Få her inspiration til mulig rute, hvis I skal rejse til Cuba
Cuba rejse udskudt!
Vores rejse til Cuba bliver udskudt, men med tårer i øjnene deler vi her alligevel vores oprindelige rejseplan til eventuel inspiration for andre.
Vi skulle om ganske kort tid have haft plantet vores fødder på cubansk jord – mor, far og 3 skønne unger!
Dog er det, som mange rejsende frygter, indtruffet – det er også derfor der har været lidt stille på siden her på det sidste; jeg er blevet syg, og har været indlagt på sygehuset. Yderligere undersøgelser venter, hvorfor vi først efter resultatet på disse i slutningen af februar, kan påbegynde ny planlægning.
Set fra den positive side, er det godt, at jeg ikke blev syg, mens vi var på Cuba!
Lige nu er vi lidt i det, der føles som en tilstand af lammelse. Vi er i kontakt med forsikringsselskabet, og aner ikke, om vi er “købt eller solgt” i forhold til refundering af pengene. Vi håber naturligvis på det bedste, så vi hurtigst muligt kan tænke fremad igen.
Vi har glædet os. Været SÅ forventningsfulde og spændte – særligt fordi vi har haft en fornemmelse af, at vi på vores rejse til Cuba også ville blive udfordret ud over det normale. Men, men, men; Cuba må vente – det ville være yderst ufornuftigt at sætte eventyrlyst over helbred.
Her vores oprindelige rejsetanker og plan for vores rejse til Cuba
Det er meget blandede ting, vi har hørt fra folk, som har været på Cuba. Nogle fortæller, at landet er ovenud fantastisk – andre giver tydeligt udtryk for, at de ALDRIG nogensinde vil rejse til Cuba igen.
Èn ting er vi dog efterhånden ret overbeviste om; Det vi har lært fra tidligere rejser, kan vi godt glemme; der gælder helt andre regler på Cuba!
Mon ikke, vi kommer klogere hjem igen…
Efter en del research på bl.a seværdigheder og strande, input fra vores tidligere indlæg om, hvilken rute vi mon skal tage (se her) –har vi nu lagt os fast på følgende rejseplan:
Varadero
Vi lander i Varadero lufthavn og har fundet en fin casa, hvor vi skal bo i en lille uge.
Vi har booket afhentning i lufthavnen, hvilket koster 300 kr. (40 CUC), men så er vi sikre på at komme til vores casa i fred og ro og uden stressende elementer fra start. Har hørt, at folk gerne gør meget for at få turister guidet til andre casas, end dem man i første omgang har booket, ved at fortælle finurlige løgnhistorier…
Turen fra lufthavnen og til vores casa tager ca. 30 min.
Grunden til at vi har valgt at holde en rolig miniferie i det turistede Varadero er, at vi på den måde kan tage hul på vores rejse til Cuba med en vis form for strandgaranti, få tid til afslapning og så bare generelt at have ro til omstilling.
Vi er opmærksomme på, at Varadero er det mest turistede sted i Cuba, og det plejer normalt ikke at være sådanne steder, der har den store tiltrækningskraft på os.
Dog er det i Varadero vi lander efter en lang rejse – og derudover er det første gang vi sætter vores ben på latinamerikansk jord. Vi er indstillet på, at det kan kræve en del tilvænning – og at Cuba måske også er et land, der kommer til at kræve lidt mere af os, end hvad vi normalt er vant til.
Vi er sikre på, at vi har taget en god beslutning om at finde feriestemningen på et sted, der har det meste, for så derefter at være ladet godt op til de forhåbentligt gode og spændende eventyr, som Cuba kan byde på.
Næste skridt på vejen er vi i hvert fald sikre på vil føre historiske vingesus og stemning med sig, for efter nogle dage i Varadero, drager vi mod Havana.
Havana
Vi har i Havana fundet det, der ligner en helt igennem fantastisk casa, hvor vi skal tilbringe en halv uge i Havanas gamle bydel, der forhåbentlig emmer af atmosfære.
Strækningen mellem Varadero og Havana er på 142 km., så lige nu overvejer vi, om denne strækning skal tilbagelægges med bus eller en lokal chauffør. Det kan være lidt svært at tage stilling til, når ikke vi helt kender både bussernes og vejenes tilstand, så vi lader den lige være åben lidt endnu.
Vi har planer om at opleve en masse, mens vi er i Havana.
Havana er for os en by, som vi har en fornemmelse af rummer rigtig mange muligheder for at give os oplevelsen af både historie og kultur, og vi har billeder på nethinden, som byen forhåbentlig kan leve op til.
Havana er samtidig en stor by, og jeg har altid haft mine betænkeligheder omkring ferier i storbyer kombineret med yngre børn.
Til dagligt bor vi på landet, og vores unger er vant til bare at kunne drøne derudad uden at skulle tage de store hensyn til trafik og alt for mange mennesker.
Bare en tur til de mindre provinsbyer – og også København for den sags skyld – kan i dén grad få sveden frem på min pande. Særligt vores yngste HADER storbyer, og plejer at blive ret balstyrisk, når vi befinder os i byer med mere end 1000 indbyggere… Så Havana bliver mildest talt en udfordring!
Men, men, men; Havana er jo ikke kun storby og osende biler. Det er også stemning, som selv mindre børn kan forstå, interaktion med en masse fremmede mennesker, livsglæde, charme, smukke bygninger, huse i pastelfarver, flotte amerikaner-biler, musik og måske dans samt dufte, vi ikke kender.
Jeg hægter mig fast i min overbevisning om, at det nok skal gå!
I Havana skal vi, som nævnt, bo i den gamle bydel, som er på UNESCO’s verdensarvsliste.
At opleve selve stemingen og også bygningerne skulle her være som at komme tilbage i tiden, hvilket i sig selv er noget af det, vi altid har drømt om.
Vi håber på at kunne støde ind i de cigarrygende og farvestrålende damer, der gerne tager imod penge for et billede, at høre musik i sidegaderne og forhåbentligt også at få lov til at tage et par salsatrin eller to.
Jeg tror, at den gamle bydel har så meget at byde på, at vi bare skal lade os forføre.
Endvidere har vi (voksne) planer om at kigge forbi Hemmingways gamle stambar, for at drikke en lille mojito, og i tankerne sende den gamle mand en lille hilsen.
Et must for alle familiens medlemmer må være at opleve Castillo de los Tres Reyes Magos del Morro, som er et fort fra 1500-tallet, hvor Cuba var under spansk herredømme, og som blev bygget for at forsvare Havana mod pirater.
Fortet skulle have den mest fantastiske udsigt over byen, og både udsigten og tankerne om pirater må være det hele værd.
Vi plejer at møde et nyt land og nye steder med et åbent sind, og det er vores overbevisning, at der skal være plads til og mulighed for at lade nysgerrigheden råde i forhold til, hvad vi skal opleve.
Ofte kommer vi i kontakt med nye mennesker, som altid har et godt råd om, hvad vi bør opleve, og dette har jeg stærkt på fornemmelsen også bliver tilfældet i Havana.
Og så skal vi generelt bare ”være” – det i sig selv er ubeskriveligt givende!
Jeg har en fornemmelse af, at det reelt næsten kun er fantasien, der sætter grænser for hvad man kan opleve i Havana – Havana skulle eftersigende byde på kulturelle oplevelser og seværdigheder ud over det sædvanlige.
Viñales
Efter Havana drager vi mod Viñales, som ligger i Pinar del Rio provinsen.
Afstanden mellem Havana og Viñales er på 150 km, og det tager ca. 2,5-3,5 timer at køre strækningen i bus. Vi er rent faktisk meget i tvivl om selve ruten – og derudover usikre på, om vi først skal lægge vejen forbi andre byer, eller om det er en direkte rute.
Vi er nødsaget til at undersøge det, når vi er i landet, og har naturligvis transporttiden med i vores overvejelser i forhold til på hvilken måde, vi kommer til at transportere os selv fra A til B.
Der går en bus hver morgen kl. 8.00-8.30 fra Havana, og det koster 12 CUC per person (1 CUC svarer til ca. 1 amerikansk Dollar) at køre med denne.
Bussen går fra hotellerne i Old Havana, Centro Havana, Vedado & Miramara, og ”droppe” én af lige præcis der, hvor man måtte ønske det i Viñales.
Modsat retning går den hver dag mellem 14-14.30 fra Viñales.
På trods af, at Viñales ikke ligger ud til en kyst, og derfor ikke har hav, som pigerne ellers elsker at boltre sig i, har vi bestemt os for at blive i området i en halv uge.
Viñales skulle efter sigende rumme et helt specielt miljø, og en ubeskrivelig smuk natur.
Det er her, der stadig rides på oksekærre i de smukke landskaber, og også her rigtig mange af landets tobaksplantager er at finde.
Det skulle eftersigende være en helt speciel oplevelse at ride på hesteryg gennem de fantastiske dale, og jeg arbejder derfor på at slippe min frygt for heste… Det er for mig på en eller anden måde sådan en slags ”once in a lifetime” at ride igennem denne dal, meeennn jeg tænker, at man også kan gøre det i hestevogn…
Et stykke fra den casa, hvor vi skal bo, skulle der ligge en strand, der hedder Cayo Jutias, som er 6.7 km lang.
Hvis vejret er meget varmt, når vi befinder os i Viñales, kunne en dukkert ved denne strand være en mulighed. Der er daglige afgange med bus kl. 9.00 om morgenen, det tager en times tid og koster 22 CUC incl. en let frokost. Bussen kører retur kl.16.00 med ankomst 17.00 i Viñales.
Cayo Levisa
Fra Viñales hyrer vi en lokal chauffør, som kan køre os til havnebyen Palma Rubia, hvorfra vi skal sejle til Cayo Levisa.
Turen har en varighed på ca. halvanden time, da vi kan finde frem til at vi skal køre i 1 time og sejle 30 min. med katemaran. Der afgår dagligt transfer fra Vinales kl. 8.15, som koster 10 CUC one way.
Der er kun et hotel på Cayo Levisa, og det er så her, vi skal bo et par dage. Hotellet hedder logisk nok Hotel Cayo Levisa og man kan se flere billeder og priser her
På vores rejse til Cuba, skal vi ellers hovedsageligt bo i casas, da dette skulle være den bedste mulighed for at få et indblik i, hvordan cubanernes livsstil er.
Bor man hjemme hos cubanerne, får vi jo også en mulighed for at lære meget mere, end hvis vi bor på hotel, og det er jo reelt kendskab til landets kultur og mentalitet, der interesserer os.
Derudover har vi ikke verdens største rejsebudget, så vores overnatninger rundt i landet bliver ikke på førsteklasseshoteller.
Cayo Levisa er kendt for at have nogle af de bedste strande på Cuba, og når vi ser billeder fra stedet, føler vi os henført til paradis. Der er dog ikke andet end strande at opleve på øen, hvorfor vi kun har booket 2 overnatninger der – det må række!
Og så ser vi ellers frem til 2 døgn i paradis med 100% fokus på strand- og badeferie i afslapningens og legens tegn.
Udfordringen derfra bliver så at få arrangeret noget transport fra Cayo Levisa til Playa Larga, som er vores næste destination.
Playa Larga
Der er ca. 420 km. fra Pinar del Rio til Cienfuegos, og vi regner med, at det er en tur, der tager ca. 6 timer. Vi har ikke lige nu en fornemmelse af, at det er en strækning, som vi har lyst til at tage med offentlig transport, men vi får at se, hvad vi kan finde af transportmuligheder, når vi er i landet.
Der går dog en direkte bus fra Vinales til Cienfuegos uden om Havana. Den afgår fra Vinales 7.15 om morgen,
Vi har bestemt os for at tage et par overnatninger i Playa Larga, da området byder på en del kulturelle seværdigheder, som vi bare SKAL have med på en sådan rejse.
Vi har booket en casa, som giver god mulighed for at sidde på altanen og kigge ud over svinebugten, og jeg er overbevist om, at vores børn vil få en ganske fin indsigt i de historiske begivenheder, som har fundet sted lige præcis her! De skal i hvert fald få tudet ørene fulde om ”invasionen i svinebugten”, om den popularitet det medførte i forhold til Fidel Castro og om de konsekvenser disse historiske handlinger affødte.
Ud over de historiske aspekter skulle autentiske Playa Larga også rumme mulighed for snorkling i høj klasse og at svømme med delfiner.
Endvidere ligger der i området flotte naturreservater med krokodiller m.m.
Kan vi ikke få opfyldt vores behov for ”undervandsliv” i forhold til at snorkle, skulle Playa Giron i nærheden af Playa Larga også være et besøg værd.
Et enkelt stop i Cienfuegos og derfra videre mod Trinidad
Efter et par dage i Playa Larga er vores plan, at vi hyrer en chauffør en dags tid, og så kører mod Trinidad med et enkelt stop i Cienfuegos.
Cienfuegos skulle eftersigenden være en rigtig, rigtig flot by med en havnefront, som skulle være helt fantastisk.
Cienfuegos er på UNESCO’s verdensarvsliste.
Hele turen fra Playa Larga til Trinidad er på 200 km., og tager ca. 3 timer.
I Trinidad skal vi også bo i en god casa, og vi skal se den eftersigende flottes strand på sydkysten – dog med hård konkurrence fra strandene på Cayo Largo, som skulle være intet mindre end fantastiske, men som vi dog ikke har prioriteret at bruge penge på at komme til. At komme til Cayo Largo koster enormt mange penge – og strande får vi vel alligevel forhåbentlig nok af andre steder.
Trinidad by skulle være en by i udpræget kolonistil med skønne, brostensbelagte gader og pastelfarvede huse. Også Trinidad er på UNESCO’s verdensarvsliste.
Ud over byens stemning, musik og dans i gaderne samt den lækre strand, som ligger lige ved Trinidad, er der derudover masser af muligheder for at opleve cubansk kultur.
Musikelskende, som jeg er, er jeg sikker på, at vi lægger vejen forbi Casa de la Musica.
I det hele taget er jeg på forhånd bare overbevist om, at Trinidad sådan helt generelt byder på rigtig mange musikalske oplevelser i form af gademusik og dans.
En tur forbi et af byens mange museer slipper vi nok heller ikke for, og så er der natuligvis de smukke, frodige omgivelser, som omgiver byen, og som jeg også tror, vi skal udforske – vi har bl.a. læst om en nationalpark og et vandfald i nærområdet.
Camaguey og Playa Santa Lucia
Efter nogle dage i Trinidad regner vi med, at vi tager bussen til Camaguey – en tur på 4,5 time. Der er lang vej til Playa Santa Lucia, og vi holder derfor stop i Camaguey, som er en by vi kan læse os til ikke er proppet med turister.
Efter én enkelt overnatning i Camaguey kører vi videre til Playa Santa Lucia (det tager vel 1,5 time i bil), hvor vi skal bo nogle dage.
Både Camaguey og Playa Santa Lucia er en lille smule uden for den gængse rute på vest Cuba, men samtidig syntes vi beskrivelserne af de to steder lyder mere autentiske, og vi er lidt for nervøse for turistmængden de øvrigt kendte steder.
Derudover; når vi nu har valgt at lave denne blog og komme med anbefalinger, så kan det måske være en god idé at få lidt forskellige perspektiver på nogle ting, så andre får bedre mulighed for at vælge til og fra.
Cayo Coco
Dernæst går turen til Cayo Coco (vi regner med 4 timer i bil).
Cayo Coco er en del af de bounty-agtige øer på nordkysten (Jardines del Rey), som vi har læst en del om, og vi har her valgt at bo på et resort, da der ikke findes nogle casas i området. Resortet hedder Mojito, håber det lever op til dets navn. Billeder og priser ses her.
I dette område er der flere strande, som vi gerne vil opleve, så vores ophold her er 100% strandfokuseret.
Snart på vej hjem igen
På vores vej tilbage mod lufthavnen, har vi valgt at slå et smut forbi Santa Clara (4 timers køretur fra Cayo Coco). Dette fordi Santa Clara rummer ét af de vigtigste monumenter på vores rejse, nemlig Che Guevaras mausoleum.
Vi tager kun én overnatning i Santa Clara, inden vi tilbagelægger en 3,5 timers lang køretur til Matanzas, som ikke rummer noget som helst tiltrækkende, men som ligger meget tæt på lufthavnen.
En sidste overnatning i Matanzas på Cuba – uden stress og jag – før vi igen sætter os i flyet, og rejser mod det kolde nord.
Forberedelser
Vi har bl.a brugt turen går til Cuba som inspirationskilde, og der findes masser af andre bøger også – tjek evt. Saxo's udvalg her.
Vi tager udgangspunkt i vores pakkelister så vi sikrer vi har alt med – plus det man nu skal have ekstra med til Cuba.
Efter vi er kommet hjem fra Cuba, kan I her læse lidt mere om prisniveauet som kan hjælpe jer med at lave et budget.
Hej – vi drømmer også om at komme en tur til Cuba. De Casas som I havde planlagt at bo på, vil du ikke skrive hvilke det er. Jeg synes det er rart med lidt inspiration, samt at vores søn har ADHD, så derfor vil så meget planlægning som muligt hjemmefra være at foretrække. Vh Jannie
Hej Jannie.
Hvor lyder det dejligt med en rejse til Cuba! Jeg er netop blevet godkendt af forsikringen igen, så vi sidder også og planlægger 🙂
Jeg forstår godt, at I gerne vil planlægge ordentligt – både af hensyn til jeres søn, men derudover kan vi også se, at folk i dén grad bestiller rejser til Cuba, hvorfor det er vigtigt at få booket casas og hoteller i god tid.
Hermed navnene på de casas, som vi havde booket:
Varadero – Villa Obdulia
Havana – Casa Tamara & Chen
Viñales – Casa Las Estrellas
Playa Larga – Casa Enrique Rivas Fente
Trinidad – Hostal Lozano’s
Camaquey – Casa Ormida
Playa Santa Lucia – Casa Martha Santana
Jeg ønsker jer en rigtig, rigtig god tur.
De bedste hilsner fra Stine
Tusind tak for svar 🙂 Det er ret fedt at kunne detail planlægge lidt mere. Hvilket budget har I lagt for jeres tur? Vi er 5, og flybilletter lige nu kan vi få for 25.000 kr. i november. 3 ugers overnatning på Casas koster knap 10.000 kr. (Vi har sparet de fede resorts væk på øerne, for det er godt nok dyrt). Men hvad skal vi mon forvente at bruge på mad, transport mv? Forestiller mig at vi primært vil køre med busser. Har overvejet at leje en bil, men det bliver desværre nok for dyrt.
Hej Jannie – Så kom vi lige til økonomispørgsmålene og manden tager over 🙂 Jeg er selv igang med at replanlægge vores Cuba tur til Juli og i den forbindelse budgetterer jeg med 125kr. for os 5 til morgenmad pr. dag, 400 til aftensmad og 250 til frokost. Jeg tror godt det kan gøres billigere, specielt hvis man vælger at spise på Paladares. Mht. omkostninger til bus koster det 200-400 for os 5 alt efter hvor langt man skal. Vi vælger dog at gøre brug af en taxa service og på vores kommende 30 dages rundrejse med 8-10 destinationer regner jeg med at vi skal bruge cirka kr. 7.000-8.000. Jeg har selv overvejet leje af bil, men har fået det frarådet af flere da man som turist ikke står ret godt stillet i tilfælde af uheld. – Håber det kunne hjælpe lidt med budgetlægningen og ellers spørger du bare løs 🙂 Rigtig godt tur / BH Michael
Super, tak skal du have. Jeres taxi service, planlægger I at bruge det til al transport?
Når vi skal fra sted til sted så ja, men regner med at vi finder nogle lokale muligheder hvis vi skal ud på sight-seeing på halve og heldagsture. Det kan også være vi tager en bus på en af strækningerne, bare for at prøve det – men det bliver så sikkert en af de korte 🙂
Lige lidt rettelser: stranden nord for Vinales er Cayo Jutias 😉 Jeg mente Santa Clara (ikke Santa Maria). Casaen i Havana hedder Jesus y Maria. Jeg vil anbefale at man skriver tlf på alle ens bestilte casaer ned hjemmefra – det er den eneste måde man kan komme i kontakt med casaen på når man er på Cuba i tilfælde af at man er forsinket eller må afbestille. Drop Matanzas og overnat sidste nat i havana og ta en amerikaner til lufthavnen. Der er ikke særlig langt og jeg husker ikke at der generelt er trafikproblemer fordi Cuba ikke har så mange biler 😉
God tur når I kommer dertil 🙂
Hej Stine.
Jeres drømme om Cuba vækket minder! Vi var 3 uger på Cuba feb 2015 med vores 7 måneder gamle søn. En lidt anden alder end jeres 3 børn, men jeg tror alligevel godt jeg kan komme med lidt gode råd og info om de steder I har tænkt jer at besøge.
Vi var ikke i Varadero, så det kan jeg ikke kommentere. Til gengæld kan jeg fortælle at Havana er meget sin egen. Generelt føler man sig MEGET tryg hvorind man er i Cuba. Det gør at man trygt kan færdes ude om aftenen. Vi boede på Maria og Josef Casa hvilket lå rigtigt godt! Værelserne på 1. og 2. sal er bedst! Hvis din datter mistrives i storbyer pga biler, så er havana nok stedet for hende! Her er brede boulevarder og motorveje men meget få biler. De er jo dyre. Til gengæld er der hestevogne, cykeltaxier og andre alternative køretøjer som ikke kører så stærkt. Jeg kan anbefale jer at tage en gammel amerikaner tilbage til lufthavnen. Det er en fed måde at afslutte ferien på. Vi lavede en aftale med en chauffør til en fed bil vi så på gaden en dag.
Rancho Luna ved Cienfuegos kan anbefales. Folk tager på dagsudflugt hertil, men hvis man bor i en af de få casas i “byen”, så har man stranden for sig selv om aftenen.
Jeg husker at playa largo og giron så lidt forladte ud, men vi boede der ikke. Vi kørte i lejet bil fra havana – Vinales – Cienfuegos – Rancho Luna – Trinidad – Santa Maria – Havana. Der var en lækker strand nord for Vinales som kan besøges på en dagsudflugt. Den kan anbefales.
Husk at tage aflagt tøj og sko med – de er ellevilde med det!
Til andre interreseret, som overvejer at rejse til Cuba med en baby er der kun at sige Gør det! De cubanske damer er vilde med at babysitte hvilket også gir forældrene lidt frihed og tid til afslapning. Det går sig sikkert også gældende for større børn.
Kære Ida.
Du er en skat” Ganske enkelt en skat!!!!
1000, 1000 tak for dine gode og brugbare råd! Det lyder fantastisk!
Der findes INTET bedre end beskrivelser og gode fif fra folk, der selv har rejst rundt i en land, som man selv intet kendskab har til.
Vi glæder os til at komme igang med planlægningen. Kan se, at den casa du nævner i Havana, faktisk er den casa vi også kiggede på, da vi skulle have været afsted!! Dejligt bekræftende.
Du gav mig lige blod på tanden dér. Tak for det og alt det andet.
Kh Stine
Og hey; skulle du have lyst til at lave en fantastisk rejsebeskrivelse til vores blog, så må du endelig sige til!
Hej Ida.
Vi er ved at planlægge en rejse til Cuba i februar med vores, til den tid, 9 måneder gamle datter. Jeg bliver Så glad for at læse, at du skriver godt om det at have en baby med – jeg har lige talt med et rejsebureau, som var noget chokeret over, at vi ville gøre det 🙂
Jeg håber det er ok, at jeg stiller et par spørgsmål om netop det at have en baby med til Cuba – f.eks. hvor meget babygear havde I med? autostol, klapvogn eller mere eller mindre? Og hvor lejede I mon bil henne? Ud fra jeres rejse, vil du så mene at man godt kan bo i casa particulares en hel rejse med en baby, eller får man hurtigt behov for at bo på all inclusive hotel? 🙂
Sidst men ikke mindst, ville I så kunne have taget to uger mere? Vi er i tvivl om, hvorvidt vi skal afsted fire eller fem uger – om det bliver for ‘hårdt’ at rejse med en baby i fem uger.
Det var mange spørgsmål! – håber du har lyst til at svare 🙂
Mange hilsner,
Nana
– Og Stine tak for en FANTASTISK rejseblog 😉
Hej Stine
ER spændt på om I nogensinde kom afsted eller stadig planlægger.
Vi er en familie på 6, der påtænker at rejse til CUBA sommeren 2017, så følger spændt din side.
Vi har børn på 18,16,8 og 1 år.
Håber du er frist igen og I alle er ude og nde verden 🙂
Hej Pernille.
Jeg beklager, at jeg først svarer dig nu, men vi er netop (natten til fredag) landet efter 5 uger på Sri Lanka og Maldiverne, og jeg har derfor ikke haft min bærbare så meget fremme.
Vi kom desværre ikke til Cuba, da jeg blev meget syg, og vi derfor var nødsaget til at aflyse rejsen.
Dog har vi planer om at tage dertil i juni 2017 – så mon ikke vi laver en masse research igen, som I forhåbentlig kan drage nytte af, inden I også rejser afsted 🙂
Hvis di på et tidspunkt får lyst, må du endelig skrive om jeres rejserute – kunne være spændende at høre, hvad I tænker.
De bedste hilsner fra Stine
Hej alle fem
Det er trist at læse, at sygdom har sat en kæp i hjulet for jeres fantastiske rejse. Jeg havde glædet mig meget til at læse jeres beretninger fra Cuba, som står højt på min ønskeseddel. Herhjemme er vi to friske unge mennesker på 27 og 28, som elsker at rejse med rygsækken, en god research hjemmefra og ellers kun med en flybillet og første overnatning bestilt. Det er fedt at læse at I også gør det med 3 børn, og vi håber meget at vi kan gå i jeres fodspor og gøre jer kunsten efter en dag 🙂 Fedt med et “forbillede” 🙂
Vi ønsker jer rigtig god bedring og håber I kommer afsted på drømmeturen til Cuba. Hilsen Heine og Lykke, Viborg
Hej Lykke og Heine.
1000, 1000 tak for de søde og flotte ord, som virkelig varmer.
Det glæder mig, at I følger os, og at I også har rejsedrømme for resten af jeres liv. Kan høre, at vi rejser på ca. samme måde – og ja; det kan SAGTENS lade sig gøre, selv om man har fået børn. Vi er overbeviste om, at det er med til at give børnene et frit og rummeligt syn på verden og livet, og det er af kæmpe værdi for os.
Vi er meget, meget ærgerlige over, at jeg er blevet ramt af sygdom lige inden “afgang”. Vi skulle have siddet på flyet mod Cuba d. 3.2. – på vej mod den oplevelse, vi længe har planlagt. Men sådan er livet så også indimellem – man bliver ramt af noget, som man desværre ikke selv aktivt kan ændre.
Nu handler det om at blive “frikendt” d. 23.2., hvor jeg har den sidste undersøgelse, der gerne skulle afklare, om der er mere i det, end det der indtil nu har været, og hvis ikke (X gerne), så er det bare at tage kontakt til forsikringsselskabet og søge om at blive forhåndsgodkendt. Bliver vi det inden for kort tid, skal der bestilles en ny rejse til Cuba hurtigst muligt!! Vores børns skoler bakker heldigvis op om, at vi har frihed til at tage afsted, så snart vi kan.
Uanset om det er jer eller os der “rammer” Cuba først, må vi endelig lade os inspirere af hinanden 🙂 Andres rejseberetninger er guld værd.
Vi ønsker jer al mulig held og lykke med jeres rejseplaner – og igen; 1000 tak.
De bedste hilsner fra Stine