Kochi

I kan i det foregående læse om familien Bøgh Nedermarks tur med husbåd ned ad Backwaters og om deres ophold på “Our Land” i Alleppey.
Vil I gerne læse om hele familiens rejse til Andamanerne og Sydindien, som de besøgte inden de tog til Alleppey og Kochi, kan I klikke på de links, som fører til fortællingerne.

Fra Alleppey til Kochi

Torsdag den 26.10.2017

Vores bagage var pakket, og efter en god indisk morgenmad var vi klar til vores sidste lille kanotur over til den anden side af vandkanalerne. Denne gang også med al vores bagage.

Vores chauffør fra dagen før ville køre os til “Vivanta By Taj Malabar“, som lå på Willingdon Island, en lille kunstig ø tæt på Fort Cochin. Efter knap to timer var vi fremme, og det var en fuldstændig befriende følelse at træde ud af taxaen. Et flot, stort resort, og der stod en ansat parat til at hilse på os, og andre ansatte var parate til at tage sig af vores bagage.

Bare det at træde ind i forhallen på resortet var fantastisk. Et dejligt, stort, flot rum i ældre stil. Vi blev vist hen til de bløde lænestole, og bag os stod et flot klaver. Vi kunne mærke aircondition, og vi fik serveret gode kolde velkomstdrinks i grønne glas fra den ældre stil.
En ansat fulgte os helt op til vores værelse. Han fortalte om de forskellige gratis aktiviteter vi kunne deltage i samt meget mere. Vores værelse var blevet opgraderet til et værelse med udsigt til havnen fra to store vinduer. Det var endnu mere fantastisk at træde ind på vores værelse. Fra badeværelset med en stor glasrude var der også havudsigt. WOW, lige hvad vi trængte til. En lækker seng med en rigtig dyne og en føntørre. Noget vi ikke har haft siden vi boede på “Barefoot” på Andamanerne.

Vi var i himlen. Badetøjet blev fundet frem, og så stod det på poolbadning hele dagen. To ansatte fløj over til os, og gjorde to solsenge klar, lagde håndklæder på madrasserne, og rullede ekstra håndklæder til hovedet. Vi fik udleveret kolde vand og et menukort, da vi var ved at være godt sultne.
Vi lå foran en flot pool, der nærmest gik ud i et med havvandet, samt udsigt til havnen og skibene. WOW. Lilje lå i poolen og råbte “Mommy, kommer du ikke og bader med mig” eller “Daddy, kommer du ikke i swimmingpoolen nu” ?
Og hele tiden sagde hun også “Whats your name”, og så skulle vi skiftevis svare på, hvad vi hed. Generelt var de endnu engang blevet super gode til mange engelske ord. Konrad talte til 10 på engelsk, og de var begge gode til at sige “Lilli” eller “Convad”, hvis de blev spurgt, hvad de hed.

Vi bestilte burgere, pizza, pommes frites, milkshake og iskaffe, som vi indtog ved vores solsenge ved poolen. Det var så TILTRÆNGT. Efter knap 4 timers badning fik vi et dejligt VARMT brusebad, føntørret håret o.s.v. Kl. 17.00 ville vi have te og snacks, og kl. 17.30 skulle vi på en sejltur med resortet. Efterfølgende var der danseshow kl. 19.00.
Lilje faldt dog i søvn i vores dejlige seng kl. 17.00. Hun var så træt, så drengene tog alene afsted til alle aktiviteterne. Aktiviteterne var alle inkluderet i vores ophold. Jeg nød stilheden, nød udsigten og det dejlige værelse, en kold cola, slik og dagbogsskrivning samtidig med, at Lilje lå sødt og sov ved siden af ❤
Drengene hyggede sig med “afternoon tea and snacks”, så aftensejltur rundt og se værftet, fiskenettene og solnedgangen. Derefter et danseshow, og til sidst herremiddag, som vist også var tiltrængt. Konrad nød i hvert fald alenetiden med Nikolaj. Resterne af deres mad blev taget med op til mig på værelset.
Det var SÅ dejligt at lægge sig til at sove i en god, stor seng med dyne og den rette temperatur i værelset ?

Skønne oplevelser i Kochi

Fredag den 27.10.2017

Lilje sov heldigvis helt til kl. 07.00, så var hun frisk og glad efter 14 timers søvn.
Vi stod op til den bedste morgenbuffet vi havde fået på hele rejsen. Det var fantastisk, og vi sad længe ved morgenbordet. På den måde var der også lige plads til en iskaffe mere. Konrad og Lilje gik op på værelset før os. Det syntes de var sejt, og Konrad kan jo bare finde rundt overalt. Da vi kom op på værelset, lå de med hver deres iPad. Vi hørte Konrad sige inde fra værelset: “Jeg skal lige lukke døren op for vores mor og far” ?
Konrad var også blevet helt pjattet med at optage ferievideoer, så mon ikke han kan overtage hele det arbejde på vores næste rejse. De videoer han lavede, var så søde ?

Vi pakkede sammen og checkede ud fra resortet, men vi kunne heldigvis lade vores bagage stå i receptionen, så vi kunne tage den lokale færge over til Fort Cochin. En hyggelig lille sejltur på omkring 10 minutter, og den kostede 2kr for os alle. Vi var knap nok kommet i land, før en tuk-tuk-mand spurgte, om han skulle køre os rundt til de forskellige seværdigheder. Turen ville tage 3 timer, og vi skulle give 100inr, hvilket svarede til 10kr. Selvom at vi ikke var interesseret i alle seværdighederne, sagde vi alligevel ja, men så lavede vi lidt om på turen. Første stop var en kirke, og andet stop var et lokalt vaskeri. Et sted hvor de vaskede for hoteller, restauranter o.s.v. Alt blev vasket i hånden på vaskeriet. Der var flere rum, hvor både mænd og damer stod og vaskede fra kl. 06.00 om morgenen. Bagefter blev vasketøjet hængt til tørre udenfor på en snor lavet af kokosnødder eller på græsset. Alt blev til sidst strøget. Der var både elektriske strygejern (dog ikke som dem vi kender hjemmefra), og tunge strygejern, der blev varmet op med kokosolie. Det var faktisk en meget spændende oplevelse. På vej fra vaskeriet og hen til tuk-tukken kom der biler susende forbi på gaden. Konrad råbte: ”Lilje det var godt, at vi ikke blev kørt over, så vi blev til en pandekage, og mor og far kunne spise os” ? Tuk-tuk-manden fortalte om mange forskellige ting, og udefra så vi bl.a. en kirkegård og det kæmpestore militærområde.
Vi kørte ned til stranden, men der var egentlig ikke en strand længere. Monsunen havde medført, at vandet var kommet længere og længere op. I området var der ved at blive optaget en reklame for æg, så der var det helt store i gang. En mand spurgte om Konrad og Lilje ville være med i reklamen, og der blev taget billeder af dem. Heldigvis blev der også tid til at gøre stop ved en lille cykelbod, hvor vi kunne købe is.

Bagefter gik turen til havnen, hvor vi så de store kinesiske fiskenet. Det var faktisk en af grundene til, at vi gerne ville til Fort Cochin. Før vi vidste af det, følte vi, at vi blev en del af hele havnemiljøet. De lokale tog os med i det hele. En dame fandt fisk og krabber til børnene i de fiskenet, der lå på jorden. De var ved at få lastet alle fiskene, og de viste os det hele. Samtidig var der flere indiske turister, der ville i kontakt med os, og have taget billeder med børnene. Lilje blev løftet og løftet. Pludselig råbte 5-6 lokale på os. De skulle til at trække det store fiskenet op af havet, og vi skulle selvfølgelig hjælpe til. En oplevelse ud over de sædvanlige!

Vi tog alle 4 godt fat i rebet, og så trak vi alt det, vi kunne sammen med de lokale. Samtidig råbte vi ”Jala Jala”. Det lykkedes os at få fiskenettet op, og så var det ellers med at balancere på brædderne for at komme ud til fiskenettet for at se, hvor mange fisk vi havde fanget. Vi var alle helt opslugte af oplevelsen, og vi nød hvert minut. De små fisk fik Konrad lov til at smide i havet igen. Med Konrads gode øjne eller bare en god sans for at finde dyr, spottede han en fisk, der lå nede i sandet, så han fløj derned. En sjov, lille, rund og buttet fisk. Den var heldigvis stadigvæk i live, så Konrad var helt opsat på at redde den. Han fik kastet den ud i vandet, og vi så, at den svømmede videre. En stor succes!

Vi kunne vist alle være blevet på havnen i meget længere tid, men det var tid til, at vi skulle videre. Vi ville lige besøge et krydderimarked, og så ned til færgen igen. Der var stegende hedt, og vi trængte alle til en dukkert i swimmingpoolen.
Tuk-tuk-manden insisterede på, at vi skulle forbi en shop med tørklæder, smykker o.s.v. Vi kunne ikke sige nej, da han sagde, at han ville få lidt provision bare for at køre os derhen. I shoppen gjorde de alt for at sælge os noget, og det var svært at komme ud igen. MEN vi kom ud uden at købe noget.
Da vi kom frem til krydderistedet, lå der ingefær og andre krydderier i lange baner. Vi så og duftede til noget forskelligt. I shoppen lå alt pakket i poser med en håndskrevet opskrift på. Vi spurgte efter prisen, og det var 180inr pr. pose. Altså 18kr. På det tidspunkt gik det op for mig, at det var endnu en turistfælde. Alle andre steder kunne vi købe de krydderier meget billigere. Alligevel købte vi 4 poser, og så var vi klar til afgang. Vi var enige om, at vi nu ville slutte turen. Tuk-tuk-manden spurgte, om han ikke nok måtte køre os hen til en sidste butik for hans skyld, men på det tidspunkt havde vi fået nok af turistfælder, og var fast besluttede på, at vi ville køres tilbage til færgen. 100inr for sådan en tur virkede også for godt til at være sandt. Et godt tip til andre rejsende vil være, at aftale en højere pris til at starte med, for derigennem at slippe for turistfælderne.
Vores tuk-tuk-mand var nu alligevel en rar mand, så vi gav ham 200inr, og så var vi klar til en lille sejltur tilbage til Willingdon Island.

Vi havde fået lov til at benytte alle resortets faciliteter hele dagen på trods af, at vi havde checket ud. Uden for resortet fik vi en aftale med en taxamand om, at vi skulle mødes kl. 17.00, så han kunne køre os til et hotel i nærheden af lufthavnen. Dog med en lille omvej, så vi kunne komme på McDonald's. Noget jeg specielt havde ventet på meget længe.
De sidste 3 timer blev brugt på badning og afslapning ved poolen med blandede følelser for os voksne. Det var ved at være afslutningen på vores 3,5 ugers fantastiske rejse, og egentlig var vi slet ikke klar til at vende snuden mod Danmark. Efter et lille ophold på dette resort var vi blevet fyldt med ny energi, og klar på at fortsætte rejsen.

Vi bookede et hotel en halv time før, vi tog afsted. Det blev “Flora Airport Hotel” 100 meter fra lufthavnen til 492kr. Det var en af de ansatte, der havde foreslået hotellet.
Kl. 17.00 hjalp tjenerne os ud med vores bagage, selvom manageren insisterede på, at vi blev til ”afternoon tea and snacks” hos dem. Det var virkelig god service, men vi ville gerne afsted mod lufthavnen i nogenlunde god tid.

For første gang på vores rejse rundt så vi et McDonald’s skilt, og der var stor begejstring. Især fra min side. Der var dog helt sort derinde, og vi troede, at den var lukket. Da vi kom ind, kunne vi alligevel se, at der var nogen, der sad og spiste. Medarbejderen sagde, at der lige ville gå 5 minutter, og så var strømmen tilbage. Det var dog en stor skuffelse, da det kun var muligt at få kyllingeburgere, men vi måtte jo nøjes. Midt i maden gik strømmen lige igen, men det var efterhånden ved at være normalt for os. Vi sluttede af med at tage sundae is med ud i taxaen, og så var vi klar til at fortsætte turen. Konrad og Lilje faldt hurtigt i søvn, og da vi ankom ved 19.30 tiden, løftede vi dem ind i receptionen, hvor de lå på en sofa, imens vi checkede ind. Et super serviceminded hotel, hvor døren blev åbnet for os, og de gik straks i gang med at ordne en ekstra seng, da de kunne se, at vi havde to mindre børn med. Helt uden beregning. Vi nød en afslappet aften, fik styr på bagage og håndbagage. Uret blev sat til kl. 05.30, inden vi lagde os til at sove i endnu en dejlig seng med en god dyne. Det var en underlig fornemmelse, at det var sidste nat i Sydindien. Vi følte slet ikke, at vi var færdige med Kochi. Vi fik et kort og dejligt indtryk af byen, men vi ville ønske, at vi havde haft flere overnatninger.

Afgang mod Danmark efter fantastiske oplevelser på Andamanerne og i Sydindien

Lørdag den 28.10.2017

Kl. 05.30 ringede uret, og kl. 06.00 blev vi kørt gratis til lufthavnen af hotellet. Hjemturen var startet, og vi havde på ingen måde set frem til den.
Kl. 07.20 lettede vi fra Kochi lufthavn, og de 3 timer til Delhi gik hurtigt. Vi brugte efterfølgende 1-2 timer i lufthavnen med at spise på McDonald'ss igen, og Konrad og Lilje kunne lege på en lille legeplads ved siden af.
Bagefter var vi klar til en 7 timers flyvetur til København. Vi havde 3 sæder ved siden af hinanden, og 1 sæde lige skrot bagved. Konrad valgte selvfølgelig at sidde på det sæde lige bag os andre. Han blev gode venner med manden ved siden af ham, og de fik sig et par gode samtaler. Det var en direktør fra et firma i København, som havde været i New Delhi for at arbejde. Det var så herligt at sidde og høre på deres samtaler. Manden: ”Hvor bor du?” Konrad: ”I Frederikshavn” Manden: ”Okay jeg har faktisk været i Frederikshavn før” Konrad: ”Jamen kender du så min farmor og bedstefar? De hedder Lene og Brian. Eller min mormor og morfar? De hedder Majbritt og Kaj!”
Vi hørte stort set ikke noget til Konrad i 7 timer, og han sov heller ikke. Ud over sine samtaler med sin nye ven, var han optaget af at spille forskellige spil og se film. Lilje hyggede sig, og charmede den lille indiske dreng på sædet bag hende. ”Whats your name?”, vendte hun sig om og sagde ind mellem sæderne, og så fniste hun. Det gjorde hun 100 gange, og drengen legede med. Omkring 2 timer før vi landede, faldt hun i søvn sammen med Nikolaj, og så sov de resten af flyveturen. Jeg fik set en god film, og kort tid efter landede vi kl. 19.15 i lufthavnen. En halv time senere end planlagt.
Vi fik hentet al vores bagage, og Konrad satte selvfølgelig en ære i at få øje på kufferterne først. Efterfølgende fik vi hurtigt en taxa, som kørte os hen til vores bil, som var parkeret kort fra lufthavnen. Børnene faldt i søvn med det samme på bagsædet af bilen med deres dyner godt omkring sig, og Nikolaj og jeg havde ”kun” en køretur fra København til Frederikshavn tilbage. Vi holdte ind og fik cheeseburgere, energidrikke og Café Latte med os i bilen. Ellers hyggede vi med slik, og talte hele vejen hjem. Køreturen var ikke så slem, som vi huskede fra sidste år. Heldigvis!
Ved 01-02 tiden kørte vi ind i indkørslen derhjemme, og endnu et fantastisk eventyr var ved vejs ende.