(Læs her vores andre 24 artikler om Sri Lanka)

Når turen går til Sri Lanka, kan I få oplevelser fra den ene yderlighed til den anden.

Dette indlæg indeholder en beskrivelse af vores besøg i surfbyen Arugam Bay og vores ophold på charterdestinationen Passikudah på Sri Lankas østkyst.
Har I lyst til at læse del 1 og 2 af vores rejseberetninger fra turen til Sri Lanka, sommeren 2016, er det muligt her:

Når turen går til Sri Lanka, overvejer man med garanti altid, hvordan man kan få mest ud af sit ophold i landet.
Som regel vil vi gerne have alle aspekterne fra et land med os hjem, og derfor ender vi ofte med at opleve flere sider af landet – typisk fra den ene yderlighed til den anden.
At ankomme til Arugam Bay var også lidt af et modstykke til et ophold på det isolerede og meget, meget autentiske Galapita Rocks, som lå ude i rå og uspoleret natur!
Hvor Arygam Bay måske i tidligere tider var kendt for tilbagelænet atmosfære og en følelse af coolness, er mange steder på stranden nu overtaget af hårdtpumpende tekno og en følelse af desperation! Det, der sikkert engang var så smukt og enestående, virker nu til at være druknet i pengebegær!

Ankomst til Arugam Bay

Da vi nærmede os Arugam Bay, kørte vi igennem en by, som meget tydeligt bar præg af masseturisme, og som – efter vores mening – var en smule stemningsforladt.
Der var sådan lidt slidt western-film over kulisserne, som bestod af den ene souveniershop og restaurant efter den anden, der alle lå helt tæt op ad hovedgaden.
Da vi kørte ned ad en lille sidevej og landede ved stranden, var stemningen dog god, og mængden af turister enorm i forhold til det, vi netop kom fra.

Vi blev taget venligt i mod af den franskmand, der var medejer af Upali Beach Surf Resort, og som sørgede for, at vores bagage blev fragtet til stedet af en ældre herre på oksekærre. Bjørk fik også lov til at få en tur på oksekærren, og det blev dagens bedste oplevelse.
For at komme til Upali Beach Surf Resort, som lå med perfekt beliggenhed lige ud til brændingen, gik vi langs den brede strand, hvor vi kunne se de smukke fiskerbåde ligge på land, og iagttage de høje bølger slå ind mod det gyldne sand. Overalt var der glade og feriestemte mennesker med et surfbræt under armen. Stemningen var tilbagelænet og præget af, at lige præcis her, der var det det rene ”surfers-paradise” med alt hvad dertil hører.

Efter en længere gåtur ankom vi til Upali Beach Surf Resort, hvor vi blev vist hen til caféen og placeret ved små borde, mens vi fik serveret vores velsmagende velkomst-drinks.
Stedets små børn kom straks hen og spurgte, om pigerne ville lege, og vores piger kunne ikke stå for den 5-årige Hashi med de store, mørke øjne, som trak dem afsted mod huler og andre hemmelige gemmesteder.

Da pigerne endelig fik løsrevet sig for at drikke lidt i heden, sad vi alle forundrede og kiggede på vores nye omgivelser. Der var nu ikke meget charter over det her…:-)

Vi befandt os på et rigtig back-packer-surfer-sted med primitive palmehytter, hvor alt virkede meget, meget laidback og uden formelle regler. Omkring os sad folk i afslappet tilstand og vinkede os velkommen – ung, som gammel. En surfer-far med brækket næse og sæbeøje kom gående forbi med sin lille datter med dreadlocks, en ældre kvinde hang oppe i en stolpe og dyrkede yoga, unge surfpiger gik på line for at træne balancen og en mand på omkring de 50 år stod og dansede til tonerne af en musikgenre, jeg måske alligevel var for gammel til helt at forstå.
Mennesker i alle aldre, størrelser og typer hang ud på den café, der hørte til Upali Beach Surf Resort, hvor vi også skulle bo, og vi mærkede med det samme en helt enorm rummelighed, som vi straks følte os godt tilpas i. Her var alle velkomne, og ingen behøvede at forstille sig. Vi var alle samlet om det samme; ferie- og surf-livet!

Upali Beach Surf Resort

Da vores bagage ankom på oksekærren, blev vi vist over til vores hytte, som var en ”Glam Family Cabana” med plads til 4 personer – vi var 5, men Bjørk kunne sagtens sove mellem sine store søstre, hvilket sparede os penge på overnatningskontoen.

Lad det være sagt med det samme; hytterne ER primitive! Gulvet er af beton, og indretningen helt, helt simpel; reoler til opbevaring af tasker og tøj bygget ind i siderne, 2 dobbeltsenge med myggenet og en fan over hver soveplads, tynde vægge lavet af en slags tykt stof og åbne vinduer med trægitre for, så ingen kan kravle ind ad de store åbninger. Stof sidder imellem gitrene og fungerer som afskærmning og gardiner, således der er dækket af, så folk ikke kan kigge ind.
Badeværelset ude bagved er med åbning ud til naturen, og også ganske enkelt indrettet med bruser, håndvask og toilet.

Med vægge af stof, trægitre og åbninger rundt omkring og et tag bestående af blade fra kokospalmerne, giver det sig selv, at hytterne på Upali Beach Surf Resort er primitive og i ét med naturen og omgivelserne.

Da alt altså er meget åbent, er det også vigtigt, at man er opmærksom på insekter og kryb, hvorfor de på Upali Beach Surf Resort har udfærdiget laminerede lister over punkter, som de anbefaler, at man følger. Blandt andet anbefaler stedet, at man holder sine tasker lukkede, og ryster sit tøj og tjekker sine sko, inden man klæder sig på. Endvidere anbefales det, at man går med sko/sandaler efter mørkets frembrud, da der kan være slanger, skolopendere og skorpioner i området, som man dermed sagtens kan komme til at træde på. Altså ikke et sted for dem, der ikke bryder sig om naturens skabninger! Dog må jeg indrømme, at vi ikke stødte på nogle kryb på noget tidspunkt.
Da hytterne ligger direkte på stranden, er det umuligt ikke at slæbe sand med ind i hytten, hvorfor gulvet i hytten (og for vores vedkommende også sengene!) konstant var dækket med sand. Hytterne bliver ikke rengjort af sig selv, men der kan anmodes om rengøring, og så bliver dette gjort.
Uden for hytterne er der enkelte steder hængekøjer og også små møbler man kan sidde i, og hvorfra man har udsigt til havet.

Der er wifi i hytterne og på stedets café.
Prisen for overnatning på Upali Beach Surf Resort er ikke inkluderet måltider.
Caféen sælger små retter og snacks, men er ikke et sted, hvor man som sådan spiser sin aftensmad.

Beliggenheden er intet mindre end perfekt; direkte på stranden og med både adgang og udsigt til brændingen! Man kan altså i bogstaveligste forstand gå direkte fra sin seng og ud i havet. Intet mindre end en drømmeagtig beliggenhed for en vaskeægte surfer!

Ejerne og personalet på Upali Beach Surf Resort er meget troværdige og professionelle. Vi oplevede at blive behandlet helt utrolig godt og varmt.
Egentlig var der gået ”koks” i vores bestilling, og derfor havde stedet ikke regnet med at se os før dagen efter, hvilket personalet dog hurtigt fik løst. Endvidere havde vi betalt for 3 døgn, men blev kun 2, hvilket stedets manager også fik løst med det samme; vi fik hurtigt refunderet pengene – uden det mindste bøvl.

Når turen går til Sri Lanka vil man ofte opleve at få en følelse af, at visse steder udelukkende er ”in this for the money”. Denne følelse oplevede vi ikke at få på Upali – her havde vi mere en opfattelse af, at ejerne på stedet virkelig brændte for det, de lavede, og ikke mindst for, at gæsterne på deres resort skulle få nogle gode oplevelser.

Som nævnt ovenfor, var stedet gennemsyret af stemning og tilbagelænethed!
Når vi om morgenen skulle have morgenmad, satte vi os op i caféen, og bestilte pandekager, toast, æg og kaffe. Alt blev serveret som det lige passede, og mens vi drak vores kaffe med udsigt til brændingen og de morgenfriske surferes leg på bølgerne, nød vi den ånd, der hvilede dér på stranden.
Alle talte med hinanden, børnene legede med hinanden på kryds og tværs af alder og sprog, folk sad i badetøj eller saronger, yoggierne var i fuld gang med dagens første øvelser, og folk skiftedes til at gå på line for at træne balancen.
Vores børn var med i alt det, der foregik. Genertheden røg med det samme, da de hurtigt fornemmede, at alt var tilladt og ok lige præcis her.

Surfundervisning for børn

Da vi kun skulle være på stedet i 2 døgn, og da vi udelukkende var taget til Arugam Bay for at surfe, lavede vi allerede en aftale med én af stedets surfinstruktører tidligt den første morgen.
Han skulle have 2500 LKR for 1,5 times surfundervisning, hvilket vi syntes var en helt fair pris.

Efter morgenmaden klædte pigerne sig på til surflektionen, og det var ikke uden sommerfugle i maven, at vi alle begav os afsted. Ønsker I også, at jeres børn skal surfe, når turen går til Sri Lanka, vil vi anbefale jer at investere i rashguards til børn, da disse er optimale i forhold til vandsport og solbeskyttelse.

Først fik pigerne 15 minutters undervisning oppe på stranden, hvorefter de – uden dikkedarer – kastede sig ud i havet på deres surfboards, og så ellers med armene padlede ud dér, hvor bølgerne brød…

Jeg kan lige så godt være ærlig og indrømme, at jeg pludselig opdagede, at det her var et scenarie, jeg ikke brød mig om! Med surfinstruktøren i front, og mine ”små” (modige) dengser i hælene, så jeg, hvordan pigernes arme piskede i vandet, mens de bevægede sig ud blandt en masse surfere, høje bølger og en kraftig understrøm, som jeg vidste var til stede dér mellem vandets overflade og de underliggende klipper…
Alle mulige tanker fór igennem mit hoved, mens jeg krummede mine tæer ned i sandet og opdagede, at de mærkelige lyde kom fra mig selv, og ikke en eller anden tosse, der stod og fablede et sted i nærheden! Jeg var bange! Helt vildt bange, faktisk!

Med al min mor-nervøsitet kunne jeg iagttage, hvordan mine unger på sejeste facon i allerførste hug fik fart på brættet og derefter fik balanceret sig op at stå! Vupti; de surfede på de vildeste bølger, og landede stille og roligt inde i ”baby-området”!
Følelsen og stoltheden over bedriften var tydelig at spotte helt ind på land, hvorfor de straks hoppede op på surfbrættet igen, og hurtigt padlede efter surfinstruktøren påny, der dog denne gang tog dem endnu længere med ud!
Da instruktøren ville have vores ældste med ud til det mest udfordrende sted, sagde hun heldigvis fra! Han vurderede godt hun kunne, men hun var ikke selv klar.

Pigerne surfede rundt blandt andre, blev revet med rundt i bølgerne og fik også surfboards i hovederne. Enhver pyldre-mors mareridt!! Jeg kunne faktisk ikke bære at se på det!

Vores piger er heldigvis habile svømmere med en stor respekt for havet. De er vant til vandaktiviteter, og vi har altid trænet sikkerhed i vandet. Efterfølgende fortalte de dog alligevel, at de rent faktisk havde været bange, da vandet var vildt, og da der var rigtig mange surfere i området. De var bange for at få surfboards i hovedet, og også for at miste kontrollen, hvis de blev ramt forkert af en af bølgerne.
Dog havde de sat sig for, at de ville gennemføre, og stoltheden og følelsen af at have magtet opgaven, var kæmpe. De var SÅ glade, og følte, at de kunne overkomme selv den største udfordring efter den oplevelse – der var ikke meget, der kunne blæse dem omkuld i dette øjeblik!

At surfe ved Arugam Bay var en af de største oplevelser pigerne fik på turen til Sri Lanka i denne omgang, og den var med til, at de lige voksede nogle centimeter.
At erfare, at de kunne gribe udfordringen på trods af usikkerhed og så magte opgaven, var helt klart noget, der rykkede ved deres opfattelse af sig selv! En erfaring, som de forhåbentlig kan tage med sig resten af deres liv.

De små børn, hvis forældre ejede og bestyrede stedet, surfede også. Vi kunne med krusninger på læben iagttage hvordan helt små i 5-6-års alderen surfede legende rundt på de vilde bølger, og ikke virkede til at være til at slå ud. Ret imponerende!

Arugam Bay som feriedestination

Har I en lille surferspire i maven, eller ønsker I, at jeres børn skal lære kunsten, så er Arugam Bay ”the place to go!” Det er virkelig surfers paradise!
Arugam Bay skulle efter sigende være et af de bedste steder at surfe på Sri Lanka, og der er ikke noget at sige til, at bugten tilstrækker surfinteresserede fra hele verden! Her er der bølger for alle; nybegyndere, lettrænede og professionelle.
Rent stemningsmæssigt og hvad beliggenhed angår, vil vi også klart anbefale Upali Beach Surf Resort. Her er rum og plads til alle og en utrolig positiv stemning og hjælpsomhed.
Men det er så – i vores øjne – også det…

Når turen går til Sri Lanka, finder I hurtigt ud af, at rigtig mange af de steder og byer i landet, som har færrest turister, også oftest er de steder, hvor folk er venligst. Her har man øjenkontakt, her hilser man på hinanden, her bydes man inden for! Sådan er det så ikke i Arugam Bay!!
Når vi udforskede byen og de øvrige steder på stranden, oplevede vi en atmosfære præget af hurtige penge og mangel på personlighed. Måske sågar en ligegyldighed, som vi ellers ikke tidligere har oplevet, når turen er gået til Sri Lanka.

Hvor Arugam Bay helt sikkert tidligere har været et smukt og uspoleret sted, der har båret præg af, at livet blev levet uden de store bekymringer, og hvor back-packer-livsstilen trivedes i bedste velgående, er stedet nu præget af masse-turismen og muligheden for at lave business.
Følelsen af ro og harmoni skal man lede længe efter ved Arugam Bay – tidligere tiders charme og autencitet er ikke eksisterende.

Stranden ved Arugam Bay er bred, smuk og fuld af mennesker. Bølgerne er høje, og der kan surfes stort set alle steder.
Har I helt små børn, som endnu ikke kan svømme, er det muligt at bade i en lille form for ”indsø”, som ligger lige i starten af stranden. Vandet her rammes ikke af de store bølger, men har alligevel en stærk understrøm, som kan trække mindre børn med ud i havet. Vær derfor yderst opmærksomme, når I bader her!

Der er mange restauranter i Arugam Bay, både på stranden og oppe i byen. Kvaliteten af maden kan der dog mange steder godt sætte spørgsmålstegn ved.
Restauranterne på stranden er vant til de mange turister, og skal ikke kæmpe for at få kunder, hvorfor de måske på den baggrund leverer en relativ dårlig service. Bered jer derfor på at vente længe på et måltid mad, der ikke nødvendigvis er veltilberedt.

Arugam Bay er et overvejende muslimsk område, hvorfor I højst sandsynligt flere gange dagligt vil kunne høre, at der kaldes til bøn.
I byen vil I også fornemme den muslimske livsstil, da folk bærer muslimske klædedragter.
Da byen hovedsageligt lever af turisme, er det dog intet problem at være vestligt klædt, og derudover kan man gå i badetøj på stranden.

Hovedgaden rummer mange hoteller, restauranter og butikker, hvilket gør det muligt at anskaffe sig det meste. Stedet er i dén grad gearet til turister.

Muligheder for overnatning i Arugam Bay

Overvejer I at besøge Arugam Bay er der masser af overnatningsmuligheder i forskellige prisklasser. Generelt vil vi dog vurdere, at priserne for de fleste ting ligger over gennemsnittet i forhold til, hvad man ellers betaler, når turen går til Sri Lanka, hvorfor vi også synes, at man egentlig betaler relativt høje priser for knapt så høje standarder.

Som nævnt, var der en fuldstændig skøn stemning på Upali Beach Surf Resort. Beliggenheden er perfekt, og ejerne og medarbejderne utrolig venlige og hjælpsomme, hvilket smittede af på gæsterne, som alle viste interesse og varme for hinanden. Hytterne dog primitive, men ok for overnatning, eftersom de vågne timer blev brugt aktivt ved vandet.
Vi ville klart vende tilbage til dette sted, hvis vi skulle tilbage til Arugam Bay.

Dog fandt vi også en anden lille perle; Hideaway Resort!
Hideaway Resort lå oppe ved hovedgaden, men alligevel gemt godt af vejen, og i beplantning, som gav indtryk af, at vi befandt os i en lille oase. Smukt var der! Og en meget, meget hyggelig stemning. Et sted, som vi også gerne havde boet.
Hideaway Resort ligger i gåafstand til stranden.

Afsked med Arugam Bay og på vej mod Passikudah

Vi havde desværre taget afsked med vores chauffør, Deepal, da vi landede ved Arugam Bay. Mest af alt fordi vi tænkte, at vi ikke som sådan havde plads i budgettet til at have ham med os på resten af turen.
Da vi efter 2 døgn ved Arugam Bay derfor skulle finde en chauffør, som kunne køre os fra Arugam Bay til Passikudah, fik vi hjælp af Upali Beach Surf Resort, som mente, at de kendte den helt rette person.

Vi tog en varm afsked med Upali Beach Surf Resort, der havde pakket nogle madder til turen, og bestilt oksekærren til at køre vores bagage tilbage til det sted, hvor Deepal 2 dage forinden havde sat os af.
Med pigerne på oksekærren, løb vi ved siden af i 40 graders varme, og råbte konstant, at de skulle holde godt fast.

Da vi nåede afhentningsstedet, hilste vi på vores nye chauffør, som var en helt ung fyr med en lidt ældre bilmodel.
Ok, tænkte vi – prisen taget i betragtning. Vi skulle give 9000 LKR for den 4-5 timer lange tur, og måtte derfor tage til takke med en aircondition, der ikke helt virkede, som den skulle. Selerne i bilen var vist heller ikke helt lovlige…
Den unge chauffør virkede stresset, men venlig, og svedte voldsomt, da han fortalte, at han kom direkte fra et andet chaufførjob.
Vi fik bakset bagagen i bilen, og ville p.g.a. heden egentlig bare rigtig gerne have køreturen overstået.
Da vi nåede op i byen, skulle chaufføren tanke, og efter endt tankning, kørte han i den modsatte retning af, hvad vi havde regnet med, og fortsatte ned ad en sidevej og ind i den lille, lokale del af byen – væk fra turister, og ind i lokalsamfundet.
Han passerede moskéen, og drejede ind i en lille gård, hvor han hev os ud ad bilen, og ind i det, der viste sig at være hans hus.
Vi blev – temmelig forvirrede – placeret på stole, fik hilst på hele familien; hustru, døtre, mødre, søstre, kusiner… Dernæst blev der serveret juice og frugt, som vi ikke tidligere hverken havde set eller smagt.
Det viste sig, at lige præcis på den dag, hvor vi havde valgt at rejse nordpå, også var afslutningen på en muslimsk helligdag, hvorfor dagen var helt særlig og blev fejret med fest og god mad. På trods af, at vi flere gange spurgte ind til, hvilken begivenhed det drejede sig om, var den engelske kommunikation så dårlig, at vi aldrig blev helt klar over det.

Efter at have hilst på familien, afslog vi yderligere forslag om familiehygge i det ellers fine hus – vi ville egentlig godt bare videre.
Vi satte os i bilen, og tog nu på racer-tur med den unge chauffør, der kørte som død og djævel op langs Sri Lankas golde østkyst, mens bollywood-musik drønede ud af bilens skrattende højttalere.
5 timers ræs med en knægt, der stolt fortalte om den muslimske del af landet, som vi kørte igennem, og som ofte spurgte ind til, om vi kunne lide hans kørsel – og ikke mindst – som et ekstra krydderi på oplevelsen – på den sidste del af turen pressede prisen yderligere op, var ikke lige noget, der passede til mit temperament!
Jeg var derfor mildest talt en smule anspændt, da vi endelig nåede vores destination; Minn Gee Resort i Kalkudah/Passikudah.

Minn Gee Resort, Passikudah

Udadtil synede Minn Gee resort rigtig flot! Store, nye bygninger og pæne, velordnede omgivelser. En kæmpe modsætning til de små og primitive hytter, vi netop havde boet i ved Arugam Bay.
Personalet på stedet var uden personlighed, velklædte og høflige.

Vi blev vist op til et utrolig flot værelse, som nærmest var sådan en slags suite med 2 kæmpe dobbeltsenge og en afdeling med borde og stole.
Der var køleskab på værelset, som dog ikke virkede, aircondition og et stort og smukt indrettet badeværelse.

Endvidere havde vi 2 balkoner med udsigt over området og havet.
Resortet havde en kæmpe pool, som dog var pænt glat p.g.a. det vi gættede os frem til, var en slags alger.
Vi blev frarådet at bade ved strandområdet lige neden for resortet – både på grund af manglende sand, massevis af stikkende koraller og muligvis understrøm. Personalet havde svært ved at begrunde, hvorfor de frarådede badning, da deres engelsk var yderst mangelfuldt, men ved nærmere eftersyn kunne vi godt se, at det ikke var muligt.
Der var solsenge omkring poolen, men ingen parasoller.
Derudover var grunden stor, og der var grobund for at skabe hyggelig stemning under havens palmer, hvilket der dog tydeligvis ikke blev arbejdet på.
Der var ikke wifi på værelset, men hvis vi satte os i receptionen kunne vi uden problemer komme på internettet. Størsteparten af tiden var der alligevel ikke rigtig andre end os på stedet, så vi følte os ikke forstyrret, hvis vi skulle facetime familien…

Og netop det, at der ikke rigtig var andre på stedet undrede os… Vi havde læst os frem til, at Passikudah skulle være det helt store hvad turismen angår, og havde derfor forventet at mødet med Passikudah også blev mødet med et sted, der kunne byde på stemning, leben og ferieoplevelser ud over det sædvanlige.
Ud over et par timer, hvor resortet var fyldt med kinesere, som skubbede pigerne væk, når de skulle hente mad i buffeen, var der kun to andre familier på dette kæmpe store og nybyggede resort. Og de talte ikke meget… Så der var ro. Ja nærmest pinlig tavshed alle steder!

Minn Gee Resort var uden atmosfære, hvilket højst sandsynligt skyldes, at stedet endnu er meget nyt. Det tager tid at få skabt den rette stemning, og også en del arbejde at finde ud af, hvordan man får skabt overensstemmelse mellem det, man som resort står for, og så måden at arbejde på.
Der var ingen tvivl om, at Minn Gee forsøgte at være et sted med en høj standard. Deres nuggets til børnene blev serveret med garniture, mens tjeneren lagde hvide servietter i skødet på pigerne. Samtidig blev der smidt en flaske lun vand på bordet, og hvis vi bad om kold vand, blev der rynket på næsen.
Skadedyrsbekæmpelsen ankom på et tidspunkt, og gassede hele stedet, mens vi løb rundt for at finde dækning!
De flotte vandbassiner, der var lavet inde i hotellet, var ikke fyldt med vand, og den ene af de to andre familier, der var til stede, havde en lille søn, som faldt ned i en af disse huller og slog sig voldsomt.

I det hele taget var det bare en spøjs oplevelse at være på resortet og i Passikudah – sådan helt generelt!

Passikudah som feriested

Vi satte os for at udforske Passikudah som feriested, og pakkede derfor en rygsæk med alle de nødvendige ting til en dag i udforskningens tegn; badetøj, håndklæder, vand, kamera og penge.
Vi begav os afsted langs stranden, mens vi samlede døde koraller og spejdede efter steder med turister og feriestemning, hvor vi kunne sætte os og få en is. Vi gik og gik og gik… Passerede det ene luksushotel efter det andet – ja faktisk lå disse helt vilde resorts som perler på en snor langs bugten, og alle med vagter, der patrulierede foran strandsiden, hvilket signalerede noget helt forkert, og som også skabte en utryg stemning.
Stranden var bred og – modsat af hvad vi ellers havde oplevet på andre af Sri Lankas kyster – med hvidt sand, men alligevel skuffende og stemningsforladt, og vi overvejdede sågar på et tidspunkt, om vi mon alligevel ikke var kommet til Passikudah og den bugt, som vi havde hørt så meget om fra de forskellige rejsebureauers reklamer.

På trods af, at vi gik langs hele bugten, fandt vi aldrig et sted, hvor vi kunne sætte os og få en is! Der var intet, nada, nothing!! Til gengæld var der – som på vores hotel – også helt stille, og knapt et øje at skue på stranden.
Måske vi kunne være gået op på et af de mange resorts og spurgt, om vi kunne få en is der, men det var lige før vi ikke turde p.g.a. de mange vagter!

Da vi havde gået langs hele stranden, og stadig ikke havde fundet det, vi ledte efter, begyndte vi at lede efter en vej, der kunne føre os fra strandområdet og op til byen.
Der var ikke som sådan en synlig offentlig sti, hvorfor vi fandt vej forbi en byggeplads ved siden af et relativt nyopført hotel.
Da vi kom om på den anden side, kunne vi se, at bygningsarbejderne på stedet nærmest var ved at tabe kæben, da vi afslappende kom gående på den ”forkerte” side af stranden. Det virkede som om, de ikke var vant til at se turister her – på trods af antallet af resorts!
Den lange vej, som første forbi alle de mange resorts, var mennesketom, og da vi nu havde gået et godt stykke vej, ville vi gerne tage en tuk-tuk tilbage til Minn Gee. Vi gik længe, før vi stødte på en tuk-tuk, som kunne køre os tilbage til resortet. Vejen vi kørte var også uden mennesker…

Om man kan lide Passikudah eller ej, er naturligvis en smagssag. For os var det en meget, meget underlig og fremmedartet oplevelse at være på stedet – måske med baggrund i, at vi gerne og oftest befinder os på steder, hvor vi får kultur og autentiske oplevelser for alle pengene, og hvor vi mødes med mennesker fra det land, vi befinder os i. Dette var et fuldstændig og aldelse manglende element på vores tur til Passikudah, hvor forskellen på turister og lokale blev understreget med hegn, pigtråd og vagter. Havde det været mit første besøg på Sri Lanka, var jeg højst sandsynligt blevet skræmt over landet!
For os var mødet med Passikudah i bund og grund også mødet med et sjælsforladt og underligt kunstigt sted uden kulturelle elementer, der ikke gav indblik i det ægte Sri Lanka, som vi ellers har så fint et kendskab til.

Dog vil jeg sige; vil I gerne det rå charterliv på luksuriøse resorts med høj standard og med garanti for godt vejr; Passikudah is the place to go!
For børnefamilier, der gerne vil bade i varmt, klart og roligt vand uden understrøm, og som ønsker en strand, hvor det er muligt at gå relativt langt ud uden at vandet bliver for dybt, er Passikudah ideel!
Vi var i Passikudah i højsæsonen, men der var nærmest mennesketomt på stranden. Vil I gerne have en strand for jer selv, så er det også her I finder det!

Farvel Passikudah – vi mødes ikke igen

Da vi den sidste aften sad og – for mit vedkommende – i halv desperat tilstand forsøgte at finde en chauffør, som dagen efter kunne køre os, var vi alle bare SÅ klar til at komme videre til næste destination. Minn Gee og Passikudah havde ikke levet op til vores forventninger, og den tomme og underlige stemning medførte, at vi var helt enige om, at dette ikke blev et sted, vi ville komme til at savne.

Michael forsøgte uden held at finde en god chauffør , hvilket efterlod os i lidt dårligt humør – jeg magtede simpelthen ikke at køre med endnu én, der pressede prisen op undervejs.
Det endte med, at Michael skaffede en chauffør, der hed Ahmed, og som ville hente os næste formiddag. Jeg gad ikke at køre med Ahmed – jeg ville hellere køre med Deepal, men var også klar over, at det ville gøre et kæmpe indhug i vores rejsebudget, da en chauffør, som følger en på rejsen, koster ca. 100-120 dollars i døgnet. Ikke just penge, som jeg syntes, vi kunne sætte af til dette, på trods af at jeg vidste, at det ville gøre vores rejse langt mere behagelig, nem og tryg.

Med Ahmed og kvægtransport i tankerne, pakkede vi de sidste ting, og talte om, at vi med garanti ville støde på problemer, når vi skulle afregne med Minn Gee. Vi havde sådan en underlig mavefornemmelse…
Vi havde fået et super godt tilbud fra resortet – en absolut spiselig pris med mad og drikke inkluderet. Alligevel havde de konstant forsøgt at få os til at underskrive regninger, hver gang vi havde indtaget et måltid. Det tegnede ikke godt…

Da vi næste dag skulle afregne, blev Michael – som næsten forudsagt – mødt med ordene om, at de alligevel ikke kunne give os den pris, vi havde aftalt!
Michael insisterede, og sagde, at en aftale vel var en aftale, hvilket medarbejderen fra Minn Gee egentlig var enig med ham i. Dog var det alligevel sådan, at hvis ikke vi betalte den pris, som deres leder havde bestemt sig for, så ville differencen fra den aftalte pris til den nye pris blive modregnet i medarbejderens løn!!!! Michael synes da det var synd for den medarbejder, men insisterede alligevel på at betale den først aftalte pris, som vi jo også havde en bekræftelse på!
Medarbejderen løb væk og gemte sig, da Michael bad om at komme til at tale med manageren på stedet, og var ikke til at finde i det tidsrum, hvor vi ventede på at afregne. Fuldstændig vanvittig situation!

I mellemtiden var jeg gået op på vores værelse sammen med pigerne. Jeg ville ikke risikere, at de skulle være vidner til en situation, som kunne udvikle sig grimt.
Jeg var anspændt og havde en kortvarig, men heftig, Sri-Lanka-lede! Syntes pludselig, at det var et snyder-land!
Pauline løb hen mod trappen for at holde øje, og kom pludselig tilbage med et underligt udtryk i øjenen, mens hun konstaterede, at vores chauffør nu også var på vej.

Ind ad døren trådte Deepal! Ikke Ahmed, men Deepal! Af ren og skær befippelse, glæde og lettelse begyndte jeg at græde! Jeg var reddet! Vi var reddet!!
Det viste sig, at Michael havde givet os alle en overraskelse! Måske nok en lidt dyr én af slagsen, men abslout alle pengene værd!! Ikke mere kvægtransport, ikke flere chauffører, der kørte som død og djævel, mens de pressede prisen op. Jeg kunne med det samme mærke, hvordan mine skuldre sænkede sig.
Deepal gav os alle det varmeste knus, tog taskerne på ryggen og rynkede på næsen over den stemning, han kunne fornemme på stedet.
Det var på tide at komme videre!

Da vi nåede ned i foyeeren, opgav manageren at finde den medarbejder, der havde gemt sig. I stedet brugte han 10 lange minutter på at kiggede på den aftale, vi havde indgået inden vi påbegyndte vores rejse, og da han godt kunne se, at det var en aftale, han ikke kunne løbe fra, måtte han til sidst give sig. Han var tydeligvis ikke glad, men det var vi jo på den anden side heller ikke…
Da vi fandt vores betalingskort frem, vidste medarbejderne på stedet ikke, hvordan de skulle benytte dette, og efter at have brugt længere tid på, uden held, at få det til at virke, endte det med, at Deepal og Michael måtte finde alle de sedler og mønter frem, som de hver især havde på sig, for på den måde at kunne betale regningen og komme derfra i en fart.

Med nye og knapt så positive erfaringer i bagagen, kunne vi nu drage videre på vores tur på Sri Lankas østkyst.
Den østlige del af landet havde indtil videre budt på helt anderledes oplevelser, end det vi havde kendskab til fra sydkysten, og det var derfor også med spænding, og håbet om at Trincomalee-området kunne byde på skønhed og dejlig stemning, at vi kørte mod Nilaveli som næste destination.