Kodaikanal i bjergkæden Western Ghats

Trichy og den lange tur op i bjergene

Vi var 7 timer undervejs for at komme fra Thanjavur til Kodaikanal i Western Ghats. Ikke fordi vi skulle tilbagelægge mange kilometer – “kun” 254 – men mere fordi strækningen foregik ad snirklede bjergveje samt veje, hvor der var fartbegrænsning. Undervejs tog vi os dog tid til også at gøre holdt på et marked i Trichy, da pigerne gerne ville opleve et vaskeægte indisk marked med alt det krimskrams, som et sådan rummer.

I 41 graders varme bevægede vi os rundt på de stinkende markedspladser, hvor plastik-pressinger sørgede for den sparsomme skygge over de boder, der lå som perler på en snor, og hvor fisk, grønt, plastikdimmere, blomster, sukker, ris og kylling var stablet oven på hinanden. Der stank af fisk, krydderier og affald på én og samme tid, og sveden haglede af os, mens vi gik fra bod til bod, og fokuserede på ikke at træde i noget af det udefinerbare snask, der lå i de smalle gyder.
Pigerne fandt alt det indiske tingeltangel, som de længe havde drømt om at få fingrene i, samtidig med at et virvar af folk kæmpede om vores opmærksomhed ved skiftevis at prikke og tale til os, mens de gav os afklippede roser. Indisk kaos, når det er bedst!

Da vi kørte videre mod næste by, blev vi enige om, at det ville være nødvendigt at proviantere til den lange tur i bjergene, som lå foran os, og vi fandt derfor et mini-supermarked, hvor vi ret hurtigt blev overbevist om, at de aldrig tidligere havde set SÅ lys-hudede pigebørn. De unge piger i butikken samlede sig i ring omkring vores piger, og nipsede dem i håret og på huden, mens de forsøgte at kommunikere på et sprog, som alle forstod. Det lykkedes ikke helt, men var lidt af en oplevelse alligevel. Omgivet af hurlumhej og fnisende indiske piger, fyldte vi vores indkøbskurv med chips, sodavand og nødder, som vi kunne snacke på turen, så vi var fri for at køre ind på en restaurant undervejs, og dermed bruge unødig tid på at spise. Da vi kom til kassen, spurgte jeg, om de mon også solgte cigaretter. Det gjorde de ikke, men de kaldte på en lille mand, som helt tydeligt havde flere handicaps, og sagde så noget til ham på tamil. Derefter bad de mig om at sætte mig ned og vente, indtil han kom tilbage. 5 minutter senere kom han humpende tilbage med en pakke med 5 cigaretter i. Det var en gave, sagde de. Jeg kvitterede med 100 rupees, som de ikke ville modtage, men jeg insisterede, hvorefter den lille mand nærmest gik baglæns, mens han bukkede og nejede.
Sikke en venlighed. Det er ikke ligefrem noget, vi særligt ofte oplever i Danmark – at man liiiggeee går den ekstra mil for at glæde andre – men noget vi til gengæld ofte oplevede i Indien.

Vi havde troet, at vi ville kaste op på hele turen til Kodaikanal, men pigerne klarede det til ug. Vi placerede os alle, så vi kunne se vejen under turen, og det ene sving tog det andet. Sving, som kun findes i Indien, vel at mærke!
Vi havde troet, at alle skulle have en køresygepille, men da disse piller virker sløvende i 12 timer, var vi ikke meget for hverken at give dem til børnene eller selv at tage dem. Vi tog derfor chancen, og kørte turen uden køresygepiller, og det gik over al forventning.
På trods af vores fokus på at kigge lige ud, kunne vi alligevel ikke undgå indimellem at slå et lille øjensmut ud over bjergene på vejen op ad. Hold nu op hvor en frodig skønhed vi kunne øjne under os! Indimellem blev vores udsyn også forstyrret af de vilde aber, der løb rundt og legede. Skilte med ”elefanter kan passere” var også endnu et tegn på, at vi nu var tæt på den natur, som i dén grad har det med at betage os.

Elephant Valley i Kodaikanal

Vi havde booket overnatning på ”Elephant Valley”, et øko-resort LANGT væk fra civilisationen! Da vi først var kommet op i bjergene, foregik de sidste 8 km ad veje med kæmpe store huller, og hvor et møde med modkørende på den enormt smalle vej med lethed kunne resultere i uheld. Vi var alle pænt anspændte og samtidig undrende over beliggenheden af dette sted. Sæt det virkelig var nok juks! Så ville vi godt nok være på den!

Efter en anstrengende køretur ankom vi endelig til en lille bjerglandsby, hvor de små børn rendte rundt og legede i gaderne, og hvor det føltes som om, vi var kommet mange, mange år tilbage i tiden.
Vi kørte op til Elephant Valley, som er en integreret del af en lille landsby, og steg ud i den smukke natur, mens vi med det samme blev ædt totalt af myg i den kølige og friske bjergluft.

Vi blev vist over til vores primitive hytter, som var lige som taget ud af en eventyrfilm, hvorfor Pauline gik fuldstændig i selvsving af begejstring. Ældgamle stenhytter på mest primitive facon – med udsigt ud over jungleagtig beplantning og de bjergsider, der omgiver dalen. Smukt på en yderst autentisk måde! Udover tilstedeværelsen af en milliard insekter – også inde i hytterne – levede dette fuldstændig op til den forestilling, man kan have om det perfekte liv i de frodige bjerge.

Aftensmaden blev indtaget i en åben og faldefærdig slags hytte, og mens ildfluerne flaksede omkring os, kunne vi høre junglens eksotiske lyde fra cikader, frøer, påfugle og dyr, vi ikke helt kunne placere. Det var i dén grad fremmedartet og så tropisk, som noget kunne blive – én af de der helt særlige og uforglemmelige oplevelser af rejseeventyr, som sætter sig i erindringen.

Tilbage på værelserne var det blevet mørkt, og inde fra det ene værelse, kunne jeg høre de store piger hvine og skrige over insekterne. Bjørk begyndte bare at hyle i panik. Der kravlede en stor tissemyre og efterfølgende et insekt, der mindede om en mini-kakerlak i vores seng, og nu nægtede hun at sove her. Ikke ét eneste sekund længere ville hun blive – hun mente, at det var livsens-farligt at bo her med alle de farlige insekter, som lever i Indien! På trods af forgæves forsøg med at berolige hende, lykkedes det ikke rigtig, og hun faldt grædende i søvn efter 1,5 time med diverse bange forudsigelser om, hvad disse insekter ville kunne bringe med sig.
Da Bjørk endelig sov, kunne jeg slukke lyset, trække dynen op over snuden og håbe på, at der ikke kom til at kravle alt for mange kryb på os i løbet af natten. Det mærkedes, at natten i bjergene var kølig, men det føltes behageligt efter 10 dage i Tamil Nadu's fugtige hede. Til junglens øredøvende og fantastiske lyde, som flød ind af de åbne vinduer, faldt jeg i søvn til den kølige brise.

Vi vågnede alle meget tidligt næste morgen, da larmen fra naturen og landsbyens nabohus fik rusket liv i os. Fuglene sang, gekkoerne smaskede og klukkede, mens hanen galede. Da vores ene hytte lå helt op ad et af landsbyens huse, blev vi samtidig vækket til live af vaskeægte indisk larm i form af gryder, der klaskede imod hinanden, råbende stemmer og indisk popmusik.

På jagt efter vilde elefanter i Kodaikanal

Pauline havde frosset hele natten, og havde planlagt at gå med på tur efter elefanter, som hver morgen kom forbi Elephant Valley for at drikke ved floden. Hun droppede dog hurtigt planen, da hun opdagede, hvor køligt det også var udenfor, og fandt i stedet ind under en af de varme dyner for at se, om hun kunne få et par timers ekstra søvn.
Michael gik til gengæld tidligt afsted med en guide, da han var meget opsat på at se elefanterne. Han måtte dog returnere med beskeden om, at dette ikke var lykkedes. Til gengæld havde han set så meget andet smukt, og mærket den særlige stemning fra det lokale liv i bjergene en tidlig morgenstund.

Vi var taget hertil for at se vilde elefanter, så efter morgenmaden begav vi os alle på tur med en lokal guide, som ville vise os vandfaldet og udsigten over de smukke bjerge.
Vi vandrede gennem frodig natur med appelsintræer, kaffeplanter og avokadotræer, mens sommerfugle så store som Bjørks hænder flaksede omkring os. Vi gik gennem vild beplantning, så de lokale arbejde i markerne, og nød naturens overvældende skønhed. Kun omgivet af lydene fra naturen – og Bjørks kvidren med en af de vilde hunde, som var fulgt efter os.

Da vi nåede til vandfaldet, nød vi brisen, der blæste hen over stenene og så den fuldstændig bjergtagende skønhed og udsigt. Her var virkelig uspoleret!

Et par lokale arbejdere kom forbi, og ville gerne have et billede sammen med Michael. Det var lidt uvant. Normalt var det pigerne, som var jaget vildt, når det kom til selfies med alle de lokale vi traf rundt omkring – denne gang var det farmand!

Vandfaldet bruste ikke som sædvanligt, da Tamil Nadu lider af tørke. Der var derfor ikke meget vand at komme efter. Vi måtte dog passere lidt sten og vand på vej over det øverste af vandfaldet for at komme videre på vores rute, og blev godt hjulpet på vej af vores guide, så vi kunne holde balancen på de glatte sten.

Vi gik videre af frodige stier, og passerede den ene elefantlort efter den anden, der angav, på hvilket tidspunkt elefanterne sidst havde gået på den sti, som vi nu også gik ad. Muligvis sad der et par elefanter i buskene og gemte sig for os i det øjeblik vi passerede, fortalte vores guide.

Vi kom forbi endnu en stenhytte, som lå ensomt i skoven, og det viste sig, at det for de eventyrlystne var muligt at bo her – alene og ude i skoven! Sandsynligheden for at sidde i dette hus og se elefanterne passere var ganske stor, forsikrede guiden os. Personligt skulle jeg dog ikke nyde noget!

Videre på vores sti passerede vi en træhytte oppe i toppen af et træ, som dog var blevet raseret af en tyfon i november, og derfor ikke var burgbar på nuværende tidspunkt. Lidt derfra lå en hængebro, som vi også skulle passere for at komme tilbage til vores hytte.
Det var en skøn tur gennem dalen og junglen, og en fantastisk start på dagen. Jeg spurgte guiden, om man som turist selv kunne tage denne tur, og det frarådede han på det kraftigste. Området her kunne kun betrædes med en lokal guide, da det var det eneste, der kunne garantere ens sikkerhed. Her kommer normalt ikke andre turister end de indiske, og synet af europæere havde en helt særlig effekt på de lokale, som nærmest betragtede os, som værende særlige attraktioner.

Elephant Valley I Kodaikanal – en unik oplevelse!

Western Ghats er en bjergkæde, der dækker over et område på ca. 140.000 kvadratkilometer. Bjergkæden er et UNESCO site.
Kodaikanal er blot en lille prik i bjergkædens utallige muligheder for oplevelser, og muligvis let ikke nævnt noget sted. Dog vil vi sige, at et besøg her i dén grad gav os en skøn og enestående lille oplevelse.
Kodaikanal og “Elephant Valley” værner om sin natur, og det er vigtigt, at man som turist her respekterer bjergfolkets livsstil og hele naturen omkring området.

Af samme årsag er ”Elephant Valley” et sted, der ikke er ryddet for ukrudt. Her gror alt i vildskab, og alle lever (mere eller mindre) i overensstemmelse med naturen, der omgiver dem.
Det er en unik oplevelse at færdes i denne del af verden, og det er, som også tidligere nævnt, samtidig som at komme mange år tilbage i tiden. Rundt omkring færdes landsbyboerne i deres traditionelle beklædning. I den frodige beplantning tæt på junglen passes markerne af kvinder klædt i farvestrålende gevandter. Der arbejdes hårdt, og særligt kvinderne er tydelige i gadebilledet – også når det kommer til det hårdt krævende fysiske arbejde. De vasker tøj i den kolde flod, bærer brænde, vand og vasketøj på hovedet.

På selve “Elephant Valley” er stemningen hyggelig, autentisk og meget indisk. Et ophold her er for alle de rejsende, der søger eventyr og helt, helt særlige oplevelser – men ikke for sarte sjæle, der ikke kan tåle skidt og insekter. For Pauline er dette yndlingsstedet over alle – i pagt med naturen og her, hvor man kan mærke livet.

Stedet er ikke for turister, som søger mainstream – så vil man blive fælt skuffet. Det er et helt særligt lille bitte spot langt væk fra resten af verden, som giver et sjældent indblik i en del af Indien, som ikke ses i turistreklamerne.
Er I til autenticitet, indisk landsbyliv, at opleve naturen på tæt hold, at vandre og at få følelsen af at være langt væk fra alt det velkendte, så er Kodaikanal til gengæld et hit.