cuba, ofte er en rom og cola. Ikke fedt af rende rundt og være formiddags-tipsy, hvis man starter for tidligt ud med at drikke cola.
Vi brugte en del tid i poolens skyggeområder, hvor vi spillede 500, hyggede og legede i vandet. Sammenlignet med de andre resorts vi havde været på, var der nemlig her en del små “baser”, som havde behagelig skygge. Derudover var der liggestole nok, så det var bare at vælge, om man ville sole sig, eller om man i stedet ville hygge under parasoller.

Mest spændende og skønt var det dog at være i havet, og vi lokkede derfor dagligt med badeture, som vi kombinerede med gode snakke og hygge.
Efter de 2 første døgn var Pauline derfor blevet mere tryg, og da vi på dag 3 tog til stranden for at få en morgen/formiddagsdukkert, var humøret højt og stemningen fantastisk.
Vi talte om, at havet her nærmest var surrealistisk smukt. At vi virkelig var heldige, at vi fik denne oplevelse af skønhed med i bagagen. At vi var taknemmelige over livet og vores prioriteringer i forhold til at rejse.

I det scenarie, som nærmest havde et drømmeagtigt skær over sig, skete så det, der bare ikke må ske, og det vi, som forældre, virkelig frygter! Pludselig SKREG Pauline! Ikke på den dér måde, som når man leger, men et skrig, som var helt, helt anderledes end noget, vi tidligere har hørt. Hun skreg efter mig, og blikket i hendes øjne var farvet af panik og smerte i en grad, jeg aldrig har oplevet tidligere.
I en ubeskrivelig tilstand af frygt begyndte jeg panisk at hive Pauline gennem vandet for at fjerne hende fra det, der så ud til at skade hende, mens jeg blev ved med at råbe ”hvad sker der, hvad sker der??”, men hun var ude af stand til at svare sammenhængende. Jeg hev hende derfor bare ind mod land, mens jeg skreg efter Michael, Bjørk og Clara.

Som mor ved man godt, når noget er alvorligt. Her var jeg ikke et øjeblik i tvivl!
Jeg råbte og skreg, mens jeg uden held forsøgte at løfte Pauline, som er blevet for stor til, at jeg kan bære hende. Hun var dog som et lille lammet og hjælpeløst barn, som hun lå der – skrigende af smerte og med panik i øjnene! Jeg kunne nu se, at hun var blevet voldsomt forbrændt af en gople på sit ene ben. Rent faktisk så det ud som om, goplen havde samlet alle sine tråde omkring hendes ene ben.
”Hun skal til læge! Du skal få hende på sygehuset! Vi skal have hjælp hurtigt!”, råbte jeg til Michael, mens folk stimlede sammen rundt omkring os, og forsøgte at berolige med, at der blot skulle eddike på. Jeg kunne have lammet dem én på låget hver især! De skulle bare holde sig på afstand!

Michael løb afsted med en skrigende Pauline, mens jeg forsøgte at samle mig, stoppe med at ryste over hele kroppen, og blive ”mor med overblik” igen. De andre piger var jo skrækslagne, og jeg måtte tage mig sammen, og vise mig som den voksne.
Michael fik bakset Pauline op ad strandtrappen, og forsøgte at skylle hendes ben med vand fra en vandhane, hvilket ikke havde nogen effekt – tværtimod. Der var ikke hjælp at hente nogle steder, så Michael fik på en eller anden måde slæbt en forkrampet, storgrædende og bange Pauline op i receptionen, hvor medarbejderne hurtigt kunne se, at den var helt gal.
En bedrevidende tysker mente at have det bedste råd; vi skulle blot tisse på forbrændingen, og så ville det hele gå over i et splitsekund! Alt i mens skreg Pauline bare.
Receptionisterne gav Michael et tegn, som tydeligt signalerede, at Pauline skulle have modgift, og sørgede derfor hurtigt for at skaffe en taxi. I sjaskvådt badetøj og uden penge på lommen, tog de turen mod den internationale lægeklinik, som heldigvis lå på øen. Det føltes som om turen tog flere timer, dér på bagsædet, men de kørte vist kun 5-10 minutter. Undervejs kunne Michael iagttage forbrændingen svulme mere og mere op. Hævelsen virkede virkelig voldsom.
Da de ankom til klinikken, sad der 5 mennesker i kø, men da lægerne kunne se, at dette var alvorligt, kom Pauline til lige med det samme. 2 store sprøjter med modgift blev givet i en hurtig fart. Derefter fulgte piller, afrensning i en form for syre, og påsmøring af creme.
Imens skreg Pauline konstant, og blev ved med at gentage, at hun ville hjem til Danmark.
Generelt var stemningen bare helt igennem kaotisk.
Lægerne lod Pauline ligge til observation i en halv time, og i løbet af denne halve time faldt hun mere til ro, og stoppede med at skrige af smerte.
Da alt var foregået i et hæsblæsende tempo, havde Michael selvfølgelig ikke fået penge med, så det blev aftalt, at han blot kunne komme forbi med betaling senere eller den efterfølgende dag.
Det samme var tilfældet med taxichaufføren, som stod udenfor og ventede. Og som nu havde lagt plastik på de sæder, hvor Michael og Pauline skulle sidde med deres endnu våde badetøj.

Med forskellige salver og piller gik turen nu hjem til resortet, hvor vi andre i mellemtiden havde gået rystende og bekymret rundt. Vi var virkelig bange. Vi var jo udmærket klar over, HVOR farlige goplerne på disse kanter kunne være, men tanken om at blive ramt, og hvilke konsekvenser det kunne have, havde ikke fyldt noget rent mentalt – før nu…
Pauline sov ikke den efterfølgende nat, da hun var så smerteplaget, at hun slet ikke kunne være i sin egen krop. Om morgenen opdagede hun, at hun også havde fået en lille forbrænding på ryggen, som var kommet af en streng fra goplen, som måtte have ligget i sengen. Lede krabater, de gopler! Strengene brænder nemlig stadig, selv om de ikke længere sidder på selve goplen!

Efter denne oplevelse beskriver Pauline, at hun hellere vil bides af en haj (ikke at hun har prøvet det!), end brændes af én af havets farlige gopler. Elektriske chokbølger af smerte var nærmest blevet sendt gennem hendes krop!
Efterfølgende har vi selvfølgelig læst om disse gopler, og der står blandt andet, at smerten fra et møde med ”den portugisiske orlogsmand” kan være så voldsom, at man besvimer. Godt at jeg var lige ved siden af hende, da hun blev ramt!
Vi var selvfølgelig dybt undrende over, at vi ikke var blevet oplyst om disse gopler, hvilket der naturligvis kan være flere årsager til. Måske handler det om, at cubanerne ikke er super ”in to the tourist-thing”, og dermed ikke har helt styr på, hvordan de skal håndtere det. Måske handler det om frygten for at skræmme turister væk. Cubanerne er jo i dén grad økonomisk afhængige af turismen.
Da vi gjorde opmærksom på, at vi anså det manglende informationsniveau som værende et ret stort problem, blev vi informeret om, at vi måtte have været yderst uheldige, men at det for cubanerne var almen viden, at man aldrig skulle bade, når der havde været en storm ude på havet, når vandet var roligt inde ved kysten, og når det var ved at blive højvandet. Dette ville nemlig øge risikoen for gopler tæt på land.
Derudover påstod cubanerne, at disse gopler normalt ikke var at finde i området i sæsonen fra december til slut marts. Njah… måske de alligevel burde give besøgende information om dette? Bare for en sikkerheds skyld!
Vi vil i hvert fald gerne gøre opmærksom på dette problem, og skulle I være i området i sommerperioden, hvor vi var der, vil vores råd være, at I medbringer våddragter eller rashguards. Just in case! Det gælder dog ikke kun for Cuba, men for flere destinationer i verden – også dem, der ligger i Europa. Den portugisiske orlogsmand er nemlig ikke længere noget særsyn langs Middelhavets kyster.
Da goplernes strenge kan blive op til mellem 10-30 meter lange, er det ikke altid muligt at se selve goplen, og det kan derfor være svært at tage sine forholdsregler.
Skulle I være nervøse, bør I altid spørge de lokale, om de har viden om tilstedeværelsen af disse gopler i havet. I tilfælde deraf; gå IKKE i vandet!

Læs her om, hvordan I beskytter jer bedst muligt mod gopler. En artikel vi har lavet efter denne forfærdelige oplevelse. Pauline har også efterfølgende skrevet mere om sine oplevelser med vandet og dykning i børnehøjde her.

Change of plans

På trods af at Pauline var blevet voldsomt ramt af mødet med den portugisiske orlogsmand, fortsatte vi ferien på så positiv facon, som overhovedet muligt.
Pauline var nærmest blevet traumatiseret af mødet med goplen, og kunne slet ikke tåle, når snakken faldt på blot at stikke fusserne i vandkanten. Hun sagde, at hun aldrig nogensinde kunne forestille sig, at hun ville komme til at bade i havet igen… Vores forhold til havet, som vi ellers normalt elsker, var altså pludselig blevet en smule anstrengt!
Vi gik derfor i tænkeboks! Vi havde hjemmefra via Jose fra Bbinnviñales.com booket en casa i Varadero, men da varmen var næsten bedøvende, vidste vi, at vi ville få behov for at dyppe os i vand. Og i havvand blev det i hvert fald ikke efter vores oplevelse!
Derudover havde vi nu læst, at kysterne i særligt Varadero i denne periode skulle være ramt af gopler.

Vi satte os derfor ned og regnede på, hvor mange penge denne rejse indtil videre havde kostet, og opdagede, at vi faktisk havde brugt færre penge end budgetteret, og dermed havde et par småmønter tilbage på kistebunden.
Vi kunne så vælge at være fornuftige, og tage hjem med lidt mønter på lommen, og måske have risikeret at bruge de sidste par dage på noget, som muligvis ikke blev så mindeværdige, som håbet. Eller vi kunne vælge at spendere de sidste penge på et resort, som havde pool, og dermed gav os mulighed for at slutte rejsen af med gode oplevelser og minder om Cuba.
Én ting var i hvert fald sikker; vi fik IKKE Pauline med i havet igen! Og hun elsker at bade… Og varmen var slem… Og i det store perspektiv ville de penge nok være givet godt ud…

Vi endte derfor med at afbestille vores casa i Varadero, og fik Jose til at hjælpe os. På trods af at det lige var i sidste øjeblik, var Jose yderst hjælpsom, og gav også tydeligt udtryk for, at han godt forstod vores valg.
I stedet bookede vi et resort, Melia Varadero, hvilket skulle vise sig at være givet godt ud på flere plan.
Med sikkerhed om hvor vi skulle bevæge os hen efter nogle skønne dage på Melia Las Dunas, kunne turen mod Cubas absolut mest besøgte feriested, Varadero, nu begynde, og vi kunne tage afsked med !Melia Las Dunas” på Cayo Santa Maria på bedste facon.
Ingen tvivl; “Melia Las Dunas” var virkelig det bedste sted, vi overhovedet havde boet på vores rejse til Cuba – dog ville vi gerne have været mødet med den farlige gople foruden!

Vil I gerne finde et resort, som passer lige præcis til jer, kan I her se udvalget af resorts fra Melia på Cayo Santa Maria. Et alternativ er en lille ø, Ensenachos, som ligger lige inden man ankommer på Cayo Santa Maria, og som også skulle have en skøn strand – her ligger det 5-stjerne Iberostar Cayo Los Ensenachos.

Mangler I inspiration til jeres rejse til Cuba, kan I derudover her se vores guide til oplagte destinationer, hvor I kan bo på resorts på Cuba.