Rundrejse i Tamil Nadu i Indien – Chennai

Indien i kombination med Maldiverne – natur, kultur og badeferie i skøn forening!

Vi har tidligere kombineret en rejse til Sri Lanka med en ferie på Maldiverne, hvilket var et absolut hit.
Da vi altid har været fascinerede af Indien, besluttede vi så denne sommer, at vi ville prøve at sammensætte en lignende rejse, der blot denne gang ville omfatte Indien og Maldiverne, hvilket viste sig at være en fantastisk kombination af kultur, natur og badeferie i paradisiske omgivelser.
At rejse til Indien om sommeren kan dog være lidt af en udfordring på grund af klimaet og monsunen. Af samme årsag lavede vi en del research, og endte ud med at beslutte os for at rejse rundt i Tamil Nadu, som er kendt for sin enestående kunst og kultur, sin vegetariske mad og spiritualitet. Derudover er Tamil Nadu også en af de delstater i Indien, hvor det regner mindst om sommeren. Uheldigvis viste dette sig denne sommer i form af voldsom tørke, udtørrede floder og katastrofal vandmangel, som vi tydeligt oplevede konsekvenserne af, da vi var der.
Efter at have oplevet den helt særlige tamilske ånd, afsluttede vi vores rundrejse i Indien med et par dage i Kochi i Kerala, for derefter at tage til Maldiverne. Fra Kochi er der rigtig gode forbindelser med fly til Maldiverne.
Der kom nogle fantastiske oplevelser ud af vores rundrejse i Indien – specielt fordi vi oplevede en stor mangfoldighed, og derudover nærmest var de eneste turister i Tamil Nadu, og dermed i dén grad fik en enestående følelse af autenticitet.

For at opleve så meget forskelligt, som overhovedet muligt af Tamil Nadu, lagde vi følgende rute:
Chennai, Kovalam/ Mahabalipuram (Mamallapuram), Auroville, Pondicherry, Tranquebar, Thanjavur, Kodaikanal, Valparai  – vi sluttede vores rundrejse i Indien i Kochi i Kerala.
Hele vores tur til Indien blev en rejse med store modsætninger og rørende oplevelser. Uforglemmelig, som vores piger ofte påpeger. Faktisk gav oplevelsen af Indien vores børn så mange indtryk, at de selv fortæller, at de endnu ikke har fordøjet dem alle, men stadig bliver overraskede over de ting, der melder sig i deres erindring. Så ved vi, som forældre, at vi har ramt helt rigtigt i vores valg af destination 🙂

Efter rundrejsen i Indien fløj vi til Maldiverne, hvor vi oplevede 4 øer – det kan I læse mere om her: Maafushi, Fulidhoo, Felidhoo og Thinadhoo.

I det følgende kan I læse om vores møde med Chennai, som omfattede et velgørenhedsprojekt på et børnehjem, et ophold på et luksushotel med beliggenhed lige ud til slummen, og et lille indblik i den spiritualitet, som kendetegner Tamil Nadu.

Fra København til Delhi og Chennai med Air India

Som skrevet i vores indlæg om Air India, har Air India 4 ugentlige afgange fra København til Delhi.
En af de absolut største fordele ved at flyve med Air India er, at flyselskabet har gratis forbindelsesfly til 9 indenrigsdestinationer i Indien, hvoraf Chennai er en af disse. Vi havde derfor booket vores flybilletter direkte ved Air India, og i samme omgang gjort opmærksom på, at vi ønskede at benytte deres gratis forbindelsesfly fra Delhi til Chennai.

Pigerne og jeg fløj til Delhi en fredag aften, og ankom tidlig lørdag morgen. Vi skulle vente ca. 4 timer for at komme med vores forbindelsesfly videre til Chennai, og havde derfor heldigvis god tid til at finde indenrigsterminalen
Jeg fløj alene med ungerne til Indien, og jeg kan lige så godt sige det med det samme; Der er INGEN “kvalitid med mor”, når man er alene i en lufthavn med mig! Jeg forvandler mig til at blive en rendyrket psyko-mama, og mister totalt evnen til at holde overblik. Både pigerne og jeg var derfor faktisk lidt bekymrede for situationen i Delhi, og om jeg i min hysteriske tilstand kunne finde rundt i lufthavnen, da den kan forekomme lidt stor og (i mine øjne) temmelig uoverskuelig. Da vi var stået af flyet, stod der dog til min store overraskelse en Air India-medarbejder parat til at guide i den rigtige retning. En virkelig fantastisk service for os, der ikke ejer evnen til at orientere sig, og som har haft utallige og tilbagevendende mareridt om at misse sine fly.
Vi blev fulgt hen til Domestic og en Air India-medarbejder, der krydsede os af på listen, og dermed kunne sende os videre mod security. Modsat tidligere oplevelser, var det ikke hektisk at komme igennem security, og ser man bort fra den hysteriske sikkerhedskontrollant, der kortvarigt havde Bjørk til afhøring vedrørende hendes medbragte legetøjsdyr, så gik alt mere eller mindre problemfrit.
Aftalen herfra var, at vi skulle mødes med Michael i indenrigsområdet, da han på grund af sit arbejde allerede var i Indien. Uden internet og med et kvindeligt modstykke til Dr. Jekyl og Mr. Hyde, tog Pauline dog roligt styring på situationen, og fik os gelejdet mod vores gatenummer og retning 14B, hvorfra vores fly mod Chennai skulle lette et par timer senere. Inden vi fik set os om, passede Michael os op, og vi var endelig samlet.

The Leela Palace, Chennai's lækreste hotel

Vi skulle flyve knapt 3 timer for at komme til Chennai, og da vi landede, stod der en medarbejder klar fra ”The Leela Palace”, som havde sørget for to biler, der kunne køre os til vores hotel. 5 personer og 7 store kufferter + håndbagage kræver sin plads.
Chennai var stegende hed og fuld af larm og kaos, men her duftede – trods en del smog – alligevel velkendt og trygt af troperne. En duft, som vi alle elsker og forbinder med de bedste oplevelser og stunder sammen.
Vi var glade for beslutningen om, at vi hjemmefra havde bestilt afhentning fra vores hotel, da Chennai i dén grad var et bombardement af alle sanser, og vi samtidig var trætte efter den lange rejse. Mødet med Chennai var fra første færd en overvældende oplevelse af kæmpemæssig storby med massevis af farverige mennesker, indisk larm, kaos og affald – lige præcis, som vi havde forestillet os. Vi brugte den 20 minutter lange køretur fra lufthavnen mod ”The Leela Palace” på at tage alle de indtryk ind, som vi i vores rejse-trætte hjerner kunne rumme.

At ankomme til “The Leela Palace” var en helt vild oplevelse! Aldrig er vi blevet taget så kongeligt og fornemt imod, og væk var pludselig trætheden, som ellers kan føles overvældende efter en lang rejse.
Der er ingen tvivl om, at “The Leela Palace” er i en klasse helt for sig! Hånden på hjertet så tror jeg faktisk aldrig nogensinde, at vi tidligere har prøvet at bo på et SÅ gennemført og luksuriøst et hotel! Vi havde hjemmefra besluttet os for, at vi ønskede at prioritere et ophold på dette hotel, da vi havde hørt fra andre, og også læst os frem til, at det skulle være en oplevelse i sig selv at bo her. Det viste sig også at være hver en krone værd, og alt var gennemført ned til mindste detalje – lige fra ankomst til afsked.
Vi blev hilst velkommen med den obligatoriske plet i panden, som vi betragtede som en slags yderst smuk gestus, og blev endvidere pyntet med velduftende blomster og små farverige kæder, som blev lagt om vores halse.
Da vi var blevet registreret, blev vi fulgt op på vores velduftende, rene og hyggeligt indrettede værelser med udsigt til havet – og som et ekstra plus også udsigten til slumlandsbyen, der ligger lige nedenfor. Sikken kontrast! Overdådig rigdom kontra slum i massevis – side om side. Typisk for Indien, skulle det vise sig. Vanvittigt modstridende og fuld af kontraster.

Begejstringen over at være på et hotel som “The Leela Palace” var i første omgang det, der fyldte mest. Vi gik rundt på vores værelser, mens vi rørte ved interiøret, duftede til sæberne og tabte kæberne over både sengens blødhed og badeværelsets lækre indretning. Vi følte os rige – velvidende, at det ville vi nok ikke være, når vi havde betalt for dette ophold 😉
Leela Palace var så lækkert et sted, at jeg egentlig ikke sådan rigtig havde lyst til at forlade hotellet. Her kunne jeg blive længe uden at lave andet, end at nyde de tjekkede omgivelser og smile til de overordentligt venlige og imødekommende mennesker. Vi gik derfor naturligvis på opdagelse på hotellet, og kastede os ombord i alle de lækre måltider, som hotellets restauranter kunne tilbyde. Der findes flere forskellige restauranter at vælge imellem inde på hotellet, og vi fik selvfølgelig prøvet dem alle af, mens vi blev guidet af de dygtige medarbejdere. Lækre spicy og velsmagende retter med kikærter, yoghurt, butterchicken, chicken tikka masala, tandoori, paneer, naan… Nam!

Der var desværre ikke nogle deciderede tilbud til cøliakere, som vores yngste datter er, mens til gengæld blev der tryllet med forskellige alternativer. Heldigvis er Tamil Nadu et område af Indien, hvor der rent madmæssigt ikke rigtig bruges særlig meget hvede og andre kornsorter, som folk med cøliaki ikke kan tåle. Det gav en del muligheder for os, da linse- og majsmel er en relativ brugt ingrediens i maden her. Vi kunne ikke få glutenfri brød, men til gengæld blev dosa og appam nogle smagfulde alternativer. Velvidende, at vi nok ville støde på en udfordring eller to i forhold til glutenfri mad, havde vi hjemmefra fyldt halvdelen af min kuffert op med glutenfrie produkter, så vi havde lidt at tage af, hvis Bjørk fik lyst til pasta, brød eller kage. På den måde var vi sikre på, at vi kunne imødekomme de fleste behov.
På 3. sal på “The Leela Palace” ligger den smukke swimmingpool i underskønne omgivelser. Selv om hotellet ligger i en millionby, føles det alligevel som om, man befinder sig i en lille oase, når man ligger til afkøling i den lækre pool – omgivet af søjler, liggestole, palmer og smukke bygninger. En underfundig oplevelse, hvor tjenere vimser rundt og varter op med kaffe eller te serveret i sølvkander og med gammeldags sukkerknalder og et par engelske biscuits som tilbehør. En på én gang lille og så alligevel stor oplevelse.

Mens vi var på Leela Palace, blev optakten til et “Big fat Indian wedding” afholdt af én af Indiens mange stenrige familier. Jeg har en fornemmelse af, at et sådan bryllup kan løbe op i flere millioner kroner – det er overdrevet overdådigt, luksuriøst og ekstravagant – fuldstændig uden sammenligning! Det var næsten som at være vidne til et vaskeægte eventyr. Omkring os trippede og valsede eksotiske kvinder i prinsessekjoler, prydet med smykker fra næse til ører, mænd med lyserøde turbaner og børn klædt i snabelsko og farvestrålende uniformer. Det var som at have en lille birolle i en stor Bollywood film, når vi sad der og iagttog de forskellige scenarier af smukke og farverige mennesker, der i den grad havde en fremmedartet facon.

Standarden på Leela Palace er meget, meget høj, og det samme er prisen naturligvis. Dog vil vi sige, at hvis I er i Chennai, og samtidig er interesserede i at få en ekstraordinær oplevelse, så er det næsten et must at prøve at bo her – en virkelig enestående oplevelse i sig selv. Mit bedste råd er at spare sammen – eller at vinde i lotto 😉

Vandmangel, slum og strand i Chennai

Som tidligere nævnt oplevede Chennai en voldsom tørke og deraf katastrofal vandmangel, da vi var der denne sommer. Læg dertil temperaturer på over 40 grader, hvilket måske giver et billede af den desperation, som vi også fik en fornemmelse af, når vi bevægede os rundt i byen.
Hvor vi paradoksalt nok havde ledt efter et sted i Indien, der ikke blev ramt af regn om sommeren, bad vi nu til, at den livsnødvendige regn ville begynde at fosse ned.
Konsekvenserne af tørken var åbenlys. Alle floder var udtørret, og rundt omkring stod horder af mennesker i kø for at få fyldt vand i deres tomme dunke. Andre skændtes og var ved at komme op at slås om de ganske få dråber, der var blevet samlet op efter en kort byge, og det var tydeligt at se desperationen i deres øjne.

Vi var ikke taget til Chennai, fordi vi gik efter nogle særlige seværdigheder, men mest af alt fordi Chennai er hovedstaden i Tamil Nadu og – ikke mindst – fordi vores ældste datter havde lavet en indsamling til et børnehjem i byen. Vi var derfor ikke på en seværdigheds-mission, men lige så interesseret i at udforske storbyen og at snuse til stemningen og livsstilen i Chennai. Indimellem er det faktisk de små ting og oplevelser, der gør en forskel, og giver et ægte indblik i det liv, der leves, rundt omkring i verden.
Om morgenen gik Michael ture med vores ældste piger, mens Bjørk og jeg sov lidt længere. Første morgen gik turen omkring hotellets område. Mest af alt var vi interesserede i at komme tættere på slumområdet, som lå lige ved siden af hotellet, da de enorme kontraster næsten var ufattelige, og derfor vakte vores nysgerrighed.
Mens vi gik rundt blandt massevis af affald og en flok grise, der gladeligt spiste sig igennem bunkerne, dukkede de vandkæmmede børn op fra slumbygningerne, og satte kurs mod skolen. Vi gi direkte retning slumområdet, men en årvågen sikkerhedsvagt fra hotellet ville under ingen omstændigheder lade os komme forbi. Han argument var, at der var farlige slanger i krattet, men selv var vi overbeviste om, at det hovedsageligt handlede om, at han ikke ville lukke os ind i slumområdet. Måske det var for farlig en situation, eller også handlede det om, at vi ikke måtte få et indblik i den virkelighed, der foldede sig ud side om side med det polerede luksusliv, som vi vesterlændinge har det med at lade os forblænde af. Virkeligheden er ikke altid køn – og da slet ikke i Indien!
Da vi bevægede os tilbage mod hotellet, kunne vi se mange af slumområdets indbyggere gå ind ad bagindgangen til hotellet, og kort efter var klædt i deres fineste dress og smilede over hele tiøren, da de høfligt stod til rådighed for hotellets gæster i den overdådige morgenbuffet.

En dag bestemte Clara og Michael sig for at tage på sightseeing med en chauffør booket via olacabs app, som er brugt i alle storbyer i Indien. Her er det muligt at booke en bestemt tur eller blot en chauffør på timebasis. Vi gav 50 kr. for en tur på 1,5 time, hvor vi havde flere stop over en strækning på 10 km.
Et godt tip er, at I anskaffer jer et lokalt simkort, så I kan bruge jeres mobil, og dermed selv kan kontakte en taxichauffør. Dog er det vigtigt, at der befinder sig en lokal i nærheden, når I bestiller en taxi ved Olacaps, da I efterfølgende vil blive ringet op af en medarbejder derfra (som kun taler indisk) for at få en bekræftelse af bestillingen. De første par gange vi bestilte en taxi via Olacaps, oplevede vi, at vores ture blev aflyst, da vi ikke kunne kommunikere med den medarbejder, der ringede os op.
Til gengæld er det 10x så dyrt at bestille en taxi via Leela, så får I en til at hjælpe jer med at kommunikere med medarbejderen ved Olacaps, så er der mange penge at spare.
Da først turen var bestilt, kørte vi ind i den slumlandsby vi kunne se fra hotellet, og som vi indtil nu havde kæmpet for at få adgang til. Her kunne vi se flere kvinder slås om de få dråber vand, der var tilbage, mens andre børstede tænder og sendte deres børn i skole. Et lille hverdagsbillede, som på en eller anden måde forplantede sig i os.
Clara og Michael steg ud af bilen, og gik en tur ned på stranden, mens de betragtede de store mængder af plastik i vandkanten og slummen og hotellet i baggrunden, hvor resten af familien lå i prinsessesenge og fik deres skønhedssøvn. Næsten urealistisk, at det var den samme virkelighed og verden, som dette foregik i – at stå i slum til knæene, og samtidig kigge på en ufattelig og uforenelig overdådighed.
Chaufføren var ret frisk, og kørte efterfølgende Michael og Clara rundt mellem de små huse i landsbyen, så de fik set det hele. På én gang fascinerende og grænseoverskridende, da følelsen af at køre helt ind i folks private hjem var enorm. Her var ikke skyggen af andre vesterlændinge, og på en eller anden underlig måde føltes det næsten, som at vi befinde sig på forbudt område.
Herfra bevægede Michael og Clara sig mod den del af stranden i Chennai, hvor alle de lokale fiskere var i gang med at sortere deres friskfangede fisk. I en kvalmende stank af rådne fisk og med bunker af plastik overalt, var det tydeligt, at dagens fangst af de bitte små fisk muligvis ikke ville være den mest indbringende forretning.
Lidt længere nede ad stranden lå folk og sov side om side med store fiskekuttere, gamle fiskegarn og bunker af affald. Michael og Clara slugte alle indtryk, men fik hurtigt benene på nakken, da de næsten var ved at falde over flere indere, der alle sad med bar mås og – på pænt dansk – forrettede deres nødtørft! Mange bare numser lige op i ansigtet fik Michael og Clara til nærmest synkront at vende sig om, og spæne op mod bilen.

Efter turen ned til stranden, fiskerne og de bare rumper, gik turen mod den katolske kirke St. Thomas/San Thome Church.
St. Thomas var en af Jesus’ disciple, og det var ham, der udbredte kristendommen i Indien. Hans relikvier skulle efter sigende befinde sig i denne kirke, og da Clara og Michael var de eneste mennesker i miles omkreds, fik de lov til at besøge kirken helt alene. Alt var stille og besøget var ikke uden en vis følelse af mystik.
Man har kun kendskab til 3 kirker i verden, hvor Jesus’ disciple ligger begravet, og udover Peterskirken i Rom og St. James the Great i Santiago de Compostela i Spanien, er St. Thomas i Chennai én af disse. At være her, var i den grad som at få et ordentligt slag af både mystikkens og historiens vingesus lige i nakken!
Rent faktisk er fortællingen i Indien, at St. Thomas kirken var den eneste bygning, der stod fuldstændig efter tsunamien i 2004. Det siges, at kirken slet ikke blev ramt, og at bølgen gik udenom kirken. Og rigtigt nok; ved eget eftersyn var der ikke det mindste spor efter tsunamiens ødelæggelser i eller omkring kirken…

San Thome Church ligger næsten lige ved siden af “The Leela Palaca“. Mandag til lørdag kl. 18.15 er der aftenmesse på tamil i kirken – om søndagen kl. 18.00. Derudover er der ligeledes også en del formiddsagsmesser på både tamil og engelsk om søndagen.
Vi prøvede det ikke denne her gang, men da Michael var der sidst, oplevede han en sådan aftenmesse, og det gik vildt for sig. Folk gjorde store armbevægelser, skrålede med og messede de vildeste fraser til Gud. Meget, meget eksotisk.

Børnehjemmet Arul Illam i Chennai og tanker om “first world problems”

Dagen efter oprandt den store dag, som vi alle havde set frem til. Vores ældste datter, Clara, havde hjemmefra iværksat en indsamling til et børnehjem i Chennai, og havde fået samlet ca. 17.000 kr. sammen, der skulle gå til materialer, som kunne støtte alle børnene i forhold til fremtidig uddannelse. Det er vores overbevisning, at uddannelse er vejen frem, når retning skal ændres, og derfor gav det god mening, at børnene skulle have nye skoletasker, notesbøger, kuglepenne, farver, madkasser o.s.v.
I Indien findes der statsstøttede og statskontrollerede børnehjem, hvor forholdene lige rækker til overlevelse. Derudover findes der børnehjem, som er opstået på grund af ildsjæle, der ønsker en bedre fremtid for de ufatteligt mange gadebørn i Indien. Arul Illam er ét af disse, og børnehjemmet modtager ikke tilskud fra staten. Til gengæld modtager Arul Illam støtte fra blandt andet Cognizant og private donationer.
Det var via Cognizant, at vi havde fundet frem til dette børnehjem, da Michael tidligere har arbejdet med dette firma, og derigennem også selv har besøgt andre af de børnehjem, som de støtter i Indien. Cognizant har et “frivillig program”, som hedder Cognizan Outreach, og det var også sammen med frivillige ildsjæle derfra, at vi begav os afsted mod Chennai's store indkøbscentre for at købe redskaber for de penge, som Clara havde samlet ind fra gavmilde og godhjertede danskere hjemmefra. Ved selv at tage ud og købe alt til børnene, var vi klar over, at børnene ville kunne få meget mere for pengene, da ikke én eneste krone ville blive brugt på administration eller andre usynlige omkostninger, men i stedet gå direkte til materialer til børnene.

Det var et kæmpe stykke arbejde at få købt alle tingene, som børnene på børnehjemmet manglede, og alle materialer blev nøje udvalgt. Vi brugte MANGE timer på at købe ind, og det første vi gik efter, var 60 skoletasker i rigtig god kvalitet, og som hver og én var alderssvarende. Farvede til de mindre børn og ensfarvede til de ældre. På den måde kunne de stolt gå i skole uden at føle sig anderledes end de børn, der havde fået en flot skoletaske af deres forældre.
Derefter undersøgte vi priserne på papir, indhold til penalhuse o.s.v. i samme indkøbscenter, men prisen var for høj i forhold til hvad man kunne få de samme ting for i et andet indkøbscenter, hvorfor vi begav os videre mod næste center – i 40 graders varme og med sveden løbende ned ad os. Det var marginaler, vi drejede sig om rent prismæssigt, men selv marginaler gør en forskel i Indien.
Velankommet til næste indkøbscenter, gik vi i fuld sving. 4 indkøbsvogne blev fyldt til randen, og medarbejderne ved kassen var ved at gå ud af deres gode skind, da alt skulle betales. I Indien har man nemlig sådan en lidt spøjs (og langsommelig) arbejdsgang, der medfører, at én medarbejder slår varerne ind i kassen, den næste tjekker om prisen er slået rigtigt ind, den tredje tjekker igen, og den fjerde tæller alle tingene og sammenligner prisen på bonen med den, der er på varen og tæller IGEN, om man nu også har betalt det rigtige beløb. Tålmodighed er en dyd, når man besøger Indien – uanset årsag!

Efter de mange timers indkøb, kørte vi langt væk fra selve centrum af larmende Chennai, og ude i landlige omgivelser fandt vi Arul Illam. Vi blev budt varmt velkommen af andre frivillige, hvoraf én af de voksne selv var tidligere børnehjemsbarn med tilknytning til lederen af børnehjemmet.
Vi fik hilst på lederen, som var en ældre herre, der desværre ikke talte engelsk, hvorfor alt måtte oversættes. Han fortalte om sine intentioner og bevæggrunde til at starte dette børnehjem. De stærkeste var dog, at han selv tidligere havde arbejdet på et statsstøttet børnehjem, hvor han syntes, at børnenes vilkår var kummerlige, og hvor respekten for børnene var ikke-eksisterende. Han havde derfor efter mange års frustration tænkt, at dette måtte han klart selv kunne gøre bedre, hvorfor han med økonomisk støtte fra flere forskellige foreninger, virksomheder og private, havde startet Arul Illam op. Hovedfokus og værdigrundlaget på børnehjemmet havde der ikke været tvivl om; det skulle handle om uddannelse og om også at inddrage og respektere børnene selv.
Mens vi sad og talte med lederen, kom børnene ned fra sovesalen – én efter én hilste de smilende og generte på os.
Vi blev derefter ledt ind i fællessalen, hvor børnene blev informeret om formålet med vores besøg. Der blev klappet og hujet, og da tingene blev delt rundt, sagde hvert eneste barn mange, mange tak. Som en ekstra gestus og et yderligt udtryk for den enorme taknemmelighed, havde børnene øvet en sang, og en lille dreng rejste sig og sang denne på tamilsk. Afslutningsvis rejste en af de ældste piger sig op, og takkede mange gange på det bedste engelsk hun kunne.
Derefter gik alle børn i gang med at tale med hinanden. Nogle mere generte end andre. Vores børn fik lyttet og udvekslet historier med børnene på børnehjemmet, og alle havde en god stund.

Inden vi gik derfra, fik vi en rundvisning. Det gjorde et stort indtryk på vores børn, at børnene på Arul Illam ikke havde andet end en sivmåtte at sove på og en lille metalboks til deres personlige ejendele. Her var ingen bløde senge, sofaer, ipads, mobiler eller andre former for velkendte vestlige goder. Det, der påvirkede vores børn mest, var, at der ikke var nogen mor eller far, som kunne trøste eller give nogle former for kropskontakt. Det havde de meget svært ved at slippe tanken om. Det var derfor nogle stille børn, som vi havde med retur til hotellet, og på vejen gennem Chennai, blev de hurtigt enige med hinanden om, at det vel egentlig var begrænset, hvor meget de – sådan helt reelt – syntes, at de kunne tillade sig at brokke sig over i deres egen priviligerede hverdag. Små mangler og luksusgoder virkede pludselig uden betydning.

Et besøg på et børnehjem sætter i dén grad tingene i perspektiv, og tilbage på “The Leela Palace” skammede vi os næsten over vores ekstremt luksuriøse livsstil. Sammenligningen var til at tage at føle på. Vi kan jo selvfølgelig kun tage udgangspunkt i vores egen virkelighed – og den ER bare anderledes, end den vi oplevede i Indien.
En rejse til Indien åbner dog øjnene for mange ting, og giver os en forståelse for mange af de forskelle, der er i verden – og på og selv og vores egen kultur. Vi forstår pludselig, at vi er SÅ priviligerede i vores samfund, og at vi slet ikke kæmper de kampe, som millioner af andre mennesker kæmper verden over. Konstruktivt og lærerigt er det derfor at rejse ud i verden, og at bevæge sig væk fra sin egen trygge og velkendte verden, hvor vi har lullet os ind i forkælelse og en livsstil, som vi tager for givet. Måske det også er derfor, vi føler os så vanvittigt krænket over ligegyldigheder og ubetydelige småting. “First world problems”, siger pigerne nu, når de tager sig selv i at brokke sig over noget fuldstændig ligegyldigt!

Kapaleeshwarar Templet i Chennai

Næste dag var vores sidste i Chennai, inden vi skulle videre til Kovalam og Mahabalipuram. Vi bestemte os derfor for at nyde det lækre hotel, og bade i den overdrevne lækre pool. Vi badede og bestilte kaffe, mens vi strittede med lillefingeren og nikkede fisefornemt til hinanden.

En sidste snert af kultur måtte vi dog have med, nu vi var her, og et aften-besøg i tempelområdet var derfor uundgåeligt.
Kapaleeshwarar temple er et tempelområde, som Michael tidligere har besøgt på en tur til Chennai, og som havde gjort et stort indtryk på ham. Af samme årsag ønskede han, at resten af familien fik et indblik i den stemning, som hersker her, og oplevelsen var lige så magisk, som første gang!
Tempelområdet dækker over et større areal, hvor mange små templer ligger samlet, og hvor der udføres mange særprægede ritualer, som ligger langt væk fra de ritualer, vi ellers forbinder med et besøg i vores danske kirker! Det var en eksotisk og enormt fremmedartet oplevelse – på grænsen til det surrealistiske – og særligt Pauline var overvældet, og syntes, at det gjorde et stærkt indtryk.
En aftensgudstjeneste hér er forbundet med en mystik og autencitet, som er uden sammenligning. Messende og bedende mennesker i overvældende larm og hede – en næsten unaturlig oplevelse – specielt da Clara af en ældre dame blev forvekslet med en form for gudinde, som derfor kastede sig bedende over hende, mens hun kyssede hende, og klappede hende på fødderne! Claras hud er meget lys, og hendes øjne meget blå – vi er sikre på, at dette har haft en voldsom indvirkning på en ældre kvinde, der muligvis ikke så ofte har oplevet et SÅ lyst menneske.

Beslutter I jer for at besøge Kapaleeshwarar Templet, er det vigtigt at udvise stor respekt. Klæd jer i tøj, der dækker arme og ben, og lad være med at flashe jeres kamera. Vid også, at man ikke må fotografere der! Da vi havde medbragt vores kamera, oplevede vi, at et menneske på meget voldsom facon forsøgte at rive kameraet ud af vores hænder, og dernæst faktisk mere eller mindre forfulgte os rundt i templet resten af tiden. Personen fortsatte med at skule til os på hele vores tur rundt i templet, og hvis ikke vi havde haft en del træning i at være cool i disse situationer, ville vi muligvis have været blevet en smule skræmt over hans adfærd.
En tur i dette tempel ligger langt ud over de oplevelser, som ellers er gængse for os turister. Det er virkelig et fantastisk indblik i den religiøse del af Indien.

Kapaleeshwarar temple ligger næsten lige ved siden af The Leela Palace”, og I kan booke en chauffør via olacabs app, som kan bringe jer frem og tilbage. Vi betalte cirka 50 kr. at have en chauffør til rådighed i 2 timer.

På vej retur til hotellet spiste vi på “Sangeetha veg restaurant”, en kæde, der har flere restauranter i Chennai, og som varmt kan anbefales. Maden her er lokal og af høj kvalitet mad, og priserne er billige. Generelt spiste vi fantastisk mad i Chennai, som også er kendt for sine velsmagende og vegetariske retter.

Rejser I på egen hånd i Indien, vil vi anbefale privatchauffør

Fra Chennai var vi klar til at sætte rundrejsen i Tamil Nadu i gang, og næste stop var Kovalam og Mahabalipuram og en enkelt overnatning på et hyggeligt resort med beliggenhed direkte på den lange og brede strand i fiskerlandsbyen.
Vi havde hjemmefra hyret en chauffør, som stod klar til afhentning efter 4 dage på “The Leela Palace“, og havde dermed en bil i en ok størrelse samt en fast driver til fri afbenyttelse de næste 10 døgn – ren luksus.
Chaufføren var fantastisk og professionel, og skulle I selv have lyst til at booke en chauffør til en rundrejse i Indien, kan vi anbefale firmaet, der hedder Quality Holidays and Cars.

Er I selv interesseret i at besøge Indien, har vi på Facebook lavet gruppen “Indien Rejsefællesskab”. Planen er, at I her har muligheden for at dele ud af jeres erfaringer, stille spørgsmål eller få hjælp til planlægning af jeres rejse til Indien fra andre, som selv har kendskab til at rejse rundt i landet. Meld jer gerne ind ?

Har I lyst, kan I læse andre rejseberetninger fra Indien her på siden. Læs blandt andet beretninger fra Kerala i sydindien og Andamanerne.