Vores rejse til Maldiverne og mødet med Dharavandhoo på Baa Atollen.

For 7 år siden satte vi for første gang nogensinde vores ben på Maldiverne. Siden har der ikke rigtig været nogen vej tilbage.Dette er det første blogindlæg, der blev lavet på denne side. Efterhånden er der kommet en del flere til.

Skrevet af Stine / Foto: Michael og Stine

---

Vi har altid drømt om at rejse til Maldiverne, da landet for os er indbegrebet af paradis. Beretninger om luksusresorts og mad og drikke til skyhøje priser har dog indtil videre holdt os fra overhovedet at turde kigge på feriemuligheder i landet – lige indtil vi fandt ud af, at der rent faktisk findes alternativer til de dyre luksusresorts.
Turismen i landet er ikke længere så strengt reguleret, hvorfor der inden for de sidste par år er opstået langt flere muligheder for at rejse til Maldiverne uden at at blive ”ruineret”. Fine, små guesthouses er skudt op rundt omkring på de smukke øer, og resortlivet er ikke længere eneste mulighed, hvis man gerne vil besøge landet. Et guesthouse er til at komme til for penge, og derudover er der langt flere muligheder for at komme i kontakt med befolkningen på de lokale øer.

Om Maldiverne har vi hørt mange forskellige ting; ”ALT er dyrt! Folk er muslimer, og man må ikke bade i bikini! Maldiverne som folkefærd gider ikke turister, og er derfor ikke venlige”.
Det var derfor med blandede følelser, at vi i forbindelse med en rejse til Sri Lanka, steg ombord på flyet til Male på Maldiverne.

Fra Sri Lanka til Maldiverne

Sri Lanka og Maldiverne ligger tæt på hinanden, så en kombination af en rejse til både Sri Lanka og Maldiverne er en rigtig god idé. Flyveturen fra Colombo til Male har kun en varighed på 1,5 timer, og ventetiden i lufthavnen er det, der reelt tager længst tid.
Hvor Sri Lanka har kultur i overflod, har Maldiverne strande i verdensklasse. At rejse rundt på Sri Lanka og opleve en masse, og så afslutte med badeferie på Maldiverne, er en fantastisk løsning.

Da vi planlagde vores rejse til Maldiverne, ønskede vi at starte ud med et besøg på en af Maldivernes lokale øer, og havde derfor – efter grundig research – booket overnatning på et guesthouse på den lille ø Dharavandhoo, som på Tripadvisor havde fået yderst flotte anmeldelser. Guesthouset Biosphere Inn havde under hele vores mailkorrespondance ageret yderst professionelt, og havde allerede på forhånd arrangeret ankomst, transport og diverse ture. Vi skulle altså bare læne os tilbage, og i spænding vente på, hvad der kom til at ske.
Biosphere Inn havde arrangeret transfer med lokalt fly fra Male til Dharavandhoo, men da vi ankom til Male om eftermiddagen, og først kunne komme med et lokalt fly kl. 23.10 om aftenen, havde vi 6 timer i Male, som vi skulle finde ud af at bruge konstruktivt.
Vores guesthouse havde derfor arrangeret, at en ung fyr fra Male skulle komme og vise os lidt af byen, og vi kunne derfor udnytte tiden med ham til at stille alle de ubesvarede spørgsmål, vi havde om Maldiverne og landets kultur.
Vi blev derfor taget imod af en ung, mager fyr med stort og kruset sort hår, som på meget afslappet facon spurgte, om vi mon var familien Kammerlander? Vi så naturligvis, at han havde vores navne på sin mobil, og fulgte derfor med, men det var nu alligevel med en lidt underlig fornemmelse i maven, at lande i et nyt og – for os – ukendt land, og så bare følge med en vildt fremmede!
Da vi, som små ællinger efter andemor, fulgte efter den unge fyr ud af lufthavnen, kunne vi se, at der var militær på vejen, og vi blev med det samme, i lidt forvirret og overrasket tilstand, gennet over til siden. Vores guide kunne se, at vi blev lidt forskrækkede, og beroligede os med, at det blot var Maldivernes præsident, der var på vej ned til sin båd, og at det var et ganske almindeligt syn på Maldiverne. Vi stillede os derfor ned til kajen, og vinkede til præsidenten, da han passerede os, og gik ud på sin yacht, som lå i det smukke turkiesfarvede vand i havnen. Velkommen til Maldiverne!!

Vi tog en af de små færger, som sejler i rutefart fra lufthavnen og over til Male for den nette sum af 5 dollars. Vi var helt stille på vejen over vandet – både af forundring, men også fordi det vi indtil videre havde set i løbet af de 20 minutter, vi havde befundet os på Maldiverne, var så anderledes, end det vi kom fra på Sri Lanka. Jeg ved ikke, hvad vi havde forestillet os – måske at Sri Lanka og Maldiverne mindede om hinanden – men her befandt vi os pludselig i et HELT anderledes land, som på ingen måde var at sammenligne med det land, vi netop havde forladt.
Maldiverne har sådan en snert af tysk ”Ordnung muss sein”, og vores første indtryk var, at alt var yderst velorganiseret, rent og ordentligt! Vi var på ingen måde i tvivl om, at vi var ankommet til et land, hvor regeringen har en stor magt, og hvor velstanden er relativ høj.
Skilte omkring lufthavnen vidnede om mange reglementer – bl.a. blev der ikke røget på åben gade, og ved siden af et afgrænset rygeområde hang et skilt, hvorpå der stod, at det var en offentlig fornærmelse, hvis man røg uden for den linie, som var tegnet op!
Evan, vores guide, fortalte stolt om et Maldiverne, hvor folk ikke behøver at arbejde for at tjene til føden. Man kunne reelt set bare tage ud på havet for at fange sin føde!
Han gav tydeligt udtryk for, at maldiverne er et stolt folkefærd, der helst ikke udfører hårdt arbejde til en lav løn – til det havde de arbejdere fra Bangladesh! Evan oplyste, at turisme og fiskeri er de erhverv, som de fleste maldivere lever af.

Male – hovedøen på Maldiverne

Da vi ankom til Male, var det skumringstid, og vi bevægede os gennem et mylder af trafik og leben. Male er lille, ca. 2 km2, og har omkring 150.000 indbyggere. Befolkningstætheden er altså enorm (faktisk verdens tætteste), og det føles som om, det næsten er umuligt at komme frem og tilbage, når man bevæger sig gennem byen. Scootere og knallerter virker til ikke at kunne finde en parkeringsplads grundet manglen på plads, og overalt virker der tætpakket.
Med en hånd på de to yngste, og en teenager, der var fuldt i gang med at udspørge Evan om Maldiverne, gik vi nu langs havnekajen i denne altomsluttende by, og sneglede os op mod centrum, mens vi forsøgte at trække skuldrene til os. Vi passerede præsidentens residens, og skrånede ind over en park, hvor folk hyggede sig. Ved siden af parken lå Maldivernes største moské. Moskéen i Male kan rumme 5000 mennesker, og mens vi i mørket forsøgte at danne os et indtryk af moskéen, fortalte Evan med stolthed i stemmen, at Maldiverne er et 100% muslimsk land – og at man rent faktisk SKAL være muslim for at blive borger i landet. Her gælder sharia loven, oplyste Evan – men på fleksibel facon… hvad det så end betyder.

Da pigerne begyndte at blive sultne, fandt vi en restaurant i hjertet af Male, som serverede diverse internationale retter – til international pris! I et mylder af glade, grinende og snakkende mennesker indtog vi maden, mens vi forsøgte at forstå, at vi nu befandt os på Maldiverne. Mørket gjorde, at vi ikke rigtig kunne danne os et indtryk af hvilket land, vi nu var landet i, så vi kunne blot læne os tilbage, og være i det.
Mens vi indtog vores mad, fortalte Evan lidenskabeligt om sit elskede Maldiverne, og sagde, at vi havde meget at glæde os til, nu vi skulle besøge de mere lokale øer. Han var enig med os i, at det var der, vi ville kunne få indsigt i, hvordan livet leves på Maldiverne, og at vi også på den måde bedre ville kunne blive i stand til at forholde os konstruktivt til landet, som visse steder slet ikke er så udviklet, som vi havde forestillet os. Blandt andet kunne han fortælle, at det blot var 10 år siden, de havde fået elektricitet på den ø, han kom fra.

Da det var tid til at returnere til lufthavnen, gik vi langs havnekajen, og nød synet af det fantastisk flotte vand, og de rokker og andre væsner vi tydeligt kunne se bevæge sig rundt. Omkring os var der stadig masser af liv og både, der – trods mørket – tøffede frem og tilbage.
Velankommet til lufthavnen fik vi hentet den bagage, som vi havde fået opbevaret, mens vi var i Male, og derefter fundet den rigtige gate. Vi tog afsked med Evan, som ikke krævede noget for sin tid, men som vi alligevel gav 10 dollars for at have fortalt og berettet.
Vi havde stadig et par timer, der skulle ”slås ihjel”, og fordrev tiden med at kigge på mennesker og spille spil – ret forundrede over, hvor tålmodige vores børn egentlig var på dette tidspunkt af døgnet…

Dharavandhoo – en lokal ø i Baa Atollen

Da vi endelig – meget sent om aftenen – kunne boarde, var det i et lille lokalt fly, hvor lyset var slukket under hele turen, og hvor flyvetiden kun var på 20 minutter.
Jeg tror ikke, at jeg sagde noget som helst under hele flyveturen – både p.g.a. træthed, men også fordi jeg syntes, at det var så surrealistisk, at vi nu endelig var ved at lande på det sted, jeg havde set frem til at opleve, men samtidig havde jeg jo ikke nogen anelse om, hvad Dharavandhoo i virkeligheden ville præsentere os for. At lande et fremmed sted i mørke, har altid været lidt specielt, synes jeg.
Da vi landede i lufthavnen på Dharavandhoo, og gik ud af flyet, var stilheden slående!
Vi gik ind for at tage i mod vores bagage, og stod i den mindste ankomsthal, vi nogensinde har set. Henne i den store dør, stod en meget, meget venligt udseende mand og vinkede glad til os, mens han med åbne arme og et stort smil råbte; velkommen!
På en eller anden måde blev denne velkomst – uden at jeg på daværende tidspunkt vidste det – meget, meget sigende for hele vores ophold på Dharavandhoo.
Da vi fik fat på vores bagage, blev vi alle vist ind i en lille van, som kørte os de få hundrede meter hen til Biosphere Inn, som var det guesthouse, vi skulle bo på de næste 6 dage.
Aldrig har vi oplevet så megen gæstfrihed og så stor en venlighed, som på dette lille sted! 4 mørke mænd stod klar til at tage imod os inde i en lille baggård, hvor det lille anretterbord var blevet dækket op med 5 kølige kokosnødder med sugerør, og hvor både luften, belysningen og stemningen var varm og hyggelig.
Vi blev præsenteret for hver medarbejder, som med venlige øjne og åbenhed meget tydeligt gav udtryk for, at de stod til rådighed for os 24 timer i døgnet. Der var ingen tvivl om, at vi – her på vores første nat på Maldiverne – ville kunne sove trygt og godt.
Da vi havde drukket lidt af kokosnødderne, blev vi vist ind på vores værelser, som var rene og kølige, og efter 10 minutter var vi alle faldet i søvn.

Næste morgen blev jeg vækket tidligt af lydene fra moskéen, hvor der blev kaldt til bøn. Det er, som jeg også tidligere har skrevet, altid sådan en underlig følelse, når man lander et nyt sted i mørke, og ikke rigtig ved, hvad man vågner op til, hvorfor jeg fór op for at kaste mig ud i de nye omgivelser i den tidlige morgenstund.
Jeg fik vækket resten af familien, og vi fandt vej til den lille, fine restaurant på den anden side af den sandede vej, hvor vi skulle indtage vores første maldiviske morgenmad.
Da vi sad i den lille, hyggelige og enkelt indrettede restaurant med sand på gulvet, små træborde og rene, hvide duge på bordet med mad, stod følelsen af at være landet på det helt rigtige sted ganske klart. Omkring os var der udelukkende venlige mennesker, som sørgede for, at ingen af os manglede noget, mens vi selv ristede toastbrød, spiste fladbrød og tun med kokos, og ventede på vores æg.

Da vi havde spist, smurte vi os ind i et tykt lag solcreme og tog vores badetøj på. En venlig medarbejder fra Biosphere Inn fulgte os ned ad hovedgaden og forbi små huse og lokalt liv, for at vi fremover selv kunne finde vej ned til bikinistranden. Forinden havde han vist os, hvor cyklerne til fri afbenyttelse stod, og Pauline var hoppet på én af disse, og cyklede lystigt afsted i morgenvarmen.
På Dharavandhoo er der ikke mange biler. Det er en ganske lille ø, som dog har en lufthavn, der fylder det halve af øen. Øen har 1200 indbyggere, og ca. 5 guesthouses. De fleste på øen kører på cykler eller scooter, så der er ikke den store trafik at tage hensyn til. Alle vejene består af sand. Øen er et trygt sted at være – her behøver man ikke at låse døren, for ingen stjæler. Af samme grund lod vi fra første færd vores børn bevæge sig frit rundt alle steder. De kørte selv rundt på cykel, og havde de brug for noget i én af øens få butikker, sendte vi dem trygt afsted på egen hånd. Sikke en frihed, som både vi og børnene nød! Det er rent faktisk det første sted vi nogensinde har været, hvor vi har turdet lade børnene bevæge sig rundt på egen hånd!

En af årsagerne til at valget var faldet på netop Dharavandhoo som første destination på vores rejse til Maldiverne var for det første, at vi ikke syntes, at vi kunne tage til Maldiverne uden at opleve, hvordan livet leves på en lille lokal ø, men derudover var valget også begrundet i, at det her var muligt at tage dykkercertifikat i usandsynligt smukke undervandsomgivelser. Dharavandhoo ligger i nærheden af Hanifaru Bay, som er ynglested for særlige arter og derudover det sted på Maldiverne, hvor man kan se allerflest af de kæmpestore og – i vores øjne – yderst fascinerende mantarays/djævlerokker.
Dharavandhoo var altså ikke en destination vi havde valgt ud fra en forestilling om en drømmestrand, men mere ud fra et oplevelsesaspekt og drømmen om at opleve en undervandsverden, som skulle være helt unik.

Vores første møde med stranden på Dharavandhoo var altså ikke med de store forventninger om en underskøn maldivisk strand, men lige så meget med en forventning om at få gode snorkel- og dykkeroplevelser.
Da vi ankom til stranden var den dog billedskøn! Kridhvidt sand, lyseblåt vand, palmesvej og de – for Maldiverne – karakteristiske, firkantede hængekøjer, der hang ud over vandet. Eneste minus var, at der ude i vandet ikke var sandbund, som vi måske havde forventet, men store sten, som krævede, at vi havde badesko på. Vandet var lunt, klart og uden de store bølger, og koralrevet lå ikke mange meter ude i vandet.

Vi havde snorkeludstyret med hjemmefra, og kastede os straks ud i snorkellivet, og mens vi snorklede, svømmede delfinerne tæt forbi os, flyvefiskene kurede hen over vandkanten og de sølvfarvede fisk, som i stimer sprang op af vandet, reflekterede solens skarpe stråler, så vi næsten blev forblændede.
På land hvilede vi lidt i de solstole, som Biosphere Inn havde placeret på stranden, mens vi kiggede op på de store flyvende hunde, som hang i træerne over os.

På vores vej tilbage fra stranden til vores guesthouse, hilste et par af øens børn venligt og smilende til os, mens de kom kørende på deres cykler. De tildækkede kvinder gik og fejede de sandede gader, og fra de små åbne huse, kunne vi høre folk tale. Nogen stod og tilberedte kartofler i store gryder med olie, andre spillede fodbold. Ingen støj fra larmende biler, men blot den stille og behagelige lyd og duft af liv levet langt væk fra Danmark.

Dykkercertifikat på Dharavandhoo – en tryg og god oplevelse

Efter halvandet døgn på øen, hvor vi lige skulle vænne os til det langsomme tempo, som var et modstykke til den hæsblæsende oplevelsesrejse på Sri Lanka, som vi netop havde sagt farvel til, gik Michael og vores 2 ældste piger i gang med at tage dykkercertifikat.
Vi havde forinden skrevet sammen med Dharavandhoo Divers for at sikre os, at dykkercertifikatet kunne tages i trygge og sikre omgivelser, og særligt jeg var lidt nervøs ved tanken om, at vores piger skulle dykke ned på havets bund. Bekymringen blev dog gjort til skamme, da instruktørerne var yderst professionelle, og samtidig tog ekstra godt hånd om pigerne. Pauline, som jo kun var 11 år, havde en instruktør tæt ved sin side hver gang hun dykkede ned, og Michael og Clara havde én, som konstant var hos dem.

Undervisningen foregik på engelsk, men vi havde inden rejsens start købt det samme materiale på dansk  – bare for at være på den sikre side… Det viste det sig hurtigt, at koblingen af den praktiske træningen og så et par stille timer på bænken med god undervisning og en teoribog foran sig, var den bedste måde at lære på, og at pigerne i sidste ende klarede deres test med kun én eneste fejl!
Pauline fik lov til at dykke ned på 14 meter og Clara og Michael på 18 meter, hvilket for dem var den allerstørste oplevelse på hele vores rejse. Over dem svømmede djævlerokker med et vingefang på 8 meter, under dem var moræner, djævlefisk, stenfisk og akvariefisk i størrelser, som man slet ikke skulle tro eksisterede. En havskildpadde kom tæt på, og lod dem næsten stryge hånden over dens skal – det var som om, den var lige så nysgerrig på dem, som de på den.

Hver dag, når dykkerbåden returnerede til havnen på Dharavandhoo, sad pigerne i stævnen på båden, hvor de afsluttede dagens dykning med en kop varm te, mariekiks og vinden i håret.

Det var som om, at ungerne voksede lidt for hver gang, de havde et dyk, og glæden over denne nye verden, der havde åbnet sig, var helt tydelig at spore i alt det, de i begejstrede vendinger berettede om hver dag.

Hvad kan man ellers lave på en lokal ø på Maldiverne

Når de andre var på dykkerskole, hyggede Bjørk og jeg os sammen. Vi kørte på cykel, iagttog de kæmpestore flyvende hunde, så kamæleoner, kiggede på udvalget af anderledes varer i de små butikker, badede og snorklede. Da et par dage var gået på den måde, begyndte Bjørk at kede sig lidt, hvilket vi kom til at nævne for en af medarbejderne på Biosphere Inn. Straks blev der lavet planer, som passede til Bjørks alder, og dagen efter var Bjørk og jeg på både vej på fisketur og picnic ude på en øde ø.
Bjørk fik en fiskestang, som passede til hendes størrelse, og efter et par tøvende forsøg, blev hun fuldstændig bidt af at kaste linen ud, vente lidt, og hive linen ind igen. Hun fik desværre ikke bid, men var med til at hive en KÆMPE red snapper ombord.

Den var så stor, at vi i første omgang troede, at det var en haj! Aftensmaden var i hus, og det var med tanken om denne lækre fisk, vi glade blev sat i land på den SMUKKESTE og mest øde ø, vi nogensinde har set! Biosphere Inn havde sørget for at medbringe en køletaske med små æblestykker, masser af vand og en parasol, som vi kunne finde skygge under, hvis vi fik behov. Medarbejderne sejlede ud på havet, og da de ikke længere var i syne, smed Bjørk alt sit tøj, og spænede ud i det helt klare, turkiesfarvede og varme vand, mens hun hvinede af fryd! Jeg spænede med, mens jeg i begejstring blev ved med at gentage, at jeg da ALDRIG havde set eller oplevet noget lignende, og at dette måtte være det smukkeste sted i hele verden. Lige her, på dette spot, var følelsen af frihed enorm, og det var som om, at alt gik op i en højere enhed. Det her var indbegrebet af paradis, og en drøm, der gik i opfyldelse!

Ud over at tage dykkercertifikat, dykke, snorkle og bade, blev vi også alle sejlet ud på en kridhvid sandbanke, der lå helt ensomt ude i atollen. På vej ud derud hoppede vi alle i havet med vores snorkeludstyr på, for at se, om vi kunne spotte mantarays og havskildpadder, som i dén grad trives i området omkring Dharavandhoo.
Da vi ankom til sandbanken, som var badet i et helt specielt lys, opdagede vi, at vi havde den helt for os selv, og Bjørk løb hele sandbanken rundt for at jagte krabber og måger, mens vi andre kastede os ud i det lune vand.
Omgivet af ubeskrivelig skønhed, sad vi alle i det klare, turkiesfarvede vand, mens vi så solen gå ned i det Indiske Ocean. Stemningen på dette sted var nærmest magisk – måske fordi naturens farver ikke var lig noget andet, vi tidligere havde set. Det var som om, vi havde verden for os selv.

At blive bevidst om egne normer og egen kultur 

Selv om livet på Dharavandhoo var helt stille og uden de store action-prægede oplevelser, blev vi bombarderede med indtryk. Det var de små ting, der faktisk påvirkede os mest.
At være et sted, hvor tiden nærmest står stille, og hvor ting udadtil syner meget anderledes i forhold til det kendte, giver anledning til forundring og masser af gode samtaler.
På en eller anden måde bliver man på helt naturlig vis konfronteret med egen kultur og mentalitet, når man befinder sig på fremmede steder. Alt det, vi normalt tager for givet, og derfor ikke skænker en tanke, bliver meget synligt.

Når vi f.eks. – storsvedende – cyklede til stranden , var vi klædt yderst tækkeligt, for ikke at støde nogle af øens beboere. Særligt kvinderne var iklædt lange gevandter og tørklæder, og det gav anledning til en del undren hos særligt vores yngste datter.
Det var også meget sjældent, at vi så kvinder, som arbejdede i en form for erhverv, og vores ældste piger spurgte interesseret medarbejderne på Biosphere Inn, hvordan det lige præcis kunne hænge sammen, da det jo er meget modsat dagliglivet i Danmark.
Blev vi spurgt ind til vores livsstil, fortalte vi åbent om Danmark, og så tydeligt forundringen i de lokales øjne, når vi berettede om det danske ”frisind”. Oplysninger om, at vores unge flytter hjemmefra, når de skal til at studere, at man godt kan leve sammen uden at være gift, at to af samme køn kan blive gift med hinanden, at vi bor i huse, hvor børn ofte har hvert deres værelse, og at vi afleverer vores børn i vuggestue eller dagpleje, når de er 10 måneder for at gå på arbejde, var facts, som virkede nærmest rystende på dem, vi talte med. Og på en eller anden måde var det facts, som også på sin vis kom til at stå meget klart for os selv! Specielt vores store piger blev meget bevidste om det liv, de lever i Danmark, og også hvor meget de har at være taknemmelige for.

Livet på Maldiverne – lidt om religion, adfærd og sikkerhed

Der var mange ting, der indikerede store forskelle på det maldiviske og det danske liv. Dog forskelle, som udelukkende opleves, hvis man besøger en lokal ø i landet, da det er det eneste sted, at det lokale liv kan opleves. På et resort eksisterer dette ikke.
F.eks. hang der store højttalere på kæmpe master rundt omkring på Dharavandhoo, og fra disse blev der indimellem spillet sådan en slags meget høj og skrattende march-musik ud over hele byen, og selv om vi ikke kunne forstå, hvad der i march-musik-pauserne blev brølet ud af højttalerne, havde vi alligevel en fornemmelse af, at det handlede om religion og måske lidt pålagt lydighed…
Ved den lokale købmand, der lå lige ved siden af vores guesthouse, blev der ofte messet koran-vers ud af radioen. Vi var i sandhed landet i et muslimsk land – både hårdt styret af religiøse overbevisninger, men også af landets regering, som uden tvivl på benhård facon sørgede for at opretholde lov og orden.

Rejser I til Maldiverne, vil I opleve, at indtagelse af alkohol er forbudt – undtagen på resort-øerne, hvor man gerne serverer alkohol til overpriser. For os var dette intet problem – vi har ikke noget behov for at indtage alkohol, når vi rejser sammen med vores børn.
Har man dog et behov for at nyde en øl eller andet, kan man blive sejlet ud til de forskellige resorts.

Maldiverne regnes for at være et af de mest sikre lande at besøge som turist. Kriminaliteten på Maldiverne er lav, og på de små øer vi var på, kunne vi færdes helt trygt og sikkert. Vi følte os på intet tidspunkt usikre eller utrygge, og kunne lade vores ting ligge fremme uden at spekulere på, om nogle kunne finde på at stjæle dem.
Dog er kriminaliteten højere i Male, som det jo ofte er tilfældet med storbyer.
Maldiverne er et relativt sikkert land at rejse til, og altså ikke en farlig destination for os, der ønsker at rejse med vores børn. De eneste ”farer”, vi havde læst os frem til kunne lure, var dem, der var i vandet; giftige koraller, stenfisk og stingrays, der var uforberedte på et møde med en fod.
For os var rejsen til Maldiverne mødet med paradis. Eneste slange i paradis, viste sig at være denguefeber!
Selv om vi rejste i lavsæsonen, var vi så heldige, at vejret var fantastisk. Inden vores ankomst havde det dog regnet heftigt, hvilket desværre havde resulteret i flere myg end normalt.
Da vi en dag stod nede ved dykkerskolen, kiggede den ene af ejerne bekymret på vores myggeædte ben, og spurgte alvorligt, om alle bulerne skyldtes myggestik? I så fald ville han råde os til at være yderst forsigte fremover, da 2 af medarbejderne på dykkerskolen netop havde været meget syge af dengue!!
Da vi bekymrede returnerede til vores guesthouse, spurgte vi ind til medarbejdernes vurdering af risikoen for at få dengue under et ophold på øen, og de fortalte, at der netop for 2 uger siden havde været et par tilfælde p.g.a. de regnskyl, som øen havde været plaget af. De vurderede dog, at risikoen nu var drevet over.
Som i alle andre asiatiske lande er der altså risiko for myggeoverførte sygdomme på Maldiverne – dog oftest i de maldiviske landsbyer, og ikke som sådan på resortøerne, hvor de behandler mod insekter. I Male er risikoen også ganske lille.
Ønsker I at opleve lokallivet i de små landsbyer på Maldiverne, er det derfor vigtigt, at I medbringer myggemidler og derudover tager jeres forholdsregler omkring myggestik.

Har I interesse for andrer kulturer, og ønsker I at få indsigt i, hvordan det ”rigtige” liv leves på Maldiverne, kan vi KUN anbefale, at I lægger vejen forbi en lokal ø – I vil med sikkerhed opleve at blive beriget på rigtig mange forskellige måder.
Vi kan på det varmeste anbefale et ophold på Biosphere Inn på Dharavandhoo – ikke på grund af stranden,  men mere i forhold til alt det andet, som Dharavandhoo kan byde på.
Hvad Dharavandhoo ikke har af sandbund, har øen til gengæld af lokalt liv, muligheder for oplevelser på og i vandet – og ikke mindst venlighed og åbenhed på det bedste guesthouse, vi nogensinde har boet på!

Se flere billeder og priser fra Biosphere Inn her.

Køb evt. Lonely Planet om Maldiverne hos Saxo her, hvis du ønsker at læse endnu mere om dette fantastiske sted.