Varkala

Vil I gerne følge hele familien Bøgh Nedermarks rejse fra Danmark til Andamanerne og Sydindien, kan I her læse de 2 foregående rejseberetninger fra Port Blair og Havelock.

PORT BLAIR – VARKALA – 3. rejseberetning fra vores tur til Andamanerne og Sydindien.

Tirsdag den 17.10.2017

Efter en overnatning på Sea Lounge Bed & Breakfast i Port Blair, var det nu afrejsedag mod Varkala. Vi skulle flyve fra Port Blair kl. 13.20, og kl. 19.30 ville vi lande i Thiruvananthapuram efter en mellemlanding i Chennai. Der var 54km fra lufthavnen til Varkala, hvor vi skulle bo i 4 dage. Hjemmefra havde vi bestilt overnatning på Samsara Harmony Beach Resort, som lå lige ved stranden.
Vi var spændte på at opleve Indien, og samtidig var det vildt at tænke på, at 18% af jordens befolkning bor i lige præcis dette land. På vores rejse havde vi dog kun valgt at besøge Kerala området. Det er den rigeste stat i Indien, og langt de fleste lokale er to-sproget.

Vi vågnede kl. 07.00 efter at være blevet vækket af flere haner, der galede, og larm fra tuk-tukker og andet på vejen udenfor. Da vi var ved at være klar til morgenmad, rendte jeg lidt rundt for at finde ejeren. Udsigten fra vores bygning højt oppe var en masse affald, hvor en ko, flere geder og høns stod og spiste af det.
Det lykkedes at finde ejeren. Ham og en af hans venner fløj rundt og delte morgenmad ud. Kort tid efter fik vi også serveret toastbrød, omelet, cornflakes, juice og kaffe på værelset. Dog var det cornflakes med varm mælk, så vi fik lige lavet en bytter.
Det var en meget hjemlig oplevelse, og ejeren tog billeder af os sammen med det engelske par. Efterfølgende fik vi sagt ordentligt farvel til parret, inden de tog mod lufthavnen.

Vi havde ikke selv så meget tid tilbage, men ejeren anbefalede os at tage hen for at se fængslet på øen “CelluarJail National Memorial”. Det er et tidligere britisk fængsel. Konrad var meget opsat på det, så vi tog en tuk-tuk derover for 10kr.

Det var en spændende oplevelse og fedt, at Konrad gik så meget op i det. Han var inde i flere fængselsceller, og han prøvede også at lege en fange. Han sad på det sted, hvor man skulle afgive et sidste ønske, inden man blev henrettet, og vi så også galgerne. Vi fortalte ham historien omkring det hele, og han lyttede spændt.
Mens vi var der, kom mange indere over til os for at få taget billeder med børnene, og det var efterhånden ved at være en selvfølge overalt, hvor vi var. Børnene var heldigvis stadigvæk med på det, og de var gode til at smile til kameraet.
Vi mødte også en japaner, som Nikolaj havde talt med på Barefoot, og ham fik vi også en lang snak med. Det var en meget sjov fyr, og vi aftalte at kontakte ham, når vores destination engang hedder Japan ? Lige nu boede han i Chennai, men næste år ville han tage tilbage til Japan igen.
Efter et spændende besøg tog vi en tuk-tuk tilbage til vores Bed & Breakfast. Ejeren arrangerede, at en anden af hans venner kørte vores bagage i lufthavnen, og så kunne vi bare tage en tuk-tuk til 4kr., når vi skulle derhen. Lufthavnen lå faktisk lige om hjørnet, så det var helt perfekt, og vennen skulle ikke have noget for at køre vores bagage i lufthavnen. “Sea Lounge Bed & Breakfast” fik mange point fra os. Især når man tænker på, at hele opholdet med morgenmad og transport til lufthavnen kostede 247kr. Børnene var gratis, og dette ophold var en langt større oplevelse end Sinclair Bayview.

Turen til Varkala

I lufthavnen var vi igen de eneste hvide mennesker, og alle kiggede og smilede, når vi kom gående. Folk kom over til os, talte med os og tog billeder. Det var med at have smilet fremme hele tiden. Der var stor forskel på inderne. Mange af dem var faktisk ligesom os. Samme tøjstil o.s.v., hvorimod andre gik i deres farvestrålende lange kjoler, og flere mænd havde en indisk turban.

Det var en god flyvetur med to dygtige børn. Da vi landede i Chennai skulle vi skifte lufthavn til den internationale. Det havde vi ikke lige fået besked om, men det var meget nemt, og der var gratis shuttlebus imellem lufthavnene. Vi fandt loungen, og efter mange dage uden at være “på”, kom vi på internettet, så vi kunne ringe til vores mødre igennem Messenger. Efter halvanden time med god mad og afslapning var det tid til allersidste fly i denne omgang. 1 time og 15 minutters flyvetur til Thiruvananthapuram.
I flyet sad vi og gættede på, hvad en taxa til Varkala kostede, og omkring 300-400kr var vores bud.
I lufthavnen fandt vi en taxa, og til vores overraskelse skulle vi kun betale 160kr for hele turen, så vi var godt tilfredse.

Hele Thiruvananthapuram var pyntet op med forskellige lys, og der blev fyret en masse fyrværkeri og kanonslag af på grund af en indisk festival kaldet ”Divali”. ”Divali” kendes også som ”Lysets fest”, og symboliserer det godes sejr over det onde. Lyset og fyrværkeri var til for at fejre det, og give håb for menneskeheden. Hele festivalen kunne sammenlignes med en blanding af vores nytår og jul.
Det var spændende, og der var godt gang i byen. Vi syntes, at det var hyggeligt at køre der i mørke og fornemme hele stemningen. Vi nærmede os Varkala, og ved tredje forsøg fik Nikolaj endelig hævet penge i en ATM.
Vores chauffør anede mildest talt ikke, hvor han skulle køre hen. Han spurgte flere til råds, men det virkede ikke til, at nogen kendte vejen til vores resort. “Ååh, det virker da ikke til, at det er et særlig kendt sted” sagde Nikolaj.
Vi kørte væk fra hele byen og den populære Varkala Beach. I stedet kørte vi ind i mere mørke uden gadelys eller lys fra butikker. Det lignede en snusket vej, hvor de lokale boede side om side. Vi var sikre på, at vi var på vej i den forkerte retning. Chaufføren spurgte flere til råds igen, og der stod mange indere og talte ind igennem vinduet med taxamanden. Vi forstod ingenting, og midt i det hele tog en mand sin mobil og ringede op, og gav nummerpladen på taxaen.
Vi kørte videre, og det endte med, at to af mændene kørte foran os på to motorcykler og viste vej. Vejen blev mere og mere sindssyg, og pludselig kørte vi på en skrænt, hvor vandet næsten nåede op på siden af bilen. Det lå helt uden for lov og ret. Sådan føltes det i hvert fald i mørke. Nikolaj mente også, at han vist skulle til at undersøge lidt mere om de steder jeg bookede ?
Konrad sad spændt på bagsædet af bilen og fulgte med i det hele. Han kunne bestemt ikke falde i søvn på grund af hele stemningen, men Lilje var faldet i søvn for længst.
Langt om længe var vi fremme ved “Samsara Harmony”, som jeg havde booket hjemmefra igennem www.booking.com via rejsebloggen www.atrejsemedboern.dk.

Vi blev fulgt til vores værelse igennem en hyggelig lille have med en lille swimmingpool. Værelset var stort, og indrettet meget indisk med lange farvestrålende gardiner. Badeværelset var simpelt, men det havde vi også set på billeder hjemmefra. Vi havde dog ikke set de små døde dyr, der lå på vasken. Der blev tænkt lidt forskellige tanker denne aften, og ingen af os kunne finde ud af, om det var godt eller skidt, det vi var kommet til.
Vi trængte til en god nattesøvn, og så måtte vi se på det hele i dagslys.

Varkala

Onsdag den 18.10.2017

Vi vågnede ved 08.30 tiden, og vi kunne høre de store bølger fra havet lige nedenfor resortet.
Da vi var klar til at spise morgenmad, gik vi lidt rundt for at finde restauranten. Det hele så lidt øde og forfaldent ud. Der var myrer flere steder, og det hele var lidt snasket. Ingen liggestole ved poolen, og poolen virkede også lidt mørk og grumset.

Da vi nåede til den såkaldte restaurant, var Konrad hurtig: “Ad mor her er altså ulækkert. Jeg spiser ingenting”. Der stod nogle træborde med plastiskstole under to pavilloner, og de var lidt ulækre på grund af havvandet. Der var ikke dækket op eller andet på bordene, så det så lidt trist ud.
En venlig mand kom over og spurgte, hvad vi skulle have til morgenmad. Vi fik toastbrød og masala omelet, Konrad spejlæg og toastbrød og Lilje fik cornflakes. Vi fik alle en lunken friskpresset vandmelonjuice. Det var morgenmaden, og vi sad vist alle og savnede “Barefoot”. Konrad kunne ikke helt forstå, at han ikke kunne få mere at spise, men det lykkedes ham da også at få et spejlæg mere af den venlige mand, som vist havde fået et godt øje til Konrad. Han tog også Konrad med ud i køkkenet, og det hjalp lidt på humøret. Manden viste sig at være chefkokken, som også selv serverede maden.
Efter morgenmaden var det tid til swimmingpool, og børnene kunne næsten ikke vente, så Nikolaj og jeg var nødt til at se bort fra, at poolen var grumset, og knapt så indbydende. Der blev hurtigt høj solskin, og hele stedet kom til at se lidt mere hyggeligt ud. Omkring poolen sad vi på nogle afslappede stole. Dog lidt slidte, men helt okay at sidde på. Der var to indiske drenge i poolen, som legede meget med Konrad og Lilje.

Vi ville have lidt at drikke, men lige i det øjeblik var kokken ved at bære kufferter ud for nogle, der skulle videre. Da vi kom i kontakt med ham, var der ingen menukort, men vi fik bestilt en cola, en ananasmilkshake og to bananmilkshake. Lidt tid efter kom han op til poolen med de tre lunkne milkshakes, som faktisk var rigtig gode, men mere som smoothies. Han fortalte, at han slet ikke kunne skaffe en cola. Heller ikke butikken i nærheden af resortet, så vi bestilte en ananasmilkshake mere.
Efter lidt afslapning i solen tog vi alle et bad, og kølede af i vores lille havehus med iPads og dagbogsskrivning.
Derefter besluttede vi at tage en tuk-tuk ind til byen. Vi måtte få én fra resortet til at bestille en tuk-tuk, for der kom ikke lige en forbi helt herude. Manden i tuk-tukken spurgte, om vi ville køres til “The Cliff”, men vi sagde nej, og at vi bare skulle ind til “Varkala Town”.
Der var ikke meget byen som sådan – ud over en masse trafik, dytten, og beskidte butiksboder og andet i den stil. Da vi havde gået lidt, tog vi en ny tuk-tuk, for vi havde fundet en restaurant i Lonely Planet, hvor vi gerne ville spise. Restauranten hed “Café Italiano”. Vi blev derfor kørt ned til “The Cliff”, og så skulle vi gå resten af vejen på en hyggelig lille strandpromenade. Det var det turistede område med gadesælgerne, gadebutikkerne, restauranterne og de fleste overnatningssteder.
Så vi fandt da ud af, at vi i første omgang egentlig bare skulle have været sat af ved “The Cliff”. Pludselig kunne vi også se flere restauranter, som så indbydende ud, og vi kunne mærke, at vi var kommet det rigtige sted hen. Normalt er vi ikke til de meget turistet steder, men ”Varkala Town” var lidt for lokalt, og uden et eneste spisested, som vi ville benytte os af.

Det var ved at være solnedgang, og der vrimlede med mennesker på stranden lige neden for klippen. Jeg fik købt to par indiske bukser af en sød indisk kvinde. Hun var højgravid, og skulle føde sit tredje barn indenfor 4 uger. Hun fortalte, at det var nok med to børn for hende, men hendes familie (mand) havde sagt, at han havde brug for en mere, så det var hun nødsaget til. Samtidig skulle hun arbejde helt indtil fødslen.
Vi var alle meget sultne, så vi gik direkte efter restauranten, og kort tid efter stod vi foran en super hyggelig restaurant, hvor man kunne sidde ovenpå på nogle balkoner med udsigt direkte til solnedgangen. Hele restauranten var lavet i træ, og der var et slags bibliotek nedenunder. Vi kunne ikke lige få øje på navnet på restauranten, så vi spurgte tjeneren, og til vores overraskelse var det faktisk “Café Italiano”. Vi fik super gode pizzaer og milkshakes, og vi nød udsigten.

Det var helt mærkeligt, at vores aften var lidt længere, idet solen først gik ned ved 18.00-18.30 tiden i Indien. Vi havde lige vænnet os til, at der blev mørkt ved 17.00 tiden på Andamanerne.
Mætte og tilfredse gik vi lidt længere op af strandpromenaden, og Konrad blev fanget af det spil, som de også havde på “Barefoot”. Nogle af inderne fra de forskellige gadebutikker sad og spillede det uden for en smykkebutik. Vi kom i snak med smykkehandleren, og Konrad fik lov til hurtigt at prøve spillet. Smykkehandleren ringede efter en tuk-tuk til os, og han viste os ud af bagvejen. En skummel, mørk sti, men heldigvis holdte tuk-tukken for enden af stien. Vi skulle give lidt mere end normalt for at komme tilbage til resortet, for manden fra tuk-tukken kendte godt til den meget besværlige vej. Susende i en tuk-tuk i mørket blandt alle de lokale, der lå eller sad helt afslappet i klumper rundt omkring, nåede vi hjem til vores resort. Med Lilje sovende i armene gik vi ind i vores havehus. Nu var det godnat og tak for en dejlig dag.

Den sorte strand ved Varkala

Torsdag den 19.10.2017

Vi vågnede ved 08.30 tiden, og Nikolaj sad på terrassen og læste i sin bog. Det blev til en meget langsom morgen, hvor vi bare hyggede i sengen med iPads, og slappede af.
På vej til morgenmaden gik vi forbi poolen, som så mere mørk og grumset ud end dagen før. Vi havde slet ikke lyst til, at børnene skulle bade i den. Vi talte meget om at tage hen på et andet resort, men vi havde jo booket 4 overnatninger, og de kunne sikkert ikke afbestilles. Det var ulempen ved at have booket på forhånd. Vi spurgte ejeren omkring poolen. De var opmærksomme på det, og han lovede, at de ville rense poolen, og så skulle den gerne blive bedre lidt senere på dagen.
Da vi nåede ned af trappen til morgenmaden, sad der et tysk ægtepar og spiste morgenmad, og der var kommet servietter og salt og peber på bordene. Det tyske ægtepar præsenterede sig, og begyndte at snakke løs. De var heller ikke så imponeret af stedet, og de syntes virkelig også, at billederne på booking.com snød meget. Aftenen før havde de spist aftensmad her. Der var jo ingen menukort, men tjeneren, kokken, alt mulig manden eller hvad han nu skal kaldes, sagde, at de havde retter med fisk, kylling eller vegetariske retter. Dog tilføjede han, at fisken ikke var frisk, og kyllingen heller ikke var så god, så de skulle nok vælge vegetar. Det endte med, at de fik lemonris til aftensmad. Vi talte om, hvor vi ellers havde været i Indien, og de spurgte, om de måtte følges med os langs stranden, som vi havde planlagt, at dagen skulle gå med.

Vi gik langs klipperne/havet, og så forskellige ting. Køer, rismarker, nogle faldefærdige huse og lokale, der sad rundt omkring. Vi nåede op til slutningen af strandpromenaden, som blev vores start. Alle sælgerne prøvede at komme i kontakt med os for at få os til at købe noget i butikkerne. De var imponerende gode til at tale engelsk. Vi så det andet resort, som vi havde kigget lidt på hjemmefra. Det lå lige ud til strandpromenaden, og swimmingpoolen lå i fronten. Poolen så dejlig ud, men ud over det, så var standarden vist bare ikke så høj i Varkala. Vi forhørte os om vi måtte benytte poolen, hvis vi købte drikkevarer, men det var desværre ikke muligt, hvis man ikke boede på resortet.

Der var høj solskin og MEGA varmt, og Lilje ville kun løftes. Hun virkede noget pylret. Vi fandt derfor “Juice Shack”, som vi havde læst skulle være godt, så det måtte prøves. Vi fik alle sammen milkshakes, da det var det eneste, der var koldt i Indien. Alle andre drikke som f.eks. friskpresset juice var lunken. Og så bestilte vi pandekager, og Konrad skulle selvfølgelig have “fried egg”. Vi var dog ikke imponeret over stedet, men vi hyggede os, og den tyske dame Chris legede med Lilje.

Bagefter skulle vi prøve at bade i havet i Sydindien for første gang. Vi gik ned fra klippen på det sorte og brune sand. Der var store bølger, så Konrad var ellevild. Lilje var lidt bange for, at der ville ske noget i bølgerne, men hun hyggede sig i sandet, hvor hun byggede små øer i sandet. Måske var det Andamanerne hun byggede?
Solen var hård, men heldigvis kom der skyer efter en halv time, og så var det til at holde ud at være på stranden. Lilje var i sit es igen. Hun susede rundt i vandkanten, og blev gode venner med en sort hund. Hun sang og legede i sandet. Det var helt sikkert varmen, som hun var blevet lidt pylret/utilpas af.

Vi sagde farvel til det tyske ægtepar, da de ville tilbage til resortet. Det begyndte at støvregne lidt, men det gjorde slet ingenting. Konrad fik mænget sig ind hos nogle ældre indiske drenge, som han kunne spille fodbold med. Det var et kæmpe hit.
Vi alle 4 lavede et fodtryk i det sorte sand, og så tog vi et billede af det, så vi altid ville have et minde fra Varkala ❤ Stemningen på stranden var hyggelig, og vi hyggede os alle 4.

Det begyndte at regne mere og mere, så vi løb op mod strandpromenaden. Der løb vand ned fra et lille tag på en af butikkerne, og der stod vi så alle 4 under det rindende vand og skyllede saltvand af os. Egentlig en meget morsom og alternativ oplevelse ?

Vi gik direkte til “Café Italiano”, og der fandt Konrad en gekko-lignende ting, som de begge hyggede sig meget med. Vi prøvede deres spaghetti carbonara og så selvfølgelig milkshakes igen. Pastaretten var ikke, som vi havde håbet på, så vi skulle helt sikkert have holdt os til pizza. Nikolaj fik dog en friskfanget stegt fisk, som han nød med velbehag. To flagermus kom flyvende, og de satte sig i træerne ved siden af os, og igen havde vi en fantastisk udsigt.
Tidligere var vi gået forbi smykkehandleren, og han havde lovet Konrad, at de to skulle spille sammen, når vi kom forbi ham igen. Konrad havde nævnt det flere gange i løbet af eftermiddagen, så vi måtte tilbage til gutterne og spillet. Smykkehandleren fløj op, og 2 minutter efter fik han skubbet de andre væk fra spillet. Nu var det ham og Konrad, der skulle spille. Det var lige noget Konrad kunne bruge.

Midt i andet spil skulle smykkehandleren lige ud for at bede. Først vaskede han sine fødder, hænder og sit ansigt, og så gik han ud bagved for at bede. Han fortalte, at han var en meget stolt muslim, og at han gik meget op i troen. Han havde en kone og en 2-årig datter, så vi spurgte om hans kone gik med tørklæde o.s.v. Han sagde nej, nej. Denne tro handlede slet ikke om at gå med tørklæde, eller hvad man spiste. Dem, der gik med tørklæder var ekstremister. Han fortalte videre, at der i hele koranen ikke stod noget om krig eller våben, så det var en fredelig religion, hvorimod disse ord er nævnt flere gange i biblen. Han fortalte en del, men vi var nødt til at begive os tilbage til resortet. Smykkehandleren bestille derfor den samme tuk-tuk igen, som kunne køre os tilbage, og denne gang tog vi bagvejen alene. Godt, vi ikke er bange af os, og at vi alle 4 tager det hele i stiv arm ?

Tilbage i havehuset var alt, som da vi forlod det. Vi havde ikke fået gjort rent endnu, og vi havde de samme halvfugtige håndklæder med pletter på. Ingen hårshampoo eller andet udover to halvtomme små flasker med sort shampoo, som ikke var så indbydende. Heller ikke mere toiletpapir, så vi måtte lige en tur op til receptionen. Alt kunne jo ikke kun være luksus, og vi fik rigtig oplevet den indiske levemåde. Prikken over i'et var nok det store døde insekt, som lå ved siden af vores seng ?
Da børnene var puttet nød vi resten af aftenen på vores haveterrasse på trods af, at alt var lidt klistret og klamt ?

Sidste dag i Varkala

Fredag den 20.10.2017

Til morgenmad bestilte vi lemonris og spejlæg sammen med vores lunkne friskpresset juice, og det smagte egentlig udmærket. Derefter stod det på masser af pooltid og afslapning. Poolen var blevet renset, og den var også blevet lidt bedre. To engelske familier med 3 børn var kommet dagen før, imens vi var på stranden. Det var hyggeligt med flere børn i poolen, men da vi kom i snak med forældrene, fortalte de, at de ville tage tilbage til det hotel de kom fra, som hed Varkala Marine Palace. Der var ingen pool, men de kunne låne naboens pool. Værelserne var meget bedre, og maden var den bedste mad de havde fået i Indien. Samtidig var de også tættere på centrum. De var meget skuffede over ”Samsara Harmony”.

Vi nød vores afslapningstid ved poolen, også selvom vores poolhåndklæde var meget plettet og hullet. Det tyske ægtepar kom i poolen og legede længe med Konrad og Lilje. Dejligt med et par “legebedster”.
Det var også hyggeligt, at havet var tæt på. Især om aftenen og om morgenen lagde vi mærke til havets brusen. Der var dog ingen strand ud over klipper, men de ansatte fortalte, at der 4 måneder om året faktisk var strand nedenfor resortet. De 4 måneder startede omkring november-december.

Til vores store overraskelse kom en af de ansatte indere uden tænder i munden, og forsøgte at spørge, om vi ønskede rengøring på trods af, at han ikke talte engelsk, og JA det gjorde vi ? Efter 3 dage uden rengøring var det helt fantastisk at komme ind i vores havehus igen. Det var næsten, som at komme på et 5 stjernet hotel – men også kun næsten ?
Senere tog vi en tuk-tuk ind til byen. Vi ville ind og købe krydderier, og havde spurgt efter et lokalt marked. Dog blev vi bare kørt direkte hen til samme sted, som forleden dag, så der var åbenbart ikke et lille lokalt marked i nærheden. I stedet måtte vi købe krydderierne i det lokale supermarked. Lilje fik shoppet nye klipklappere uden elastik i hælerne, som hun havde talt om op til flere gange, samt en fin lyserød paraply. Konrad var slet ikke til at skyde igennem, for vi fandt endelig “Carram” spillet, som han var blevet helt pjattet med. Der var lige et spil i en nogenlunde okay størrelse til at tage med hjem i bagagen.
Vi tog endnu en tuk-tuk ned til “Café Italiano”, som efterhånden var blevet vores stamsted. Tuk-tukken satte os af, så vi kunne gå bagvejen. Vi kom dog til at gå lidt forkert, og et par søde fyre sagde, at vi bare kunne gå ind forbi dem, og uden vi vidste af det, kom vi faktisk igennem køkkenet på “Café Italiano”. Tjenerne grinte, da vi kom ud, og vi ved egentlig heller ikke om det var godt eller skidt, at vi lige fik set køkkenet ?
Vi indtog vores sædvanlige bord, og vi skulle selvfølgelig have pizza.  Dog havde Nikolaj talt med en af tjenerne om at prøve en af deres friske fisk. En sværdfisk med hvidløgssovs, pommes frites og salat, og det smagte himmelsk. Det tyske ægtepar kom også og spiste sammen med os, så vi kom derfor til at sidde i lang tid på restauranten og hyggesnakke.
Restauranten kunne ikke bestille en tuk-tuk, men heldigvis kendte vi jo smykkehandleren ved siden af. Konrad var også ellevild for at vise ham, at han havde købt spillet. Smykkehandleren skulle lige tjekke, om spillet var i en ordentlig kvalitet, og det blev heldigvis godkendt. Han ringede efter to tuk-tukker, og vi kunne igen gå ad bagvejen. Tilbage på resortet ventede vores alt-mulig-mand på os, og vi fik sagt godnat til ham, inden han lagde sig til at sove på gulvet i receptionen.
Vi tog afsked med vores nye venner fra Tyskland og lovede, at vi ville besøge dem i nærmeste fremtid.

Imens Nikolaj, Konrad og Lilje sov, sad jeg og nød stilheden ved swimmingpoolen. Der var kun lyde fra dyrene og bølgerne. Inden jeg kunne gå i seng, måtte jeg dog lige tage livet af en gigant myrer på 2 cm og to andre små insekter på badeværelset ?

Klik dig videre, og læs om vores skønne tur med husbåd ned ad Backwaters i Alleppey.