Cienfuegos

Skal I selv på rundrejse på Cuba, kan I måske blive inspireret af vores rejseberetning fra Havana, Cayo Levisa og Viñales, som vi besøgte inden vi drog mod Cienfuegos.
I kan endvidere her se alle andre indlæg, vi har lavet om Cuba.

Turen til Cienfuegos

Turen fra Viñales til Cienfuegos var lang, og det tog ca. 5 timer at tilbagelægge strækningen på motorvej. Og det er IKKE fordi, der er kø på de cubanske motorveje!
Folk, der kender til de velordnede forhold, men samtidig tunge trafik i Danmark, ville ganske enkelt falde bagover, hvis de tog en tur langs motorvejen på Cuba. Det virker ikke til, at der gælder så mange regler her – ud over, at man skal holde farten – og, som tidligere skrevet, står der massevis af mennesker langs vejen, som håber på at blive taget med op at køre. Der er nemlig en lov i Cuba om, at statsejede køretøjer skal tage folk med, hvis der er plads i bilen. Endvidere sælges der løg, frugt m.m. ved vejsiderne, folk passerer på gåben, cowboys traver afsted på deres heste, og derudover kører der en del hestevogne. Det sætter ligesom tingene lidt i perspektiv i forhold til Danmark, og er dermed også en enorm lærerig oplevelse.

Fordi vi vidste, at vi skulle tilbagelægge en meget lang strækning fra Viñales til Cienfuegos, flottede vi os, og bookede en ordentlig minivan – pris; 250 CUC – mega pebret, men godt givet ud.
Der ligger et turistcenter på hovedgaden i Viñales, hvor I kan booke en chauffør eller på anden måde få hjælp til transporten videre på jeres rejse rundt i landet. Da vi arrangerede vores transport, bestilte vi vores van her, og betalte 80 CUC i depositum. Resten af beløbet betalte vi, da vi nåede Cienfuegos.
Chaufføren var rigtig venlig, og havde en fin fornemmelse for børnene. Han stoppede blandt andet ved et lille hus, der solgte mangoer, og gav dem til pigerne, og derudover kørte han ind på en rasteplads, hvor han beordrede alle på toilet, da dette var eneste mulighed for et stop-over på hele vejen til Cienfuegos.

Cienfuegos, byen man enten elsker eller hader

Jeg ved ikke, hvad vi havde forestillet os om Cienfuegos, som er på UNESCO’s Verdensarvsliste, men jeg tror på en eller anden måde, at vi havde haft nogle lidt andre forestillinger om byen, end det vi reelt oplevede.
Derudover tænker jeg måske også, at Cienfuegos er sådan en slags by, som man enten virkelig kan lide eller virkelig ikke kan lide – der er vist ikke rigtig sådan noget ”midt i mellem”.

Vi havde inden vores rejse via TripAdvisor fundet et udpluk af de bedste casas i Cienfuegos, som ikke lå i for lang afstand til byens gamle bydel, og sendt disse forslag til José fra Bbinnviñales, og så bedt ham booke én af disse. Vi bad også José om at bekræfte vores ankomst, som er kotyme, når man skal bo i en casa på Cuba.
Da vi derfor ankom til vores casa ”Ivan y Lily”, blev vi taget rigtig godt imod af den sødeste familie. Faderen i huset, Ivan, styrede hele casaen med sikker hånd, og på trods af, at selve casaen forekom lidt mørk, var der meget, meget rent og ordentligt.
Ivan er et rigtig godt menneske, som kører et højt serviceniveau – han gør virkelig ALT for, at man skal føle sig velkommen og godt tilpas. Derudover taler han et rigtig fint og forståeligt engelsk, hvilket er et absolut plus.

Vi fik 2 værelser, det ene ud mod gaden, hvorfor vi konstant kunne høre alle hestevognene passere, hvilket virkelig understregede, at vi befandt os i en by, som endnu havde en stemning af noget ægte cubansk over sig, og ikke blot benyttede sig af “show off” til ære for turisterne.

Det andet værelse lå i midten af casaen, og havde ingen vinduer, men kun skodder, hvorfor vi her så til gengæld kunne høre ALT, hvad der foregik i hele huset ned til mindste detalje, og ligeledes lugte dieselstanken fra gaden. Det positive ved denne beliggenhed var, at vi så i det mindste kom tidligt op, og fik noget ud af dagen 😉
Alt i alt følte vi os rigtig trygge og godt behandlet i casaen, og det var også her vi oplevede at indtage mad af højeste kvalitet, mens vi var i Cienfuegos.

Ivan var endvidere meget på forkant med de ting, som kunne opleves i området, og havde en liste over seværdigheder, så vi via ham kunne bestille bil m.m. – sågar til en ret god pris.

Parque José Martí, Palacio Ferrer og Cubas eneste triumfbue

Efter at have afleveret vores bagage på værelserne, tog vi på opdagelse i Cienfuegos.
På en eller anden måde var det en lidt underlig oplevelse, og vi forstod pludselig hvorfor folk normalvis kun booker én nat i byen, og ellers bruger Cienfuegos som ”mellemstation”, når de skal videre til Trinidad. Vi havde dog booket 3 nætter, så nu var det bare om at få det bedste ud af det.
De fleste mennesker vi mødte, mens vi gik rundt i byen, var ret pågående – også mere end vi havde oplevet i Havana, som jo er en stor by i forhold til Cienfuegos.

Mange ville sælge taxi-ture, wifi-kort eller også tiggede de om mad eller tøj. En understregning af, at vi var landet i en by, som endnu ikke havde helt det samme flow af turister, som de andre steder, vi havde været, og hvor folk var mere stille og rolige.

Vi satte os i Parque José Martí, som har en rigtig dejlig stemning, og er omgivet af smukke, gamle bygninger og caféer. Vi sugede stemningen til os, mens vi iagttog området, og spiste en is.
Efterfølgende besøgte vi Palacio Ferrer, som er en helt utrolig smuk og forladt bygning, som vi havde helt for os selv. Det var en meget underlig oplevelse at gå rundt i så gammel og forfalden en bygning helt alene – sådan lidt magisk og drømmeagtigt. Arkitekturen er her helt unik, og de gamle møbler stod der endnu. Vi følte os næsten hensat til en anden tid, mens vi i fred og ro gik rundt i denne “spøgelsesbygning”, hvor vi tydeligt kunne fornemme tidligere tiders storhed.
Fra toppen af bygningen havde vi et fantastisk view ud over Cienfuegos, og kunne samtidig mere detaljeret iagttage de smukke bygninger, som omgav Parque José Martí. Vi bestemte os for efterfølgende at tage en tur rundt langs parken, og kunne dermed gå i den behagelige skygge, som de omkringliggende bygningers søjlegange gav os. Vi passerede på denne måde gallerier og barer, hvorfra Benny More's toner lød i en lind strøm. Benny More var en af Cubas mest berømte musikere, og kom fra netop Cienfuegos, hvilket I ikke på nogen måde kan være i tvivl om, hvis I lægger vejen forbi byen.

Cienfuegos beskrives af nogle som ”Cubas Paris”, hvilket naturligvis skyldes franskmændenes tidligere tilstedeværelse, men måske også at byen rummer Cubas eneste triumfbue, som vi fra toppen af Palacio Ferrer stod hævet lige over. Triumfbuen blev opført som et symbol på Cubas uafhængighed, og bliver dermed også betragtet som et nationalt monument.

Efter at have været pladsen rundt, forsøgte vi forgæves at få forbindelse til internettet, da vi var blevet oplyst om, at dette var muligt lige præcis her. Adgang til internettet på Cuba er virkelig en udfordring!

Varmen i Cienfuegos var virkelig klam, så efter et par timer i bymidten, bestemte vi os for at finde et sted at spise aftensmad. Vi havde i Politikens Turen går til Cuba læst, at ”Casa del Chef” skulle være et ok sted. Restauranten lå i en gammel bygning, og vi kunne indtage velsmagende mad i et gammelt herskabslokale med udsigt til en larmende og trafikeret vej. Egentlig ikke specielt charmerende, men det skyldtes måske også, at ungerne var vildt trætte. Den tunge, klamme varme og den lange køretur fra Viñales havde sat sine spor, og vi bestemte os derfor for at gå hjem til vores casa, og så hoppe tidligt i seng.

Vandfaldet ”El Nicho”

Næste morgen stod vi op til en rigtig lækker morgenmad, og da maden var så velsmagende, bestemte vi os for også at bestille aftensmaden på vores casa; bønnesuppe med kartofler, svinekød og spaghetti, som smagte dejligt. Vi var efterhånden ved at finde ud af, at den bedste madkvalitet ofte var at finde i vores casas. Dog er dette også oftest det dyreste alternativ (10 CUC pr. person, men så fik vi det ofte forhandlet ned i 8 CUC + Bjørk gratis).
For os kunne det dog godt betale sig at ”investere” i et ordentligt måltid mad, da børnene ellers var for småt spisende – de syntes ganske enkelt, at maden de fleste steder virkelig var ringe.
Bjørk og Pauline indtog hovedsageligt skinke-ost-sandwich, som cubanerne på en eller anden måde næsten altid kunne skaffe ingredienserne til, men ellers oplevede vi ofte at blive mødt af informationerne om, at mange varer ikke var til at skaffe. Dåseskinke, plastikost og brød virkede der dog til at være nok af.

Vi havde fået Ivan til at arrangere en chauffør, som mod en betaling på 55 CUC kunne køre os op til El Nicho, og så vente på os der hele dagen, således vi også kunne komme hjem til vores casa igen bagefter. Vi havde bestilt chaufføren til kl. 9, og blev hentet og fragtet op til vandfaldet af den sødeste chauffør i en gammel amerikanerbil. På et tidspunkt var jeg faktisk i tvivl, om vi mon overhovedet nåede derop, for motoren virkede til at være ved at stå af flere gange på vej op ad de stejle bjergveje. Turen var dog rigtig flot, og vi kørte forbi en masse cowboys og gennem en sovende bjerglandsby, hvor de legende børn nysgerrigt betragtede vores børn, da vi langsomt passerede dem langs vejen.

Da vi ankom til El Nicho, skulle vi naturligvis betale indgang til området, som kostede 10 CUC pr. voksen og 5 CUC pr. barn – Bjørk var dog gratis. Vi oplevede faktisk ofte, at hun kom gratis ind ved de forskellige seværdigheder, da hun ikke er så gammel, hvilket var rart for rejsebudgettet.
Vi blev informeret om, at vi ville blive ført af en guide gennem regnskoven og op til vandfaldet, men vi tog nu alligevel turen selv.
Vandfaldet var SÅ flot! Der kunne bades i naturlige pools flere steder, og vandet var glasklart og iskoldt, hvilket passede rigtig godt til vores kropstemperaturer. Det var enormt varmt og fugtigt, hvorfor en svømmetur i det iskolde vand nærmest var en nødvendighed!

Et godt råd hvis I selv ønsker at tage turen til ”El Nicho”; husk godt med myggespray – regnskoven har MANGE myg!

Mens Clara, Pauline og Michael svømmede rundt på det dybe vand, stod Bjørk inde ved kanten og fangede haletudser med hænderne. Vandet var gennemsigtigt og omgivelserne nærmest fortryllende.

Der var livreddere, der holdte godt øje med alle, og det var også disse livreddere, der senere på dagen tog os med ind gennem et hegn, og på trekking i regnskoven. Vist ikke en del af den gængse turist-rute, og jeg må sige, at det nok heller ikke var helt ufarligt. Det var dog hver en CUC værd af de 3 CUC, som vi i alt betalte ”sort”.

Enhver cubaner forsøger at lave penge på den ene eller anden måde – mest af alt fordi de simpelthen ikke kan leve for den lave løn, de får. Det var selvfølgelig også derfor vi blev tilbudt en lille ekstra udflugt af medarbejderne ved vandfaldet.
Da vi stod oppe ved det, vi troede var øverste udsigtspunkt, spurgte vi, om ikke man kunne komme højere op. Tjoh, var svaret, men det var op til drikkevandet, så der kom normalt ikke nogle mennesker. De kunne dog godt bringe os dertil, hvis det var…? Om det var noget, de bildte os ind, skal jeg ikke kunne sige, men vi takkede naturligvis ja, velvidende at det ville koste ekstra, og gik derefter igennem et hegn, hvor man lige kunne fjerne en pind, og så møve sig igennem det lille hul.

Vi kom ind i et område, som ikke havde stier og trapper, men hvor der hang lianer, og hvor vi skulle kravle over våde sten og små klippestykker. Vi gik og gik, og mine ben rystede, da jeg kiggede på vejen både opad og ned. Pigerne havde klipklappere på, jeg havde mine Teva vandresandaler på, og jeg ærgrerede mig over, at jeg ikke havde insisteret på, at de også havde taget deres på!

Vi vandrede og klatrede på skråninger og klippestykker, svedte og holdte godt fast, da vi var ved at glide flere gange. Som en af livredderne sagde, så var det ”god militær-træning”. Efter at have tilbagelagt et mildest talt ”ikke-børnevenligt-terræn”, endte vi oppe ved en hule med masser af flagermus, og da de andre gik derind, stod jeg og dannede mig et overblik oppe på nogle klipper, mens sveden dryppede af mig. Endnu en gang tænkte jeg på, hvorfor vi på en eller anden måde ALTID ender i disse situationer, som egentlig er ret angstprovokerende, og så alligevel virkelig spændende og ud over det normale. På trods af det lidt vilde element, så var det en rigtig god oplevelse, og vil jeg også anbefale andre at gøre det samme – dog ikke hvis I har helt små børn med; det kan simpelthen ikke lade sig gøre!

Da vi gik ned igen, og kom ud af området, stak vi ”guiden” 3 CUC, og så startede turen nedad, hvor vi igen tog et velfortjent dyp i det kolde vand.

Bagefter gik vi ned mod den restaurant, som lå ved indgangen til vandfaldet, men de var desværre løbet tør for brød, hvorfor vi ikke rigtig kunne få sandwich. Vi gik derfor hen til en anden og mere lokal restaurant, hvor de heller ikke havde noget udvalg, men bestilte et måltid mad til deling, og så ellers sodavand, som vi skyllede ned i én slurk.

Vi var på tur hele dagen, og var først hjemme ved vores casa ved 17-tiden. Pigerne faldt alle i søvn på vej tilbage – udkørte af varmen, den fysiske aktivitet og alle de nye indtryk.

Efter endnu en dag med oplevelser, sov vi godt hele natten. Vi drømte selvfølgelig om vandfald 😉
Faktisk oplevede vi alle sammen, at vi under vores rejse til Cuba drømte nogle ret vilde drømme, og jeg er slet ikke i tvivl om, at det handlede om ALLE de nye og meget anderledes indtryk vi fik. Bare det at iagttage hverdagslivet i landet, bombarderede os med nye indtryk, farver, dufte…

Punta Gorda

Den sidste dag i Cienfuegos blev brugt i byen, og denne dag gjorde noget godt for vores indtryk af den by, vi ellers ikke var ovenud begejstrede for.
Det var lørdag, så mange havde fri, og de lokale var i festhumør.
Vi tog en hestevogn ned til Punta Gorda, som er den mere eksklusive del af Cienfuegos, og blev sat af et godt stykke vej fra vandet, da turen vist ikke var helt lovlig.

Da vi kom ned til parken, satte vi os i pavillionen i Parque la Punta, hvor der var liv og glade dage. Undervejs havde vi en snak om dyrevelfærd, da Pauline var meget påvirket af hestenes funktioner på Cuba. Heste i landet er klart arbejdsdyr, og bliver ikke behandlet, som vi behandler heste i Danmark. Hvor påvirket hun end var af, at hestene arbejdede så hårdt i varmen, blev turen i hestevogn et godt udgangspunkt for en snak om de forskelle, der er på de forskellige måder at leve på rundt omkring i verden. Og særligt et godt udgangspunkt for en lille snak om, hvad vores velfærdssamfund gør ved vores måde at opfatte tingene på – også den måde hvorpå vi opfatter og behandler dyr. Dyr behandles godt! Til forskel fra Danmark er dyr mange steder i verden dog også nyttedyr.

Ude ved parken lå nogle ret flotte casa particulares, og beliggenheden var helt i top.
På trods af at vi var meget tilfredse med at bo hos Ivan, ville det nu alligevel have været fantastisk at bo i en casa lige dér – særligt én med swimmingpool; varmen i Cienfuegos ramte virkelig som en hammer!

Ude ved Parque la Punta badede de lokale, og der blev drukket rom, tappet fra store tanke og ned i klistrede plastikflasker, spist churros, kysset og krammet. Vi blev faktisk i et par timer derude, og sad og talte om livet, mens vi dyppede vores fusser i vandet og spiste fedtede popcorn købt til nærmest ingen penge af en lokal gadesælger.
Da vi blev sultne gik vi tilbage langs Malecon de Cienfuegos, og fandt vej mod ”Club Cienfuegos”, som er en smuk bygning, der rummer mulighed for enten bare at nyde udsigten til marinaen, mens man drikker noget kølende, eller at spise et måltid mad. Stedet havde pool, tennisbaner og også en lille strand.
Vi valgte at flotte os med en meget dyr frokost på stedet, men kunne sagtens nøjes med at dele 3 retter mad. Indtil videre havde vi ikke spist specielt meget, da vi ikke var så vilde med maden i landet, og det havde naturligvis resulteret i, at mængden af den mad, vi indtog, var blevet væsentligt mindre. Derudover påvirkede varmen naturligvis også lysten til at spise så meget. Til gengæld drak vi mange iskolde sodavand!
Vi tog en cykeltaxi tilbage til centrum, hvor vi ville forsøge at komme på internettet. Da vi jo er 5 personer, måtte vi hyre to cykeltaxier, og det endte med at blive en sjov oplevelse, hvor de 2 cyklister, som var hinandens bedste venner, fortalte vidt og bredt om stort og småt, mens de grinende kørte om kap med hinanden, og vi storsmilende sad og heppede og drillede bag i vognene.
Da vi landede i Parque José Martí, gik der et par suspekte mennesker rundt, som tydeligvis gjorde de fleste mennesker nervøse, og vi blev lidt bekymrede for vores telefoner m.m. Samtidig var det umuligt at oprette nogle former for forbindelse til internettet.

Måske jeg et eller andet sted også havde læst, at man ikke kunne få adgang til internettet med kort, man havde købt i en anden del af landet, og vores sidste kort til internettet, havde vi købt i Viñales.
Vi gik derfor op gennem strøget, hvor de fleste butikker var lukkede, men hvor der til gengæld var liv og glade dage med massevis af mennesker, meget høj musik og mange boder. Vi svedte, så det drev af os, og begyndte derfor at lede efter et sted, hvor vi kunne købe is. Heldigvis lå der en iscafé ikke så langt derfra, og vi gik direkte ind og satte os i et overfyldt lokale. Efterfølgende fandt vi ud af, at der var en meget, meget lang kø af cubanere udenfor, som også ønskede at komme ind og få is i varmen, og vi flovede os over, at vi ikke havde lagt mærke til dette, men blot var vadet ind, som de dummeste turister uden evnen til at tage hensyn… Husk derfor ALTID at have den cubanske køkultur in mente!

Vi gik i snegletempo hjemad til vores casa, da varmen var noget af det værste, vi nogensinde har oplevet. Vi tænker derfor også, at børnefamilier, som overvejer at rejse rundt i Cuba, eventuelt nok lige bør have sæsonen med i deres overvejelser, når de lægger planer for et besøg i landet. Juli og august er VIRKELIG varme. Ikke bare sådan ”pusse-nusse-varmt”, men MONSTER-VARMT! Jeg tror måske, at temperaturen i Cienfuegos var ca. 36 grader, men det føltes meget varmere end dette, da luftfugtigheden var høj, og da der ikke var en vind, der rørte sig. Det er barsk for børn – og også for voksne for den sags skyld – og lægger en dæmper på aktivitetsniveauet. Faktisk havde vi oprindeligt planlagt, at vi ville køre til Playa Larga fra Cienfuegos for at se Svinebugten, men vi ombestemte os, fordi varmen medførte, at vi ganske enkelt ikke orkede. Endvidere var der flere sejlture vi ville have været på, men som vi også droppede på grund af varmen.

Hjemme i vores casa begyndte vi i slowmotion at pakke vores ting sammen, så alt kunne være klart til den næste morgen, hvor vi ville blive hentet af en taxi, og kørt til Trinidad.
Da vi havde glemt at bestille aftensmad i vores casa, men samtidig havde indtaget varmt mad til frokost, aftalte vi, at vi blot ville finde nogle ”småtterier” til aftensmad. Michael og Clara gik derfor på jagt, men havde desværre ikke heldet med sig. De kom tilbage med 2 store kager med kokosfyld, som de havde købt i en hus, hvor en lokal havde haft gang i det store bageri. Michael gav 2,5 CUC for 2 skærekager – billig, men også temmelig usund aftensmad. Vi endte derfor med at bestille et par sandwich hos Ivan, og blev vi mere sultne, kunne vi bare spise noget af det knækbrød, vi havde haft med hjemme fra Danmark.

Næste morgen stod vi igen op til lækker morgenmad, og efter at have afregnet med Ivan, som også havde sørget for at bestille en taxi til os, tog vi straks afsted mod næste destination, som vi VIRKELIG glædede os til at opleve; Trinidad!
Her i bagklogskabens lys ville vi klart have lavet en anden rute, hvis vi havde vidst bedre.
Vi er ikke kede af at have oplevet Cienfuegos, men ville i stedet have valgt at tage til Playa Larga på vores stop-over fra Viñales mod Trinidad.

Playa Larga er der, hvor invasionen i Svinebugten fandt sted, og der skulle ligge et fint lille museum, som underbygger denne historiske begivenhed. Derudover skulle byen være hyggelig, og der skulle endvidere være en dejlig strand, som kan være et stort plus, når man rejser rundt på Cuba om sommeren.

Er I interesserede I historiske bygninger, autencitet og storbyliv, kunne Cienfuegos dog godt være et perfekt rejsemål for lige præcis jer.
Af vigtige seværdigheder i byer er:
– Plaza Jose Marti og de omkringliggende bygninger, bl.a. Ferrer Palace
– Punta Gorda og Malecon de Cienfuegos
– El Nicho vandfaldet