Vores rejse til Filippinerne sammen med vores børn – det første møde med landet

Du kan her læse første del af 5 rejseberetninger om det at rejse til Filippinerne med børn i alderen 2-6 år. Rejseberetningerne er lavet for at skabe inspiration for de familier, der har lyst til at kaste sig ud i backpackerlivet, men som er i tvivl om, hvad der venter på en sådan rejse, som klart viser de mere autentiske sider af Filippinerne.
Her lander vi efter lidt udfordringer på Panglao Island, Bohol.

At kaste sig ud i en rejse til Filippinerne

En rejsevant pige sagde engang til mig; ”Enten så hader eller elsker man Filippinerne!”.
Jeg tror faktisk, at jeg et langt stykke hen ad vejen må give hende ret…
Filippinerne er et land fuld af kontraster! Det er på én gang virkelig smukt og samtidig grimt og voldsomt! Paradisisk og beskidt! Rigt på smuk natur, men også på slum. Jeg tror faktisk aldrig, at jeg har rejst i et land så fuld af modsætninger. Men måske det også er det, der er med til at gøre en rejse rundt på Filippinerne ganske speciel og uforglemmelig.
Jeg må indrømme, at jeg meget af tiden på Filippinerne var på overarbejde på flere plan. Jeg havde perioder, hvor jeg bare ville HJEM – og perioder hvor jeg nød hvert minut, og bare ville have MERE.

Da vi gik i gang med at planlægge vores rundrejse i Sydøstasien, var jeg i starten meget i tvivl, om man overhovedet kunne holde ferie og rejse med børn på Filippinerne!
Disse overvejelser passede relativt ok med den virkelighed, vi også mødte på Filippinerne; Jeg havde svært ved at tyde filippinernes måde at kommunikere på, vi fik parasitter, børnene blev ramt af tropebakterier, fattigdommen var overvældende og flere gange undervejs følte jeg, at vi var kommet til verdens ende. Alligevel er det sådan, at jeg i dag – mange år efter vores rejse – kan blive enormt sentimental og hungre efter at rejse derud igen, når jeg dufter nogle særlige ting, der kan minde mig om Filippinerne. Underligt ambivalent… Og et tegn på, at vores rejse til Filippinerne alligevel havde et formål!

Da vi for en del år siden rejste til Filipppinerne, var det uden at have gjort os så store overvejelser om, hvad det var for et land, vi rejste til. Vi kastede os bare ud i det, og tænkte, at vi sikkert under alle omstændigheder ville opleve de eventyr, vi hungrede efter. Og ganske rigtig; eventyr var der nok af – men der var så absolut også det modsatte.
Vi havde ikke planlagt en rute, men købt LonelyPlanets bog om Filippinerne, og tænkte så, at vi hen ad vejen kunne lukke øjnene, og lade en finger lande der, hvor vi skulle hen på kortet. I bagklogskabens klare lys måske en lidt for vild tilgang, når man har 2 små børn med.

Oprindelig havde vi udelukkende booket en tur til Thailand, men efter at have talt med lidt forskellige rejseselskaber, blev vi enige om, at vi højst sandsynligt også kunne få opfyldt et par ambitiøse rejsedrømme på Filippinerne. Af samme årsag fløj vi efter et par dage i Bangkok direkte videre til Manila.
7 uger ville vi bruge i Filippinerne. 7 uger uden fastlagte planer, og hvor vi som familie skulle have de helt store rejseoplevelser! Det var bare at kaste sig ud i det!

Bedste råd er at planlægge sin rejse med fly til Filippinerne ordentligt!

Flyveturen fra Bangkok til Manila og derfra til Cebu var vores første rejsefejl!
For at spare penge, havde vi fundet de billigste flybilletter – med afgang om natten! Ikke smart at tage flere, kortere flyveture på tidspunkter, hvor børnene burde sove – og dermed fuldstændig lave rav i deres rytme! Måske de kunne have sovet i vores arme, mens vi gik igennem lufthavnen, men sikkerhedsforanstaltningerne i de forskellige lufthavne var helt enorme! Alt skulle scannes; bamser, sko, trøjer – ALT! Dette resulterede i, at børnene, hver gang de var faldet til ro, blev hevet ud af den søvndyssende tilstand og ind i “opmærksomheds-mode”, og så startede det HELE forfra igen!
Lange ventetider, sikkerhedskontroller og forsinkelser resulterede i, at børnene ikke fik søvn og heller ikke ordentlig mad. Den yngste på 2 år blev så forvirret og skidt tilpas, at hun kastede op, og efterfølgende var fuldstændig utrøstelig i flere timer.
I Cebu lufthavn kunne vi ikke komme videre, da manglende søvn – og deraf også manglende overskud – resulterede i fuldstændigt manglende overblik. Den yngste, som på grund af overtræthed og konstante forstyrrelser ikke havde sovet i nærmest et døgn, faldt endelig i søvn i klapvognen, og vi nænnede ikke at vække hende. Den ældste faldt i søvn oven på  vores rygsække, og jeg faldt i søvn på en bænk. Michael holdte øje med, at der ikke var nogen, der stjal vores ting, og måtte derfor holde sig vågen. Sådan sad og lå vi vel i et par timer – fuldstændigt udmattede!
På opfordring af en vagt i Cebu lufthavn, som ikke længere ville have, at vi opholdt os der, kom vi efter et par timer atter til os selv, og fik bestilt en taxa, som vi bad om at køre os til havnen, således vi kunne komme et skridt nærmere første destination – Panglao Island på Bohol.

Læs også: Få her gode råd til flyveturen med jeres baby!

Det første møde med Filippinerne – Cebu

At lande i Filippinerne gav en følelse af, at være rejst tilbage i tiden. Overalt blev vi mødt med ”Yes mam! Yes sir!”, og synet af overfyldte, gamle, larmende jeepneys overdænget med kitchet inventar i form af plastikdimmere og madonnaer, var overvældende.
De karakteristiske jeepney's bærer tydeligt præg af, at de oprindeligt stammer fra amerikanske militær-jeeps, og i det hele taget var det tydeligt, at den spanske og amerikanske indflydelse var stor. Vores førstehåndsindtryk af Filippinerne var på overraskende vis, at vi var kommet til et asiatisk land, hvor blandingen af flere folkefærd og kulturer var meget gennemtrængende.

Da vi kørte gennem Cebu, låste vores taxa-chaufføren låste alle dørene i bilen. Han virkede nervøs, hvilket smittede af på os, der i forvejen var meget over-følsomme på grund af manglende søvn.
Overalt på vejen stod der små, fattige, forhutlede børn, som bankede på vores bilruder og tiggede efter penge, hver gang vi holdte for rødt lys.
Cebu var ikke en by, der på nogen måde virkede tryg og rar, og vi kunne ikke komme hurtigt nok til Panglao Island. Da vi ankom til havnen, var beskeden dog desværre, at sidste båd mod Bohol/Panglao Island var sejlet!
Gode råd var derfor dyre, og vi blev enige med taxa-chaufføren om, at han skulle hjælpe os med at finde et sikkert hotel i et roligt område af Cebu. Da det lykkedes, blev vi indendøre resten af tiden, da selve Cebu ikke indbød til udforskning med små børn.

Næste morgen skinnede solen, og alt så mere lyst ud. Morgenmaden blev indtaget, og vi blev kørt til havnen, hvor vi hoppede ombord på båden mod Bohol og Panglao Island!

Et lille strandparadis på en rejse til Filippinerne: Panglao Island, Bohol!

Alona Beach eller Dumaluan Beach?

Ved et kig på TripAdvisor kan vi se, at Alona Beach på Panglao Island ikke længere er det stille paradis vi oplevede, da vi var der for 10 år siden. Det er klart, at udviklingen har taget fart, men det smerter alligevel at se, at stedet virker til at have mistet den rolige stemning, som vi fandt der.
Billeder derfra viser nu en lille strand, der mere minder om Boracay. Stedets tidligere intime ånd og charme virker til at være overtaget af masseturismen.
Ønsker I at opleve lidt af den ånd, som vi var så heldige at mærke, da vi var på Alona Beach på Panglao Island for 10 år siden, kan vi i stedet anbefale Dumaluan Beach.

Alona Beach

Vi ankom til Tagbilaran på Bohol om formiddagen, og den tropisk hede og en luftfugtighed på ca. 85% medførte, at det føltes besværligt at trække vejret ordentligt!
Vi fik en taxa til at køre os til Alona Beach på Panglao Island, hvor vi så bare krydsede fingre for, at der var noget ledigt at bo i! Vi havde via LonelyPlanet læst os frem til, at Alona Beach skulle være noget nær paradisisk – og vi kan kun bekræfte, at synet (på daværende tidspunkt) var overvældende! Mit første negative indtryk af Filippinerne forsvandt som dug for solen!

Turen til Alona Beach var helt fantastisk! Panglao Island er en lille tropeø med alt hvad dertil hører; bananplantager, kokospalmer i rå mængder og en overvældende grøn og frodig natur. Alt det grønne væltede ind over os – det var meget, meget smukt!
Vi kørte forbi små huse, forfaldne små skoler, der gik høns, geder og køer frit rundt, og alt var bare ubeskriveligt flot!

Vi havde via LonelyPlanet set os lune på “Alona Tropical”, og der var heldigvis en ledig hytte!
Området var det mest eventyrlige, vi nogensinde havde set i virkeligheden – se flere billeder og priser fra Alona Tropical her.

Vi fik en lille palmehytte på stranden. Sandet var kridhvidt, vandet skiftede mellem smaragdgrønt og turkis – altsammen pakket ind i palmesvaj. Vi var ellevilde, forblændet både af enorm skønhed og det helt særlige lys, der var på stedet, og sprang med det samme i vandet, som var blødt og varmt.
Om aftenen spiste vi friskfangede fisk på stranden i faklernes skær. Vi sad på bambusstole helt nede i vandkanten og mærkede det lune vand, der skyllede op på tæerne, mens vi kunne høre cikaderne synge i den lune tropeaften. Alt gik på en eller anden måde op i en højere enhed, og vi havde en følelse af, at vi lige præcis her kunne få nogle af vores drømme opfyldt.

Den første nat på “Alona Tropical” forløb dog desværre som i en febervildelse. Vi havde flottet os, og bestilt et værelse med aircondition, da vi havde indset, at tropeheden ville tage lidt tid for særligt børnene at omstille sig til. Da rejsebudgettet var småt, havde vi kun bestilt én hytte – med én seng… Vi lå så alle dér i sengen, med myggenet spændt over, og havde en forhåbning om, at vores aircondition snart ville virke optimalt. Det var lidt trangt, men vi tænkte, at det jo nok ville gå, hvis blot det var køligt. Det føltes dog som at ligge i en sauna, der under myggenettet i tropenatten, og vi fandt da også ud af, at vores aircondition ikke virkede!

Den første tropenat på Panglao Island blev altså tilbragt i kvælende hede med grædende, svedende, våde børn, der i noget nær febervildelse fes uroligt rundt i sengen, og som vi måtte give kolde brusebade af flere omgange i nattemørket.
Jeg fik ikke sovet mere end et par timer, og når jeg endelig sov, drømte jeg underlige drømme om, at vi befandt os i nye biler med velfungerende aircondition…

Da vi stod op næste dag, var vores badetøj og tøj lige så vådt, som dagen i forvejen. Det var her det gik op for mig, at høj luftfugtighed er lig med konstant vådt og lugtende tøj! Ja, faktisk var det meste vådt; børnenes tegnepapir, blade og puttepuder medbragt hjemmefra som et kærligt minde om alt det trygge og hjemlige, vi skulle undvære de næste 3,5 mdr.; sjaskvådt! Selv vores hår var konstant vådt.

Vi blev kun et par dage på Alona Tropical, og måtte så finde et par billigere alternativer. Tasken blev pakket ned og pakket ud et par gange, men det betød intet. Vi flyttede i stedet til baghaver med galende haner og vilde, loppebefængte katte, vasketøj fra de lokale overalt, og en overdøvende stank af tørret fisk, der trængte ind i hver en krog. Men det var ok.

Vi fokuserede i stedet på at bruge tiden sammen med børnene, og badede konstant, fandt koraller, underlige søstjerner, konkylier, søpindsvin (som gør meget ondt at træde på!), så blæksprutter og underlige, farverige fisk. En ny og fantastisk smuk verden havde åbnet sig for os, og snorkeludstyr blev det nye “it”.
Efter et par dage i vandet kunne vores 6-årige svømme uden svømmevinger – og der gik heller ikke længe, før vores 2-årige var ferm til at snorkle. Fra snorklen kunne man høre hendes hvin, når hun tøffede rundt med kun rumpen i vejret, og iagttog den smukke verden under vandet.

Læs også: Hvad får børn ud af at rejse ud i verden?

Vi tog os ikke bare tid til bade, men besigtigede også landsbyen, der lå bagved, og hvor grisene levede side om side med menneskene i de små hytter.
Den lille by, der grænser ned til stranden, er som så mange andre landsbyer på Filippinerne; rodet, kaotisk og beskidt.
En ferie ved Alona Beach handlede for os mest om at bade og snorkle. For nogle er det fint nok blot at blive ved en strand, men I vil også utallige gange blive tilbudt bådture til, som eftersigende kan bringe jer til steder, hvorfra snorklingen skulle være ekstra god, og hvor I også vil kunne møde delfiner.

Panglao Island var for os lidt af en drømmedestination, da vi ledte efter tropeidyl og den specielle stemning, som kun er at finde på Filippinerne.
Som nævnt i det ovenstående, er Alona Beach dog ikke længere et roligt sted, men mere et område, hvor masseturismen er i god trivsel.
Ønsker I at besøge Panglao Island, kan I her se øvrige overnatningsmuligheder på Panglao Island.

Bohol

Panglao Island ligger ved Bohol, som har nogle fantastiske seværdigheder. Det var også vores plan at udforske disse, da de er ganske spektakulære, men vi måtte dog også indse, at det ikke var vores børns behov at få disse oplevelser. Vi prioriterede derfor i første omgang udelukkende at komme ned i gear, og at få ro på alle de andre indtryk, de fik. Særligt vores yngste datter reagerede på at rejse, og skulle bruge lidt længere tid på at omstille sig.
Her – bagefter – ærger vi os en smule, men det kunne bare ikke være anderledes på daværende tidspunkt. Vi måtte holde fast i vores overbevisning; dette var en rejse i børnehøjde, og hensynene til børnene måtte veje tungest.

Skal I selv til Bohol, vil vi dog anbefale jer at opleve Chocolate Hills og spøgelsesaberne, som er verdens mindste fritlevende aber.
Chokolade Hills er nok Bohols mest berømte seværdighed, og består af ca. 1200 bjerge, der i “udtørret” tilstand ligner massevis af chokoladetoppe.
Kridhvide sandstrande, gode dykkermuligheder og unikke seværdigheder er det, I finder, hvis I rejser til Bohol og Panglao Island.
Bohol kan besøges året rundt, men vær dog opmærksom på regntiden, som ligger fra juni til november.

Læs om vores næste stop på rejsen til Filippinerne, som blev Siquijor, der er kendt for sin brug af magi og healere. Om Siquijor levede op til det, kan I læse mere om her: Siquijor!

Ønsker I inspiration til børnevenlige destinationer? Læs her om: Sri Lanka, Maldiverne, Seychellerne og Cuba.