Ferie på Maldiverne; Fulhadhoo’s uberørte paradis og rotter på loftet

Hvis I ønsker at opleve strand og vand, som er så smukt, at det syner overnaturligt, så er det Fulhadhoo I bør besøge. Stranden hér er den flotteste, vi nogensinde har set.

Skrevet af Stine / Foto: Michael og Stine

---

Da vi planlagde vores ferie til Maldiverne, havde vi om Fulhadhoo hørt, at det skulle være sådan en slags ”uberørt paradis”!
Jeg tænkte, at uanset hvad det var, så ville det under alle omstændigheder have ufattelig svært ved at leve op til den standard, vi netop havde oplevet på Reethi Beach Resort – en unfair battle mellem en resort-ø, der bare havde levet op til alle vores forventninger, og så et guesthouse, som lå ude i midten af ingenting.
Fulhadhoo ligger i  sin egen lille mini-atol, og er placeret lidt uden for Baa Atollen, som den dog administrativt hører under.
Det er en lille ø, der kun består af jungle, strand og en landsby med 200 indbyggere.
På trods af at Fulhadhoo har én af verdens smukkeste strande, er turismen ikke nået dertil, hvilket vi både havde på fornemmelsen, og også meget tydeligt erfarede allerede på bådturen dertil. Efter at have oplevet øen, er min tanke stadig, at øen aldrig kommer til at blive et sted, der bliver overrendt af turister. Ønsker I fuldstændig ro i ubeskriveligt smukke omgivelser, så er Fulhadhoo the place to go!

Turen over åbent hav i speedbåd – maldivisk vildskab

Vi havde booket 6 overnatninger på Three Hearts Guesthouse på Fulhadhoo – et helt nyt guesthouse med kun 8 mdr. på bagen –  og også aftalt transfer med dem fra Reethi Beach Resort.
Da vi skulle sejle 1 time og 15 minutter med speedbåd for at komme fra Reethi til Fulhadhoo, havde vi bedt vores guesthouse om at være opmærksom på at medbringe redningsveste, da erfaring fra vores ferie på Maldiverne indtil videre havde lært os, at sikkerhed på vandet ikke som sådan er noget, befolkningen på Maldiverne vægter.
Vores intuition holdt stik, og vi blev hentet i en lille speedbåd af personale, der ikke talte ét eneste engelsk ord, men hvor ”kaptajnen” på 19 år dog kunne et par basale gloser.
Til min skræk havde de kun medbragt redningsveste, der passede til folk på 80+ kg., og som ikke kunne lukkes ordentligt. Hårene rejste sig, da jeg så, hvordan Bjørks små, tynde arme dinglede rundt i et ærme, der passede til størrelsen på mine lår. Redningsvesten var næsten større end hende.
Det blev den mest hårrejsende tur, jeg nogensinde har taget over havet, og jeg gør det ALDRIG igen!
Vi drønede ud over havet med det, der føltes som 200 km/h (vi spurgte med bævrende stemmer ”kaptajnen” hvor hurtigt vi egentlig sejlede, og han svarede stolt med sin lille, pibende stemme; ”Ca. 40 miles ph!”), mens havvand fra bølgerne sprøjtende ind over os. Pigerne var blevet placeret på sæderne foran os, og jeg kunne sidde og se, hvordan de – sammen med ipads, vandflasker og andet bagage – fløj rundt på sæderne, mens de krampagtigt forsøgte at holde fast. De kunne dog alligevel ikke undertrykke deres smil – dét her; det var vildt!
Mens Michael holdte fast på sine briller, for at de ikke skulle flyve af i farten, sad jeg fuldstændig forstenet og spændte hver en muskel i kroppen, samtidig med at mine fingre var ved at ødelægge det sæde, jeg forsøgte at at holde fast i. Mine øjne skiftede hvert sekund fokus fra barn til barn, og jeg forsøgte rent mentalt at finde et eller andet klogt at berolige mig selv med, men kunne ikke tænke klart – de eneste sætninger, der gentog sig i mit hoved, var ”is på, is på, is på…”!

Ankomst til Fulhadhoo – Maldivernes uberørte paradis

Da vi med myoser i skuldrene, hvide knoer og krampe i fingrene nærmede os Fulhadhoo, satte båden farten ned, og vi sejlede gennem områder, hvor vandet havde en helt unaturlig smuk farve. Det vi sejlede igennem, lignede scener fra Avatar, og nu var det ikke blot længere den vilde sejltur, der gjorde, at vi ikke var i stand til at sige ét eneste ord – Clara vendte sig om og kiggede på os med åben mund, mens hun blot pegede ned i vandet. Faktisk var vi så lammede over naturens skønhed, at vi ikke var i stand til at hive vores kamera frem, hvilket vi naturligvis ærger os helt vildt over i dag. Det, vi oplevede der, var magisk!
Da vi sejlede ind til Fulhadhoo, forstod vi, hvad folk på Dharavandhoo havde fortalt om denne ø, der lå så langt væk fra resten af civilisationen; her var ubeskriveligt smukt! Alene vandets farve var nok til, at vi fuldstændig mistede pusten.

Da speedbåden lagde til ved den lille bro på øen, blev vi i det skarpeste genskær fra vandets unaturlige farve, taget venligt i mod af ejeren af Three Hearts Guesthouse, som præsenterede sig med navnet Simba.

Sammen med Simba gik vi gennem den lille, mennesketomme landsby, mens solens stråler brændte i huden, og medarbejdere fra guesthouset svedende trak al vores bagage på en trækvogn, så støvet stod op i næsen.
Vi passerede den lille, bitte landsbyskole, hvorfra vi kunne høre glade børnestemmer. Simba fortalte, at skolen p.t. havde 20 elever, hvilket var et godt billede på landsbyens og øens størrelse.

Vores guesthouse ”Three hearts”

Der var ikke et øje at se, da vi gik tværs over hovedgaden på øen, og det var lige før, at stilheden nærmest var larmende.
Da vi drejede om hjørnet, gik vi ned mod et guesthouse, som var malet lyserødt, og hvor ydermurene var bygget op med hjertefacon. Her så tomt og menneskeforladt ud, og rundt omkring kunne man se, at opbygningen af guesthouset stadig var i gang, hvilket forstærkede følelsen af at være landet på en næsten øde ø ved verdens ende.

Vi blev vist op på det værelse, hvor vi skulle tilbringe de næste 6 døgn, og det var en yderst stolt ejer af guesthouset, der viste os rundt i det lille værelse med plastik på sengene, skrig-blå chiffongardiner og neonlys i loftet.
”Indrettet med et touch af Maldiverne”, sagde den stolte ejer, mens han videre berettede, at han havde foretaget mange inspirationsrejser i forhold til indretningen af dette guesthouse. ”Langt bedre end det bedste resort – verdensklasse!” var ordene, han afsluttede rundvisningen med, mens vi svedte og lidt forlegne krummede tær.
Pigerne sagde ikke så meget – de syntes bare, at der lugtede mærkeligt – måske lidt af rotter…

Da vi havde smidt vores tasker, blev vi ført ned til det åbne spisested, som lå i gården, og bestod af 3 båse med borde og stole i forskellig designs. Taget var lavet af en slags palmeblade, og egentlig kunne stedet have været super hyggeligt, hvis blot det havde været velholdt og rengjort. Det manglede dog klart en ”kvindes hånd” og lidt atmosfære.
Vi blev henvist til vores bås, hvor der var dækket op til 6 personer; vores lille familie og så Simba!
Et par medarbejdere kom løbende med tun i ris, tun i nudler, tun i karry, fladbrød og kokos, og vi tænkte, at det da var lige lovlig meget mad at servere for en familie på vores størrelse. Måske det var en slags velkommen-gestus – i særdeleshed det, at Simba spiste måltidet sammen med os. Måske det var noget kulturelt, tænkte vi… Måske vi bare skulle lære mere nyt, her på den sidste del af vores ferie på Maldiverne!

Verdens smukkeste strand findes på Fulhadhoo

Da vi havde spist og hørt meget om Simbas visioner med sit guesthouse, gik vi op for at tage badetøj på, så vi kunne gå ned til den strand, som ved ankomst havde set eventyrlig smuk ud. Vi glædede os i dén grad til at udforske øen og den fantastiske natur – og ikke mindst til at kaste os ud i det vand, som nærmest havde en hypnotiserende effekt.
Da vi stod klar med håndklæder og badedragter, stod Simba også klar! Han ville også med til stranden – bare lige for at sikre sig, at vi fandt ordentligt derned, og at der ikke var understrøm i vandet.
For os, der har rejst en del, var det en lidt underlig ting, at en ejer af et guesthouse ville med os ned at bade – vi havde jo en del erfaring med vand o.s.v., og ikke som sådan brug for hjælp, men tænkte, at det højest sandsynligt igen var en form for gestus fra hans side, hvorfor vi ikke afslog, men høfligt – og lidt akavet – fulgte efter i hans fodspor ned til stranden.

Stranden var intet mindre end smuk! Faktisk den smukkeste strand og det mest klare vand, vi nogensinde har set. Det var som at træde ind i en anden verden – og vi havde den helt for os selv – sammen med Simba!
Vi kastede os ud i det lune eftermiddagsvand, og det var som at bade i ét stort, blødt, lyseblåt badekar.
Stranden virkede uendelig lang, og var omgivet af jungle. Sandet var kridhvidt og så blødt, at vi sank ned i det, når vi gik fra bådbroen til bikinistranden.
I træerne hang store flyvende hunde, der indimellem flaksede med vingerne – ”flagerhvalpe”, som Bjørk kaldte dem, og som i dén grad facinerede hende.
Lige så fascineret var hun af de utallige eremitter og krebsdyr, som løb rundt på stranden, og som hun kunne få timevis til at gå med at putte i spande og sætte fri igen.

Vi lå ude i det smukke hav, og kiggede på den turkiesblå farve, som nærmest virkede uendeligt. Vi undrede os over den vanvittige skønhed og natur, og skulle flere gange knibe os i armen for at finde ud af, om vi var vågne. Det virkede som om, vi ikke kunne se, hvor himlen og havet startede og sluttede – eller hvad, der var hvad! Vi blev næsten rundtossede!
Imens talte og talte Simba – kun afbrudt af en kæmpe fisk, der fløj op af vandet, og ramte ham i nakken, hvilket førte til et befriende grineflip hos os alle.

Da vi havde ligget i vandet i et par timer, bestemte Sibma sig alligevel for at gå, og vi pustede alle ud, og nød at være alene på dette overjordisk smukke sted. Vi blev der næsten til solnedgang, og da vi skulle spise aftensmad, var det igen sammen med Simba… Menuen bestod af citronagtig suppe med æg, tun i ris, tun i nudler, tun i karry, fladbrød og appelsinstykker, der smagte af tun…

Efter aftensmaden gik vi en tur gennem byen – sammen med Simba, naturligvis.
Da Clara havde fødselsdag 2 dage efter ankomst til Fulhadhoo, havde han lovet at hjælpe os med at finde én, der kunne bage en flot fødselsdagskage til hende, og vi blev ført til kagebagerens hus. Aftalen blev indgået, og Clara fik selv lov til at bestemme, hvilken kage, hun ønskede sig.
Efterfølgende gik vi hen i en af øens 3 kiosker. Udvalget var overraskende lille; lidt shampoo, fiskeliner, bolcher, tørmælk, plastikdimmere m.v.
Den lille landsby var mørkelagt og helt stille. Det eneste vi kunne høre, var lyden af insekter.
Vi kunne hurtigt blive enige om, at dét her var det mindst udviklede sted, vi nogensinde havde været!

Da vi returnerede til vores værelse, og åbnede døren, lugtede der fælt af døde rotter!

Dag efter dag efter dag efter dag…

Da vi næste morgen gik ned for at spise morgenmad, var det igen sammen med Simba, og vi begyndte nu at undre os. Det var jo ikke fordi, han ikke var en venlig mand, men alligevel…
Mens vi sad og indtog slatne toasts og drak den samme juice, som vi havde drukket hele dagen i forvejen, blev vi forskrækket af en kæmpemæssig rotte, der løb over en gren på træet bag os. Ungerne fór sammen, og Bjørk lettede en halv meter!
Vores vært forsøgte at berolige os med, at rotten var der p.g.a. frugten i træerne, og jeg syntes bare pludselig, at vi var frygtelig langt væk hjemmefra…
Efter morgenmaden tog vi igen til stranden, og badede til det blev frokosttid igen.

Frokosten blev – surprise, surprise – igen indtaget sammen med Simba! Og rotten.

Da vi returnerede til vores værelse, var stanken af død rotte så slem, at vi ikke længere kunne undlade at reagere på det. Vi hentede ejeren, og han tog fat på en vvs’er, der et par timer efter konstaterede, at det nok handlede om, at der var for lidt vand i toilettet, hvorfor han – sammen med de resterende mænd på øen, der lige pludselig befandt sig på vores værelse – fyldte lidt vand i toilettet. Så skulle den ged være barberet!

Over aftensmaden – som igen bestod af citronagtig suppe med æg, tun i ris, tun i nudler, tun i karry, fladbrød og appelsinstykker, der smagte af tun – blev vi enige med Simba om, at vi ville tage ud at fiske næste morgen. Det ville være en fantastisk måde at starte en fødselsdag på!
Vi gik derfor tidligt i seng, og de fleste af os vågnede p.g.a. rottestanken om natten. Det tegnede til at blive noget af en fødselsdag for Clara!
Clara havde selvsamme dag fortalt, at hendes største ønske egentlig bare var, at vi fik lov til at fejre fødselsdagen sammen, og indtage et måltid uden Simba. Vi begyndte derfor at overveje, på hvilken måde vi bedst muligt kunne få sagt fra i forhold til at skulle indtage alle vores måltider med Simba. Vi var ikke ét eneste sekund i tvivl om, at han mente det godt – det var uden tvivl en gestus fra hans side, men den var helt og aldeles unødvendigt fra vores side.

Det skal siges, at Simba er en helt utrolig venlig mand, der vil gå langt for sine gæster.
Næste morgen havde han planlagt en fin fisketur. Han havde aftenen forinden bestemt sig for at pynte op med balloner for Clara, men da det ikke var muligt at anskaffe sig balloner i en af byens 3 kiosker, havde han sendt en båd over til naboøen meget, meget sent om aftenen, således der kunne være pyntet op til ære for Clara næste morgen.
Endvidere havde han skaffet mange flotte blomster, og med disse var der på et bord skrevet ”Happy B-day Clara! Sikke en gestus!

Claras fødselsdagsmorgenmad bestod af de samme slatne toasts, som de andre morgener, men til gengæld havde hun fanget en stor regnbuefisk om morgenen, og denne ville Simba gerne grille, således vi kunne indtage hendes fisk til frokost, hvor der blev dækket op nede på stranden, der lå lige foran guesthouset. Denne strand var helt anderledes, og meget rå i forhold til den smukke strand, som lå på den anden side af øen. Der var bølger i havet, klipper og rev, og massevis af krabber, og den lå omkranset af beplantning og med en hængekøje ud over stranden.
Den selv-fangede fødselsdagsfisk blev indtaget på stranden – sammen med Simba… Tilbehør var nudler, karryfisk, tun i nudler og fladbrød. Til dessert fik vi æblestykker, der i dagens anledning ikke smagte af hverken fisk eller løg!
Det var også lige præcis på denne dag, at vi piger stoppede med at indtage andet end fladbrød. Monotonien i maden havde sat en naturlig prop i lysten til at indtage mere…

Tilbage på vores værelse, var stanken nu uudholdelig, og vi fik IGEN fat på ejeren, der denne gang mente, at det var lugten fra et afløbsrør, der medførte, at stanken sev ind gennem den eneste udluftning, der var på badeværelset, hvorfor han og alle de andre mandlige beboer fra øen (der igen havde indtaget vores værelse), nu satte et stykke flamingo foran vinduet for at holde stanken ude. De sprayede med ”gå væk stank af lort og rotte”, og det hjalp for en kort stund.
Om aftenen måtte vi dog have alle mand op på værelset igen! Stanken var tilbage!
Det viste sig nu, at det var afløbet, den var galt med, og at vandet hele tiden sank i dette, hvorfor afløbs-stank konstant sev ud i hele værelset.
Bjørk gemte sig i et skab, som var det eneste sted, hun kunne finde ro fra stanken, og pigerne lå ude på den altan, hvorfra vi hver dag kunne se affaldsbunken i haven blive større og større. Imens undrede jeg mig over, at de ansatte lå nede i hængekøjerne, i stedet for at rydde op og gøre rent. Eller i stedet for at udtænke en ny menu! Nu havde vi 3 dage i streg indtaget det samme måltid både morgen, middag og aften, og jeg tænkte med gru over, hvad vi skulle indtage de næste 3 døgn. Ikke at jeg behøvede at spekulere på det; det viste sig at være det samme!
Min gamle far har altid sagt, at det var godt at have sul på kroppen, hvis nu der skulle blive krig! Jeg kunne nu endelig se, at mine deller kom mig til gode; jeg kunne ganske enkelt ikke spise den her mad, og måtte derfor trække på mine ”reserver”. Syntes, at det var lidt værre med børnene…

Mens jeg stod ude på altanen og dulmede mine nerver, kom Simba derud for at undskylde stanken. Det kunne dog desværre ikke lade sig gøre, at finde et nyt værelse til os, da han her til aften fik nye besøgende, og da der dagen efter ville komme et hold til. På den ene side var jeg ærgerlig over ikke at kunne flytte til et værelse, der ikke stank så frygtelig, på den anden side lettet over at høre, at der kom flere gæster til. Måske vi nu slap for at indtage alle vores måltider med ham.
Han spurgte; ”Kids happy?” – og svarede så selv; ”Kids happy, Simba happy!”.
Og så var det egentlig, at jeg – på meget diplomatisk facon, hvis jeg selv skal sige det – begyndte at folde mig ud.
Jeg begyndte at fortælle om vigtigheden af at kende til forskellige landes kultur, når nu man havde besluttet sig for at føre et guesthouse, og gerne ville have folk fra hele verden til at holde ferie på Maldiverne. At vi f.eks. i Danmark arbejdede fra 8-16 hver dag, og derfor gerne ville være sammen med vores børn, når vi brugte hver en surt optjent krone på at holde ferie. At vi gerne ville kommunikere med andre, lære dem at kende – men at vi ganske enkelt ville spise vores måltider i fred! At vi i Danmark – med sejlturen fra Reethi til Fulhadhoo in mente – kørte med cykelhjelme og benyttede os af autostole, og at vi derfor ALDRIG ville tage vores børn med til havs uden passende redningsveste. At vi var ok med at spise brød og frugt til frokost – bare brød, ikke mere pasta og tun – og meget, meget mere! Jeg kom af med det – ud med det!
Fra da af fik vi lov til at indtage vores måltider sammen – uden Simba – der i stedet kastede sin kærlighed på en anden børnefamilie, der hen ad vejen ligeledes begyndte at se mere og mere anspændte ud.
Endvidere oplevede vi – den dag vi skulle tage afsked med Fulhadhoo, og sejle over åbent hav igen for at komme til lufthavnen på Dharavandhoo – at der var blevet købt spritnye og passende redningsveste til børnene.
Det kan altså godt betale sig at åbne munden og sige noget – på en pæn og konstruktiv måde, vel at mærke.

Maden kunne vi ikke rigtig gøre noget ved. Det var det samme – dag ud og dag ind. Selv når generatoren satte sig selv ud af spil, og man egentlig ikke skulle tro, at maden derfor kunne laves, var der varmt mad? Godt nok det samme, som dagen forinden, men det var der – i opvarmet tilstand.
Pigerne lærte i hvert fald at lægge ansigtet i de rette folder, og bare ”lade som om”, hvorefter de løb til kiosken, og købte chips og vafler, som de kunne mæske sig i. Ikke den sundeste kost, men dog bedre end ingenting – og der var ligesom ikke rigtig noget alternativ, eftersom Fulhadhoo er så uudviklet, at der endnu ikke findes nogle restauranter på øen.

For at børnene ikke skulle blive for påvirket af hele situationen, og dermed ikke rigtig nyde den underskønne ø, vi reelt befandt os på, brugte vi voksne meget tid på at ”tale stedet op”. At tingene ikke rigtig fungerede på vores guesthouse, tilskrev vi under ingen omstændigheder manglende vilje, men udelukkende det fact, at stedet simpelthen ikke var vant til turister, og dermed heller ikke rigtig vidste, hvordan de skulle agere professionelt.
På trods af diverse forsøg på at tage varme bade, der resulterede i tåger af stinkende æggevand, når vi tændte for varmtvandsbeholderen, endte vi med – med glæde – at tage kolde bade. Når airconditionen satte ud, gik vi bare ned og badede i havet. Vi spiste chips i stedet for mad, og drak vand og sodavand i stedet for det juicekoncentrat, vi fik serveret, og som lugtede af fisk. What’s not til like!

Det endte med, at det eneste vi egentlig bekymrede os om, var rotterne…

Stranden på Fulhadhoo

Der var absolut INTET at lave på Fulhadhoo! Nada, nix, nothing!
Der var ca. 7 turister på øen, hvoraf vi udgjorde de 5.
Vi fik dagene til at gå med at tale rigtig meget sammen, gå ture i den lille landsby og mærke stilheden, vinke til de små børn, kigge på de lokale, når de spillede fodbold, gå en lille tur i junglen, og så ikke mindst at være ved den ubeskriveligt smukke strand. Over alt var stilheden øredøvende!

Stranden på Fulhadhoo er uden tvivl den smukkeste og mest magiske strand, vi nogensinde har set. Det er et paradisisk spot langt væk fra resten af civilisationen, og man kan være helt sikker på, at et ophold her medfører, at man kommer fuldstændig i zen! Der er ganske enkelt ikke andet at give sig til, end at slappe af, og dermed også blive fyldt med overskud til at være 100% nærværende sammen med sine børn.
Det går op for en, hvorfor stress er så udbredt i den vestlige del af verden, men med garanti ikke er et begreb, som er kendt af folk på de små øer ude i det Indiske Ocean. Her foregår ALT i et tempo, som kan få selv den mest hyperaktive til at falde fuldstændigt ned! Her oplever man ikke et kapløb om at være den bedste, hurtigste og mest succesfulde – her tager man et hvil, når det er tiltrængt, spiser når man er sulten – selv gangen er langsommelig; vi har ikke travlt med at nå noget. Hvad der ikke fikses i dag, fikses i morgen! En tilstand, som vi også dumpede ned i, og som vi var ret bevidste om nok ville forsvinde ret hurtigt, når vi kom tilbage til hverdagen.

Vi kedede os ikke som sådan, men brugte i stedet tiden konstruktivt sammen med vores børn.
Vores to ældste fik styrket deres bånd, og den yngste forvandlede sig til en fisk i vandet. Hun smed nu alle sikkerhedsforanstaltninger, og snorklede ud til de rev, der lå et godt stykke ude i vandet. Selv undrede hun sig over, at hun uden besværligheder kunne holde sig oppe, og hun mente, at det var dykkermasken, der gjorde forskellen. Hun blev mere og mere modig, slog utallige koldbøtter i streg, lavede baglæns flikflak, hentede sand fra bunden, svømmede mellem vores ben, og når vi havde hende på armen, var det blot den nederste del af kroppen, som var synlig – hovedet og skuldrene var under vand.
Det er fantastisk at være vidne til de store ryk, som ens børn indimellem tager, og som en rejse med udfordringer af forskellig slags kan være med til at udvikle.

Alene for stranden er Fulhadhoo et besøg værd. Jeg vil faktisk gå så langt, som at sige, at stranden på Fulhadhoo kompenserer for alle de andre mangler, øen ellers har.
Stranden er lang, og man skal bevæge sig et stykke hen ad den, før man kan smide sit tøj og bade. Det er vigtigt hele tiden af have in mente, at man befinder sig i et muslimsk land.
Når man har nået den del af stranden, som er bikinistrand, ligger der en lille, åben palmehytte, som giver mulighed for skygge. Vi brugte denne palmehytte hver dag, og sad i skygge, når solen stod skarpest på himlen. Vi medbragte en lille køletaske, som kunne holde vores drikkevarer kolde. På den måde var vi ikke afhængige af at skulle gå langt for at komme til en af øens 3 kiosker, for at købe noget koldt at drikke.

For enden af stranden er en slags kridhvid sandbanke. Man kan ad den gå rigtig langt ud i vandet, uden at der bliver dybt. Det er en lidt underlig oplevelse bare at gå og gå, uden at det bliver dybere.
Vandet er glasklart. Og varmt. Blødt og lækkert.

Vi hørte, at vi via denne sandbanke kunne gå næsten helt ud i havet, og at vi derfor ville kunne risikere at komme helt tæt på de stingrays, som lå i sandet langs sandbanken. Det gjorde, at vi naturligvis var enormt opmærksomme på vores bevægelser, og på hvor vi trådte, da disse stingrays kan piske med halen, hvis de bliver trådt på eller føler sig truet.

Vores dage på Fulhadhoo gik med at bade i det rene og glasklare vand, og være yderst opmærksomme på, at denne fuldstændigt overdrevne skønhed ikke var hverdagskost.
Hvis paradis findes, må det se ud som stranden og vandet på Fulhadhoo!

Det var intet problem at få tiden til at gå. Fantasien får et skub i den rigtige retning, når man befinder sig på så eventyrlige steder, og der blev digtet mange historier og fortællinger. Ikke mindst lavede vi sange… Dem, som kender melodien til Løvernes konge, vil også kunne sætte følgende sætninger ind i denne melodi, hvor jeg som regel gerne startede med at synge spørgsmålet: ”Hvvvvaaaaaa’ skal viiii haaaaa til middagggggg?” –  hvorefter børnene lynhurtigt satte i med fælles stemmer i børnekor; ”sammen med Simba, sammen med Simba, sammen med Simbaaaaa!” – eller ”Hvaaaaaaa’ skal vi laaaavvveeee i daaaggggg? – sammen med Simba, sammen med Simba, sammen med Simbaaaaa!”.

Ture/aktiviteter på Fulhadhoo

Efter et par dage i helt, helt stille og rolige omgivelser, kan man godt få brug for aktiviteter. Det er heldigvis muligt at få guesthouset til at arrangere diverse ture, og Simba er meget engageret i, at alle skal få det bedste ud af deres ophold på Fulhadhoo.

Den naturlige pool

Ca. 10 minutters sejlads med speedbåd ud i havet, ligger der en naturlig pool, omkranset af turkiesfarvet vand. Det er her muligt at medbringe sit snorkeludstyr eller låne dette af guesthouset. Vandet i poolen midt ude på havet er ikke dybt, men man kan alligevel ikke bunde. Svømmer man langs ”poolvæggen”, kan man se de smukkeste koraller og fisk i alle mulige former og størrelser. Det skulle også være muligt at støde på en havskildpadde eller to.
En dejlig snorkeloplevelse for både store og små.
Da jeg gav lidt udtryk for min bekymring omkring snorkling midt ude i havet, og med en eventuel understrøm, som vi ikke kendte til, sprang et par medarbejdere med ud i vandet. Den ene holdte sig sammen med Clara, den anden lige ved siden af Pauline, og Michael snorklede så sammen med Bjørk. Det gav en vis tryghed at vide, at der hele tiden var én lige ved siden af børnene, hvis nu der opstod en uforudset situation.

De fleste lokale kender dog havet, som deres egen baglomme, og gav ganske tydeligt udtryk for, at der intet var at bekymre sig om, hvilket de havde helt ret i. Som forældre er det dog betryggende at vide, at der tages ansvar for situationen.

Fra den naturlige pool, havde vi udsigt til ”Krabbe-øen”, som vi efterfølgende sejlede ud til. Det var en stenet ø fyldt med døde koraller, og et væld af eremitter og krebsdyr. Pigerne løb rundt og fandt den ene smukke konkylie efter den anden. En skam, at man ikke må medbringe disse til Danmark, men dog fuldt forståeligt.

Fisketure

På en ferie til Maldiverne må man ikke snyde sig selv for en fisketur!
Det er muligt at tage på meget autentiske fisketure, når man befinder sig på Fulhadhoo. Tag afsted meget tidligt om morgenen, og se solen stå op, mens de lokale hiver linen ind i solopgangen. Muligheden for fangst er stor! Vi fangede selv fisk, som vi senere indtog til både frokost og middag.
Det er muligt at fiske både dag og nat.

Ø-hop eller sandbanker

Det er også muligt at tage på ø-hop til de nærliggende øer Goidhoo eller Fehendhoo, hvor man kan iagttage de lokales stille livsstil og måde at leve på.
Endvidere kan man blive sejlet til en af de underskønne og øde sandbanker, som også ligger i nærheden.

Et praktisk råd er, at man husker at medbringe godt med solcreme og myggespray. Der er ikke et stort udvalg af ting i øens små kiosker, og vi erfarede, at det er dyrt at få fragtet solcreme fra Male til Fulhadhoo.
Vi havde medbragt 12 (!!!!) flasker solcreme til vores rejse, men kom alligevel til at mangle til den sidste del af turen.
Som nævnt ovenfor, er Simba utrolig hjælpsom, og han fik arrangeret, at en skipper kunne medbringe solcreme til os fra Male. Dog til en meget dyr pris. Vær derfor opmærksomme på at medbringe det, I har brug for – hellere for meget, end for lidt.

Fulhadhoo – det isolerede paradis

Vi har en idé om, at Fulhadhoo om rigtig mange år kan blive en ø, som langt flere turister rejser til i den evige søgen efter et sted, som andre ikke har oplevet, og som rummer ufattelig isoleret skønhed.
Øen er p.t. ved at bygge 3 ekstra guesthouses, hvilket giver mulighed for en del mere leben på stedet. Rammerne til en fantastisk ferie i et vidunderligt ø-paradis på Maldiverne er i hvert fald til stede.

Ønsker man at holde ferie på Maldiverne, opleve øde, uspoleret Robinson Crusoe stemning og en fuldstændig eventyrlig strand, som man kan have for sig selv, så er Fulhadhoo stedet!
For dem, der nyder stilheden, kan Fulhadhoo altså anbefales.
Til gengæld skal man ikke være bange for stilhed og mangel på moderne faciliteter. Man skal kunne lide det enkle og autentiske. Og måske være på jagt efter følelsen af at være alene i verden…

Det er p.t. muligt at bo på to guesthouses på øen – Three Hearts Guesthouse og Azoush Guesthouse. Vi var forbi Azoush, da vi gerne ville se stedet – kunne have været rart at se det med egne øjne for at vurdere, om det vil kunne anbefales, men der var desværre ikke nogen hjemme.

Man kan sige meget om vores oplevelser på Fulhadhoo. Her efterfølgende er det dog en ferie, vi tænker mest tilbage på, og som vi også kan grine mest af, når vi taler om vores ferie til Maldiverne. Men nu er vi jo også hjemme. Uden rotter på loftet og med varmt vand i hanen og et afløb, der fungerer.

Der går næsten ikke en dag, hvor vi ikke synger sangen fra Løvernes konge, og hvor Bjørk ikke lægger hovedet på skrå, mens vi indtager aftensmaden, og med et glimt i øjet siger; ”Kids happy – Simba happy!”.
Hvor ungerne før indimellem brokkede sig over rugbrødet i madpakkerne og manglen på variationen af de retter, som bliver serveret til aftensmad her på matriklen, spises alt nu op med største velbehag; selv rugklapperne i madkassen.
Taknemmelighed er kun et lille ord…;-) Vil vil for altid huske denne ferie på Maldiverne.

(Du kan her læse 2. del af vores rejsebeskrivelse fra vores “ø-hop”, hvor vi boede på et resort på Maldiverne, eller 1. del af rejsebeskrivelsen fra vores rejse til Maldiverne, hvor vi boede på et guesthouse.

Har I lyst til at blive inspireret til en ferie på Maldiverne, kan I også melde jer ind i Maldiverne Rejsefællesskab på Facebook.