fugle i yala nationapark i Sri Lanka - Rejsebudget til Sri Lanka

Priser og rejsebudget til Sri Lanka

Se her, hvordan I selv kan sammensætte billige rejser til Sri Lanka

Vi er så heldige, at vi har været på Sri Lanka to gange, og dermed har rejst rundt i landet i ca. 7 uger i alt. Vil I gerne vide lidt om Sri Lanka inden I selv tager til landet, kan I hente inspiration og viden i vores i alt 24 artikler om Sri Lanka)

Mange kan måske have en forestilling om, at en ferie i troperne kan være en dyr fornøjelse for en familie bestående af flere medlemmer, og da økonomien naturligvis spiller en stor rolle for de fleste børnefamilier i Danmark, kan alene tanken om at bruge uanede mængder penge på en ferie, næsten tage pusten fra de fleste allerede INDEN, man er kommet i gang med at undersøge mulighederne.
Men hvad nu, hvis det faktisk kan lade sig gøre at opleve Sri Lanka på et nogenlunde budget!!
Vi har her – baseret på egne erfaringer med at rejse rundt på Sri Lanka – lavet 3 budgetter, der alle viser forskellige eksempler på prisklasser i forhold til en ferie i landet. Læs med – måske det alligevel viser sig muligt for jer, at besøge landet på et ok budget 🙂

Det er slet ikke så dyrt at rejse til Sri Lanka!

De fleste familier vil gerne have det hele; en ubekymret og velfungerende hverdag med luft i budgettet, så vi ikke skal bruge for meget krudt på at vende og dreje hver en krone. En dejlig bolig, en bil som kan bringe os fra A til B, at give vores børn mulighed for at gå til sportsaktiviteter, måske have et kæledyr, og også indimellem at rejse ud og opleve verden. Vi drømmer måske om at vinde i lotto, så vi kan tage en tur til lige præcis den bounty-strand, som vi ser i reklamerne for Danske Spil. Det hele koster! Og indimellem ender vi muligvis med at bestille en pakkerejse, og så i det mindste få et glimt af det, vi drømmer om… Heldigvis kommer vi hjem godt ladet op med sommervarme i kroppen og med fornyet energi. Og det er jo det hele værd!! Men vi kommer også hjem en del kroner fattigere… Og lige præcis dét, har vi kigget på. For hvad får man egentlig for pengene????

Vi har altid haft lyst til eventyr og til at udforske bounty-strande og tropiske dele af verden. Vi havde dog en forestilling om, at det var meget dyrere end at tage en ferie til Sydeuropa, og dette har indtil for nogle år siden afholdt os fra at leve mange af vores rejsedrømme ud. Indtil en dag, hvor vi satte os ned og regnede på det.

Sammenhold priserne på flybilletter og leveomkostninger

Flybilletterne til Sri Lanka er dyrere end til f.eks. Spanien, men sammenholder man leveomkostningerne i Sydeuropa med leveomkostningerne i Asien, så går det næsten lige op. Bestiller man f.eks. en rejse med all inklusive til Mallorca i højsæsonen, bliver det lige så dyrt, som at rejse til Asien i vintersæsonen.

Der kan dog også spares penge ved også at rejse uden for sæsonen. Undlad dog at rejse i regntiden – det er IKKE anbefalelsesværdigt, og kan derudover være farligt p.g.a. voldsom regn og jordskred!

Book selv jeres flybilletter i god tid, og hold øje med prisudviklingen hos Momondo! Flyver I fra Hamborg, kan I være heldige at finde billige flybilletter!

Der findes masser af muligheder i forhold til at bo i forskellige standarder, når man rejser til Sri Lanka, og I kan bo i alt fra AirBnb til mellemklasses- og luksushoteller. Alt i alt handler meget om, hvad I prioriterer, men også hvad I bedst kan lide og naturligvis; I hvor god tid I booker jeres overnatninger + om I er så heldige, at finde nogle gode tilbud.
Søg på de forskellige søgemaskiner, såsom Booking.com og Hotels.com, der indimellem har rigtig gode priser, hvis blot I kigger efter overnatningsmuligheder i god tid!

Mad og drikke kan købes og indtages på forskellig vis. Måske I har det bedst med at spise på de finere restauranter, hvilket sagtens kan lade sig gøre til en rimelig pris på Sri Lanka, der byder på masser af spisesteder. Det er dog også muligt at finde en masse velsmagende mad på mere lokale og billigere spisesteder, og dermed virkelig spare penge. En god rice & curry kan nemt indtages til få penge på Sri Lanka, og derudover findes der masser af muligheder for at købte både lækre brød med fyld og søde boller hos de lokale bagerier rundt omkring i landet. På den måde kan madbudgettet nemt holdes lavt – UDEN at I skal sulte.

At transportere sig selv og sin familie rundt på Sri Lanka kan gøres på flere forskellige måder; offentlig transport i form af busser og tog, taxi, privatchauffør eller med tuk-tuk. Sådan helt generelt fungerer det meste, og derudover er det ikke synderligt dyrt – medmindre I vælger “luksus-pakken”.
Ofte er det de mest lokale valg, der giver de sjoveste oplevelser.

Det bugner med spændende og smukke seværdigheder og kulturelle oplevelser på Sri Lanka, og det er muligt at opleve de fleste af disse til en pris, hvor alle kan være med. Dermed er der rig mulighed for at oplever af de helt store, hvoraf mange seværdigheder også er på UNESCO's Verdensarvsliste.
Rejser I på helt, helt lavt budget, byder landet dog også på masser af gratis glæder i form af en natur og et dyreliv, som er overvældende. Sanseindtrykkene i landet er utallige, og en tur til stranden eller i regnskoven er gratis. Alene duftene og lydene er ubeskrivelige – og så er de gratis!

Hvad I vælger, handler om jeres egne behov, forventninger og pengepung. Sikkert er dog, at det meste kan lade sig gøre på Sri Lanka, der efterhånden er ret godt gearet til turismen.

Vi giver her et par priseksempler beregnet ud fra de steder, hvor vi selv har opholdt os – med udgangspunkt i 3 voksne (da vi havde et barn med på over 12 år = voksenpris) og 2 børn.
Priseksemplerne er lavet ud fra, at vi selv har arrangeret og planlagt ALT, og dermed ikke har benyttet os af et rejsebureau.

Budget til Sri Lanka – Scenarie 1

1 – 14 dage/12 overnatninger = 52.600 kr. i alt

Prisen er beregnet ud fra følgende udgifter:

Overnatning for 5 personer i alt: 12.600 kr.
6 overnatninger i luksus hytte på “Palm Paradise Cabanas”, inkl. morgenmad (1250 kr. pr. nat) ⇒ se flere billeder og priser her ⇐
6 overnatninger på budget – “Mirissa Bay Resort” inkl. morgen- og aftensmad (850 kr. pr. nat) kan bestilles her.

Fly  27.000 kr.
Vacinationer 3.000 kr.

Mad, transport + øvrigt: 10.000 kr.

Budget til Sri Lanka – Scenarie 2

21 dage / 19 overnatninger = 70.400 kr. i alt
Overnatning i alt kr. 21.900

9 overnatninger i luksus hytte på “Palm Paradise Cabanase” inkl. morgenmad (1250 kr. pr. nat) ⇒ se flere billeder og priser her ⇐
9 overnatninger på budget-standard – “Mirissa Bay Resort” inkl. morgen og aftensmad (850 kr. pr. nat for 5 personer) kan bestilles her.
1 overnatning i Yala (safari-område) – Cinnamon Wild Yala – luksus-standard (3.000 pr. nat) kan bestilles her.

Fly  27.000 kr.
Vacinationer 3.000 kr.

Mad, Transport + Øvrigt: 18.500 kr.

Budget til Sri Lanka – Scenarie 3

28 dage / 26 overantninger = 93.900 kr. i alt
Overnatning i alt: 33.900 kr.

9 overnatninger i luksus hytte – “Palm Paradise Cabanas” inkl. morgenmad (1250 pr. nat) ⇒ se flere billeder og priser her ⇐
9 overnatninger på budgetstandard – “Mirissa Bay Resort” inkl. morgen og aftensmad (850 pr. nat) kan bestilles her.
2 overnatninger i Yala, hvor I kan komme på safari – luksus på “Cinnamon Wild Yala” (3.000 pr. nat) kan bestilles her.
2 overnatninger i Kandy (1.500 pr. nat) læs mere her.
2 overnatninger i Ella (1.500 pr. nat) læs mere her.
2 overnatninger i Nuwara Eliya (1.500 pr. nat) læs mere her.

Tog fra Ella til Nuwara Eliya.

Fly  27.000 kr.
Vacinationer 3.000 kr.

Mad, Transport + Øvrigt Kr. 30.000

Alle scenarier med luksusvan og privtchauffør som primært transportmiddel.

Tanker om hvilke valg og prioriteringer, der er vigtige for jer, som familie

Første gang vi var på Sri Lanka, blev vores budget ganske pænt overskredet, og rejsen blev dermed langt dyrere, end hvad vi havde forventet. Dette fordi vi ganske enkelt ikke havde gjort vores forarbejde godt nok!
Hverdagens stress og jag havde resulteret i, at vi ikke havde taget os den fornødne tid til at forventningsafstemme med hinanden. Vi havde en eller anden idé om, at det hele nok skulle løse sig, hvis bare vi gik efter de resorts, som så eksklusive ud. Vi glemte i farten, at eksklusivitet og luksus et langt stykke hen af vejen slet ikke er os… Vi trives absolut bedst i afslappede omgivelser, hvor vi bare “kan være”, og hvor der er mulighed for at kombinere strand, vand og kultur. Helst med mulighed for at gå med bare fusser i sandet, og indtage aftensmaden i badetøj…

Vi skulle altså have taget os bedre tid til at læse Lonely Planet og også at læse TripAdvisors anmeldelser! Og nok også have sænket niveauet. Og ikke mindst have lagt en rute, som vi havde været tvunget til at følge.
Havde vi vidst, hvad vi ved i dag, kan vi regne ud, at vi ville have sparet ca. 30.000 kr. på vores rejse til Sri Lanka. En viden, som vi gerne vil, at andre skal kunne få glæde af.
Der er MASSER af muligheder for at bo, spise og opleve i landet – og det er ikke altid, at det er de eksklusive løsninger, der er de bedste. Gå efter de steder, der giver jer den bedste mavefornemmelse – landet er under alle omstændigheder værd at opleve alene for stemningen!

 

sri lanka

10 kommentarer til “Priser og rejsebudget til Sri Lanka”

  1. Wauw dette er en genial hjemmeside, som har hjulpet mig gevaldigt igang med planlægning af kommende rejse til Sri Lanka til januar 2019 i 3-4 uger. Vi er et par med 2 børn, som på rejsetidspunktet vil være 4 år og baby på 10 måneder. Jeg er lige nu på barsel med min søn på 5 måneder og der er ikke meget tid til at sidde og koncentrere sig om at planlægge. Så måske kontakter vi jer med henblik på at få hjælp til en rejseplan. Først skal jeg dog lige have undersøgt lidt mere:)
    Vi ved af erfaring, at vi ikke skal rejse alt for meget rundt, men det bliver svært denne gang, da der er meget vi gerne vil opleve. Vi påtænker at have et par dage i enten Negombo eller Bentota når vi ankommer, for at komme os over den lange rejsetid og lige få vendt babys rytme til normal. Vi havde egentlig et ønske om at starte ferien med 5-6 dage ved noget strand (fx Hikkaduwa), derefter 6 dage i højlandet (Kandy, Ella og Nuwara Eliya) og så afslutte med 8 dage ved stranden – fx. Koggala. Men nu bliver vi i tvivl om det giver mening at dele rejsen sådan op i forhold til transportmuligheder og transporttid til højlandet? Har I nogle gode råd til dette?
    1000 tak for fantastisk inspiration
    Mvh Signe

    1. Michael Kammerlander

      Hej Signe. Beklager virkelig at vi ikke får svaret før nu! Men tusind tak for de pæne ord til vores side 🙂 Det varmer. Jeg syntes altid det kan være svært at begrænse sig, specielt med Sri Lanka, da det er et land med rigtig mange og ikke mindst forskellige muligheder. Du har helt ret i når man rejser med børn, at for mange skift, kan være en udfordring og måske ikke i deres interesse. Dog hvis I er afsted i 4 uger, så burde I kunne lave en god plan, så I både for set meget og samtidig får holdt en god og afslappende ferie i børnehøjde. Og som du selv skriver 5-6 dage pr. lokation er jo rigtig fint. Vi vil rigtig gerne hjælpe med at lave en rejseplan og du kan evt. skrive på michael@atrejsemedboern.dk – og hvis I skal afsted til Januar 2019, så vil jeg anbefale at I snart får lavet rejseplanen klar og får booket hotellerne. Allerbedste hilsner – og igen undskyld for den lange svar tid – Michael Kammerlander 🙂

    2. Anitta Behrendt

      Hej Stine
      Tusind tak for alle de spændende artikler. Jeg har virkelig fået en masse inspiration herinde, og vil meget gerne rejse til Sri Lanka med min fam til sommer, ved du hvordan det er at rejse i landet nu her efter Covid ?
      Og har du en chauffør du kan anbefale hvis vi besøger den sydlige del ag øen.?
      Kh Anitta

      1. Hej Anitta.
        Jeg beklager meget, at jeg ikke har set din besked. Vi er flyttet til USA d. 20.2., og har været i flyttekaos.
        Jeg er i tvivl om, hvordan tingene er på SL her efter corona, men i gruppen Sti Lanka Rejsefællesskab på Facebook er der en del, der har været der (og er der lige nu). Jeg vil anbefale dig den gruppe, hvis du ønsker at være helt opdateret.
        De allerbedste hilsner fra Stine

  2. Hej Stine
    Super fed inspirerende blog du/i har lavet og jeg er blevet meget inspireret til at tage afsted til sommer med min familie. Vi er min mand og jeg og to piger på hhv. 6 og 12 år. Vi vil gerne strand, afslapning,kultur og dyrelivet. Vi skal afsted 3 uger i juli så hvad tænker du, vi får mest ud af. Vi vil meget gerne højst bo 3 forskellige steder, da vi før har været på Bali og synes vi rejste lidt for meget rundt. Jeg vil meget gerne køre tog, da det ser helt fantastisk ud. Håber virkelig du kan hjælpe 🙂
    Venligst Line

    1. Hej Line.
      Hvor fantastisk at høre, at I er blevet inspireret til en rejse til Sri Lanka via vores blog. Det gør mig meget stolt og glad.
      Jeg håber, at I bliver lige så begejstret for landet, som vi er 🙂

      Jeg synes det er lidt svært at lave en rute med kun 3 steder at overnatte, da landet virkelig har meget at byde på. Dog forstår jeg dig udmærket! Men begrænsningens kunst kan være svær 🙂 At rejse handler dog også om at komme ned i gear og blot at have tiden til at nyde og tage tingene i et meget afslappet tempo.
      Jeg kan forsøge at komme med et par forslag, som du kan se, om du evt. kan bruge til noget.

      Den sydlige del af landet er, i mine øjne, også den smukkeste del af landet. Jeg ville, hvis jeg var jer, starte med at tage fra Colombo til Goyambokka på sydkysten. Det er en køretur på ca. 3,5 timer, så lidt en hård nyser, når I også har fløjet langt. Dog har vi taget denne rute, når vi har været på Sri Lanka, og vi har booket en chauffør, som har en van, der kan lægge sæderne ned, og så har vi sovet det meste af vejen. Jeg kan sende dig kontaktoplysninger, hvis du er interesseret.

      I Goyambokka (ligger i kort afstand fra Tangalle) ville jeg booke en familievilla på Palm Paradise Cabanas and Villas. Et fantastisk sted med beliggenhed direkte ned til en lille bugt, som er smuk, intim og rolig. Se resortet her https://www.atrejsemedboern.dk/overnatning-sri-lanka/#Overnatningsmuligheder_Syd.
      Palm Paradise fylder hele strandsiden på ved denne skønne strand, og består af små cabanas eller villaer, som ligger i en rolig og meget frodig have, som har et skønt dyreliv. Vi elsker det sted! Men book i GOD tid – alt bliver revet væk på dette sted!
      Havet er vildt, men der er god mulighed for at nyde stranden, bade i vandkanten og bodysurfe. Stedet har en dejlig pool.
      Fra selve resortet, som ligger i helt rolige omgivelser, kan I tage en tuktuk ind til selve Tangalle, som byder på en masse indtryk. Markeder, små butikker, lokale restauranter m.v.
      Endvidere kan i komme ud og se skildpadder i nærheden, besøge Mulkirigala Klippekloster, tage på en dagstur til en nationalpark og komme på safari. Der er gode muligheder herfra. I kan sagtens tilbringe en uge her.

      Herfra bliver det svært for mig at begrænse mig, og jeg kan ikke holde den på 3 steder… Tjek evt. vores liste over seværdigheder, og bestem jer for, hvad I allerhelst vil opleve https://www.atrejsemedboern.dk/sri-lanka-sevaerdigheder/.

      Et par ting, som jeg gerne selv ville have med, hvis jeg var jer, ville evt. være et par overnatninger på Galapita Rocks – læs her https://www.atrejsemedboern.dk/rejser-til-sri-lanka/ – hvis altså I er til det virkelig autentiske… I kan sagtens tage i en nationalpark herfra, da der ikke er så langt til Yala fra området. Skønt, skønt sted!!
      Er I til det mere luksuriøse, vil I også kunne tage til Yala og bo et par døgn på Cinnamon Wild Yala, som ligger lidt uden for nationalparken, og som derfor har en masse vilde dyr, der går frit rundt mellem det hele. Læs evt. mere her https://www.atrejsemedboern.dk/rejse-sri-lanka/.

      Østkysten er kendt for sit gode vejr på det tidspunkt, hvor I er der. Tag evt. til Arugam Bay og oplev ferie- og strandlivet der. Få surfundervisning, og nyd strandlivet. Det er muligt også at tage ture ud derfra. Læs om vores oplevelser i Arugam Bay her https://www.atrejsemedboern.dk/turen-gaar-til-sri-lanka/.
      Arum Bay er langt mere “turistet” end Goyambokka, men det kan jo også have sine fordele. Der er masser af muligheder for at dyrke vandsport, spise på forskellige restauranter og shoppe fra de små souvenierbutikker.

      Togturen er også at anbefale. I kan tage til Ella og så nyde en god frokost og den smukke natur i den hyggelige by. Derfra kan I tage toget til Kandy, og så nyde bylivet og seværdighederne der. Kandy er en storby med virkelig meget larm, men også meget charme. Snyd ikke jer selv for Temple of Tooth og kandyan dance.
      Fra Kandy tager det et par timer at køre til sigiriya og Dambulla, så der kan I tage på dagsture til, mens I overnatter i Kandy.
      Det er muligt at køre direkte til lufthavnen fra Kandy, når I skal hjem – det tager et par timer, så vidt jeg husker.

      Jeg vil råde jer til virkelig at blive afklaret omkring hvilke seværdigheder, I allerhelst vil se, og så evt. tage de afgørende beslutninger vedr. faste overnatningssteder derudfra. På den måde får I udnyttet rejsen bedst muligt.
      Ovenstående forslag fra mig kan blot være en lille “appetizer” i forhold til at I helt konkret får øje på jeres rute 🙂

      Rigtig god arbejds- og planlægningslyst 🙂

      De bedste hilsner fra Stine

      1. Tusind tak for hjælpen, måske vi skal gøre et par stop mere 😉 – glæder mig så meget til at få planlagt det hele 🙂 og vender bestemt tilbage og hører om chauffør mm

        Tak og knus fra Line

  3. Helle Kirkegaard

    Kære Stine
    Mange tak for inspirerende blog.
    Vi rejser 4 uger til Sri Lanka med vores to piger på 1 og 3 år til februar. Jeg er glad for du skriver engangsbleer er til at skaffe i hele landet 🙂
    Vi tænker at nyde strandene i Tangalle og nok mirissa, evt Hikkaduwa efter vores rundrejse.
    Jeg mindes du på et tidspunkt har skrevet nogle hytter på palm paradise cabanase, man skulle undgå, pga larm fra havet. Hvilke vil du anbefale?
    Har i været i hikkaduwa, eller hørt erfaringer derfra? Vi er mest til ikke alt for turistede spots, men engang imellem er masseturismen jo landet et sted af en grund!
    Generelt påtænker vi at rejse med to junior rejsesenge (fra deryan) er det din erfaring der er plads til at slå dem op på de fleste værelser i landet, og er det nødvendigt/ en fordel at medbringe dem?
    Hvis ikke jeres chauffør efterhånden er træt af danskere, må du meget gerne sende nogle kontaktoplysninger på ham.
    På forhånd tak for svar!

    1. Kære Helle.
      Det lyder SKØNT med kommende familieferie på Sri Lanka 🙂 I bliver garanteret vilde med landet!
      Engangsbleer er ikke et problem – og derudover synes jeg faktisk, at det er muligt at få det meste. Husk dog at medbringe Autan myggespray hjemmefra – så er I på den sikre side m.h.t. myggebeskyttelse – ihvertfald til den første tid.
      M.h.t. Deryan-sengene så synes jeg det er nok at medbringe 1 stk. Jeg ville bruge den til den yngste. Den ældste kan sagtens sove imellem jer (hvis I er til det!), og ellers vel også i en alm. seng. Det er meget en smagssag, synes jeg. Vi har været afsted uden – og det var også en succes. Der hvor vi har boet, var der fint plads til det meste – både rejseseng og tremmeseng + ekstra madras.
      Vælg familievillaerne på Palm Paradise Cabanas, de er nye og af bedst “kvalitet”. De andre “cabanas” er af ældre dato, og også mere åbne.
      Stedet er generelt meget stille, så I bør ikke bekymre jer i forhold til larm. Kun fra havet, men det har en berolgende effekt 🙂 Det er – i vores øjne – et skønt sted!! Havet er vildt, men de har pool, så børnene har rig mulighed for at bade og blive afkølet i varmen.
      Mirissa er fantastisk, og det må I ikke snyde jer selv for. Men igen; det er jo naturligvis individuelt, hvordan man opfatter tingene 🙂 Sørg for at booke et hotel, som vender ud mod havet, og ikke ud mod vejen.
      Vi har ikke selv været i Hikkaduwa, men har hørt rigtig meget godt om stedet – specielt hvis man rejser med børn – så det tror jeg ikke, I vil blive skuffet over. Vi påtænker faktisk selv at lægge vejen forbi på et tidspunkt. Der skulle være en strandstrækning ved Hikkaduwa, som er yderst børnevenlig, og hvor vandet er meget roligt. Så ja; der er nok en grund til, at mange turister besøger stedet 🙂
      Jeg sender dig lige en mail med chaufføroplysninger. Dog vil jeg sige, at “vores” chauffør kommer fra Tangalle, så det kan evt. være en god idé at få fat på en chauffør via det sted, I skal bo i Hikkaduwa (hvis I bestemmer jer for det), og så få ham til at hente jer i lufthavnen. Så kan I jo evt. tage fat i “vores” chauffør, når I skal til Tangalle. Ellers bliver det måske for dyrt.
      I har virkelig meget at se frem til, og jeg håber, at I får en fantastisk ferie og nogle rigtig gode oplevelser på Sri Lanka, som er et meget, meget trygt land at rejse rundt i med mindre børn.
      Skriv endelig, hvis du har flere spørgsmål – og ellers; RIGTIG god rejse!
      De bedste hilsner fra Stine

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *