Thinadhoo

Thinadhoo – én af Maldivernes smukkeste øer!

Thinadhoo er en af de smukkeste lokale øer, vi nogensinde har besøgt. Her er helt stille, og øen er pakket ind i et lysende og uvirkeligt skær.

Skrevet af Stine / Foto: Stine


Sommeren 2019 tog vi på øhop på Maldiverne, og besøgte MaafushiFulidhooFelidhoo og Thinadhoo.
Hver ø vi har oplevet på Maldiverne, har haft sit helt eget særpræg, og har dermed også givet os nogle helt unikke oplevelser! Men… kender I det; at man ankommer til et sted, og så véd man bare, at man har valgt helt rigtigt! At der måske var en mening med det valg, man tog?
Sådan havde jeg det, da båden lagde til på den lille trope-ø Thinadhoo! For mit vedkommende var mødet med Thinadhoo fuldstændig og aldeles kærlighed ved første blik!

thinadhoo - en lokal ø

Thinadhoo – en lokal ø med en snert af resort-stemning

Udefra set ligner Thinadhoo en vaskeægte overdrevet smuk tropeø! Når man sejler forbi, drages man nærmest af de smukke palmer, der svajer i den milde brise, og frodigt pakker bounty-stranden ind i et drømmeagtigt skær. Når man træder i land, ligner Thinadhoo dog alle de andre lokale øer, som man finder på Maldiverne; sandede veje, små fugtplettede og farvede huse, metal- og fiskesnøre liggestolene, der står udenfor de små butikker, og synet af moskéen, der fylder godt op midt på øen.
Men stranden! Den strand altså! Det må være én af de bedste og flotteste bikinistrande på en maldivisk lokal ø ever! SÅ ubeskrivelig smuk, at genskæret fra det glasklare vand og det kridhvide sand faktisk pakker hele øen ind i et særligt skær, der lyser alting op!

thinadhoo bikini beach

Thinadhoo er en lille ø med ganske få fastboende – der er faktisk væsentligt flere turister på øen, end der er lokale. Som på de fleste andre maldiviske øer, virker her dog langt fra overbefolket, og stranden fremstår næsten uberørt samtidig med, at den lille jungle, der ligger bagved, pakker alt ind i et naturlig og grønt vildskab.
Der er ingen bebyggelse i nærheden af bikinistranden, og dermed fremstår den endnu mere paradisisk, end bikinistrandene på mange andre øer. Her er alt bare natur – tilsat et par primitive bambushytter, hvorunder man kan finde skygge.
Det smukke rev ligger et par skridt hen over sandbunden, og så snart man tager sin dykkermaske på, og lader sig synke ned i det lune vand, kan man hilse på de farvestrålende fisk, muræner og babyhajerne, der hygger sig blandt koraller og søanemoner. Det er en eventyrlig oplevelse!

bambus hytter på thinadhoo bikini beach

Vi boede på Plumeria, som ligger ca. 100m fra bikinistranden, når man tager turen langs vandkanten. Vi cyklede dog oftest gennem junglen for at nå bikinistranden, da vi syntes, at det var hyggeligt at slå et smut forbi landsbylivet på vores tur dertil. En tur rundt på øen giver et billede af den dejlige lokale stemning, som er på Thinadhoo, selv om her ikke er mange fastboende. Her hviler en særlig stemning. Om eftermiddagen spiller indbyggerne volley på den fælles sportsplads, som er placeret midt på øen, og rundt omkring på de små veje, hilser folk venligt på.
En dag mistede en af ungerne sin mobiltelefon, og vi ledte som gale – uden at finde den. Vi var ikke et øjeblik i tvivl om, at hun havde tabt mobilen, for rent instinktivt vidste vi bare, at den ikke kunne være blevet stjålet. Ordentlighed er nemlig en gennemtrængende følelse, når man befinder sig på Thinadhoo, hvor underligt det end lyder. Den samme dag, som vi landede i Danmark, fik vi tilsendt et billede af mobilen, som var fundet af rengøringspersonalet på Plumeria, der havde gjort stranden rent (hvilket gøres jævnligt). Mobilen blev sendt til Danmark med det samme!
Dette var dog ikke det eneste eksempel vi oplevede i forhold til den ordentlighed, som vi mærkede på Thinadhoo. En dag oplevede vi et kortvarigt, men voldsomt uvejr, der ramte, som et lyn fra en klar himmel. Vi var på stranden, solen skinnede, men pludselig trak mørke skyer hen over himlen, og en storm begyndte at feje kraftigt hen over vandet. I hektisk tilstand skyndte vi os at få ungerne op af vandet, samtidig med at vi hurtigt pakkede alle vores ting sammen, og spurtede gennem junglen, mens sandet piskede vores ben, og kokosnødder væltede ned om ørerne på os. Vi var udmærket klar over, at det ikke var helt ufarligt, og var chokerede over, at vi var blevet fanget i et af naturens overraskende bagholdsangreb. Mens vi løb zigzag for at undgå at blive ramt af noget af det, der fløj rundt i luften, blev vi pludselig halet ind i en hytte af det, der virkede som en usynlig arm, hvilket viste sig at være ejerne af et lille guesthouse, som hev folk i sikkerhed, så ingen kom noget til. Vi blev budt på ly af stormen og en stol at sidde i, indtil faren var drevet over, hvilket var endnu en af de mange hensynsfulde handlinger, som vi konstant oplevede på Thinadhoo.
Vi blev i dén grad taget med bukserne nede af den voldsomme storm, der ud af det blå nærmest væltede os omkuld, og har aldrig tidligere oplevet en tropisk storm på dén måde! Generelt havde vi ellers virkelig godt vejr på Thinadhoo, og en lokal fortalte, at han i de 30 år, han havde boet på øen, aldrig tidligere havde set et uvejr, som det vi løb ind i!

Plumeria på Thinadhoo

plumeria på thinadhoo

Ganske kort tid inden vi tog til Maldiverne, havde vi på vores rejsefælleskab Maldiverne Rejsefællesskab set en anbefaling af ”Plumeria” på Thinadhoo, og både beskrivelsen af stedet og de billeder, der var blevet delt, var billedskønne. Det fik os til lynhurtigt at tage en beslutning om at afkorte nogle af vores bookinger på de andre øer, således vi også fik mulighed for at opleve ”Plumeria” på Thinadhoo. En beslutning, som vi ikke kom til at fortryde!
Efter et dejligt ophold på ”Vaali Beach Lodge” på Felidhoo, sejlede vi med speedbåd til Thinadhoo, som kun ligger 5 minutters sejlads fra Felidhoo, og blev på taget hjerteligt imod på den lille og rolige havnekaj. En venlig medarbejder fra Plumeria fulgte os til hotellet, og mens vi gik gennem landsbyen, fik vi fortællingen om øen med kun 120 indbyggere.

For os var vores begejstring og uforglemmelige møde med Thinadhoo helt tæt forbundet med vores ophold på Plumeria (se flere billeder og priser her)“. Sjældent har vi mødt så venlige mennesker og oplevet så skøn en stemning på et sted, hvor alt bare var smukt, dejligt og velfungerende. Smil, imødekommenhed og hjælpsomhed ud over alle grænser, og i det hele taget bare en fantastisk og postiv atmosfære var det, der sådan helt generelt betegnede vores indtryk af Plumeria, Thinadhoo og de mennesker, vi mødte her.
Da vi ankom til øen i lavsæsonen, var der ikke mange gæster på “Plumeria”. Vi var derfor så overordentligt heldige, at vi blev opgraderet til de LÆKRESTE Beach Villas, som havde en skøn beliggenhed næsten nede på stranden.Værelserne var store, rene og smukt indrettet, og alt virkede luksuriøst.

beach villa værelser på plumeria thinadhoo

Der blev gjort rent to gange dagligt af personale, som gjorde meget ud af, at vi ikke manglede noget. De bragte vand til værelset både morgen og aften, og havde vi behov for andet, bragte de det gerne til vores værelse.
Ude foran vores værelser havde vi en lille terrasse, hvor vi kunne hænge vores badetøj til tørre eller blot sidde og tale sammen om aftenen. Der var internet, men dog udfald i ny og næ.
Oppe ved hotellets reception ligger restauranten, hvor vi indtog vores måltider. Det var ofte buffet, men om aftenen dog anderledes. Hvis vejret var meget roligt, spiste vi i deres udendørsrestaurant på det fineste sted foran stranden og under åben himmel. Her blev der dækket op på fornemste facon med masser af lyskæder, små lamper, store mad-stande, hvor valgmulighederne skiftede fra dag til dag – dog altid med mulighed for at få pastaretter i alle afskygninger, friskgrillet fisk, kylling, grøntsager m.m. Overalt stod de mange kokke parat til at lave det til os, som vi ønskede, hvorefter vi sluttede af med velsmagende desserter og frugt.

aften buffet på thinadhoo

Som på så mange andre maldiviske øer, kommer der hver aften stingrays og hajer ind til kysten på Thinadhoo. Der er bare noget helt magisk over at sidde tæt på en tropestrand og indtage sin aftensmad, mens man – omgivet af lys fra lyskæder og små lamper, der spreder et hyggeligt skær – kan spotte stingrays og hajer, der svømmer rundt lige ved siden af.Desværre havde kokkene på “Plumeria” ikke helt styr på  den glutenfri mad til vores datter, men de forsøgte så godt de kunne. Vi afleverede derfor selv glutenfri brød, som hun fik ost i, og så gav vi dem vores medbragte glutenfri pasta, som de tilberedte efter bedste evne. Efter 1 døgn begyndte de dog at lave særlige glutenfri desserter kun til Bjørk, og de bagte ligeledes en glutenfri banankage ud af en færdigblanding, som de fik bragt fra Malé.
Lige nu er Plumeria ved at bygge en ny restaurant lige foran hovedbygningen – med direkte beliggenhed på stranden. Det bliver skønt konstant at kunne have udsyn til det underskønne vand, uanset vejret, når man fremover indtager sine måltider på hotellet.

thinadhoo vaavu

Hvis ikke strand- og vandlivet på en af Maldivernes flotteste strande er nok i forhold til at nyde et ophold på Thinadhoo, så er der masser at give sig til som gæst på Plumeria. Udover de ture, som man kan købe sig til, tilbyder hotellet også spa og massage. Endvidere er der en lille bitte pool på stedet.
Fitnesscentret brugte ungerne et par gange, men dem, de blev største fan af, var medarbejderne på Plumerias dykkercenter. Det var de sødeste mennesker, der arbejdede på dykkercentret, og de var enormt gode til at skabe uforglemmelige stunder sammen med ungerne. Det var med dette dykkercenter, at Bjørk havde sit første dyk nogensinde, men det var også her, at vi alle fik opkaldt en skildpaddeunge efter os, som vi fodrede 2 gange dagligt. De små skildpaddeunger var fundet på bikinistranden, og derefter blevet bragt i sikkerhed oppe på dykkercentret. Når de er blevet store nok, vil de blive sat ud i friheden i havet. Efter hjemkomst til Danmark får vi vi ofte tilsendt billeder af de små skildpadder med navne som Bjørk, Clara, Pauline og Mor, og for ungerne er det cool at vide, at der i fremtiden svømmer skildpadder rundt i Det Indiske Ocean, som er navngivet efter dem 🙂

plumeria beach villa

Et ophold på Plumeria er ikke som sådan billigt, men det er en fantastisk oplevelse, som muligvis er en af de tætteste man kommer på resortlivet – blot med “kant” i form af det lokale islæt. Jeg tænker, at dette er det nærmeste man kommer luksus-oplevelsen på en lokal-ø til alligevel relativt overkommelige priser. Man bliver ganske enkelt behandlet, som var man en stjerne!
Som I kan læse, er vi temmelig begejstrede for Plumeria og Thinadhoo, og har nærmest kun lovprisende ord til overs for dette lille himmelsk spot på Maldiverne, Dog! Der er, i mine øjne, ét eneste lille  minus ved et ophold her, hvilket er den store og brummende generator, der kører i døgndrift, og som virkelig larmer meget. Det var egentlig ikke fordi vi lod os irritere synderligt meget af dette, men det er blot til info for dem, der er lydfølsomme, og dermed muligvis også ville kunne blive irriteret over lyden.

Aktiviteter på Thinadhoo

Snorkling

Der er masser af aktiviteter på Thinadhoo, hvoraf strandliv og snorkling på en af Maldivernes smukkeste strande er nogle af de største glæder 🙂 Husk derfor jeres snorkeludstyr – det er et absolut must, eftersom der findes masser af liv under vandet, som kommer helt tæt ind til vandkanten. Følger I turen rundt om husrevet, er der derudover rig mulighed for at støde på havskildpasser og hajer.

snorkeltur thinadhoo

Ønsker I snorkling med et strejf af eventyr, er der i nærheden af “Plumeria” et skibsvrag, som giver mulighed for en oplevelse i særklasse! En sådan tur koster 25 dollars pr. person.
Natte/aftensnorkling med hajer er ligeledes en yderst spændende tur, og koster 35 dollars pr. person.

Dykning

Vi ville have været ude at dykke med dykkercentret på “Plumeria”, men da vi endelig fik os hevet væk fra den smukke bikinistrand, indså vi, at vi var lige sent nok på den i forhold til dykning og hjemturen med fly, da der findes forskellige retningslinjer inden for dette felt. Der skal som minimum være en pause på 24 timer fra man dykker og til man stiger på et fly, så vi ville ikke løbe nogle risici.
Dog fik Bjørk et prøvedyk på 2. dagen på Thinadhoo, men hun kom aldrig særlig langt ned på grund af øreproblemer. Til gengæld havde hun intensiv øjenkontakt med en eagleray, som svømmede direkte mod hende, da hun stak hovedet under vandet. Havde hun ikke haft høreproblemer, og havde Thinadhoo været den første på vores rute, havde dykkercentret på “Plumeria” været det perfekte sted for hende at tage sit certifikat, da hun ret tidligt fik en stor tillid til dykkerinstruktøren på stedet.

dykning thinadhoo plumeria

Har I et ønske om at tage et dykkercertifikat, kan dette naturligvis lade sig gøre på Plumeria. Afsæt cirka 4 dage til dette.
Dykning i Vaavu Atollen er i verdensklasse. Vandet her har en høj sigtbarhed, og samtidig er dyrelivet i dén grad mangfoldigt!

Sandbanke

thinadhoo sandbanke

Plumeria ligger placeret i den smukke Vaavu Atoll, og byder dermed på massevis af underskønne oplevelser i naturen. Anbefalelsesværdigt er det at tage på en tur ud til den lokale sandbanke, som er en vanvittig smuk oplevelse! Ensomt beliggende midt ude på havet og omgivet af krystalklart vand, lyser sandbanken og det magiske vand, der omgiver denne, hele området op som en glitrende juvel! Det er en unaturlig oplevelse, og det er svært at tro, at en sådan skønhed findes i virkeligheden!
Vi tog en tur ud til sandbanken en tidlig morgen, da vi gerne ville prøve at indtage vores morgenmad i det særlige morgenlys ude på dette overnaturlige sted. Og vi blev IKKE skuffet! Kl. 7.30 var der afgang fra den lille havn med Plumerias store, flotte båd, og vi tøffede ud over havet i morgenens stilhed, omgivet af en smule dis og med blikstille vand omkring os. Da vi havde sejlet i 20 minutter, dukkede sandbanken op, og lyset blændede vores øjne. Den perfekte måde at vågne op til en ny dag!
En mindre båd ventede på at sejle os ind til sandbanken, hvor 4 medarbejdere fra Plumeria stod klar til at servicere med morgenmad og friskbrygget kaffe.
Efter at have indtaget morgenmaden i den ro, som overvældelse kan medføre, tog vi på snorkeltur for at se, om vi kunne spotte den hval, der havde været i området dagen forinden.
Efterfølgende lå vi alle i vandet, og nød de paradisiske omgivelser. Stadig overvældede, og ude af stand til at forstå, at dette sted eksisterede i virkeligheden. Sandbanken hér er en af de smukkeste naturoplevelser, vi nogensinde har haft. At indtage sin morgenmad lige præcis her, er en “once in a lifetime oplevelse”!
En tur ud til sandbanken inklusiv morgenmad koster 45 dollars pr. person.
Ønsker I en tur ud til den smukke sandbanke uden morgenmad, koster en sådan tur 30 dollars pr. person.

Se her vores lille dronefilm fra morgenmaden på sandbanken:

Fisketur

Det er selvfølgelig også muligt at tage på fisketur, når I befinder jer på Thinadhoo. Her er lidt mere at komme efter, end i de danske fjorde 😉
Vi bestemte os for at tage på natfiskeri, men det er mere en tur, som starter om eftermiddagen, og så slutter ved 20-tiden. Vi sejlede ud på havet kort før skumringstid, og startede ud med at sidde allerøverst på den lækre båd. Vi havde dermed en fantastisk udsigt over området, og nød vinden i håret og den friske brise fra havet. Der var 3 personaler med, der sørgede for, at alle fik den fornødne hjælp i forhold til at sætte madding på krogen – en madding, som vi for øvrigt selv var med til at fange. Når noget rykkede i snoren, råbte vi vildt til hinanden, og ungerne hoppede i begejstring. Vi voksne fangede intet, men ungerne fangede en barracuda, flere red snappers og så en udefinerbar fisk, vi aldrig tidligere er stødt på.
Vi nød den smukkeste solnedgang, mens båden stille vippede og og ned, og der blev hevet godt i snøren.
Dagen efter grillede kokkene på “Plumeria” vores fisk, som vi alle spiste med velbehag, mens vi sad i vandkanten, og kunne høre bølgerne skvulpe ind mod stranden.
Natfiskeri koster 35 dollars pr. person.

fisketur på thinadhoo

Udover ovenstående aktiviteter er det ligeledes muligt at tage på picnic på en øde ø, sejle i kajak, stå på vandski, paddleboarde og meget, meget mere.

Sådan kommer I til Thinadhoo

Plumeria er beliggende ca. 77 km fra lufthavnen på Maldiverne, og I kan komme dertil med speedbåd. Varighed: 1 time og 30 minutter. Jeg er ganske sikker på, at man også kan tage en vandflyver, hvilket dog sikkert er yderst pricy.
Kontakt Plumeria for aftale om transport.

Vigtig info og regelsæt, der skal følges, når I besøger Thinadhoo og andre lokale øer på Maldiverne

thinadhoo sandbanke
  • Befolkningen på Maldiverne er muslimer. Dette har ingen betydning, hvis I booker et ophold på et resort, men til gengæld er der et par regler, som skal efterleves og respekteres, hvis I vælger at holde ferie på en lokal ø, som Thinadhoo.
    Der er derfor vigtigt, at I respekterer de lokale regler. Bad kun i bikini på bikinistranden og iklæd jer tøj, der, som udgangspunkt, dækker ned til knæ og albuer, når I bevæger jer rundt på øen. Selv gik vi i helt almindelig sommertøj, som vi også bruger i Danmark.
    Man må gerne bade på alle strandene, men vælger I at bade på andre strande end bikinistranden, skal I iføre jer tøj, der dækker ned til knæ og albuer.
  • Husk myggespray! Visse steder på bikinistranden er myggene hele tiden aktive, da nogle af bambushytterne, hvor man kan finde skygge, ligger helt tæt op til jungleområdet og samtidig helt nede i vandkanten. I kan her opleve at blive stukket en del. Gå derfor længere hen ad stranden, hvor afstanden mellem jungle og hav er større.
  • Der er ikke en ATM på Thinadhoo, så har I brug for at købe souvenirs i øens små butikker, skal I selv medbringe penge.
    Bor I på Plumeria, kan I få det meste, og så blot betale, når I gør slutregnskabet op. Et ophold på “Plumeria” kan betales med kreditkort.
  • Der er et par små købmænd/kiosker på Thinadhoo, men ellers er der ikke det store at komme efter. Det kan derfor være en god idé at bestille fullboard på det hotel/guesthose, hvor I booker jeres overnatning.
  • Af religiøse årsager sælges der ikke alkohol på øen. Indtagelse af alkohol er strengt forbudt.
  • Der kaldes til bøn fra den lokale moské flere gange dagligt, hvilket kan indimellem kan høres.
  • Der er intet hospital på Thinadhoo, men da øen ligger så tæt på Vaavu Atollens hovedø, Felidhoo, er det nemt at komme til læge derfra.

Læs her:Alt det I bør vide, inden I rejser til Maldiverne.

Som ved ankomst, hvor vi blev taget hjerteligt imod, var det det samme ved afsked. Vi blev fulgt til speedbåden på Thinadhoo’s lille havn, og derfra nærmest båret ned i båden!

havnen på thinadhoo

På kajen stod mange af Plumerias medarbejdere, som vi havde lært godt at kende, og de vinkede alle varmt farvel, indtil vi ikke længere kunne se hinanden.
Mod lufthavnen på Malé spejdede jeg efter flyvefisk og delfiner, mens jeg tænkte en del over, at lige præcis Plumeria på Thinadhoo vil jeg rigtig gerne opleve mindst én gang til.

Lyst til inspiration i forhold til, hvordan I selv kan opleve Maldiverne?

Har I selv lyst til at finde inspiration vedrørende Maldiverne, kan I på Facebook finde gruppen Maldiverne Rejsefællesskab. 
I kan her dele ud af jeres erfaringer, stille spørgsmål eller få hjælp til planlægning af jeres rejse til Maldiverne fra andre, som selv har kendskab til at rejse rundt i landet.

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *