Læs her 2. del af 3 om vores rejseberetning til Mexico – eller gå til 1. del hvor vi skriver om Hvordan man forbereder sig på at rejse med børn til Mexico.
Vi rejser til Mexico og ankommer i Cancun
Vi ankom til Cancun lufthavn og tog en taxa til vores 4 stjernede hotel i vandkanten med all-inklusive, hvor vi bare skulle slappe af og nyde sol og strand i en uge. Se flere billeder og priser af Flamingo Cancun Resort her
Det skulle vise sig at være den helt rigtige beslutning at have booket et godt hotel hjemmefra med forplejning, for vi var udmattede. Vi brugte de første timer på at sove på skift, mens den anden havde baby med til poolen. Til aften nød vi godt af all-inklusive menuen på hotellet og gik alle tidligt i seng.
Babys døgnrytme var de første døgn helt i skoven grundet jetlag, han stod op kl. 4 om morgenen.
Heldigvis var humøret højt, for vi skulle ingenting ud over at nyde hinanden og holde fri, og den trætte mor måtte overgive sig til babys sprudlende morgenhumør. Så vi fik det bedste ud af de tidlige morgener og så på skift solopgang på stranden med vores baby, mens den anden fik lov at sove lidt længere.
Stranden ved Cancun er virkelig flot og lækker. Kæmpe stor med finkornet sand. Stranden bliver flittigt gjort rent af de mange hoteller, så den er altid ren og pæn. Stranden er på ingen måde tropisk og øde, da den er fyldt med luksushoteller, men var absolut flyveturen værd. Cancun er en moderne storby og udpræget turistdestination, med alt hvad dertil hører i butikker, shoppingcentre, restauranter, udflugtsmuligheder såsom badeland, ATV’er, klatren i trætoppe mv. Vi oplevede meget lidt af Cancun, for vi levede på hotellet og nød at lade tiden gå i stå og blot følge babys rytme.
Heldigvis blev døgnrytmen for baby stille og rolig skubbet og efter en lille uge i luksus, var vi alle indstillet til Mexicotid og klar til at gå på opdagelse i det spændende land.
Kitesurfing i Progreso
Efter at have tilbragt en uge ved stranden i Cancun, var vi klar til at opleve mere af Mexico. Vi lejede en bil med en autostol og kørte fra Cancun til Progreso, som er en lille havneby ved kysten nord for Merrida, hvor der altid er en kraftig pålandsvind, og derfor er stedet ideelt til at kitesurfe. Vi valgte at køre på betalingsmotorvejen fra Cancun, da køreturen på 3 timer skulle overstås hurtigst muligt med utålmodig baby på bagsædet. Vi havde motorvejen for os selv, og betalte i alt ca. 100 kr. for den lange strækning.
Forventningerne var store på den 3 timer lange køretur. Vi drømte om perfekt vind og masser af surfere og en billig lejlighed på stranden. Forestillingen var, at vi kunne skiftes til at sidde i skyggen med baby og kigge på, mens den anden kitesurfede. Så skuffelsen var temmelig stor, da vi ankom til Progreso, og vi ikke kunne få øje på én eneste surfer. Progreso var på ingen måde den lille charmerende havneby, som vi havde drømt om. Tværtimod havde byen karakter af spøgelsesby, øde og i forfald og med masser af herreløse hunde.
Vi brugte to timer på at køre op langs kysten i en desperat søgen efter andre surfere, men måtte til sidst opgive og finde et hotel for natten. Heller ikke det skulle dog vise sig særlig nemt, for hotelstandarden var mildt sagt ringe, men med sur og sulten baby var det ikke muligt at være kræsen. Vi bookede derfor en enkelt nat på et udslidt hotel på hovedgaden. Jeg blev sendt ud efter take away, mens min mand forsøgte at maile til den lokale kitesurf-skole. Senere på aftenen gik vi frustrerede og trætte i seng.
Heldigvis stod vi op til en mail fra den lokale kitesurf-skole og endelig lykkedes det også at finde den. Vi indlogerede os i en af kitesurf-skolens meget simple og ret slidte lejligheder på stranden. Jeg var dybt taknemmelig for, at vi havde prioriteret at tage en rejseseng med til vores baby, for den vi fik udleveret var gammel og beskidt. Vi skyndte os at pakke vores udstyr ud, for nu var det tid til at komme på vandet.
Vi havde stranden og vandet nærmest for os selv. Der var ikke skyggen af turister, og vi øjnede kun 4 andre lokale surfere. Så der var plads til at være begynder med en kite, hvilket jeg i stor stil benyttede mig af. Projektet med 1 mand i skyggen sammen med baby og 1 på vandet lykkedes, men Progreso og det manglende surfermiljø var så skuffende, at vi drog videre til Merida efter 3 overnatninger.
Merida
Efter skuffelsen i Progreso hungrede vi efter at opleve det ”rigtige” og charmerende Mexico, og jeg synes vi fandt det i Merida.
Merida er en by lidt væk fra kysten, som i høj grad bærer præg af kolonitiden. Byen er opbygget omkring en stor central plads og emmer af charme og historie. Prisniveauet er et andet, når man er væk fra masseturismen og kysten, og der er rig mulighed for at indlogere sig billigt og gå på jagt efter billige spisesteder. Vi valgte dog at indlogere os et sted med swimmingpool, da varmen inde i landet er ret hårdtslående midt på dagen. Hotellet var lidt kedeligt og mørkt, men med kun 5 min. til den centrale plads, pool og ikke mindst til en meget lav pris – så kan det klart anbefales. Se billeder og priser af Hotel Dolores Alba Mérida her
Generelt er det absolut anbefalelsesværdigt at overveje pool, når man rejser til Mexico med mindre børn, og ikke befinder sig ved kysten.
Endelig havde vi fundet en bid af det ”rigtige” Mexico. Vi nød at opleve madmarkeder, historiske bygninger, køre i hestevogn og faktisk nød vi også at kunne spise ude om aftenen blandt andre turister modsat Progreso, som var menneskeforladt. Der er dog ikke flere turister i Merida, end at de lokale kiggede meget langt efter vores lille, tykke, lyshårede baby. Så for første gang oplevede vi de lokales meget store interesse for vores baby. De ville kysse og kramme ham, røre ved ham og gerne bære ham. Lidt overvældende til tider ikke mindst for vores baby, men ingen tvivl om, at de mente det bedste. Vi nød at opleve byen om morgenen og om aftenen, midt på dagen holdt vi siesta i poolen og inde på værelset i aircondition.
Vi havde slet ikke fået nok af det mere kulturelle Mexico, og kørte derfor videre fra Merida til Chichen Itza,
Chichen Itza
Chichen Itza er et arkæologisk område med pyramider ved byen Pisté grundlagt af Mayaerne 900-1200 e.Kr. Området har været en af de største og vigtigste Maya-byer. At se den store Maya pyramide, som er et af verdens syv vidundere, var noget af det, som jeg havde glædet mig allermest til inden vores rejse, og jeg blev ikke skuffet. Hele området var virkelig storslået flot.
Af erfaringen fra Merida vidste vi, at vi skulle besøge Chichen Itza meget tidligt om morgenen for at kunne holde varmen ud, så vi bosatte os 5 km derfra på et hotel. Alt i nærområdet til Chichen Itza er dyrt, så vi valgte kun at blive der i 2 nætter, men prioriterede til gengæld igen at have en swimmingpool, så der var mulighed for at blive afkølet midt på dagen. Du kan se flere billeder af hotellet og tjekke priserne her Villas Arqueologicas Chichen Itza
Vi begav os afsted til Chichen Itza tidlig morgen og stod ved indgangen, allerede 10 minutter før de åbnede. Vi var spændte på, om pyramiderne kunne leve op til forventningerne, som var tårnhøje. Baby sov i klapvognen, da vi begav os afsted ind i området. Vi benyttede en af de mindre indgange til området, og vi var der alene, hvilket var helt enestående. Vi gik af små snoede skovstier op mod den storslåede pyramide. Vi så både øgler, firben samt en enkelt slange, inden vi nåede den lille vej op til den store pyramide.Vi nåede at stå der ved den kæmpe store Maya pyramide i hele 30 minutter, før de første turistbusser dukkede op. Fantastisk oplevelse at have tid og plads til at beundre det hele selv. Mini Indiana Jones AKA baby vågnede præcis, som de første turisthorder nærmere sig, og vi trak os derfor over i skyggen og nød det hele lidt på afstand. Efter et par timer havde baby fået nok. Havde vi kun været os voksne, kunne vi formentlig have brugt dobbelt så lang tid på at beundre det hele, men vi gjorde det kort og fik set et af verdens 7 vidundere. Stort var det!
Så havde vi fået kultur og varme nok for en stund og kørte til kysten til Tulum.
Tulum
Hvis jeg skule anbefale et sted på fastlandet i Yucatan provinsen, så ville det uden at tvivle blive Tulum. Der sker ingenting i selve Tulum, som er en lille bitte by centreret om en landevej med enkelte butikker, en benzinstation og et større supermarked. Men Tulum har den flotteste hvide sandstrand med et rigtig backpacker- og surfermiljø, og vi faldt pladask for det. Der er ingen større beton hoteller, udelukkende små bungalows i træ, hvoraf langt de fleste er meget simple. Der er i mange tilfælde slukket for strømmen om natten, og man skal kigge langt efter luksus. Der er til gengæld hygge og charme. Prisniveauet på de meget simple bungalows overraskede os, det lå mellem 400-800 kr. pr. nat. I bagklogskabens lys burde vi nok have indlogeret os alligevel, men jeg kunne ikke lige overskue den manglende strøm kombineret med varmen og et gulv bestående af sand og så med baby. Så vi bookede i stedet en lejlighed 2 km. fra stranden til ca, 500 kr. per nat, den var topmoderne og havde en lille pool i baghaven. Derforuden havde den et dejligt stort køkken, og det tiltalte mig meget at kunne lave vores egen babymad i en periode, på trods af at baby faktisk spiste det mexicanske mad på glas med velbehag. Se flere billeder og priser af Blueberry Luxury Condos her.
Vi nød at have lidt mere privatliv end på et hotelværelse og have plads omkring os – og ikke mindst have og den lille pool. Den overdækkede terrasse var genial i middagsheden, da der aldrig blev ret varmt, og baby var garanteret skygge. Igen var vi glade for den medbragte rejseseng, for endnu engang fik vi udleveret en meget tvivlsom én af slagsen.
Vi tilbragte 5 nætter i Tulum, og brugte masser af tid på den fantastiske strand. Desværre var vi uheldige i forhold til vinden, for der var nærmest vindstille, så ingen surfede, men i stedet nød vi at lade baby sove i skyggen, mens vi solede, badede og snakkede med de mange backpackere.
Langs stranden i Tulum er der masser af super fine og rigtig gode restauranter i vandkanten, nogle bygget på klipper med panoramaudsigt over havet. Restauranterne tager godt imod børn og det på trods af, at flere af dem er af den lidt finere og dyrere slags. Dog skal man ikke forvente hverken højstol eller pusleplads, men det var vi vant til, og jeg var på daværende tidspunkt ekspert i at spise med baby på skødet.
Tulum har foruden den enormt charmerende og smukke strand en borgruin placeret på en klippe. Vi lavede den store fejl, at vi først tog afsted for at se den op ad formiddagen. Det var alt for varmt. Desuden egner borgområdet sig på ingen måde til at køre med klapvogn, så vi bar klapvognen meget af vejen rundt i området. Vi svedte, blev sultne og tørstige før vi egentlig havde nået at nyde både udsigt og borg. Vi blev ret hurtigt enige om, at beliggenheden var smukkere end selve borgen, men vi havde også ugen forinden set Chichen Itza med de store Maya pyramider, som det var svært for borgen at hamle op med.
Udenfor Tulum ligger der nogle underjordiske grotter/huler, som man kan snorkle i. Jeg skal være helt ærlig og indrømme, at det mest var min mand, der snorklede. Jeg var ikke meget for det helt mørke vand og de mange flagermus, men man blev belønnet med skildpadder og stimer af store flotte fisk, hvis man hoppede i det svalende vand.
Coba
Rigtig mange, der rejser til Mexico, benytter Tulum som et stop på vejen på vej til Coba. Det valgte vi også at gøre. Coba er en stor Maya ruinby inde i junglen. Der menes at have boet 50.000, da byen var på sit højeste
Der er et godt stykke at gå på fra parkeringspladsen, hvor der i øvrigt er restauranter, toiletter, suvenirshops m.m. Man går ad junglestier, og der var varmt og enormt fugtigt i junglen og det på trods af, at vi havde valgt en overskyet dag med risiko for regn, så derfor valgte vi at lade os og klapvognen transportere.
Coba området indeholder flere tempelpyramider, hvoraf man kan kravle op på toppen af den ene, hvis man ellers tør, og nyde udsigten over junglen.
Vi gjorde det. Kravlede op iført klipklappere og bærende på baby, og blev belønnet med en fantastisk udsigt ud over ruin-området og junglen.
Nedturen var ikke behagelig, specielt ikke hvis man ikke er så god til højder, men alle overlevede og oplevelsen blev desto større ved at overvinde højdeskrækken.
Der er slet ikke så mange turister som ved Chichen Itza, formentlig fordi det er svære fremkommeligt. Man skal ikke tage dertil som gangbesværet, men man ville sagtens have kunne skubbe en klapvogn af de mange stier, hvis man er to til at løfte den engang i mellem.
Læs mere om familiens forberedelse til at rejse til Mexico med børn her eller læs om familiens sidste del af rejsen her.