Næste stop på rejsen til Filippinerne: Siquijor!
Alt efter hvor rejsen går til på Filippinerne, kan landet opleves som lidt af en mundfuld.
Filippinerne er et u-land, og sætter dermed egen livsstil i perspektiv. Visse steder er der larm og kaos, andre steder nærmest larmende stilhed og dermed også en overvældende følelse af ensomhed.
Om man kan lide Filippinerne, er hovedsageligt betinget af, hvem man er, og hvad man søger.
Siquijor på Filippinerneer kendt for sin mystik og sine healere. For mange år siden var der en meget omdiskuteret udsendelse i fjernsynet, der netop beskrev disse healere fra Siquijor, og som viste vilde klip af mennesker, der stak hånden direkte ind i folks kroppe, og fjernede kræftknuder. For vildt til at være sandt, hvorfor vi også besluttede os for, at Siquijor måtte blive næste stop på rejsen til Filippinerne.
Vi rejste fra Panglao Island, Bohol efter at have tilbragt næsten en uge på denne smukke ø, og for at komme fra Bohol til Siquijor, sejlede vi med en færge til Negros, og derfra videre med en gammel træbåd, der var godt læsset med løg og lokalbefolkning. Gamle træbåde og åbent hav er ikke en god kombi, så det var en nervepirrende oplevelse.
Sandugan på Siquijor
Da vi ankom til havnen på Siquijor, bestilte vi den største taxa på havneområdet, og bad chaufføren om at køre os til Sandugan. Chaufførens mini-lastbil var det eneste transportmiddel i miles omkreds, som kunne fragte både os og vores store rygsække. Børnene syntes, at det var en fantastisk oplevelse at sidde der på ladet af en miniature-lastbil, mens vi med vinden i håret kørte gennem det ene frodige landskab efter det andet.
Vi havde hørt, at Sandugan skulle være det mest turistede sted på Siquijor – og stor var derfor skuffelsen, da vi opdagede, at vi var havnet ved det, der gav os følelsen af, at være ved verdens ende.
Jeg gik nærmest i panik, hvorimod Michael grinende gik rundt og rystede på hovedet.
Børnene opdagede heldigvis ikke min tilstand, men benyttede følgevirkningerne af mit chok til at tage sig friheden til at løbe rundt, og smadre alle de nedfaldne kokosnødder, der lå spredt omrking. Stedet virkede totalt forladt! Øde på den scary måde!
Vi fik en palmehytte ved noget, som skulle forestille at være en strand, men som mere var mangrove-sump-agtigt. Der var helt stille! Skræmmende stille, faktisk… Vi kunne ikke høre andet end tropelyde fra insekterne om natten, hvilket under normale omstændigheder ellers beroliger mig – men her virkede det bare uhyggeligt!
Skulle vi spise eller drikke, var det nødvendigt, at vi bestilte hver enkelt ting i mindste detalje, hvorefter værten hentede varerne i en mindre landsby, som lå et godt stykke fra hytten. Hytten var faldefærdig og meget spartansk indrettet. Toilettet virkede ikke.
Så isoleret havde jeg ALDRIG følt mig før, og jeg var skræmt fra vid og sans! Jeg havde aldrig forestillet mig, at der fandtes sådanne steder i virkeligheden. Jeg havde en fornemmelse af, at vi befandt os på en lokation for indspilningen af en gyserfilm!
Vejret var gråt, det støvregnede, og der lå en form for tåge over alt. Det var ikke muligt at vurdere, hvor himmel og hav mødtes. Der var sump og lavvande, og de titusindevis af erimitter bevægede sig i et tempo, der gav et livagtigt billede af, at stranden var levende.
Indrømmet; det var ikke et helt godt valg, vi her havde taget, men Michael tog heldigvis min tilstand af panik alvorligt, og efter en nat hvor jeg af skræk ikke lukkede et øje, bestilte han igen den lille miniature-lastbil til at komme og hente os.
Er I til totalt øde og isolerede steder, som ligger ved verdens ende, så kan I her lede efter overnatningsmuligheder ved Sandugan.
Solangon på Siquijor
Michael havde i LonelyPlanet læst sig frem til, at Solangon, også en mindre by på øen, skulle have lidt mere civilisation, hvorfor vi besluttede os for at sprænge det fastsatte rejsebudget, og booke en god palmehytte på Coral Cay Resort – blandt andre mennesker! Og hvor toiletterne virkede. Og hvor det var muligt at få et varmt bad. Og som havde en velfungerende generator, der kunne afhjælpe de mange strømsvigt.
Det regnede rigtig meget, mens vi var på Siquijor, og det føltes som om vi befandt os midt i en regnskov. Myg og gekkoer var allerede nu blevet vores faste følgesvende. Vi var oversået med myggestik, og lettere deforme i ansigterne af både disse, fugten og varmen.
Vi gik ture gennem landskabet, og beundrede de smukke og små særprægede hytter pyntet med masker, og blev forundret over de mange frodige haver, hvor hestene stod bundet fast til pæle. Et af stederne lyste langt væk af magi, og en sen regnfuld eftermiddag, hvor vi igen gik en af disse ture, fik jeg mig et større chok, da en mand kom løbende direkte mod mig fra en af disse haver, mens han råbte en eller anden form for formular efter os, hvorefter han begyndte at danse en uforståelig dans, og viftede med meget farverige tingester i hænderne.
Dét var magi nok for mig! Jeg var overbevist om, at den dansende mand i haven havde forsøgt sig med hekseri, voodo eller andet, og brugte de næste par dage på at mærke efter, om der var sket noget anderledes med nogen af os – just in case 😉
Vi fik endvidere set forskellige dele af øen, og kørt en del på tricykler – til stor glæde for pigerne. Den nærmeste landsby hed San Juan, og her fik vi god kontakt med lokalbefolkningen, der var meget interesserede i at snakke med vores små, lyse børn.
Vi handlede i det lokale “supermarked”, som var en hytte bestående af sække med ris, tørrede fisk og poser med kaffe m.m. placeret på gulvene. Noget så simpelt som indkøb var derfor faktisk en god måde at få sat tingene i perspektiv på. Særligt vores ældste datter var meget chokeret over, at der ikke lå en Bilka på hvert gadehjørne, og havde svært ved at forstå, hvordan man kunne købe ind til alt i en husholdning i sådan et lille skur.
Kunne I selv tænke jer at besøge Siquijor: Se overnatningsmuligheder på Siquijor her.
På Siquijor var det Michael og vores datter, Clara, på 6 år, der trivedes bedst.
Lige så langsomt var engelskforståelsen begyndt at tage form hos Clara, og hun kunne så småt kommunikere med andre på sproget. Dét allerede efter 2 uger! Imponerende så hurtigt børn lærer!
Vores yngste datter på 2 år var lidt trykket – tydeligvis en smule forvirret over alt det rejseri. Stod det til hende, var det nok mest det vante, hun havde behov for, og jeg brugte derfor min energi på at rette opmærksomheden mod hende. Og når ikke jeg rettede min opmærksomhed mod hende, lå jeg i sengen med enorme mavesmerter. Havde nemlig, uden at vide det, fået parasitter…
Læs også: Rejsetips og guide til vigtig og praktisk info om Filippinerne!
Er Siquijor for børnefamilier?
At rejse til Siquijor er muligvis for de færreste, tror jeg. Det er under ingen omstændigheder mainstream, og der er ingen særlige seværdigheder. Mest af alt må et besøg dertil være for stemningens skyld, da øen er kendt for sine healere, magi og heksekunst.
At komme til Siquijor er en smule besværligt, og området er relativt primitivt.
Naturen på Siquijor er smuk, der er skønne vandfald og flotte strande. At dykke og snorkle her giver også gode muligheder for at opleve et liv under vandet, som er enestående.
Øen er præget af en helt særlig stemning – om man kan lide stemningen, er naturligvis individuelt. Mystik må være kodeordet, da øens befolkning altid har været styret af en særlig form for overtro.
Der er hverken kulturelle eller børnevenlige seværdigheder at opleve på øen, men er I til mystik og flot natur i mere isolerede og autentiske omgivelser, så er I helt sikkert kommet til det rigtige sted!
Leder I efter børnevenlige destinationer: Sri Lanka, Maldiverne, Seychellerne og Cuba.